Det Forventede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Taissa er en af de piger, som egentlig ikke viser den største interesse for hvad der sker omkring hende. Hun holder ting for sig selv og lader aldrig nogen komme for tæt på, men bag alt det, er der hemmeligheder, som er ukendte.

Da hun flytter til den lille by Coven, finder hun hurtigt ud af at tingene omkring hende ikke er som de her. Coven, en lille by som er præget af hemmeligheder og mystik, er der, hvor det hele begynder...

23Likes
13Kommentarer
1816Visninger
AA

9. 8

~Kapitel 8~

       Med skælvende ben, begyndte jeg langsomt at bakke væk fra døren, mens følelsen af at blive kvalt bredte sig ud over min hals. Spyt samlede sig midt i halsen, mens tårene truede med at falde fra øjenkrogen.

       Hænderne var holdt op i forsvarsposition, mens jeg forsat bakkede tilbage indtil mine ben kolliderede med kanten af badekaret. I et forsøg på, at komme længere væk fra døren mærkede jeg, hvordan mine vægt gav efter under mig da jeg faldt sammen i badekaret. 

        I et kort øjeblik var der ikke andet end stilhed, ren stilhed, ikke engang dråberne, der gang på gang ramte taget. Jeg kunne mærke tårene ligge i øjenkrogen, mens jeg lå der og ventede. Ventede på hvad? Døden måske? Den skikkelse, der havde vist sig for mig for bare mindre end et minut siden?

      Mine hænder fandt langsomt op til mit ansigt, mens de gled over mod ørene. Der skete ingenting. Dørhåndtaget bevægede sig ikke, dråberne faldt ikke længere og blodet løb ikke længere. 

       Et par minutter passerede i stilheden, mens jeg sad der og ventede på, at et eller andet skulle ske. Mit hjertet, der før havde banket på livet løst, var nu langsomt begyndt, at sætte farten ned til et normalt bankende tempo. Pulsen, der havde banket afsted i halsen på mig, fulgte efter og begyndte selv, at sænke sin dunken til noget man kunne kalde normalt.

       Forsigtigt skubbede jeg mig selv op fra badekaret. Gulvet under mine strømper var koldt og klamt og fik utallige kuldegysninger til at løbe igennem mig. Skælvende, trådte jeg langsomt nærmere døren, indtil jeg til sidst stod helt foran den med hånden placeret mod det lige så kolde dørhåndtag. 

       Langsomt drejde jeg nøglen rundt og trak døren op. Ingenting. Der var absolut ingenting at se på værelset. Møbler, sengetøj, alt stod som det havde gjort da jeg havde forladt det. Vinduerne var rene, ikke engang en enkelt dråbe kunne spottes der på, det samme gjaldt spejlet, der nu var i ét stort stykke og millioner af små flænger. 

      Jeg kunne mærke min vejrtrækning langsomt sætte farten op og tøvede ikke et sekund, da jeg satte i løb ud af værelset. Mine fødder virkede som et tog, der kørte forbi, da jeg løb ned ad gangen. Flere gange tog jeg mig selv i, at se mig tilbage, men ligesom inde på værelset var der ingenting.

     Vaklende, fik jeg mig selv i et stykke, ned ad trappen og ud i spisestuen, hvor jeg så min far sidde med avisen og en kop dampende kaffe i hånden. Han så langsomt op fra sin avis og skævede over mod mig. Hans øjenbryn var svagt hævet som forventede han, at jeg skulle sige noget.

     "Hørte du noget?" Spurgte jeg kort og lod blikket vandre rundt i den store spisesal i et forsøg på, at spotte et eller andet, som ikke var på sin rette plads. Hvis der havde været noget, så kunne det umuligt kun have været sket for mig, det måtte have påvirket hele stedet. Blod faldt ikke bare fra himlen og målbevidst gik efter et vindue.

      "Ingeting," sagde han og vendte igen blikket mod sin avis. "Medmindre, der skulle være noget ud over det sædvanelige".

