De Fire Elementer (stoppet med at skrive)

For halvtreds år siden i landet Vertsea herskede en ond troldmand ved navn Karlark. Han spredte kaos og ondskab i hele landet, indtil den dag hvor han blev besejret med de fire elementer. Vand, ild, jord og luft. Der er ikke blevet hørt fra ham siden, da alle tror han er død, indtil den dag hvor troldkvinden Alissa Spree, også kaldet Al, ser ham ude i en skov. Det viser sig at hun, og kun hun, kan kontrollerer elementeren og kan besejre ham med dem. Men hvor er elementerne? Sammen med sine venner, vampyren Tenzen, troldkvinden Hartley, troldmanden Seth og varulven Elena, kan de finde elementerne, men det er kun Alissa der kan besejre ham.
Dette er det første bind af serien De Fire Elementer beståene af fire bind.

35Likes
53Kommentarer
2742Visninger
AA

3. Prolog

    Døde kroppe lå svunget om hinanden. Kun en håndfuld troldmænd og troldkvinder var tilbage, og der var mistet tallet på de andre magiske væsner. Orwyne Kinzini, en snart 25 årig troldkvinde, gik rundt mellem de døde kroppe på krigsmarken - hun ledte efter dem hun elskede, for hun så dem falde. Ud af det blå så hun sin elskede mand ligge med blod flydende ud ad hans mund. Da hun kom tæt på, lod hun sig falde på knæ ved siden af ham, og tog hans hånd i sin. Hun prøvede at være stærk, han måtte ikke se hende sådan… Hvor end han var. Hun kunne alligevel ikke lade være med at fælde en tåre. Lad dig brænde i helvede, Karlark! tænkte hun. Karlark var den onde troldmand, der havde ødelagt, dræbt og bragt terror til landet.
   
    "Orwyne," råbte Jamick Kinzini - Orwynes bror. Han gik sammen med cirka tretten troldmænd og troldkvinder, syv varulve og ti vampyrer. "Vi har fundet dem." Han tog et lille træskrin frem og åbnede det. I kisten viste elementerne sig - fire svævende objekter. En sten med et kvadrat inden i, en ildkulde, en roterende vindkugle og en vandkugle. Orwyne ville ikke give slip på hendes elskedes hånd, men hun vidste at hun skulle. Hun, og kun hun, var den eneste i denne generation som kunne kontrollerer elementerne. Modvilligt rejste hun sig op, og sluttede sig til sin bror, som straks omfavnede hende. Sammen med gruppen gik de mod Elfvalley - deres hjemby. Der hvor Karlark befandt sig

    Rejsen derhen varede ikke mere en tre timer. Der havde været småsnak blandt gruppen, men Orwyne havde gået i stilhed hele vejen. Hvis hun ikke klarede det, så ville hun blive dræbt og de andre ville blive taget som slaver sammen med de sidste magisk væsner.
   
    Jamicks kone hulkede bagerst i gruppen, så Jamick tog armen, som han havde over Orwynes skulder, til sig, og gik ned til sin kone. Han hviskede nogle beroligende ord til hende, men mere kunne Orwyne ikke hører.
   
    Gruppen nåede frem til Elfvalley, og Orwyne kom tilbage til virkeligheden. Hun vidste, hvad hun måtte gøre for at beskytte sin familie, dem hun kendte og de sidste frie magisker væsner. Eller de sidste man kendte til. 
   
    "Okay," begyndte Orwyne. Det var svært for hende at sige. Det var ligesom at grave sin egen grav. "Jeg vil have jer alle sammen i sikkerhed. Find jer et skjulested langt væk herfra for…"
   
    "Vent, skal vi ikke kæmpe med dig?" spørger en fra mængden. En dreng, vampyr, sikkert på syttenårs alderen. Hun smilte til ham og svarede ham: "Nej, jeg vil ikke have at nogen kommer til skade eller det der er værre. Og desuden," hun fortsatte, selvom at hun kunne se at han ikke lyttede. "Så skal jeg også finde ud af hvordan de skal bruges. Jamick, må jeg?" broderen tøvede let, men tog så skrinet med elementerne frem. 
   
    "Sørg for at vi får vores land tilbage," han kiggede hende dybt i øjnene. Han lænede sig frem ad, imod hendes øre og hviskede: "Og når du for chancen - så knus ham…"
   
    "Jeg skal gøre mit bedste," smilede hun. Hun blev mere alvorlig og hviskede: "Sørg for at ingen kommer til skade, og hvis jeg ikke er tilbage inden for en uge, så led ikke efter mig." Han skulle til at protestere, men indså at hun ikke var til at diskutere med. Han nikkede og rakte hende skrinet. Uden på var små jernfigurer svejset på. Vand, ild, luft og jord.
   
    Hun tog afsked med alle, og puttede skrinet ned i hende skinrygsæk. Selvom at hun ikke kendte alle, så fik alle et kram og blev savnet lige meget. Hun vendte sig om mod imod den totalsmadrede, men befolkede by. I starten tøvede hun, men tog sig så sammen, og gik mod sin undergang.

