Don't cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Han smilede som altid, for han var stolt. Han var stolt af hvor meget hun havde lært, hvor meget hun havde kæmpet. Hun havde altid været ved hans side, og han ved hendes. De var mere end bare kærester, de var bedste venner. De hørte sammen og de ville aldrig slippe hinanden. Eller sådan troede de at det ville være.

1Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

2. He knows..

Jeg sukkede lidt da jeg med små afmålte skridt, gik ned af en af skolens mange gange. Eleverne omkring mig, så mig som en skygge i mørket; der var ikke nogen der lagde mærke til en som mig. Jeg havde dog heller aldrig gjort noget for at tiltrække opmærksomheden. Lige fra barnsben af, har jeg syntes det var sjovt hvordan nogle mennesker har brug for opmærksomheden fra andre, i modsætning til folk som mig – der har det fint med at gå med blikket mod jorden, uden for mange forhåbninger om selvskab.
Mit hår faldt ned omkring mine skuldre, videre ned og nærmest kærtegnede min standhaftige ryg. Jeg smilte af ren høflighed til mine klassekammerater der i en hurtig gang fór forbi mig uden så meget som at tyde mig et blik.

Det var ham der fangede mit blik, en af de populære drenge, og selvfølgelig skulle det lige være ham alle pigerne faldt for. Han var jo både sød, klog, smilende og så havde han et udseende skabt af engle. Jeg rullede øjne over mine egne underlige tanker om engleskabte mennesker. Engle fandtes ikke, gud fandtes heller ikke. Der var jo intet andet i verden end fakta og information. Rigtige ting man har fundet beviser på, ikke nogle engleskabte mennesker!

Det gik pludselig op for mig at jeg egentlig bare stod og stirrede på ham. Panikken faldt over mig men det var for sent, for han var allerede på vej over mod mig med sit kække smil og vindblæste frisure. ”Hey!” Havde han sagt, og jeg havde mest af alt bare lyst til at slå ham i hovedet med min skoletaske og løbe. Gemme mig væk fra verden og engleskabte mennesker! ”Hej.” Svarede jeg og forsøgte at få min stemme ned i et roligt toneleje. ”Jeg tænkte på om du måske vil hjælpe mig senere?” Spurgte han og det var som om tiden gik i slowmotion, alt forsvandt bag mig og kun han og jeg stod tilbage til sidst. ”Med hvad?” Fortsatte jeg, og endte med at lyde fraværende, måske endda uinteresseret. Han smilede og lagde hovedet en anelse til siden. ”Det må du vel finde ud af? – Jeg skriver til dig ” Da han smilte til mig kunne jegmærke varmen og den røde farve stige til mine kinder og jeg måtte kigge ned i jorden for ikke at afsløre noget.

Da han igen vendte sig for at gå tilbage til sine venner, måtte jeg ud. Jeg løb, som var der en klovn med en økse efter mig. Den kolde morgenfriske luft ramte blidt mit ansigt, og skub/træk døren lukkede sig langsomt bag mig. Jeg trak mig hurtigt op af den hårde stenmur i hjørnet mellem hoveddøren og gelænderet til stentrappen. Jeg sank ned på stenfliserne og mine tanker farede rundt i mit hoved. Jeg havde aldrig rigtig været god til at snakke med mennesker, hvilket også havde været resultatet i at jeg kun havde to venner; Adam og June. Adam var biseksuel og det var kun sølle to måneder siden han havde fortalt det til sine forældre. Jeg husker så tydeligt da han kom i skole, dagen efter jeg havde presset ham over telefonen, til at fortælle det til hans forældre. Hans øje var let hævet i en blå-grå-lilla farve. Hans øjenbryn var brækket og overlæben, flækket. Hans far havde totalt-smadret hans ansigt, fordi hans søn ikke skulle rende rundt og ’skide regnbuer’ som hans far havde sagt. Adam flyttede hjemmefra og over til June. June var moden af sin alder, og nok den kønneste pige jeg nogensinde havde set. Hun flyttede i en lejlighed da hun var omkring femten, grundet en far der sad i fængsel og en mor der drak sig ihjel. June lignede en af de typiske duller der går med en meter og femten cm hæle i stilletter, men June var en af de få mennesker hvor hendes fucked up barndom egentlig bare havde inspireret hende til at komme videre med sit liv. Hun ville være advokat og havde planer om at læse jura efter gymnasiet. Vinden fik et dugvådt blad til at ramme mig klokkerent i hovedet og jeg blev flået ud af mit tankespil. Jeg skar en halvirriteret grimasse da jeg fjernede det og måtte tørre mit fugtige ansigt af i mit lange ærme fra hættetrøjen. Da ærmet blev presset mod huden på min underarm, var det som om nogen lige havde tændt en giftig stjernekaster på min arm. Jeg hev forsigtigt op i ærmet, dog ikke uden af have tjekket om der var nogen omkring mig. Men kysten var klar, som var det skæbne bestem at jeg skulle se på dem, de lange, dybe sår og ar der dækkede begge mine arme. Der var sår der var en uge gamle og kløede som en gal, og så var der de nye der blev revet op hver gang jeg forsøgte at klø i de gamle. Der var efterhånden mange, og det var ikke længere fordi jeg gjorde det for at have kontrol. Nu var det fordi jeg fortjente det, fordi jeg fortjente at mærke den smerte jeg forvoldte andre. Døren bag mig gik op og jeg fik konkret rullet mit ærme ned for at skjule sårene. Det var, til min egen store lettelse, kun June der viste sig i døren og jeg åndede lettet op. "Du skulle passe lidt på med at hive dem frem her" mumlede hun og satte sig ved siden af mig, op af væggen. "Du ved hvordan folk er her" fortsatte hun med et næsten stift blik. June havde gamle ar fra da hun var mindre, men hun kom ud af det da Adam flyttede ind hos hende. Han hjalp hende igennem det dårlige, og hun har efterfølgende brugt sin tid på at hjælpe mig, forstå mig, og være der for mig når jeg ikke havde andre at gå til. Jeg nikkede tøvende, og jeg vidste udmærket godt hvor risikabelt det var at vise dem her. ”Så hvad er der los?” Sagde June med et kækt blik, hvilket altid havde en effekt på mig. Der var intet i verden, der kunne få mig til at smile, som Junes’ kække blik.  ”Det var bare Chace der besluttede sig for at give mig cement-pelikaner i maven, ved at fortælle at han har tænkt sig at ringe til mig senere.” Min stemme var næsten mut, og at dømme på Junes’ meget undrende blik, kunne hun heller ikke se problemet. Hun lignede et kæmpe spørgsmålstegn, og jeg rullede øjne af hende. ”Ja som om jeg tør tage telefonen, når han ringer! Han sagde at jeg skulle hjælpe med noget, men han ville ikke sige hvad.” Endnu engang tog min stemme en drejning og lød denne gang halvfornærmet over det. June grinte af mig, som jeg vidste hun ville gøre, men det hjalp ikke ligefrem på tankerne. Inderst inde var jeg hunderæd på at det hele bare var en prank, som de populære mennesker har det med at lave på udskuddene. ”Hey, kom nu babe. Som om stodderen har nosserne til at ringe til dig alligevel.” Det var som om hun havde hørt mine tanker og bekymringer for hun tilføjede efterfølgende; ”Og hvis det er en prank, så hiver jeg rent faktisk de sølle rester af runkne svesker, han kalder nosser, helt af.” Jeg grinte kort, hvordan skulle jeg kunne lade være? – Bare tanken om ens bedste veninde stå og hive skolens mest populære fyrs’ nosser af, den var perfekt. Klokken ringede ind til