Your My Only One {1D}

Marie på 16 år har det ret svært med sin mor og det blev ikke bedre da hendes far døde da hun var 13 år gammel. Hendes mor vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv da hendes mand døde så hun gemte sig væk og gik i seng med alle mulige mænd til tilfældige fester. Og det gjorde bare at Marie hadede hende mere end hun gjorde i forvejen
Hun har dog nogle ret gode venner som hun holder rigtig meget af!
Hendes bedste venner hedder Niall og Miles.
Der er noget imellem Niall og Marie men da Niall skal til Irland og sender Harry hen for at se til hende sker der noget helt andet...

Denne Movella er inspireret af nogle andre Movella'er som jeg har læst ;-)

6Likes
1Kommentarer
250Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

 

Drengene og Niall var taget en weekend fri for at være sammen. Det lyder måske lidt egoistisk, men jeg ville ønske at de ville være sammen med mig i stedet for, for jeg savner dem, ikke kun Niall, men også Louis, Harry, Liam og Zayn.

Jeg har ikke snakket med Niall siden vi varsammen, eller jo over Skype to eller tre gange... Jeg ved ikke hvad der går af mig.. men jeg er så trist  når han ikke er her, og det gør det jo ikke bedre at Miles heller ikke har tid til mig da hans far har nogle problemer for tiden... Jeg føler mig helt alene i verden... uden Niall og Miles har jeg ingen at være sammen med.

Min mor har prøvet mange gange at få mig med hen til Danny, og han har også været herhjemme... Det er åbenbart ved at blive et seriøst forhold. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg tør ikke at ringe til Niall hvis jeg nu forstyrre ham... 

***

Jeg stod op med en lidt mærkelig følelse i maven, som om at jeg havde en ny energi. Jeg kan ikke huske hvad jeg drømte om, men det var ihvertfald noget super godt det er jeg sikker på!

Jeg gik nedenunder, og skulle til at tage noget mad, men følte ikke rigtig for at spise noget i dag. Jeg stod lidt og tænkte inden jeg vendte mig hurtigt om, og løb alt hvad jeg kunne op til mit værelse igen. Jeg åbnede min MacBook Pro og lukkede Skype op. Da jeg så at Niall var på bankede mit hjerte lidt hurtigere og hurtigere. Jeg lukkede øjnene og trykkede på "ring op" altså knappen med video. Jeg åbnede hurtigt øjnene, og hurtigt så jeg at Niall tog den, og at han sad alene. Hans ansigt lyste op i et smil da han så mig. 

"Hej Marie!" jeg smilede over hele femøren. "Hej Niall" Jeg kiggede langsomt ned på mit dynebetræk, og pillede lidt i det hvilket Niall hvis opdagede "er der noget galt søde?" jeg kiggede hurtigt op på ham, og rystede langsomt på hovedet imens en lille tårer løb ned af min kind. Niall rykkede tættere på kameraet, og lød bekymret da han sagde "fortæl mig det! fortæl mig det hele!"  Jeg kiggede ind i hans smukke blå øjn på skærmen, og rystede på hovedet "det kan jeg ikke... undskyld" han kiggede forvirret på mig "er det noget med Ann?" da han nævnte min mors navn var det som om at alt den vrede jeg havde holdt på kom op, selvom Niall og Miles altid kunne få den væk.

Men ikke denne gang. Jeg rejste mig hurtigt op og råbte "Niall jeg kan virkelig ikke holde hende ud længere! Nu tager hun også Danny med herhjem.. jeg kan virkelig ikke leve sådan her mere..." tårene trillede ned af mine kinder.

"jeg savner min far" min stemme lød alt for svag, og det kom bag på mig at jeg nævnte ham, jeg nævnte aldrig min far for nogle. Han var min helt, mit store idol, det er han stadig. Jeg kunne se at det også kom bag på Niall. Han kiggede overrasket på mig, for jeg plejer aldrig at græde. Han prøvede at berolige mig, men det hjalp ikke.

Jeg slukkede for Skype-samtalen, og satte mig op ad vægen, og begravede mit ansigt i mine hænder. 

Jeg kunne høre at han flere gange ringede på min telefon, og på Skype, men jeg tog den ikke... selvom Niall plejer at have en berolignede effekt på mig, så havde han ikke det denne gang. Selvom jeg for alt i verden bare vil glemme den dumme sæk til min mor, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke bare glemme hende, eller det som hun gjorde ved min afdøde far. Det kan godt være at det er mange år siden at han døde, men hun har også været sammen med 36 mænd siden...