    Vejen igennem Elfvalley havde hun kun set et par slaver, intet andet. Slaverne arbejdede selvom, at blodet løb ned af kroppen på dem. Det gjorde hende utilpas. Hun havde mest lyst til at befri dem, men hun havde ikke tid. Hun skulle først finde ud af hvordan elementerne virkede. Hvilket hun under ingen omstændigheder kunne gøre i offentlighed.
   
    Der er gået halvanden time siden hun forlod de andre. Hun havde bare travet rundt i ring, undgået vagter og søgt efter ly - dog uden held. Hver gang hun så en fange blive pisket, for at være for langsom fik det, det til at løbe koldt ned ad ryggen.

    Der gik længere og længere tid. Orwyne sad under en stof-presenning, ovenpå nogle kasser. Hun havde set over fem vagter, og en af dem havde stoppet hende. Hun stak af fra ham.
   
    Orwyne tog træskrinet frem, og kiggede på elementerne. Hvordan skulle hun nogensinde få elementerne til at virke? Skulle hun bare ligge dem ved siden af ham og sige: "Lad elementerne besejr dig!". Nej det skulle hun ikke. 
    
    Hun kørte sin højre hånd ind under ild elementet, og lod det svæve over hendes hånd, mens hun løftede det. Der var overhovedet ingen hudkontakt. Tænk nu, tænkte hun. I ti minutter sad hun og eksperimenterede med elementerne. Formular efter formular. Det lykkedes ikke.
   
    "Virk nu!" udbrød hun. I det samme hun råbte, kastedes en gigantisk ildflamme ud af den hånd elementet ikke lå i. Det ramte stof-presenningen, men hun nåede at få slukket det. Manipulation, tænkte hun. Jeg kan altså manipulerer med elementerne. Hun lagde ild elementet tilbage, og tog frem vand elementet. Med alt sin kræft fik hun et væld af vand, manipuleret, ud af hendes hænder.  
   
    Der var gået mindst en halvtime. Hun havde vendt, drejet og kastet med elementerne. Hver og ét var blevet brugt. Hun havde fundet alle deres egenskaber. Hun havde fundet ud af, at hun kunne manipulere vandet til at fryse til is, ildet kunne blive til lyn og jorden kunne blive til jern eller sten. Luften var stadig bare små luftstød. Hun havde prøvet alt, men ingen ting skete, undtagen, at hun fik blæst presenningen af et par gange, så hun gav op og indså, at hun måtte arbejde med det hun havde. Hun havde én opgave tilbage. Hun skulle finde Karlark.

   Nogle fanger havde mumlet til hinanden om Karlark, og det tydede alt sammen på, at der var et fort i den anden ende af byen. I Orwynes tanker var det et lille fort, med næsten ingen plads til at kæmpe i. Hun skulle være heldig hvis hun ville overlevede. Elementerne kunne beskytte hende - eller var hun bare heldig den første gang? Hvad hvis de ikke duede når hun skulle kæmpe… Hun skubbede tanken fra sig og gik videre. 
   
    Der var gået noget tid fra hun hørte destinationen fra fangerne. Mere og mere begyndte hun at miste håbet på, om hun overhovedet var på vej den rigtige vej. Husene omkring hende blev mere og mere faldefærdige jo længere hun kom, og vejene var slidte. Langsomt begyndte hun, at mistænkte at hun var gået den forkerte vej. Pludselig, for enden af gaden, dukkede et gigantisk fort op. Det var omringet af et højt jern hegn, men der var ikke en eneste vagt at skue. 
   
    Let og elegant sneg hun sig langs hegnet ved fortet og sneg sig ind ad indgangen. Slotsgangen havde et højt loft, der blev holdt oppe af nogle marmorpæle. Hen ad gulvet lå en lang løber. Rød som blod. Der hang fakler på væggene, men det forstyrrede ikke temperaturen. Temperaturen var kold som om, at man var udenfor, men jo længere man gik ind, jo varmere blev det.
   
    Da hun nået til enden af gangen, stod temperaturen stille. Hun frøs ikke, men det var ikke lunt heller. Foran hende var en snart fem meter høj dør. Håndtaget var lavet af et metal, hun gættede på bronze.
    
    Forsigtigt trak hun i håndtaget, men indså at hun skulle bruge flere kræfter. Med en knirkend åbnede døren, og konfronterede et ansigt der kun fandtes i hendes marridt. Karlark. Han havde sort hår, hvor den ene tot gik ned over hans venstre øje. Over hans mørkegrønne øjne strøg et blodrødt sår ned igennem. Øjet var halvt lukket
   
    "Så dette er den betvinger jeg har hørt så meget om," smilede Karlark. Hans stemme var sarkastisk og alt for bitter på samme tid. De befandt sig i en slag tronsal. Han sad på en trone omringet af vagter. Tronen var lettet over jorden på en platform, med trapper ned til gulvet. Pludselig rejste han sig op, og vandrede ned af trapperne fra hans trone. Vagterne fulgte efter.
   