time, og vi lavede begge to en lyd der mindede meget om en elgs’ parringskald, men som egentlig bare var vores måde at sige at vi ikke magtede time. Jeg fik taget mig sammen til at rejse mig op, og fik efter lange minutters grin og kampe endelig June med op. Vi åbnede døren til skolens forhal, og skulle til at gå ind da en velkendt stemme råbte gennem gårdspladsen. ”Hey! Vent på mig!” Hans stemme var slet ikke til at tage fejl af og June sukkede frustreret. Hun fortsatte ind i forhallen og jeg rystede på hovedet af hende mens Adam endelig fik indhentet os. De kunne ikke udstå hinanden på nogle punkter, og så på andre punkter var de bedste venner. De var som søskende, hvilket mindede mig om den gang de rent faktisk havde bildt en af dem fra kommunen ind at de var søskende og at Adam også skulle have kontanthjælp på grund af ’deres’ fængslede far og ’deres’ døde mor. Den gik ikke i længden, men det var sjovt undervejs. ”Hva så!” Sagde Adam med et underligt, og anderledes smil på læben. Han smilte altid, men denne gang var det anderledes, dog uden at jeg kunne sætte en finger på hvorfor. Han åbnede døren og holdte den for mig, hvorefter han i en meget velopdraget stemme sagde ”Damerne først.” Jeg kiggede på ham, satte min hånd på døren så han kunne gå ind først, da han i hvert fald var mere kvinde end jeg var. Gangene var tomme og June stod og ventede på os indenfor. Adam fortsatte ned af gang B til klasselokale 207. I dag skulle vi have fysik som start fag, hvilket var Adams yndlingsfag. Dette gjorde det dog kun mere underligt at han var kommet for sent. Han var aldrig kommet for sent, ikke en gang. Jeg tænkte dog ikke mere over det, efter at vi kom ind i klassen og fik sat os. June satte sig som altid bagerst ved det eneste alene-bord der var og Adam og jeg satte os som stræberne forrest. Adam fordi han som nævnt tideligere, elskede fysik, og jeg fordi jeg blev nødt til at hæve mine karaktere forholdsvis meget for at gøre min Farfar stolt. Bare tanken om min farfar gjorde mig trist, og af ren overlevelsesinstinkt måtte jeg tvinge mig selv til at tænke på noget andet. Timen gik langsomt, og på trods af at jeg havde lovet at følge med var det svært. At lære om lys som fotoner var så tørt, specielt når man skulle have den eneste lære på skolen der ikke kunne lære fra sig. Han var klog som ingen anden, men derfor regnede han også med at vi kendte alle logiske teorier omkring emnet fra starten af. Han snakkede for det meste i sin egen lille tyggegummi-bobbel uden at nogen hørte efter, ud over lige Adam, selvfølgelig.
En papirs kugle landede på mit bord og jeg så forvirret mod retningen den kom fra. Chace sad kun to borde bag mig, til højre og jeg løftede det ene øjenbryn. Hvad lavede han her? Han gik slet ikke i den her klasse. Han så på mig, og så derefter på sedlen, og på mig igen. Jeg kiggede igen på sedlen og åbnede den usikkert men nysgerrigt. På sedlen stod der; ’Don’t do anything stupid.’ Det gjorde mig blot endnu mere forvirret og i det jeg ville vende mig om for at spørge, ringede klokken og han forlod klasselokalet hurtigere end jeg kunne nå at reagere. Jeg ville løbe efter ham, men jeg turde ikke rigtig så jeg blev siddende, forvirret som altid. Efterhånden var alle folk forsvundet fra klasselokalet og kun Adam og jeg var de sidste til at pakke vores ting sammen. Adam gik hen mod døren, men kiggede tilbage for at vente på mig. Jeg rejste mig da jeg endelig fik pakket det sidste sammen og holdte døren for ham ”Damerne først” Sagde jeg med et hoverende smil og han grinte. Jeg