De Fire Elementer (stoppet med at skrive)

For halvtreds år siden i landet Vertsea herskede en ond troldmand ved navn Karlark. Han spredte kaos og ondskab i hele landet, indtil den dag hvor han blev besejret med de fire elementer. Vand, ild, jord og luft. Der er ikke blevet hørt fra ham siden, da alle tror han er død, indtil den dag hvor troldkvinden Alissa Spree, også kaldet Al, ser ham ude i en skov. Det viser sig at hun, og kun hun, kan kontrollerer elementeren og kan besejre ham med dem. Men hvor er elementerne? Sammen med sine venner, vampyren Tenzen, troldkvinden Hartley, troldmanden Seth og varulven Elena, kan de finde elementerne, men det er kun Alissa der kan besejre ham.
Dette er det første bind af serien De Fire Elementer beståene af fire bind.

35Likes
53Kommentarer
2731Visninger
AA

5. Og det begyndte...

    Smerten var uudholdelig. Elektriciteten fyldte min koncentration. Jeg rakte min arm ud efter elementerne, men jeg var lammet. Så langt jeg kunne strække min arm var ikke langt nok. 
    
    
    Karlark grinede. Han måtte ikke grine, det betød at han ikke forventede et nederlag. Med alle mine kræfter drejede jeg mig tilbage. Med min fod sparkede jeg Karlark i ansigtet. Jeg slog ham ud. Halvt. Elektriciteten stoppede, og jeg kunne komme op at stå. Med besvær satte jeg mig op på albuerne, og satte i løb hen imod elementerne.
    
   
    Skrinet var svært at åbne, men til sidst ville det åbne. Under venstre hånd lod jeg ild elementet svæve. Jeg betragtede det kort, men konfronterede så Karlark igen.
    
    
    "Dette er din skæbne," sagde jeg, og løftede din højre hånd. "Kom aldrig tilbage igen!"

    "Al," sagde en stemme hviskende. Tenzen sad på kanten af min seng. "Er du okay? Du er dækket af… Sved… Og du sagde også et eller andet i søvne." Jeg tog et kig ned af mig selv. Som Tenzen havde sagt, dækket af sved.
   
    "Ja, jeg er okay," svarede jeg søvnigt. "Hvad laver du egentlig herinde?"
    "Jeg er lige kommet hjem fra Elfvalley," hviskede han, og løftede en taske. Tydeligvis med blod i. "Også ville jeg bare lige se om alle sov. Og ja, så så jeg dig…"
    "Det var bare en dårlig drøm, eller en underlig en," forsikrede jeg ham om. "Gå du bare i seng." Han nikkede. Først kiggede han bare på mig, men tøvende strøg han sine fingre over min kind. Det fik mig til at rødme. Bare han nu ikke så det her i mørket. Han smilede og gik ud af værelset.
    
    
    Til venstre for mig lå Hartley, men jeg kunne ikke se hendes ansigt - det var dækket af hendes krøller. I sengen ved siden af hende lå Elena. De sov begge to. 
Forhåbentligt.
    
    Jeg faldt ikke i søvn igen efter Tenzen vækkede mig, så jeg lå bare og kiggede op i loftet. Mine øjne havde lige så stille vænnet sig til mørket. Mine tanker flagrede rundt i hovedet. Karlark, Tenzen og den person jeg var i drømmen. Det eneste jeg så var personens synsvinkel. Hvem var det?

    "Næh, godmorgen," sagde Seth til mig, da jeg søvnigt vandrede ned af trappen. "Se hvem der har besluttet sig for at slutte sig til os." Tenzen, som sad ved siden af ham, slog ham i siden med sin albue og fnes. 
   
    "Hold mund, Seth," mumlede jeg. Sidste nat faldt jeg endelig i søvn, jeg gætter på ved fire tiden. En drømmeløs søvn. "Hvor mange er klokken?" Så kom jeg i tanke om at jeg havde arbejde i dag. Nede i byen var der en boghandler. Ikke bare hvilken som helst boghandler, men en antik formular-boghandler. For troldkvinder og troldmænd.
   