Men jeg savede Miles og Niall rigtig meget, så meget at vreden kom op, men jeg kunne ikke gøre for det, det er bare noget der kommer nogle gange... altså ligesom når man får et angstanfald, bare med vrede... hvis i altså kan forestille jer det... 

***

Jeg tror jeg var faldet i søvn, for jeg blev vækket af en dør der blev smækket, og nogle stemmer der lød bekymret, men jeg kunne ikke rigtig genkende dem. Jeg orkede ikke at flytte mig - jeg lagde der hvor jeg var faldet i søvn igår. ja klokken var 02:30 om morgnen så det måtte være nogle indbrudstyve eller sådan noget, så det gav da slet ikke mening at de lød bekymret, men jeg gad altså ikke til at flytte mig for jeg lagde faktisk ret godt!

Jeg syntes at jeg kunne høre Harry's og Niall's stemme nærme sig mit værelse, men det kunne ikke være dem, for de var på tour, og havde jo taget et par dage fri for at være sammen, uden nogen fans. 

Stemmerne kom nærmere, og der var flere, og det lød til at være Zayn's. Jeg lukkede det ene øje op i det døren gik op, men lukkede dem hurtigt igen da lyset skar kraftigt i mine brun-grønne øjn. Hurtigt kom stemmerene over til mig, og en velkendt duft fyldte mine næsebor, og fik et lille smil frem på mine læber, men jeg fjernede det hurtigt igen inden nogen kunne nå at se at det havde nået frem til verdenen. Nogle arme lagde sig omkring mig, og bar mig nedenunder hvor jeg blev lagt på sofaen. En person satte sig på sofaen, og nussede forsigtigt min arm.

Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og så Niall sidde, og smile bekymret til mig. Jeg spærrede øjnene op og krammede ham - et af de gode kram for det fortjente han! "jeg har savnet dig" hviskede jeg stille, så det kun var ham der kunne høre det. 

"jeg har også savnet dig Marie!" Jeg trak mig fra ham og så de andre drenge sidde og smile hen i mod os. Jeg smilte hurtigt igen, og kiggede forsigtigt hen mod Niall igen. "Marie..." begyndte han og kiggede bekymret på mig. Langsomt forsvandt mit smil da det gik op for mig hvad han ville sige. 

"hvad er der sket?" Nialls stemme lød hæs, hvilket var ret sexet, eller nej... jeg kiggede hen mod de andre som også kiggede på mig med et bekymret blik "ikke noget Niall jeg..." jeg nåede ikke at sige mere før han afbrød mig "du skal ikke lyve overfor mig! Marie kig på mig!" jeg vendte langsomt mit blik mod ham, og så hvor trist hans blik så ud, men samtidig en smule alvorligt.

"Marie... fortæl mig det.. vil du ikke nok?" bad han, og jeg pegede langsomt hen mod de andre, men sådan så de ikke så det. Han fulgte min finger, og nikkede langsomt. Han tog min hånd og førte mig op på mit værelse. Han satte sig på min seng, og gjorde tegn til at jeg skulle gøre det samme. Jeg gjorde som han sagde og satte mig forsigtigt på sengen. Han kiggede afventende på mig jeg sukkede lavt og kiggede væk.

"Niall jeg.." jeg kiggede på ham, og fortsatte så da jeg syntes at han fortjente at vide det. Jeg tog en dyd indånding og sprang ud i det "Niall jeg er forelsket i dig..." Det var ikke det jeg havde planlagt at sige, men det røg ligsom bare ud af min mund. Der var ingen vej tilbage nu, for det var nok en smule meget rigtig. Jeg kiggede på ham for at får en reaktion at se, men det eneste jeg så var et stort smile på hans læber. Han grinte og kiggede mig så dybt ind i mine øjne.

Han tog sin ene hånd og strøg den over min kind, og rykkede en smule tættere på mig. Før jeg nåede at tænke længere over det var hans læber mod mine. 

"Er du klar over hvor langt tid jeg har ventet på det?" jeg kiggede forvirret på ham, hvilket fik ham til at grine endnu mere, men forsatte så "jeg er forelsket i dig Marie!" han tog mit ansigt i hans hænder, og lænede sig hen for at give mig endnu et kys. Da han trak sig væk igen smilte han, som om han lige havde fået den bedste gave af dem alle juleaften. Han rejste sig og rakte mig sin hånd ned mod mig, som jeg hurtigt tog imod.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...