The komodo monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 13 dec. 2013
  • Status: Igang
Wendy mistede for noget tid siden sin bedsteveninde Elin, og ingen ved hvor hun er blevet af.
Mens Wendy kæmper med smerten om tabet på sin bedsteveninde begynder hun at få farlige mareridt, og til sidst vælger hun at tage ud til øen som Elin elskede så højt.
Men hvad vil der ske med Wendy, når hun selv tager om på den anden side af kloden for at lede efter Elin i en farlig skov? Og vil hun ende finde hende? eller vigtigere! Vil hun vende hjem igen...

1Likes
0Kommentarer
461Visninger
AA

7. The sound is following me!

   Lydende kom igen. Jo hurtigere hun gik, jo hurtigere blev lydende.

Hun var sulen og havde kvalme. Men hun turde ikke andet end at fortsætte med at gå. Jorden under hende blev mere smattet, og hun begyndte at kunne høre vandet.

”Hold ud lidt endnu. Du er der snart.” Sagde hun opmuntrende til sig selv. Men hele hendes krop skælvede, og hun havde svært ved selv at tro på, at dette ville få en lykkelig slutning.

”Du er hurtigere end den. Du er smartere end den. Du kan overleve den.” Mumlede hun, mens hun gang på gang, fik grene i hovedet.

 

Mørket sænkede sig over skoven. Der var brandene varmt, og hun havde svært ved at se noget som helst. Hun prøvede at bruge sin mobil som lommelygte, men den var selvfølelig gået død for strøm.      

”Pokkers til mobil!” Hvæsede hun, mens hun følte sig frem. Oppe i træerne var der øjne som fulgte hende. Og de uhyggelige lyde kom tilbage. Hendes hjerte begyndte at hamre af sted, mens hun med hurtige skridt, forsatte fremad.

Hun havde altid været mørkeræd. Havde altid frygtet, at noget ville følge efter hende i mørket. Og nu skete det. Hun blev forfulgt.

Skridtene bag hende blev hurtigere og hurtigere, hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, mens hun skreg og løb af sted. Gang på gang var der en gren der gav hende en lussing, og tårerne pressede i øjnene på hende.

”HJÆLP!” Skreg hun igen og igen. Men ingen kunne høre hende, og hun havde ingen idé om hvor hun var.  Hun kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se, og hun begyndte at kunne skimte noget stort i det fjerne. Hun fortsatte fremad, indtil hun stod foran det. Huset. Det var endnu mere uhyggeligt end hun huskede det. Døren var for længst væk, der var ingen vinduer, og det var næsten faldet helt sammen.

Med forsigtige skridt gik hun der ind. Det var næsten umuligt at se noget i det lille rum. Hun blev nød til at stå lidt og bare kikke, inden hun nogenlunde vænnede sig til mørket.

”Du var den eneste der holdte mig oppe. Og nu vil jeg finde ud ad hvad der er sket med dig.” Hviskede hun, mens hun langsomt bevægede sig længere og længere ind i huset.

 Det lå noget henne ved væggen, og hun måtte se hvad det var. Men forsigtige bevægelser, bevægede hun sig hen over det ødelagte gulv.

Det var ikke kun én ting der lå der henne, men mange. Hun kunne ikke få øje på hvad det var. Men en af tingene var anderledes. Hun bøjede sig ned og samlede den op. Den var bøjelig. Det var en kasket. Hun kneb igen øjnene sammen, for at se hvis det var. Et sæt gik igennem hendes krop. Hun rystede, og kunne ikke tænke klart. Hele hendes krop var tung, og umulig at holde oprejst. Så hun lod den falde sammen ved væggen.

Elin. Det var hendes kasket. Hun havde haft den på, inden hun tog på ’ferie.’ Alt begyndte at give mening nu. Blodet på tasken, kasketten, bunken med knogler.  Elin var ikke forsvundet på mystisk vis, hun var… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...