    "Lidt over elleve," sagde Tenzen, som kiggede på sit armbåndsur. Chokket løb mig koldt ned af ryggen. Mit arbejde startede for en halv time siden. Jeg kunne lige forstille mig, hvor chokeret mit ansigt så ud lige nu.
    
    "I skulle have vækket mig," klagede jeg, en smule hysterisk. "Jeg kommer så meget for sent på arbejde, igen. For femte gang på en måned!"
   
    "Vi skulle også til det, men Hartley sagde, at du havde lagt uroligt i nat," sagde Seth roligt. "Onde drømme om døde troldmænd?" De knækkede begge to sammen af grin.
   
    "Hartley har fortalt jer om det, ikke?" spurgte jeg og slog opgivende ud med armene. "Ikke gør et stort nummer ud af det, tak!" Jeg kiggede mig omkring og tilføjede så: "Hvor er Hartley egentlig?"
   
    "Hun tog tideligt af sted på arbejde, så hun kunne komme tideligere af sted," mumlede Seth, og læste lidt i avisen. "Typisk hende, at…" han nåede ikke at sige mere før hans søster stormede ind i køkkenet, med en avis i hånden.
   
    "Hvad er det her?" spurgte hun Tenzen, da hun havde banket avisen ned i bordet. Rasende.
   
    "En avis tyder det på," sagde Tenzen tørt. Det fik hende til at skære en grimasse. Hårdt slog hun sin hånd ned på siden af.
   
    "Jeg referer til det avisen," sagde hun, og pegede på artiklen. "Fire drab i Elfvalley. Hvem er morderen? Jeg troede du havde det under kontrol!" Tenzen så ud som om han lige havde fået en knytnæve i maven. Hans hage røg ned på hans brystkasse.
   
    "Det der er ikke mig!" protesterede han. Hans ord var stammende og rystende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. "Der er… Også mange andre vampyrer!" Elena klemte to fingre om sin næse ryg og lukkede øjnene. Hendes hoved kørte fra side til side. Tenzen slog opgivende ud med armene, og lavede en betuttet, fornærmet lyd.
   
    "Tenzen," sagde hun mere roligt. "Vil du ikke nok bare indrømme det, så jeg ikke behøver at tænke så meget over det." 
   
    "Jeg har ikke gjort noget, overhovedet!" udbrød han og rejste sig. Seth hev ham hårdt i armen, og får ham til at sidde igen.
   
    "Jeg ville elske at blive og diskuterer med jer," sagde jeg, allerede halvvejs oppe af trappen. "Men jeg skal skynde mig af sted." Og derefter jeg løb videre op ad trappen.

    Toget sakkede af sted. Togene i menneskeverdenen og togene i Vertsea er rigtig forskellige. På jorden var togene meget mere elektroniske. De var smalle og hurtige, men togene her var hyggelige. Ældre. Der var en kabine på hver side af toget.
   
    Jeg havde kun været i menneskeverdenen én gang. Det var et slags frivilligt sommer job. Ja, sådan noget havde vi faktisk! Vi skulle ned på jorden, og finde de magiske væsner, der var født i menneske familier. De fleste kunne selv bestemme om de ville med til Vertsea, men hvis man var født varulv var det er ikke et valg. Vampyrer blev ikke født. De blev bidt.
   
    Toget standsede, og jeg steg ud. Luften var kold, men himlen var blå og man kunne nærmest høre fuglene synge 'forår'.
   
    Boghandleren lå nede om hjørnet. Den blonde dame, som jeg altid glemt hvad hed, stod som sædvanligt udenfor og delte brochure ud.
   
    "Uhm… Han er sur på dig, igen," sagde hun, da hun så mig. "Han har mumlet om en forpulet møgunge hele morgenen, og jeg tror han referer til dig." Hun kiggede på mig som om hun forventede en reaktion.
   
