Half alive - half dead

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mira blev brutalt dræbt for 20 år siden, og nu lever hun luksuslivet som vampyr. Hun har alt det som alle andre ville tigge og bede om at få, men alligevel er hun ikke lykkelig. Hendes træng til blod gør hende til et monster som ikke tænker på andre menneskers liv, og hver aften dør en eller flere som er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Men hvad sker der når hun skal være stylist for 5 drenge? Hvad sker der med de underlige følelser som begynder at komme for nogle af dem.
Og hvad sker der når en ond oprindelig vampyr pludselig blander sig i hendes liv?
(Se trailer) :-) <3

33Likes
36Kommentarer
3345Visninger
AA

20. Akon

"Skynd dig Mira!" Jager Niall, men jeg stadig ikke har fundet ud af hvad jeg skal have på. Vi skal i en forlystelsespark i dag, og jeg kan ikke beslutte mig for hvilket sæt tøj jeg skal vælge.

Skal Det være de bodorøde busker sammen med en hvid (lidt gennemsigtig) skjorte? Eller skal det være de sorte bukser og en lyserød top som der står "Love sucks" på?

"Vi skal af sted Mira skynd dig nu!" Bliver der råbt nede fra køkkenet igen, denne gang er det Louis der råber.

"Hvis du ikke kommer ned, så kommer jeg op og henter dig!" Råber Zayn denne gang. De drenge har virkelig heller ikke nogen tålmodighed... Det ender med at blive de bodorøde bukser og skjorten samt nogle stiletter med tyk hæl.

  Jeg er ved at trække bukser på, da døren pludselig går op, og Zayn kommer ind. Et piget skrig undslipper mine læber da jeg for et chok, mens jeg prøver hurtigt at skjule min krop bag min dyne. Zayn havde vist heller ikke forventet at se mig i undertøj, for han får også et chok, inden han skynder sig ud og lukker døren efter sig.

"Er du snart færdig?" Spørger han udenfor døren, mens jeg er ved at knappe den sidste knap i skjorten, og stoppe den ned i bukserne.

"Kommer!" Råber jeg, inden jeg åbner døren og går direkte forbi Zayn. Han skal ikke bare brase ind på mit værelse og se mig i undertøj, og så bagefter tro at han kan få alt min opmærksomhed, næh nej.

  "Og mig som troede at ingen kunne bruge længere tid på at gøre sig klar end Zayn." Joker Niall, da jeg kommer løbende ned af trapperne.

"Jeg er en pige, hvad regner du med?" Svare jeg friskt tilbage, inden jeg rækker tunge af ham,  går ud og sætter mig ind i bilen.

 

 

  Turen der hen går hurtigere end jeg havde forventet. Vi snakker hele vejen der hen, og drengene er meget interesserede i at høre om mit liv. De spørger om alt mellem himmel og jord, og jeg svare så godt jeg kan uden at de for mistanke.

"Hvad laver dine forældre?" spørger Liam lige pludselig, og hele min krop stivner straks. Jeg havde ikke snakket om mine forældre i snart 15 år.

"De er døde." Mumler jeg, mens jeg kikker ned på mine hænder som ligger samlet i skødet på mig.

"Det er jeg ked af.. Hvordan døde de?"

Jeg ligger hovedet tilbage, og tænker tilbage på hvordan det nu var de døde. I 15 år har jeg sagt til alle at det var i en brand, så jeg havde næsten glemt hvordan de døde, men nu kommer det hele tilbage til mig...

Flashback:

"Miranda du kan tage fri for i dag." Siger Nanna muntert. Jeg skynder mig at pakke mine ting sammen, og sige farvel til de andre. Jeg skal hjem og det kan kun gå for langsomt.

Jeg sætter noget musik på, og begynder at cykle. Jeg havde ventet på denne dag i flere måneder. I dag skal vi til Paris i en måned, for jeg har fået tilbudt et modeljob, og mine forældre har fået tilbudt midlertidigt arbejde.

Jeg nynner med på sangen, mens jeg smiler til alle som kører forbi. Intet kan ødelægge denne dag. Intet. Jeg skal være sammen med min familie i en hel måned. Det er længe siden vi sidst har været sammen i længere tid, det plejer bare at være nogle dage vi er sammen, og så kan der gå måneder inden vi ser hinanden igen.

   Jeg drejer ind af indkørslen, og for et chok da hele huset ligger i mørke. Mine forældre plejer altid at tænde alt lys, og have terrassedøren åben.

"Mor?" Jeg smider mine sko i gangen, og bevæger mig ind i køkkenet.

"Mor?" Kalder jeg igen. Intet svar. 

Jeg fortsætter ind i stuen, og for et chok da en person kommer frem fra mørket.

"Mira.. Du er ventet." Jeg kniber øjnene sammen, og hele min krop går i panik da jeg ser hvem det er.

"Hvad laver du her?" Hvæser jeg nervøst, mens jeg kikker mig rundt. Der er ingen andre at få øje på, og min krop begynder at ryste.

"Jeg kommer for at hente det du skulle skaffe mig." Han ligger hovedet let på skrå, og lader hugtænderne komme til syne.

Jeg kikker mig omkring efter en flugtmulighed. Han ville have at jeg skulle skaffe Aron til ham. Min kæreste. Aron har særlige evner, og jeg gør alt hvad jeg kan for at  han er i sikkerhed.

