Treat me like a princess.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
I historien følger vi, en helt almindelig pige på 17 år, ved navn, Emily Williams. Hendes liv tager sig en omdrejning, da skolens bad boy, Justin, træder ind i billedet. Vil Justin nogensinde vinde Emily's hjerte? Og på hvilken måde, har han tænkt sig, at vinde det på? Ihvertfald ikke på den måde, Emily havde forventet.

31Likes
10Kommentarer
945Visninger
AA

3. Gør nu bare som jeg siger, bitch!

Justin's synsvinkel:

Jeg kan sket ikke beskrive, hvor meget jeg hader Emily. Det hun fortalte til blondinen, det ved hele skolen nu. Det skulle hun ikke slippe godt fra.

Jeg tog min slidte skoletaske, og svang den over min ene skulder, hvorefter jeg gik ud af døren. Jeg nåede dog ikke ret langt, da min mor forhindrede mig i at åben døren. "Har du ikke glemt noget?", spurgte hun bestemt, og gik hen til mig, hvorefter hun lukkede døren foran mig, som stod på klem. "Hvad?", spurgte jeg irriteret, og rullede øjne af hende. "Du har glemt at ryde op på dit værelse, og tømt opvaskemaskinen, og ikke mindst har du også glemt, at skrive et kort til din far, du ved hvor meget han elsker dig, og savner dig". Jeg sukkede, og kiggede alvorligt på hende. "Hvis han elsker mig så højt, hvorfor ringer han så aldrig, eller skriver et kort til MIG?", spurgte jeg irriteret, og skubbede hende væk fra døren, sådan at jeg kunne komme til. Hun så helt bedrøvet ud. "Hvis du ikke gør det, s-så taget jeg din Porsche fra dig", stammede hun, men jeg kunne høre, at hun virkelig mente det. "Det gør du ikke!", svarede jeg rasende, og stormede hen til hende. Jeg kunne mærke at mine øjne lynede af raseri, hvilket gjorde hende forskrækket. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt, fra alvorlig, til forskrækket. "Øh-øh.....", fremstammet hun. "Det tænkte jeg nok", sagde jeg, og vendte fronten mod døren, hvorefter jeg gik med faste skridt ud.

"Hva' så", spurgte jeg, og sendte Ryan en high five, da jeg så ham. Han stod bare og så på mig, helt tavs. "Er der noget galt?", spurgte jeg, og kiggede undrende på ham. Han kløede sig lidt i nakken. "Du ve', det er din tur til at holde fest, og betale for festen, jeg holdte jo fest sidste gang, så det er din tur nu", svarede han, og sendte mig et usikkert smil. "Ehm.... Jaja helt sikkert, jeg skal bare lige have skaffet nogle penge", svarede jeg, og kastede min skoletaske ind i mit slidte og ødelagte skab.

Enlig vidste jeg ikke rigtig hvordan jeg skulle skaffe de penge, men nu havde jeg jo sagt ja, og et løfte er et løfte. Jeg lejede lidt med min blyant, imens at vores lærer, fablede om et eller andet med Christian d. 4. Jeg kiggede ud af vinduet, og forestillede mig, at skyerne derude, hver i sær lignede et eller andet. Jeg kunne skimte en pige, hvis hår var brunt, hun sad og skrev noget ned i en bog. Jeg syntes at jeg kunne kende hende. Hun løftede hovedet, og så op på tavlen. Det var Emily. Jeg knyttede mine næver, og spændte mine muskler automatisk.

Emily's synsvinkel:

Jeg pakkede mine bøger sammen, samt mit penalhus. Rejste mig fra stolen, og gik ud af klasseværelset. Jeg nåede dog ikke længere end til døren, som Justin lige havde smækket i foran mig. Heldigt at der ikke var nogen her. "Du ser bange ud, er du bange?", spurgte han, imens hans pegefinger, strejfede min kind. "Det du gjorde igår, var ikke så smart, du burde have tænkt dig om, tøs", sagde han, og tog fat i min kæbe, med en hånd. Jeg gispede, da det gjorde ret så ondt. "Btw, så mangler jeg penge", sagde han, og løsnede grebet fra min kæbe, men holdte dog stadig om den. "Og?", spurgte jeg olmt. Han rullede øjne af mig. "Du skal give mig pengene", svarede han olmt, og slap nu grebet om min kæbe. Jeg tog mig til kæben, som nu var helt rød. "Hell no, du får ikke penge af mig", svarede jeg vredt, og krydsede mine arme. "Giv mig pengene imorgen, er du med!?", råbte han vredt. Han så virkelige sur ud. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var en smule bange for ham, for det var jeg. "Nej!", råbte jeg lige så hårdt tilbage. "Gør nu bare som jeg siger, bitch!", råbte han, hvorefter han sænkede hans arm, knyttede hans næver, og uden at jeg nåede at se mig om, kunne jeg mærke en knytnæve, ramme mit ansigt.

Jeg kunne mærke store mængder blod, som fyldte mine kinder. Tænk at han bare sådan slog mig. "Pengene, imorgen. Er du med!?", spurgte han vredt, hvorefter han sparkede til mig. Jeg lå af smerte nede på gulvet, og græd. I tænker sikkert, at det er barnligt at græde, men i aner ikke hvor ondt det gjorde. Han sparkede en ekstra gang til mig, for at få et svar ud af mig. "J-ja", hulkede jeg. Jeg kunne høre skridt, og en smækken med døren. Hvilket resulterede i, at han var ude af rummet nu.

Jeg krummede mig sammen, og lå bare for mig selv. Tænk at han bare slog mig. Men det burde jeg jo have forventet, han er jo tros alt, Justin.

Hej læsere!

Hvad synes i om movellaen,

indtil videre? Ville blive så glad,

hvis i gad, at like, og skrive, en

kommentar, om hvad i synes om

movellaen. Det vil betyde meget:)

Xoxo Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...