Tough Love - Justin Bieber - One shot

Det her er faktisk en stil jeg skrev i skolen, hvor det handler om As Long As You Love me. Håber du vil læse den, jeg tænkte bare jeg ville lægge den ud.

7Likes
2Kommentarer
479Visninger
AA

2. Can you change the future?

Angels synsvinkel

”Er du sikker på du vil gøre det her?” spurgte Justin mig, og kiggede lidt usikkert på mig. ”Hundrede procent sikker, jeg er bare lidt nervøs.” svarede jeg ærligt og bed mig i underlæben, hvorefter jeg gav hans hånd et klem. Justin kom med et lille smil, men det falmede hurtigt da han kiggede ud af vinduet. Jeg fulgte hans blik og sank en klump, da jeg fik øje på min far stå lige foran Justins bil. Justin steg ud af bilen, hvilket fik mig til at panikke, da jeg ved at min far ikke ligefrem er glad for Justin. Jeg kom med et gisp og holdte mig for munden da min far slog ud efter Justin, og steg så hurtigt ud. ”Stop!” råbte jeg skræmt og løb hen til min far og Justin. Det hjalp så ikke at sige noget, da min far blev ved med at give Justin slag, mens jeg ikke kunne få ham væk fra ham. ”Far! Stop nu!” tårene var nu begyndte nu at bane sig nedad mine kinder. Justin blev så slået ned på jorden, og han spyttede noget blod ud, men da jeg ville løbe hen til ham, tog min far fat i mig og slæbte mig mod hans bil. ”Justin!” råbte jeg og prøvede at komme fri fra min fars greb. ”Slip mig!”

Nu sidder jeg så her, uden Justin, men desværre på vej til Texas med mine forældre. Dem jeg ikke engang havde lyst til at kigge på lige nu. Det eneste der kørte rundt i mit hoved var Justin, og om han var okay. Det var en dårlig idé at prøve at løbe væk sammen, vi burde have vidst at det ville ende galt ligemeget hvad. Justin er jo ligesom verdensberømt og der ville nok ikke gå lang tid før folk ville genkende ham. Men hvordan min far så havde fundet os? Tjaa, jeg havde været så dum at efterlade sedlen, som Justin gav mig hvor der stod hvor og hvornår vi skulle mødes. Det hele blev bare for meget for os, da vi ikke engang kunne gå rundt i offentligheden sammen, så vi havde besluttet os at løbe væk sammen. Jeg kan stadig huske første gang jeg skulle ud og spise med Justin, min far han gik helt amok.

”Mor? Far?” spurgte jeg, og gik ind i køkkenet hvor jeg forventede de ville være, men de var der så ikke. Jeg gik ind i stuen, og så at de sad og så nyheder. ”Hvad er der?” spurgte min mor og kiggede så opmærksomt på mig. ”Jeg tager ud i aften, jeg skal ud og spise med en god ven. ” sagde jeg med et smil på læben, hvilket fik min far til at kigge på mig, ret skeptisk. ”Hvilken dreng? Og hvorfor har vi så ikke mødt ham endnu?” spurgte han, typisk. ”Han hedder Justin, og i skal nok møde ham. Han kommer for at hente mig, når vi skal af sted.” Svarede jeg. ”Kender vi hans forældre?” spurgte min far. Urgh. Ham og alle de spørgsmål. ”Nej far, men du møder ham om lidt, jeg er sikker på at i har hørt om ham før. ” svarede jeg, og tog en banan fra frugtkurven. ”Hvem er han siden du tror vi har hørt om ham?” spurgte han så igen. ” Får i at se. ” svarede jeg hemmelighedsfulgt og gik så ud af stuen. Jeg gik op på mit værelse og fik så skiftet mit tøj til noget præsentabelt, da jeg helst ikke vil ligne noget katten har slæbt ind når Justin kommer. Jeg fik glattet mit hår, sat noget mascara og lidt lipgloss. Det ringede på døren, og jeg skyndte mig at få nogle sko på og småløb så ud til døren. Der var vidst andre planer, for min far stod allerede henne ved døren og da han kiggede på mig, var det som om at ild snart røg ud af hans næse. Justin så lidt skræmt ud. ”Hva’så?” spurgte jeg og gik hen til Justin. ”Du skal ingen steder unge dame, i hvert fald ikke med ham. ” hvæsede min far nærmest. ”Og hvorfor så ikke det?” sukkede jeg og så på min far, han var aldrig tilfreds med de drenge jeg hang ud med, han mener altid at de ikke er ’gode nok for mig’. ”Du skal ikke ud med en der ryger hash, tisser på spande, eller har gjort en dame gravid!” råbte han mig nærmest om i hovedet, og fik mig trukket indenfor igen. ”Far! Stop nu! Alle laver fejl, og det er ikke engang Justins barn det var rygter!” svarede jeg, og stod så med armene over kors. Justin forholdte sig stille, hvilket nok var bedst, ellers ville bomben springe med min far. ”Unge dame, du går op på dit værelse nu, du skal ikke være så respektløs overfor mig! Du skal ikke ud med nogen selvfed popstjerne.” sagde han og smækkede døren i hovedet på Justin. ”Idiot!” råbte jeg ham op i hovedet og løb ind på mit værelse hvor jeg låste døren.