     Jeg rystede kort på hovedet og gik over mod hoveddøren. Da jeg døren var blevet revet op var det eneste jeg så min mors ansigt, der som altid var dækket af et par store sorte solbriller.

     "Rart at sig dig bevæge dig ud, Taissa," sagde hun kort og trådte ind forbi mig med lyden af hendes klikkende hæle efter sig.

      Jeg ignorerede hendes kommentar og lod blikket glide rundt af omgivelserne omkring mig endnu engang, inden jeg lukkede døren. Hvad var der helt præcist sket? Var jeg nu ved at blive sindssyg eller var det hele bare en drøm? En meget syg drøm?

       Jeg lænede mig kort op ad døren og så op ad trappen. Mit hjerte sprang et enkelt slag over, da mine øjne faldt mod det sidste trin. Gå der op, eller blive her nede?

      En dyb indånding var hvad der skulle til før jeg fandt mig selv på vej op ad trappen. Gangen, der bredte sig ned foran mig lignede sig selv som den aller første dag jeg havde set den. Billeder og planter var placeret, hvor de skulle, blod løb ikke hen over gulvet eller ned fra væggene. 

      Uden at tænke over det, greb jeg om den nærmeste genstand jeg kunne spotte, hvilket blev til en lysestage. Med et stramt greb om den kolde lysestage skubbede jeg langsomt døren op til mit værelse. Det var som da jeg forlod det sidste. Tomt.

      Lysestagen blev placeret på kommoden ved siden af mig, inden jeg trådte ind i midten af værelset. I nogle få sekunder stod jeg og ventede på, at noget skulle ske, men intet skete. Efter et par minutter fandt jeg mig selv liggende på sengen med hænderne over hovedet og bare lyttede. 

     Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men at det eneste, der skulle opfanges af min hørelse var mine forældre stemmer samt huset der knagede for vinden, var ikke en del af det. Måske gulvets knagen eller regn, men intet af det lød, ikke engang da mørket begyndte at falde på og huset blev kastet hen i mørket.

     Man siger, at det er om natten dæmoner og andet ondt bliver vækket til live. Det var ikke andet end en myte, her virkede det hele anderledes. Det var som om, at de "overnaturligt regler" pludselig ikke gjaldt længere, men at det nu var stedets regler, som gjaldt. 

     Selv allerede da solens stråler fandt vej ind gennem de beskidte vinduer, var der stadig en mørk stemning over stedet. Selvom, at huset langsomt blev fyldt med liv pga. de sædvanelige morgenrutiner forsvandt tomheden aldrig helt, som når natten er der. 

     Med cigaretten imellem fingrene trådte jeg ned ad den lange gang med elever på hver sin side af mig. Røgen forsvandt fra mine læber og faldt i ét med luften omkring mig, indtil et par fingre lukkede sig sammen om den hvide genstand og flåede den ud mellem fingrene på mig.

    Uden at gøre mere ud af det lod jeg blikket glide til side for, at se en pige stå ved siden af mig.

     "Man ryger ikke på gangen," sagde hun med en bestemt, streng tone. "Og specielt ikke indenfor!"

     Mine ben havde pludselig deres egen fri vilje og fortsatte med at gå ned ad gangen, mens hendes stemme rungede sig afsted og langsomt blandede sig med de andre. Hænderne blev stoppet i lommerne og inden jeg vidste af det, dukkede der en høj skikkelse op ved siden af mig.

     I et kort øjeblik føltes det som om, at det hele på en måde gik i slowmotion. Folks blikke der langsomt gled over mod de to tabere, de to asociale, der gik ned ad gangen som var de velkommene her, som ejede de det hele. Eren, der afslappet, næsten dovent, trådte afsted ved siden af mig, mens jeg selv gik ved siden af med den såkaldte "deprimerede mine," som mor ville kalde det. 

      For en gangs skyld virkede det faktisk som om, at tingene var normale. I et kort øjeblik var det som om, at intet var sket, at en eller anden død person havde dukket op udenfor mit hus. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...