nåede kun at se mod jorden før jeg hørte et slag og jeg kiggede forskrækket op. Adam lå nede på gulvet i dørkarmen og fire drenge stod omkring ham. ”Hva så bøssekal, har du for løse håndled til at slå igen?” Havde Dennis, skolens mest arrogante og alle-hadende dreng, sagt. De andre omkring ham grinte mens Adam lå og ømmede sig. ”Hvad fanden laver i!” Råbte jeg frustreret og satte mig hurtigt på hug ned til Adam. Jeg så igen op på Dennis med et hadefuldt blik, og det var som om han var overrasket over at se mig, som om det ikke var meningen jeg skulle være der. ”Så hvad, du er hans lille ludertæve eller hvad?” Og det var der jeg mistede besindelsen. Jeg hoppede på Dennis og fik skubbet ham ned på gulvet, og jeg slog. Ikke bare som piger, nej som de elleve år jeg havde gået til kick boksning, men var blevet smidt af holdet for ikke at overholde reglerne og fordi jeg mine slag var for alvorlige. Min træner mente at jeg havde problemer, der skabte indebrændt vrede, som jeg ikke skulle komme og fyre af på hans elever. Blodet fra hans efterfølgende brækkede næse fossede ned, og hans venner kunne ikke engang tage sig sammen til at gøre noget. Det var først da to arme tog fat om mit liv, og hev mig væk fra ham at jeg stoppede. Dennis’ venner hjalp ham op og stå, og stak derefter halen mellem benene. Da de var væk skyndte jeg mig ned til Adam der stadig lå og ømmede sig. De havde ramt ham perfekt i maven, hvilket gav ham vejrtrækningsproblemer. Jeg hjalp ham op og sidde og han fik til sidst kontrol over sin vejrtrækning igen. ”Skrev jeg ikke til dig at du skulle lade være med at gøre noget dumt?” hørte jeg en mumlen, og først da, kom jeg til at tænke på personen der havde stoppet mig i det hele. Jeg så op, direkte på Chace der stod og lænede sig op af den hvidmalede stenmur. ”Hvad snakker du om?” Mumlede jeg irriteret og jeg rejste mig op. ”Jeg skrev til dig at du ikke skulle gøre noget dumt!” Hans blik var frustreret, næsten spydigt. ”Og hvad fanden skal det betyde?!” Spurgte jeg med en efterhånden hævet stemme. ”Ja at du måske ikke skulle begynde at brække næsen på en skinhead!” svarede han med en ligeså hævet stemme. Jeg så straks ned, og kæmpede med at holde tårerne tilbage. Det var jo ikke fordi jeg ville slå ham, det var ikke fordi jeg ville gøre nogen ondt. ”Ja så hellere lade dem brække næsen på Adam.” Mumlede jeg og så ned på Adam. Han gav mig et lille bekymret nik da han kunne tyde mit ’er du okay?’-blik. Jeg begyndte at gå derfra i et raskt tempo, uden min taske, uden noget. Jeg fortsatte min gang hjemad, skolen var det sidste jeg havde brug for. ”Cira!” Hørte jeg Chace råbe og det gjorde mig ikke ligefrem i bedre humør. Han løb op på siden af mig og hev fat i mit håndled. Af ren forskrækkelse tog jeg det til mig og han så på mig med et undskyldene blik. ”Lad mig nu bare snakke med dig.” Jeg sukkede og rystede på hovedet ”Hvorfor er det så vigtigt at du snakker med mig, hvorfor ikke alle dine lækre bimboos!” Fik jeg sagt i ren frustration og han stoppede tøvende op, men jeg fortsatte. ”Fordi de ikke har sår på armene.” Jeg stoppede brat op og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vendte mig langsomt rundt, og så på ham med ren foragt i blikket. Jeg gik mod ham og bed mig selv i tungen for ikke at give ham den største lussing. Tårerne hobede sig op og det var umuligt for mig at skjule dem længere. ”Hvad sagde du?” Min stemme rystede hvilket gjorde den hviskende på samme tid. ”Fordi det ikke er dem der cutter.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...