    "Ehm… Tak skal du have… Ehh," sagde jeg. Jeg kunne bare ikke huske hendes navn. "Ej, undskyld, men jeg kan virkelig ikke huske hvad du hedder."
   
    "Veronica," sukkede hun, og klemte hendes fingre rundt om næse ryggen. "Jeg hedder Veronica." Jeg nikkede, og da jeg ikke kunne finde på mere at sige, bakkede jeg ind i boghandleren.
   
    Boghandleren lugtede som sædvanligt gammelt og støvet. Forsigtigt listede jeg mig rundt bag bogreolerne, i håb om at vække så lidt opmærksomhed som muligt. De fire bøgetræsreoler dækkede over mig, men fordi jeg var så kloset, gik jeg ind i en bog, og den dumpede ned på jorden. Uheldigvis stod min chef lige ved siden af, og satte bøger på plads. Hans hoved drejede langsomt i retningen af mig, og det så ud som om han skulle til at eksplodere. Han trækkede vejret en sidste gang og sagde:
   
    "Det er for sent Miss Spree," sagde han og kæmpede med at bevare roen. "De kan godt glemme det. Det er femte gang jeg må gå rundt i butikken og betjene kassen på samme tid." Han var rød i hovedet. Rød som en tomat.
   
    "Jeg lover at dette er sidste gang," sagde jeg bønfaldende. Jeg var desperat. "Det var fordi, at jeg sov ikke så godt i nat og…" Mere nåede jeg ikke at sige. 
   
    "Miss Spree," sagde han skrapt. "Jeg vil bede Dem om at forlade min boghandel, og det skal være nu. De kan købe bøger her igen som kunde."

    Toget standsede, og sørgmodigt steg jeg ud. Det var kun Hartley, og jeg der tjente penge. Der var ikke rigtig jobs for vampyrer, da man var bange for, at de mistede deres kontrol. Elena skulle højst have en uges pause, og der var ikke rigtig nogle arbejdspladser der kunne tillade det.
   
    Skulle jeg så tage hjem? Hvis jeg blev ude længe nok ville de tro, at jeg havde været på arbejde. Men de var jo mine venner. Det endte med, at jeg gik hjem, men da jeg nåde hoveddøren tøvede jeg en kende. Hvad hvis de ville blive sure på mig? Det er ikke din fejl, Alissa, sagde mit indre selv. De kan bare selv for et job, hvis de vil have mad på bordet. I et øjeblik fandt jeg håb i mine falske ord, og det fik mig til at åbne døren. Jeg fortrød straks, men uden at tænke over det var jeg allerede indenfor.
   
    "Hey, Al," sagde Seth, som sad alene i køkkenet med en avis. Elena og Tenzen var der ikke. "Du er da tideligt på den." Jeg skulle til at forklare, men det blev ikke til andet end en rysten på hovedet.
   
    "Hey, hvad er der galt?" spurgte Seth, med en rynken i panden.
   
    "Jeg blev…" sukkede jeg. "Jeg blev fyret, Seth. Fem gange på en måned. Og vi er i starten af måneden!"
   
    "Så nu er det kun…"
   
    "...Hartley der tjener penge," afsluttede jeg hans sætning. "Ja, jeg mislykkedes, igen!" Jeg vidste ikke hvorfor jeg sagde igen, men det virkede bare så rigtigt at sige.
   
    I noget tid var vi stille, men efter noget tid bryder han det og siger:
    
   "Du har ikke gjort noget igen," han rejste sig op og gik helt tæt på mig. Så tæt vi indåndede den samme luft. Undtagen, at jeg glemte at trække vejret. Han fortsatte: "Vi glemte at vække det. Det er vores skyld, undskyld."
   
    "Seth, nej," hviskede jeg mussestille. "Det er ikke jeres skyld. Én gang, som i dag, glemte jeg at vække mig selv, men hvad med de andre fire?" Jeg kunne mærke det hysteriske-jeg true nede i halsen.
   
