Det Forventede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Taissa er en af de piger, som egentlig ikke viser den største interesse for hvad der sker omkring hende. Hun holder ting for sig selv og lader aldrig nogen komme for tæt på, men bag alt det, er der hemmeligheder, som er ukendte.

Da hun flytter til den lille by Coven, finder hun hurtigt ud af at tingene omkring hende ikke er som de her. Coven, en lille by som er præget af hemmeligheder og mystik, er der, hvor det hele begynder...

23Likes
13Kommentarer
1763Visninger
AA

6. 5.

~Kapitel 5~

       Efter cirka et kvarters vandrend ned ad gaden, nåede vi ud ad byen for at gå ned ad en mindre sti, der gled ind gennem de høje træer, der ud gjorde skoven. Blade raslede afsted hen over jorden, insekter kravlede over alt, mens solens stråler skinnede ned mellem træernes grønne kroner. 

       Der var aldrig ét sekunds stilhed. Blæsten trak i  de tusinde grønne blade, træerne knagede og fuglende sang højt oppe over skyerne. Byens støj var langsomt forsvundet, mens vi bevægede os ned ad den lille sti der snoede sig afsted.

       Eren gik et par meter foran mig mens hans hænder trygt var placeret i hans lommer. Hans blik var næsten hele tiden rettet mod himlen over os, mens han havde et skævt smil over læberne, som flød tankerne afsted. 

      "Hvor er vi egentlig på vej hen?" Spurgte jeg og løb op ved siden af ham. Hans blik, som før havde været vendt op ad, gled nu ned på mig.

        Uden at give mig et svar, fandt han den velkendte hvide pakke cigaretter frem og satte en for læberne. Hurtigt skød flammen frem fra lighteren og røg steg straks op og blandede sig til ét med luften omkring os.

       "Huset, hvor solen står op," sagde han og fjernede cigaretten for at puste det resterende røg ud. "Et sted, hvor jeg typisk hænger ud når skolen bliver for meget... Nogle gange er vi et par stykker om det".

       "Interessant," mumlede jeg kort og så mig omkring.

       Et par minutter gik i stilhed, inden stien pludselig drejede skarpt til højre og et par store metal låger dukkede op i form af en barrikade. Snoede metal, drejde skarpt i cirkler og udgjorde den store låge foran os. 

       Uden nogen form for tøven trådte Eren og frem og skubbede lågen op, som ikke åbnede sig lydløst. Den knagende lys vrængede sig afsted gennem den fredlige natur og brød alt det, som kunne kaldes for smukt.

       Træerne spredte sig med større mellemrum på den store grund, vi nu betrådte. Grenene mindede om forvredne fingre, der langede ud efter en for at trække en ned i helvede. Græsset havde mørke pletter hist og her, det havde for længst givet efter for den tørre hede og manglen på vand. 

       Et stort hvidt hus tårnede sig op over os. Det var bestående af flere etager, mens en veranda snoede sig rundt om det kantede hus. Søjler holdte taget oppe, mens skrædder foran vinduerne let klappede ind mod murene, hver gang et vindpust kom. 

       Med hurtige skridt trådte vi begge frem mod det store hvide hus. Døren stod allerede åben, som var der nogen der havde ventet vores besøg. En lang gang, der gled gennem hele huset, var det første vi mødte. Døråbninger lå placeret på hver sin side af gange, mens lys gled hen over det skinnende gulv, der næsten reflekterede vores spejlbilleder. 

       Stilheden lå som var den blevet sømmet fast til stedet. Stedet virkede tomt, som var der intet tilbage, det virkede forladt, men så alligevel ikke.

       Med blikket vendt op ad, trådte jeg ned ad den lange gang der lå foran os. Oppe over mig var der et stort "tomrum", hvor jeg til hver en tid kunne forestille mig husets tidligere ejer ville have stået og set ned. Det hele virkede på en måde roddet, som var det hele en stor illusion.

       "Hvad er det her for et sted?" mumlede jeg mens Eren fulgte trop lige bag mig. 

       "Bare et tomt sted," hørte jeg ham sige. "Det er stilheden, der gør det så interessant... Man kan altid forestille sig, hvad der er sket er".

       "Sket her?" mumlede jeg og så tilbage på Eren, der kort trak på skuldrene. "Hvad er der sket her?"

       Han gik hen ved side af mig og lavede et kort nik til et tegn, til at jeg skulle følge efter. Vi kom ned for den anden ende af gange, hvor et rundt rum bredte sig ud, inden vi tog turen op ad den store trappe, der snoede sig op ad væggen. 

       "Hver eneste gang jeg er her med nogle andre," startede Eren, mens vi endnu engang nåede en længere gang, som ligesom der hjemme, havde døre på hver sin side. "Diskutere vi altid, hvad der er sket siden stedet her er blevet forladt."

        Uden så meget som at svarer, nåede vi det sidste værelse der lå for enden af gangen. Døren var lukket ligesom alle andre, men det var som om, at en kulde bredte sig afsted under dørtærskelen, som var der ikke andet end is bag ved.

       Langsomt lod Eren sin hånd ramme det mørke træ, og døren gled op med en svag knagen. 

       Et hvidt værelse kom til syne for os. Enkelte møbler stod placeret rundt omkring, men ligesom alt andet vi havde set i huset, var de dækket til med store hvide lagener. Indtil videre var der ikke noget, som virkede mistænktsom, andet end de mange tildækkede møbler. 

       "Det er ikke så skræmmende endda," sagde han og gik afsted gennem det lille værelse. Han trådte over til en dør som halvt stod på klem. "Men det er det her, som jeg bestemt ikke bryder mig om".

       Tøvende, trådte jeg over ved siden af ham, da lugten ramte mig. Det var som en usynlig væg, der havde været placeret foran mig, som havde jeg direkte kollideret med den.

       Med en hurtig bevægelse placerede jeg hånden for min mund og næse og trådte tættere på. Eren havde en arm strukket ud mod mig, inden den forsigtigt gled om bag ryggen på mig og trak mig de sidste skridt tættere på.

       Det var lige før, at jeg kunne mærke tårerne vælde op. Mit hjerter begyndte straks at hamre afsted, mens en migræne bredte sig afsted hen over hjernen på mig som en bølge, der skulle til at destruere en hel by. 

       Røde farver bredte sig afsted med et, som var der nogle, der havde tømt en spand af rød maling der inde. Røde stæng havde sat sig fast på væggen over badekaret, mens andet lå hen over det hvide gulv og op ad kanten på det ellers skinnende badekar. Stanken af blod forfærdelig, næsten kvælende, som kunne den senden en i gulvet når som helst.

       "Jeg beklager, at jeg skulle vise dig det," sagde han kort og lod døren smække i, som betød det, der var foran ham, slet ingen ting. "Du virker som typen der ville komme her ofte... Det var en advarsel på forhånd".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...