Det Forventede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Taissa er en af de piger, som egentlig ikke viser den største interesse for hvad der sker omkring hende. Hun holder ting for sig selv og lader aldrig nogen komme for tæt på, men bag alt det, er der hemmeligheder, som er ukendte.

Da hun flytter til den lille by Coven, finder hun hurtigt ud af at tingene omkring hende ikke er som de her. Coven, en lille by som er præget af hemmeligheder og mystik, er der, hvor det hele begynder...

23Likes
13Kommentarer
1772Visninger
AA

4. 3

~Kapitel 3~

       Bladene gled let afsted hen over det beskidte fortov. Vinden rev i alt, træerne, græsset, de utallige blade og folks hår samt tøj. Himlen var malet blå, med utallige hvide pletter som udgjorde skyerne. 

       Med øjnene halv knebet sammen, førte jeg cigaretten op mod læberne. Alt var så stille. Ikke engang en bil kunne anes nogle steder, og af de folk, der befandt sig på gaden, var der kun ganske få af. 

       Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at ignorer følelsen af at være overvåget. Langsomt så jeg mig tilbage for at se ingenting. Der var ingen, udover træerne der flankerede vejen. 

       Jeg skulle til at vende mig om igen, da noget skilte sig ud. Det var noget som jeg lige kunne ane i øjenkrogen. Flokken af kvinder som jeg havde set tidligere i dag kom gående på den modsatte side af fortovet. Ligesom da jeg havde set dem stå ude foran skolen, var de nu også placeret på en lang række mens de gik, nærmest dansede, afsted ned langs gaden.

       Jeg kunne ikke lade være med at se mig tilbage mens de gik forbi i deres sorte klæder. Folk, der også befandt sig på gaden, værdigede dem ikke så meget som et blik.

       "Underligt," mumlede jeg kort og mærkede, hvordan cigaretten langsomt begyndte at glide ud mellem fingrene på mig for at lande ved siden af mine fødder. 

       Jeg begyndte at gå videre, da jeg nåede til vejen, der førte ned til mit "nye" hjem. Med faste skridt gik jeg der ned, eller nærmere sagt, jeg løb. Til mit held var hoveddøren allerede åben, så det var ikke noget problem at komme indenfor og direkte op ad trapperne.

       Jeg nåede lige, at ane min fars stemme der bød mig velkommen hjem, men ignorerede hans forsøg på at få kontakt. Den mand skulle først gøre sig fortjent til det. 

       Jeg skulle til at forsætte ned ad gange, da jeg opdagede at døren til mit værelse stod åbent. Skyggen der kastede sig hen over gulvet ved min dør bevægede sig langsomt afsted. Jeg var fristet til at råbe op, men lod være og forsatte med lydløse skridt ned ad gangen.

       Langsomt greb jeg fat om dørkarmen og rev mig selv indenfor, for at se at mit værelse var... tomt. Vinduet stod åbent og gardinerne flagrede som sidst afsted hen over gulvet. I en hurtig bevægelse klappede jeg vinduet i, da lyden af skridt kunne høres bag mig. 

       Jeg lod ikke engang min hjerne komme nogen form for impuls da jeg automatisk vendte mig rundt for, at se en person løbe ud af døren.

       "HEY!" Råbte jeg i et forsøg på, at få personen til at stoppe, men som forventet skete der ingenting. Jeg satte hurtigt i løb ud på gangen for, at følge efter personen der løb kun få meter foran mig. 

       Jeg så chancen for, at få personen indhentet ved trappen, men det som jeg ikke havde forventet var at se indbrudstyven bogstaveligtalt kaste sig ud over trappen. Det næste der skete var helt uventet, tyven drejede rundt og satte i løb gennem stuen. Jeg nåede selv at nå ned for enden af trappen for at se tyven kaste sig ud gennem et af de åbentstående vinduer. 

       Med hurtigt skridt gik jeg over til vinduet for, at se personen løbe mod træerne, der stod få meter fra den store grund. 

       "Fuck..." Mumlede jeg kort til mig selv og så mig hurtigt tilbage, hvor min mor langsomt trådte ind ad døren. Hun gav mig et kort smil, et smil som ikke indeholdte nogen form for følelser, inden hun trådte ind i spisestuen, der lå ved siden af.

       Jeg slog hurtigt en knyttet næve mod vindueskarmen inden jeg knaldede vinduet i. Frustreret kørte jeg end hånd gennem håret og satte igen kursen ovenpå. 

       Hvad var der lige sket?

     Jeg gik igen ovenpå. Ingenting manglede, alting stod på sig plads, selv min laptop, som lå blottet på sengen. Døren til badeværelset fik jeg langsomt skubbet op, alting var i orden der inde. 

     Jeg kastede et hurtigt blik mod spejlet, hvor jeg så min egen refleksion stirre tilbage. Røde kinder kunne ses, samt et langt brunt hår, der nu mindede om morgenhår på grund af vinden. Brune øjne som ikke engang havde et gram sjæl i sig, samt arme der næsten kun var skind og ben, fyldt med små hvide streger samt nogle enkelte røde. 

     Jeg vendte mig fuldt mod spejlet og stirrede ind i mine øjne. Jeg ventede, ventede på at se en eller anden form for liv, et tegn på, at jeg ikke var fuldstændig død.

       Jeg skulle lige til at vende mig mod refleksionen, da mit hjerte sprang et slag over. Refleksionen blinkede, inden jeg overhovedet selv kunne gøre noget. Jeg gav det ikke en eneste chance, inden jeg vaklede ud af badeværelset og faldt sammen på gulvet. 

      Mit hjerte hamrede afsted mens jeg sad der. Min hånd lukkede sig sammen om stoffet på mit trøje, mens mine følelsen af mine lunger, der langsomt trak sig sammen for hvert åndedrag kom til stede. 

      Tårerne vældede frem, mens jeg hev efter vejret og klamrede mig til stoffet. En halvkvalt lyd undslap mine læber, samtidig med at mit hoved begyndte at dunke. Min krop rystede som var jeg blevet placeret udenfor om vinteren , tildækket af sne kun iført nattøj. 

       Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte forsat at få vejret tilbage, inden min arm gav efter og jeg lod mig selv kollapse på gulvet, inden det hele gik fra slørret til fuldstændig sort. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...