Det Forventede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Taissa er en af de piger, som egentlig ikke viser den største interesse for hvad der sker omkring hende. Hun holder ting for sig selv og lader aldrig nogen komme for tæt på, men bag alt det, er der hemmeligheder, som er ukendte.

Da hun flytter til den lille by Coven, finder hun hurtigt ud af at tingene omkring hende ikke er som de her. Coven, en lille by som er præget af hemmeligheder og mystik, er der, hvor det hele begynder...

23Likes
13Kommentarer
1761Visninger
AA

7. 6

~Kapitel 6~

       Vi havde begge placeret os på trappen med ansigterne vendt mod den lille sti foran os. Med de tændte cigaretter imellem fingrene sad vi og stirrede ud mod den tomme plads foran os. Ingen havde så meget som sagt et ord efter vi havde forladt det blodige værelse.

       Jeg kunne stadig mærke kulden løbe ned over ryggen på mig, selvom vi sad udenfor i  minimum 25 graders varme. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad vi skulle stille op. Eren havde tydeligvis kendt til stedet i lang tid, samt nogle andre, der også kom her, men alligevel havde ingen valgt at nævne noget for politiet. 

       "Hvad nu?" Spurgte jeg kort og så over på Eren, der sad fraværende og trillede cigaretten mellem fingrene.

       "Klokken er ved at være to," svarede han kort, åndsfraværende. "Måske, tilbage til byen".

       Med et kort nik rejste jeg mig op. Lige nu havde jeg ikke specielt meget lyst til at være i nærheden af dette her sted, men alligevel var det som om, at der var et eller andet over det, som gjorde, at jeg ikke bare kunne gå bare lige sådan. 

       "Lad os komme afsted," sagde jeg kort og tog den sidste indhalering af cigaretten, inden jeg smed den ned mellem det høje græs og begyndte at gå ned mod lågen for enden af vejen.

       Med lyden af Erens skridt mod gruset bag mig, vandrede vi begge væk fra det store hvide hus, som havde holdt folk på afstand gennem flere generationer. 

       De mange knagende træer svajede sig konstant i vinden, mens den let tog til. Brunt hår blev flere gange skubbet til side, når det blev revet ud fra sin sædvanelige plads, stilhed lå omkring skoven, som var det hele så pludseligt blevet idylt. 

       Træernes høje skikkelser blev hurtigt erstattet med små huse og veje, der ligesom de mange stier, snoede sig gennem byen. 

       Jeg lod hurtigt blikket glide tilbage mod Eren, der gik lige bag mig. Et smil bredte sig over hans læber, inden han traskede op ved siden af mig og lod sin arm svinge omkring mine skuldre. Smilet forlod aldrig hans læber. 

       Automatisk greb jeg om hans hånd, mens et smil selv på samme måde, bredte sig over mine læber. Følelsen at have den tunge arm over skuldrene, fik varmen til at brede sig gennem min krop, som var det hele for en kort stund et øjeblik af lykke. 

       Jeg skulle lige til at åbne munden og sige noget, da følelsen af overvågning tog over. Langsomt så jeg mig omkring. Vi var alene på gaden, der var ingen biler eller mennesker, indtil mit blik landede over mod et af de mørklagt huse. Døren stod åben, hvor en kvinde stod med hænderne krampagtigt lukket sammen om selve døren. Hun havde et rødligt, kort hår der hang til hendes skuldre. Hendes øjne var let knebet sammen, inden hun let lukkede døren.

       Jeg rystede hurtigt tanken om, at hendes blik havde været vendt mod os, og fortsatte videre. Kuldegysningerne krøb ned over min hud, mens vi gik. Flere gange, tog jeg mig selv i at se mig tilbage. Øjnene hvilede stadig i nakken på mig, følelsen var næsten ulidelig. Eren virkede overraskende nok kold over for det, han vidste ingen tegn på at føle sig overvåget. 

       Resten af dagen gik på at tømme en pak cigaretter og lad røgen svine atmosfæren til. Vi fandt os selv placeret i parken som var mennesketom. 

       Det var først indtil klokken rundede de fire, at vi begge sagde vores afskeder og satte vores kurs mod en ny destination.

       Jeg fandt med selv gå ned ad den smalle grussti, da noget fangede min opmærksomhed. Langsomt stoppede jeg op og så direkte over mod den tomme grund, der tog pladsen ved siden af mig. Kvinden der stod der ude, var umulig at overse. Klædt i sort fra top til tå, stod hun med et buket hvide liljer i hænderne, et blonde hår hang ned over hendes skuldre, mens hun langsomt så op.

       Selv fra denne afstand kunne jeg tydeligt se de blodsprængte øjne, der stirrede direkte tilbage i mine. Blod løb ned over kvindens kinder, mens røde streger bredte sig fra hendes øjne og hen over tindingerne. 

       Migrænen bredte sig afsted hen over min hjerne og fik mig næsten til at bryde sammen. En hånd kolliderede med mit hoved, mens jeg let kneb øjnene sammen, uden at tage blikket fra kvinden. Uden at tænke over det satte jeg i løb ned ad vejen, med hænderne stadig placeret mod hovedet i et forsøg på, at lukke trykket ude.

       Jeg fik hurtigt hoveddøren skubbet op og vaklede over mod trappen. Mine ben gav hurtigt efter da jeg løftede dem for at træde op ad det første trin. Jeg greb om gelænderet og slæbte mig selv op ad trappen, mens jeg flere gange var ved at falde når mine fødder sparkede imod hvert trin. 

       Vaklende, bevægede jeg mig ned ad gangen og ind på mit værelse - mit trygge sted. Mine hænder greb om dørkarmen, da jeg langsomt så op. Mørke havde lagt sig over den ellers solrige dag. Skyerne var gået fra hvid til grå og himlen var nu malet i en grålig farve som var det vinter. 

       Regn begyndte at tromme mod ruderne, regn, der løb om kap ned ad den beskidte rude. Jeg klamrede mig til dørkarmen, inden jeg fik mig selv skubbet væk og faldt halvvejs op ad sengen og på gulvet. Mine hænder lukkede sig sammen om det lilla stof, da jeg prøvede at trække mig op, mens lagnet gled bare med ned på gulvet. 

       Tårer dryppede ned på gulvet, mens jeg forsøgte at holde på den forstand jeg stadig havde tilbage. 

       Neglene borede sig ind i mine håndflader, mens blod langsomt plettede lagnet. Mine øjne var konstant knebet sammen, da et par hænderne pludselig landede mod min ryg.

      Uden så meget som at se mig tilbage, lod jeg mig selv falde tilbage, da et par arme lukkede sig sammen omkring mig. Lyden af et bankende hjerte og regnene, der slog hårdere og hårdere mod ruden, var et eneste min hjerne registrerede i dette øjeblik. 

     En tysseden stemme lød, mens jeg følte at hele rummet gled frem og tilbage, mens hænderne holdte om mig i et jerngreb. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...