"Du for ham ikke!" Hvæser jeg, mens jeg begynder at bakke. Hvis han hidser sig op, skal jeg nå at flygte..

"Du vil bare dræbe ham!" Hvæser jeg igen, men denne gang står jeg stille. Han skal ikke se hvor bange jeg er. Det vil gøre det hele nemmere for ham.

"Det tænkte jeg nok du ville sige." Smiler han lumsk, mens han bevæger sig over til vinduet.

"Så jeg tog mig den ære at sige hej til nogle gæster." Han trækker gardinerne fra, og mine forældre kommer til syne. De sidder bundet på hver deres stol med gaffatape om munden.

Min krop stivner, og jeg kan ikke få mig selv til at sige noget. Han begynder at gå hen imod dem, og hans øjne er helt røde.

"La-Lad dem væ-væ-være." Stammer jeg, mens jeg stadig står som forstenet. Jeg vil gøre noget, men kan ikke få mig selv til det. Jeg kan ikke gøre andet end at stirrer på dem.

"Jeg skulle bruge Aron. Og nu hvor du ikke har ham med, kan jeg jo ikke bare lade som ingenting." Han lader sin pegefinger glide over deres struber, mens han går rundt om dem. Jeg har lyst til at løbe hen til dem, men det ville ikke forvolde andet end ulykke. Han er hybrid, og er hurtigere end mig.

"Gør dem ikke noget!" Hvisker jeg, mens den ene tåre efter den anden løber ned af mine kinder.

"Det bliver jeg nød til. Du bliver nød til at lære at dine valg har konsekvenser." Smiler han, inden han stiller sig bagved min mor, og trækker hendes hoved tilbage.

"For helt ærligt Mira, hvad havde du selv regnet med?" Og hurtigere end jeg kan nå at reagere brækker han nakken på hende.

"NEJ!" Skriger jeg, mens jeg løber hen imod min far for at beskytte ham, men jeg er for langsom. Han er henne ved min far hurtigere end mig, og i et slag flår han hovedet af ham.

"NEJ!" Skriger jeg igen, mens jeg kaster mig ned på gulvet. Tårende strømmer om kap, og jeg gør intet for at stoppe dem. Hele min verden styrter sammen, og jeg har ikke kræfter nok i benene til at rejse mig op.

"Husk dette til en anden gang smukke." Hvisker han i øret på mig.

"Jeg vil altid være et skridt foran dig." Og med de ord forsvinder han, og lader min være alene med mine forældre...

Flashback slut:

"Mira?" Jeg blinker et par gange med øjnene for at holde tårende tilbage, inden jeg kikker op på drengene som bare sidder og stirrer på mig.

"De ømhh..." Jeg tager en dyb indånding, inden jeg fuldfører min sætning. "De blev myrdet."

En ubehagelig tavshed lægger sig over bilen. Ingen siger noget. Alle øjne er rettet på mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. På den ene side har jeg lyst til at græde, og på den anden side vil jeg ikke ødelægge dagen for drengene mere end jeg allerede har gjort, så jeg ender med at gøre det sidste jeg havde regnet med at jeg ville gøre.

"Men det er lige meget, jeg er kommet over det." Smiler jeg falsk, inden bilen stopper og vi er fremme.

"Lad ikke det ødelægge dagen." Siger jeg igen, inden jeg stiger ud af bilen, og de andre følger hurtigt trop. Der er heldigvis ikke nogen fans der overfalder os, og vagterne holder sig på afstand.

                                                      ***

"Bare tag en tur mere, jeg skal lige på toilet!" Råber jeg, inden jeg vender mig om og begynder at gå hen mod toiletterne. Tavsheden var forsvundet, og alt var ved det gamle igen. Vi havde det rigtig sjovt, og havde indtil videre prøvet et par forlystelser. Min favorit lige nu var nok forlystelsen "Raptor," hvor jeg havde siddet ved siden af Zayn. Det havde taget næsten 10 minutter at få ham med op i den, og den eneste grund til at han havde givet sig, var at jeg havde lovet at holde ham i hånd hele vejen.

   Jeg svinger rundt om hjørnet til toiletterne, og for et chok da der pludselig er en der kalder mit navn.

"Hallo?!" Råber jeg, men der er ingen der svare. Underligt? Jeg er 100 på at der var en der råbte mit navn.

Jeg begynder at gå ind mod skoven, mens jeg holder øjnene på skyggen der inde.
"Hallo?" Kalder jeg igen, mens jeg sætter farten op.

Pludselig forsvinder skyggen, og i det samme tager noget fat om min nakke.

"Dejligt at se dig igen smukke." Hvisker en person i øret på mig, og gåsehuden spredes over hele min krop.

Taget om min nakke løsnes, og jeg vender mig om, så vi står ansigt til ansigt.

Hele min krop går i panik da jeg ser hvem det er, og jeg har lyst til at flygte.

"Akon." Hvisker jeg, mens jeg kikker mig rundt efter nogen der kunne se os, men der er ikke nogen.

Han smiler lumsk til mig, inden jeg ligger sine hånd under min hage.

"Jeg har noget du skal gøre for mig skatter... Og denne gang... Skal det gøres færdigt!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...