    "Bare træd tilbage," sagde han til hans vagter, og gestikulere dem væk. "Jeg klarer dette selv," Hun stod helt stille. Det gik op for Orwyne, at det var tid til at finde elementerne frem. Rystende fumlede hun med at få tasken op.
   
    "Jeg har ikke hele dagen," sagde Karlark med en sarkastisk tone. Han kiggede på sit håndled som om han havde et ur på. "Jeg har et land at ødelægge." Han grinte og slog sig selv på låret. Han grinte så meget at tårende trillede ned af hans kinder. Det var ikke en glad latter - en latter man kun hører fra sindssyge væsner. Selv synes hun ikke at det var spor morsomt. I mens han grinte fik hun revet skrinet hvidt åbent, manipuleret ilden og skudt et lyn af sted. Lynet ramte ham hårdt på skulderen, men det var ikke nok til at slå ham ud. Hvis ikke han havde holdt hans fødder i gulvet, så ville han ligge ned.
   
    "Så du er… Kampvillig," hostede han og slog ham på brystet. "Som du… Vil!" Med en håndbevægelsen slog han hende om kuld, med en stråle af en slags, og ti sekunder efter gik det op for hende at hun lå op af en marmor pæl. Hurtigt kom hun på benene igen, og hev vand elementet frem. Med to fingre frembragte hun en stråle af vand og piskede ham i ansigtet. En rød streg i hans ansigt viste sig. Hun piskede ham igen, igen og igen. Hver gang røg han i jorden.
   
    "Slip fangerne fri og forlad landet," råbte hun med vandpisken hængene ned af siden. Klar til at gå til angreb. "Så vil jeg skåne dit liv."
   
    "Nej, den kan tale," jublede han. "Og hvordan skulle du, eller skulle jeg sige De, nedlægge mig?" Han grinte hånligt. Straks piskede Orwyne ham langs maven, og det slog ham flere meter bagud. Vagterne trådte frem, men Karlark gestikulerede dem væk igen. Han hviskede nogle bandeord, og i det samme svingede han med et lilla lys. Det ramte Orwyne, kastede hende tilbage og hun udstødte et skrig af smerte. Dels fordi at det lilla lys var smertefuldt, dels fordi hun blev kastet ind i en sten væg. Der slog det hende, man kunne ikke bare overvinde ham, altså vinde i kamp, nej. Hun skulle tilintetgøre ham!
   
    På albuer rejste hun sig op, lagde vand elementet tilbage og tog både ild og jord op. Svævende på hendes venstre hånd. Med højre hånd lavede hun en håndbevægelse, og under Karlark forsvandt linoleumsgulvet. Han røg en meter ned i jorden, så hans hoved stadig stak op. Gulvet klemte om ham, og han prøvede at vride sig fri, men forgæves. Vagterne stormede frem, men Orwyne skulle bare hæve hånden lidt, så en kæmpe sten væg omringede dem.
    
    Karlark vidste hvad hans skæbne var, og desperat brugte han alt det magi han havde tilbage, men det kunne ikke komme igennem gulvet. Der var dog én formular der kunne.
   
    Orwyne trådte nærmere hen til Karlark. Hun balancerede ild elementet i venstre hånd, jord elementet var tilbage i skrinet. Hun løftede sin højre hånd, for at brænde Karlark til aske, men fik et elektrisk stød igennem kroppen. Karlark kunne bruge en elektricitets formular igennem gulvet. 
   
    Hårdt dumpede Orwyne ned i jorden. Det var umuligt at bevæge sig. Ild elementet gled væk fra hende - længere end hun kunne nå. Karlark grinte ondt, nej mere uhyggeligt. Igen, som kun en splitteravne gal person ville kunne udføre.
   
    Det Karlark ikke havde tænkt på var at Orwyne også kunne vinde fysisk. Hun lå kun knap tredive centimeter fra Karlarks smalle fangeskab. Med besvær og smerte, møvede hun sig hen imod Karlark, men han vidste hvad hun ville, så han satte elektriciteten ekstra højt op. Men det var forsent. Med en fod sparkede hun ham i ansigtet - hårdt nok til at slå ham ud. Fra hans næse dryppede blod ud, og det skulle ikke undre hende hvis hun brækkede den.
   
    Elektriciteten stoppede og hun for op. Det var hårdt at rejse sig, for hun var mørbanket at elektrochokket. Med sin venstre hånd samlede hun ild elementet op. Hun gik hen til Karlark, som var halvt bevidstløs, halvt vågen.
   
    "Dette er din skæbne," sagde hun og løftede din højre hånd. "Kom aldrig tilbage igen!" Hun kastede ilden ud af hånden og brændte ham. Først kunne man se blodet, men det blev standset og lavet om til aske. Efter nogen tid var hele hans krop det rene aske - og overlevende tørt blod og knogler.
   
    Hun tillod sig selv at falde om på gulvet af udmattelse, smerte og ømhed. Hele hendes krop var mørbanket, men hun havde overvundet Karlark. Han ville aldrig komme tilbage igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...