    "Al, lad være med at bekymre dig," hviskede han. "Vi finder ud af noget. Jeg kan finde et job, Tenzen…"
   
    "…Kan ikke få et job, fordi han er vampyr," sukkede jeg. "Du kan ikke få et job, du går stadig i skole. Elena skal have en uge pause, hver måned. Det er der ikke nogle der vil tage imod." Han kørte sine hænder op ad mine arme. Jeg vidste ikke hvad jeg følte om det, men jeg lod ham gøre det. Hvis han troede det ville berolige mig, så ville jeg ikke stå i vejen.
   
    "Husk nu, vi holder sammen her i huset, ik’?" sagde han beroligende. "Hvis en af os fej… Får det mindre godt, så hjælper vi andre til." 
   
    Jeg forfalskede et smil, og han smilede igen. Jeg trak mig til mig, og forlod køkkenet.

    Nogle gange har man bare lyst til at være alene, når man bor med så mange mennesker. Men når man er alene er der ikke nogle der trøster en. Sådan havde jeg det lige nu.
   
    For enden af trapperne, var der en gang med fire døre. Drengenes værelse, pigernes værelse, badeværelset og en dør ud til altanen. Væggene havde et kedelig gråstribet tapet, mens gulvet var dækket af et beskidt, hvis gulvtæppe. Jeg gik ind på pigernes værelse, i håb på at være i fred, men Elena lå på sengen og snakkede i telefon. Vi havde kun én fastnets telefon i hele huset, men det generede os ikke.
   
    "…Kan du ikke også købe…" hun kiggede væk fra den notesblok hun havde foran sig, og op på mig.    
    "Åh, hej, Al." Hun lagde mærke til, at jeg ikke var okay, så hun sagde, at hun ville ringe tilbage. 
   
    "Hvad er der galt?" spurgte hun og rejste sig op. Igen rystede jeg bare på hovedet. Jeg ville så gerne græde, så det gjorde jeg. Lydløst, men hysterisk på samme tid. Det var dumt. Virkelig dumt. At græde over en fyring. Det var ikke noget jeg ville gøre normalt, men trætheden spillede også en stor rolle i det.
   
    "Jeg er…Jeg er blevet," hulkede jeg. Jeg pustede, snøftede og prøvede at få vejret. "Jeg er blevet fyret og… Og nu er det kun Hartley, der arbejder og…" Gråden tog over mig. Jeg blev hysterisk, og jeg prøvede at stoppe gråden, men det ville den ikke. Den ville ikke blive derinde.
   
    Elena gik hen til mig. Først så hun bare på mig, men så omfavnede hun mig, og fik sat mig ned. Vi sad bare der indtil, at jeg kun snøftede let.
   
    "Fortæl mig," sagde hun blidt. "Sagde din chef hvorfor du blev fyret?"
   
    "Ja, det er fordi jeg kom for sent, igen." hviskede jeg. "Jeg sov bare ikke så godt i nat, okay." Hun agede mig på ryggen. Det var som om hun ikke kunne finde de rigtige ord, men jeg kunne ikke bebrejde hende. Vi var ikke de bedste trøstere, os to. 
   
    I noget tid sad vi bare der. Hun havde stadig sine arme omkring mig, og jeg benyttede mig muligheden til at læne mig tilbage. Til sidst fandt Elena nogle ord, som faktisk hjalp, en smule.
   
    "Ved du hvad," sagde hun, og lænede sig tilbage. "Du skal ikke fylde dit kønne hoved med det. Vi finder ud af noget. Det er jo ikke ligesom i menneskeverdenen." Jeg smilede til hende. Hun havde ret, i menneskeverdenen ville man nok blive nødt til at flytte ud af hjemmet. Her i Vertsea, her skulle vi kun bekymre os om forsyningerne.
   
    Hun gled fra mig, og vi satte os overfor hinanden, i hver sin seng. Med min tommelfinger, tørrede jeg mine øjne.
   
