Den orange rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 13 dec. 2013
  • Status: Færdig
Nogle gange bliver der ikke lagt mærke til en person, før det er for sent.

11Likes
5Kommentarer
327Visninger
AA

1. Den orange rose - One Shot

Han stod blot der med blikket rettet stift mod kisten, der blev båret ud mellem kirkens smukke dekorerede bænke. Lyden af gråd hørtes svagt - han kunne ikke forholde sig til det. Han havde aldrig følt sådan en tomhed før. Faktisk kunne han ikke helt definere følelsen, som sad i hans krop. Det kunne ikke være sorg - han kendte jo ikke pigen personligt - men alligevel var der noget, som nærede ham groft.
Mens kisten forsvandt ud gennem kirkens store, brede døre, kunne han mærke en hånd gribe om hans. Han tog et fast tag om den og lod sine fingre flette sig ind i hendes, men han følte ikke den samme glæde, som normalt plejede at hobe sig op i ham, når han så i hendes øjne eller var i hendes nærvær.
Mennesker begyndte at forlade kirken. Han kendte en del af ansigterne, der forlod kirken med tårer i øjnene. Nogle af dem genkendte han endda som sine venner og lærere. Han selv havde ingen tårer i øjnene, og hans øjnene sved ikke. Han stod bare og stirrede tomt ud i luften.
Hun gav hans hånd et klem, og han blev vækket til live igen. Der var ikke længere et øje at se tilbage i kirken, så de begyndte at begive sig ned gennem kirkens gang. Udenfor stod folk, som var på vej ned til det hul i jorden, der var blevet gravet, imens de med grådkvalte stemmer fortalte hinanden om deres fantastiske stunder med hende.
Han kunne skimte sin veninde stå og tale med dem, han vidste, var forældrene til den afdøde pige. Hvad, de sagde, kunne han ikke høre. Han vidste kun, at deres hjerter måtte smerte forfærdeligt.
De var nogle af de sidste, som ankom til pigens gravplads. Der stod en stor mængde af mennesker rundt om hullet i jorden, så deres udsyn var ikke det bedste. Alligevel kunne han finde et lille kighul igennem menneskemængden, han vidste, pigen havde elsket dem alle af. Der stod fire mand rundt om kisten og sammen sank de den ned i jorden. Gråden ophørte ikke af den grund. Da kisten ramte jorden, og de fire mænd fjernede selerne, de havde hejst kisten ned med, sagde præsten: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå."
Han smed en håndfuld jord på kisten for hver sætning, han sagde.
Lige så stille begyndte folk at forsvinde, efter de havde placeret smukke, elegante blomsterbuketter. Men han selv blev stående, og gråden forsvandt taktvist med, menneskerne, som havde været hendes venner, familie, eller bare bekendte, som ham selv, forsvandt.
Pigen, som han ellers var så sikker på, han elskede, stod endnu ved hans side. Men lige nu føltes det bare lige gyldigt. Det betød ikke noget.
Han vidste ikke, hvor lang tid, der egentlig gik, men mørket var begyndt at lægge sig over kirkegården. Hende, han troede, han elskede, havde forladt på kirkegården for noget, der føltes som en uendelighed siden. Han kunne bare ikke få sig selv til at forlade pladsen - den afdøde pige ville nok føle sig alene, glemt og forladt.
Han vidste, hun havde kunnet lide ham. Han havde bare grint af det og ikke tænkt længere over det, faktisk havde han syntes, at hun var en smule besynderlig. Han havde kun koncentreret sig om sit eget liv, hvilket der heller ikke var noget forkert i, men alligevel bebrejdede han sig selv for ikke at tage sig tid til at lære hende at kende. For lang tid siden havde han endda overhørt hendes samtale med hendes bedste veninde, hvor hun fortalte hende, at hun rystede og var nervøs i nærheden af ham, at hun rødmede.
Han fik øje på et fotografi af hende. Han smilte forsigtigt. Han følte ikke, der var noget at smile over, men da han kiggede på billedet, så han hendes skønhed - langt om længe. Hendes øjne lyste af lykke på billedet, og hun smilede stort, hvilket fik hendes små smilehuller til at vise sig.
Han sukkede lavt og satte sig på huk. Han fik øjenkontakt med pigen på billedet og lagde så en orange rose lige foran det. Orange fordi, hans veninde havde fortalt ham, at hun elskede at skille sig ud fra mængden, lade være med at tænk på andres meninger og være sig selv, og orange var den perfekte farve til at betegne det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...