The komodo monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 13 dec. 2013
  • Status: Igang
Wendy mistede for noget tid siden sin bedsteveninde Elin, og ingen ved hvor hun er blevet af.
Mens Wendy kæmper med smerten om tabet på sin bedsteveninde begynder hun at få farlige mareridt, og til sidst vælger hun at tage ud til øen som Elin elskede så højt.
Men hvad vil der ske med Wendy, når hun selv tager om på den anden side af kloden for at lede efter Elin i en farlig skov? Og vil hun ende finde hende? eller vigtigere! Vil hun vende hjem igen...

1Likes
0Kommentarer
463Visninger
AA

8. What is gonna happening to me?

Der kom en lyd henne fra udgangen. Hun rejste sig hurtigt op, og kikkede der over. Hendes øjne blev låst inde i nogle drabelige mørke øjne. Den stod der, foran udgangen! Den eneste udgang.

Hele hendes krop begyndte at ryste dobbelt så meget. Hun troede igen gang at det var muligt, men det var det. Det var sådan det var at se døden i øjnene, og der var ingen flugt mulighed.

Dens tunge bevægede sig fra side til side, mens den langsomt begyndte at bevæge sig hen imod hende. Hun kunne ikke røre sig. Hun var som sømmet fast til stedet, og kunne kun se på, at den kom tættere og tættere på hende. Til sidst var der kun 1 meters afstand imellem dem. Og hvis der skulle gøres noget, var det nu. Hun tog tilløb til, og fór hen imod den. Hvis hun kunne komme fordi den, ville hun kunne stikke af. Men den var hurtigere end hende. Nogle få centimeter fra hende var den, da den kastede hele sin lange krop imod hende. Den fik fat i hendes ben, og det strømmede med blod. Hun skreg, mens hun prøvede at vride sig fri fra dens gab. 

 

Blodet løb ned ad benene på hende, mens hun løb igennem den smattede skovbund. Den var lige bag hende. Dragen. Monsteret. Hun skreg af smerte, mens hun gang på gang, blev ramt af en gren på benet. Det var ikke sådan her det skulle ende. Overhovedet ikke. Hun havde et langt liv foran sig, men nu ville det sidste hun så, være dens gab, der gang på gang, splittede hendes kød, fra resten af kroppen.

  Til sidst kunne hun ikke mere. Der var ikke flere kræfter tilbage, Og så faldt hun, midt i alt mudderet, i håb om at den ikke ville finde hende. Forgæves håb, hun vidste det godt. Men kroppen kunne ikke klare mere.

Hun kunne se den komme tættere, og tættere. Til sidst stod den helt foran hende. Hun var ikke helt død, men var for svag til at kæmpe imod. Hun lukkede øjnene i. Og i stedet for at mærke huden blive flænset af. Mærkede hun en brise.

Hun åbnede øjnene, og kikkede op i Elins mørke øjne, som var fuld med kærlighed.

”Godt at se dig igen.” Smilede hun, mens tårerne løb ned ad kinderne på hende.

”Du vil komme til at se mig meget fra nu af.” Sagde Elin blidt, mens hun strøg hende over kinderne.

”Vores skæbne er den samme. Og du bliver bare nød til at ville det.” Hun strøg hende igen over kinderne.

”Det har aldrig været meningen at vi skulle blive gamle. Men det var hele tiden meningen at vi skulle finde hinanden igen.” Elin lød så rolig, mens hun sagde det.

”Hvis du stopper med at kæmpe imod, vil du komme hen til mig. Og vi vil igen være sammen”

”Me-men hvad med m-min mor og f-far?”

”De klarer sig. Tro mig, de vil få det bedre uden dig.”

Hun kikkede til siden. Det var smukt, der var fyldt med smukke blomster over det hele. Måske havde Elin ret. Måske var det meningen at hun skulle være her.

”Vores skæbne har altid været ment til at skulle blive dette. Ik?” Hun kikkede op på Elin som nikkede.

Hun havde ret. Elin havde altid ret. Det var meningen at hun skulle være her. Sammen med Elin.

En tåre trillede ned ad hendes kind, men hun tog en dyb indånding.

 Hun rejste sig op, og tog Elin i hånden. Sammen gik de mod solnedgangen. Det skulle de gøre nu. Og det skulle de altid gøre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...