Det Forventede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Taissa er en af de piger, som egentlig ikke viser den største interesse for hvad der sker omkring hende. Hun holder ting for sig selv og lader aldrig nogen komme for tæt på, men bag alt det, er der hemmeligheder, som er ukendte.

Da hun flytter til den lille by Coven, finder hun hurtigt ud af at tingene omkring hende ikke er som de her. Coven, en lille by som er præget af hemmeligheder og mystik, er der, hvor det hele begynder...

23Likes
13Kommentarer
1759Visninger
AA

2. 1

~Kapitel 1~

       Solen stod højt på himlen mens den kastede sine stråler ned mod jorden under sig. Træernes grene krusede let i den blide vind, som træk alt skidt med sig hen over den ophedet asfalt, der lignede noget, der kunne gå i brand når som helst. 

       Den klassiske sorte Benz trillede ned ad de smalle veje, hvor alt fra pickups til selv samme lignende biler gled forbi. De hvide træhuse stod placeret på rad og række, med samme lille hvide stakit og samme slags træer, som var blevet placeret tilfældigt rundt omkring på den lille grund de havde. 

       Ikke en sjæl kunne ses nogle steder. Det var som om, at hele byen var blevet forladt for alt liv, som var det hele blevet fordampet af de tusinde stråler, som skinnede ned. 

       Få minutter passerede, og de små hvide huse begyndte nu at lægge med mere og mere afstand samt de også blev erstattet fra træ til rød- og brunlige murstens huse, som mindede om noget fra 1800-tallet. 

       Inden længe blev vejen under den sorte bil erstattet med grus og sand som højlydt knasede under bilens tunge vægt. Høje kastanjetræer flankerede vejen i sin snoning indtil den lille vej bredte sig ud i en indkørsel, hvor ukrudt og græs groede op mellem de tusinde af sten.  

       De sort malede negle gled let hen over den skinnende lak under det åbentstående vindue. To svage små, hvide ridser havde allerede formet sig.

       Langsomt så jeg op og lod blikket glide hen over den store rødlige bygning, der tårnede sig op over os. Søjler var placeret på verandaen, hvor de holdt taget. Døre og vinduer var malet med hvidt, samt det hvide gelænder der stod ned langs den lande veranda.
      Forskellige blomster groede ved siden af den lille trappe, der viste vej op til verandaen, samt store træer der kastede deres skygger ind over det allerede mørklagt hus.

       "Lad os komme indenfor," lød en kvindelig stemme, der derefter blev efterfulgt af lyden af bildøre der blev åbnet. 

       Med et suk fjernede jeg mig fra vinduet og skubbede døren op. Helt automatisk lod jeg endnu engang blikket glide hen over bygningen. Den lignede noget, hvor man hvert øjeblik kunne forvente, at se en mørk skikkelse stå i et af vinduerne og stirre ned på en fra nogle af de øverste etager. Hvis ikke jeg selv tog meget fejl, var det sådan en bygning som havde en historie, en ufortalt en selvfølgelig, en historie som ingen nogensinde ville nævne igen. 

       "Taissa!"

       Halvhjertet, tog jeg de første skridt hen mod huset. Ligesom under bilen, knasede gruset nu under min vægt, mens stenene ubarmhjertigt blev skubbet væk fra deres sædvanelige plads.

       Jeg var nu blevet efterladt ude i indkørslen med kun den åbentstående dør foran mig. Inde fra huset kunne jeg høre de højlydte stemmer fra dem som jeg kunne kalde mine forældre. Lyden af hælene, der ramte et solidt trægulv og de næsten lydløse skridt fra de sort polerede sko kunne høres, mens trapper og træbræder knagede under hvert et skridt der blev taget. 

       Det første jeg blev mødt af var en trappe, der snoede sig halvt op ad den ene væg, og to døråbninger på hver sin side af mig. Med en hurtig bevægelse kastede jeg et blik tilbage mod indkørslen, inden jeg trådte op på det første trin, som let knagede under mig. Lyden af de knagende trin blev efterfulgt af det andet, indtil jeg stod oppe ved kanten af trappen, hvor jeg var mødt med en lang gang, som var flankeret med døre på hver sin side.

       Hurtigt begyndte jeg mig, at bevæge mig ned ad gangen indtil jeg nåede enden, hvor en hvid dør allerede stod på klem. Lys, skinnede ud fra sprækken i døren, hvor en svag skygge konstant bevægede sig hen over. 

       Jeg skubbede forsigtigt døren op med den ene hånd, inden jeg trådte ind. De store, halv gennemsigtigt gardiner flagrede i vinden og blev kastet let frem og tilbage på grund af det åbne vindue. Jeg stak kort hænderne i lommerne og drejede rundt om mig selv for at vurdere lokalet jeg nu befandt mig i. Det var stort, med et halvt skråt loft, tomt, et hvidt skab som gik fra gulvet til loftet, og en dør som sandsynligvis ledte ind mod et mindre badeværelse.

       Vægge og gulve var malet i mørke farver. Gulvet var af mørkt træ, der var fyldt med knaster og huller de tidligere ejere havde efterladt sig. Væggene var malet med en Bordeaux rød farve, som gav værelset en dyster og næsten uhyggelig klang over sig. Det var ligesom med selve huset, et sted, hvor man kunne forvente alt kunne ske. 

       Jeg begyndte at gå over mod vinduet, men nåede aldrig så langt før lyden af en, der løb kunne høres. Jeg vendte mig hurtigt om for at se... ingenting. Der var kun tomheden bag mig. 

       "Underligt," mumlede jeg kort inden jeg endnu engang vendte mig om mod vinduet og knaldede det i, så ruderne svagt rystede og støv og andet puds dryssede ned.

       "Du har valgt dig et værelse?"

       Jeg snorede hurtigt rundt for, at se min mor stå i døren med hendes behandskede hænder foldet foran sig. Hendes sorte kjole gik lige til knæene sammen med den sorte frakke hun bar udenpå. Det blonde hår var samlet i en stram knold som alt hendes hår blev trukket væk fra ansigtet, hvilket gav hende en streng attitude. 

       "Det er udmærket," sagde jeg kort og vendte mig væk fra hende for at se ud ad vinduet igen. 

       "Godt," lød det kolde svar, inden hun vendte om og lyden af hælenes klikken forsvandt ned ad gangen. 

       Med et suk, lod jeg endnu engang blikket glide hen over det rum som jeg nu kunne kalde mit, inden jeg forlod det, med lyden af vinduet, der langsomt gled op igen og vinden, der endnu engang begyndte at trække i gardinerne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...