Don't cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Han smilede som altid, for han var stolt. Han var stolt af hvor meget hun havde lært, hvor meget hun havde kæmpet. Hun havde altid været ved hans side, og han ved hendes. De var mere end bare kærester, de var bedste venner. De hørte sammen og de ville aldrig slippe hinanden. Eller sådan troede de at det ville være.

1Likes
0Kommentarer
212Visninger
AA

1. Prolog

Det var januar, og sneen dækkede store dele af markernes areal, med et hvidt lag af glimtende sneflager. Luften var kølig og tør, hvilket gjorde det svært for hende at trække vejret. Kulden løb ned i hendes lunger der fik hende til at hoste. Han så bekymret på hende, men hun lod sig ikke påvirke. ”Kom så, vi går hjem.” Sagde han med de sædvanlige varme øjne. De øjne, hun havde forelsket sig i lige fra første gang de mødtes. De var nøddebrune og hun kunne altid finde en hvis ro i dem.  Hun nikkede tøvende, og gik lidt modvilligt med. Landevejen var smattet af halvsmeltet sne og jord.  Mens de gik i tavshed spillede tankerne i hendes hoved, hvor lang tid havde de tilbage? Hun vidste det ikke, ingen vidste det. Tiden var vel egentlig en besynderlig ting, noget vi alle frygter. Ikke at have mere tid tilbage, er et tilbagevendende marridt for de fleste. Man frygter døden, der siges at være kold som intetheden, hvilket var det eneste hun kunne føle for tiden.. Intetheden. 

 

Han kunne mærke på stilheden at hun var faldet ned i sin egen tankegang og han klemte hendes hånd med et drillende smil ”Er du her?” Hun så overrasket op på ham, men grinte derefter. ”Ja jeg er lige her.” Med de ord lagde hun sit hoved på hans skuldre i et tungt suk. Hun nød virkelig hans nærvær, hans personlighed, ham. Hán var perfekt, som ingen anden. Hun kunne stadig ikke forstå hvordan hun havde været så heldig at få ham. Af alle pigerne i klassen, så var det hende der vandt krigen om ham.

Med et smil huskede hun tilbage, tilbage på tiden i skolen, dengang da livet var noget hun tog forgivet ligesom alle andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...