Det var så bare starten, min far havde forbudt mig at se Justin, Justins manager (Scooter) havde hellere ikke tilladt det, da han mener at Justin ville miste for mange fans hvis han fik en kæreste. Så Justin og jeg valgte at snige os ud. Det var sjovt nogle gange, men ret irriterende da jeg hader at lyve, og jeg skulle tit lyve for min forældre og sige jeg tager over til min veninde eller noget. Nogle gange siger jeg også at jeg vil tidligt i seng og ingen skal forstyrre, så låser jeg døren og hopper ud af vinduet. Jeg forstuvede engang min fod ved at hoppe ud af vinduet. Auch, og der havde jeg en masse jeg skulle forklare mine forældre. Selvom jeg også løg overfor dem om det, jeg havde sagt at jeg gled ude på badeværelset. Da Justin og jeg så engang sneg os ud igen, tog Justin mig hen til det flotteste sted jeg nogensinde havde set.

”Justin, hvor skal vi heeeeeeen?” sagde jeg for hundrede og syttende gang. ”Angel, stop nu, det er ingen overraskelse hvis du ved hvor vi skal hen. ” Sagde han og kom med et lille grin, og fokuserede på at vejen. ”Hvor er du dog irriterende, ” sagde jeg, han ved jeg hader overraskelser og alligevel plager han mig med det her. ”I know you love me!” skrålede han hvilket fik mig til at grine, da han lavede en virkelig underlig stemme. ”Du er den underligste person jeg kender, Bieber. ” sagde jeg og brugte hans efternavn for at drille lidt. ”I lige måde, Jones. ” svarede han, og brugte så mit efternavn. Jeg rakte bare tunge. ” Hvor er du barnlig. ” sagde han, og hentydede til at jeg rakte tunge. ”Whatever, Biebs. ” ”Okay, så er vi der nu. Luk øjnene!” sagde han efter han havde parkeret bilen. ”Men så kan jeg ikke se hvor jeg går hen, tumpe,” svarede jeg og steg ud af bilen efter ham. Han kom hen bag mig. ”Stol nu på mig,” svarede han og holdte hænderne foran mine øjne, så jeg intet kunne se. ”Okay okay, men hvis jeg falder så er det altså din skyld. ” svarede jeg og begyndte at gå mod den retning han fik mig til at gå. Efter lidt tid fik han mig til at stoppe op og fjernede så hans hænder, og jeg slog øjnene op. Jeg gispede lavt og fik hånden op foran min mund. Jeg har aldrig set sådan noget i virkeligheden, en næsten uendelig eng, fyldt med blomster og lidt højt græs, græsset var helt grønt, og man kunne se at ikke særlig mange har været her før. Ellers ville denne her eng være væk for længst. Midt i hele engen fik jeg øje på en picnickurv, samt et tæppe spredt ned på græsset, hvilket fik mig til at smile som en lalleglad idiot.

Jeg fældede nogle tåre, og kom med små snøft. Jeg kiggede hen på min far der sad og nærmest gloede på mig. Jeg sendte ham et sårende blik, men han vendte bare hovedet. Hvordan kunne han gøre det her mod mig? Hvorfor er det så svært for ham at lade mig blive lykkelig? Det var det åbenbart. Justin ligger og bløder, og jeg er bare skredet. Jeg vil ønske jeg kunne være ved hans side lige nu. Han har altid været der for mig og risikere at blive banket og måske dø, og alligevel er der ikke andet jeg kan gøre for at blive hos ham. Gad vide om jeg nogensinde ser ham igen? Jeg græd uafbrudt, men lydløst. Alle passagerer på flyet kiggede på mig, som om de aldrig har set et menneske græde før. Det sidste jeg har brug for er folks blikke, jeg har det allerede dårligt… Justin… Hvorfor er vores kærlighed så vanskelig? Man siger hvis man elsker en person, så skal man give slip. Og hvis skæbnen mener at man er skabt for hinanden, så vil personen komme tilbage. Spørgsmålet er så bare… Hvad hvis det ikke er os? Kan man ændre skæbnen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...