Half alive - half dead

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mira blev brutalt dræbt for 20 år siden, og nu lever hun luksuslivet som vampyr. Hun har alt det som alle andre ville tigge og bede om at få, men alligevel er hun ikke lykkelig. Hendes træng til blod gør hende til et monster som ikke tænker på andre menneskers liv, og hver aften dør en eller flere som er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Men hvad sker der når hun skal være stylist for 5 drenge? Hvad sker der med de underlige følelser som begynder at komme for nogle af dem.
Og hvad sker der når en ond oprindelig vampyr pludselig blander sig i hendes liv?
(Se trailer) :-) <3

32Likes
36Kommentarer
3422Visninger
AA

30. die over and over again

Zayns synsvinkel:

"Du må ikke gøre det!" Græd pigen, mens hun maste sig op af væggen. Der var ingen muligheder for at flygte. Jeg havde fanget hende. Omsider. Mit hjerte hamrede af sted, mens jeg kikkede på den lille skikkelse foran mig. Tårende løb ned af kinderne på hende som ti vilde heste. Jeg gik stille tættere på hende, hvilket fik hendes vejrtrækning til at blive hurtigere.
"Pleas." Hviskede hun igen, og kneb øjnene sammen. Ingen af hendes ord ville hjælpe i denne situation. Jeg kunne ikke stoppe nu. Måtte ikke stoppe nu.
"Shh." Tyssede jeg på hende, og kørte hendes hår om bag øret på hende. "Det vil hurtigt være overstået." Smilte jeg, og rev hende op at stå. Hendes hulk blev højere, men hun gjorde ingen modstand. Stod bare med lukkede øjne, og ventede på at jeg færdiggjorde hvad vi startede på.
Jeg greb hårdt fat om nakken på hende, hvilket fik hende til at spjætte. Hårdt rev jeg hende med hen til balgen ovre i hjørnet. Vandet i den var så klart og stille, som om intet ondt blev hent.
"Se barbie." Hviskede jeg, hvilket fik hende til at åbne øjnene. "Bliv ved med at kikke." Og i en hurtig bevægelse, pressede jeg hendes hoved under vandet. Hele hendes krop vred sig for at komme fri, hvilket bare gjorde det hele sjovere. Jeg pressede endnu mere til, og pigens krop vred sig i endnu et par sekunder, inden den blev slap.

"Nej!" Et skrig undslap mine læber, og jeg satte mig hurtigt op. En drøm, det havde bare været en drøm. Jeg tog hænderne op til ansigtet, og kunne mærke jeg var helt våd af sved.
En smerte bredte sig i kroppen på mig, og jeg krympede mig sammen for ikke at skrige.
Hvad skete der med mig? Smerten kørte rundt i kroppen på mig, og jeg kunne ikke få den til at stoppe. Jo mere jeg kæmpede imod, jo værre blev den. Smerten kørte op, og satte sig i halsen hvor jeg havde holdt om pigen. Den fortsatte videre op, og det føltes som om jeg druknede indeni. Panikslagen gispede jeg efter vejret, men der kom ikke noget ind. Jeg prøvede igen og igen men det hjalp ikke. Luften ville ikke ind, smerten ville ikke lade den komme ind.
Jeg prøvede at skrige efter hjælp, men til ingen nytte. Min stemme var som forsvundet. Druknet sammen med evnen til at trække vejret.
Jeg rystede arrigt med hovedet, og smadrede min hånd ind i væggen. Min krop vred sig i smerte, og jeg prøvede med alle mine kræfter at kæmpe imod den.
Hjælp mig! Skreg jeg igen, men som det før, blev det inde i mig. Der var intet jeg kunne gøre, og langsomt prøvede jeg at slappe af, mens alt omkring mig blev sort.

 

Adelies synsvinkel:

Et grin lød inde fra stuen, hvilket fik mig til at knibe øjnene sammen. Den der tilhørte det grin havde en syg form for humor. Ja var i det hele taget syg i hovedet! Jeg vendte hovedet mod vinduet, og så den slappe krop ligge foran ham. Tårende pressede i øjnene, og jeg kæmpede for at holde dem inde.
Stakkels dreng. I flere dage havde dette syge nummer stået på, og til hvilken nytte!? Grunden til at han havde fået drengen var ikke for at kunne se ham lide, om og om igen. Grunden til at han havde fået ham, var fordi vi skulle bruge ham.
Vreden kogede inden i mig, men der var intet jeg kunne gøre. Han var mere magtfuld end mig, og gjorde jeg noget forkert, kunne han i et split sekund slå mig ihjel, og fører mig det samme sted hen, som han gjorde med min familie. Ikke fordi jeg ikke gerne vil genforenes med dem, for det vil jeg gerne! Men der hvor han havde ført dem hen, er et grusomt sted hvor ikke andet end smerte og sorg regerer. Hvis jeg ville rede min familie fra det sted, måtte jeg være stærk, og finde mig i den måde han behandlede drengen (og for den sags skyld også mig) på.  

__________________________________________________________________________

 

Så kom der lige et kapitel mere. Håber I kan lide det. Undskyld der har været så meget mellemrum imellem jeg har skrevet kapitler, men jeg har haft ret travlt lige for tiden. :) <3


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...