    "Tror du, at Tenzen bliver vred på mig?" spurgte jeg nervøst.
   
    "Tenzen? Nej, han ville aldrig blive vred på dig," sagde hun og grinede. "Den eneste der, måske, bliver vred er Hartley." Der måtte jeg grine. Jeg prøvede at forstille mig Hartley vred, men det eneste jeg kunne få frem, var den smilende, søde pige med smilehuller.
   
    "Hey," sagde jeg hurtigt, for at skifte emne. "Hvad gjorde du egentlig af Tenzen?"
   
    "Hmm…" sagde hun og kløede sig på hagen. "Jeg gav ham en lærerstreg, og nu er han skamferet på sit værelse." Vi grinte begge to. Bare følelsen af at grine efter man har grædt - Det var fantastisk.

    Jeg gik ikke nedenunder igen, nej faktisk tror jeg, at jeg faldt i søvn. Altså halvt. Jeg var faldet i søvn og drømte, men jeg var stadig vågen og tænkte. Mine drømme, og ja drøm-me, var underlige. Jeg fik følelsen af at få stød igennem hele min krop, mens jeg så små klip af det jeg, som jeg spillede i drømmen. Og Karlark. Samtidig tog min hjerne noter under hele begivenheden.
    Jeg vågnede med et sæt. Ligesom med de drømme hvor man falder, og man rammer jorden vågnede man med hjertebanken i fuld fart.
   
    "Er du okay?" spurgte en stemme i døren. Tenzen. "Jeg føler, at jeg hele tiden ser dig med onde drømme, hva?" Det gik op for mig, at jeg lå på maven, så jeg rullede om på ryggen og satte mig op.
   
    "Ja, jeg har det fint," sagde jeg, og trak på skulderene. "Det er bare den her drøm, som hele tiden vender tilbage. Og du griner sikkert når du hører hvem der var med." Og ganske rigtigt begyndte han at grine. Han havde fundet ud af hvem jeg talte om.
    
    "Ja, det er jeg sikker på," fnes han. "Vil du ikke med nedenunder? Hartley er hjemme…" Først blev jeg en smule nervøs. 
   
    "Bare rolig," smilede han, da han så mit ansigtsudtryk. "Hun ved det godt, jeg ved det godt. Ingen bebrejder dig." Jeg nikkede langsomt, og besluttede mig for at gå med ham.

    "Hey, Al," sagde Hartley og viste et kæmpe smil. Alle sad i stuen. Seth og Elena i sofaen, og Hartley sad i skrædderstilling på gulvet. "Jeg er ked af, at du blev fyret." 
   
    "Det går nok," sagde jeg og smilede tilbage. Tenzen satte sig ned ved siden af Hartley.
   
    "Det var godt, for jeg har noget vildt at vise dig," hun rodede rundt i sin skuldertaske, og hev en artikel op ad den. "Tada! Du er ikke så skør som vi går og tror." Jeg kiggede skeptisk på hende, da hun rakte mig papiret. 

    "Folk i Vertsea har set en skygge tilhørerne en fuldvoksen mand ude i de Vertsetiske skove. Mange der har set skyggen siger, at de så ansigtet på den afdøde troldmand Karlark. Præsident Issas Smith udtaler sig som følgende: 'Der er ingen grund til bekymring. Der er ingen Karlark. Karlark blev dræbt for over halvtreds år siden af troldkvinden og den forrige generations element betvinger, Orwyne Kinzini.' Men er det nu rigtigt det vores kære fru præsident siger?"

    Jeg måbede let til papiret. Orwyne, Orwyne… Orwyne? På et splitsekund fik jeg et flashback tilbage til min drøm, men i stedet for at se fra jeg'et i drømmen, ser jeg på som et passivt publikum. Jeg'et. Orwyne. Orwyne var personen i drømmen. 
   
    "Øh, Al," sagde Elena henne fra sofaen. "Er du helt okay?"
   
    "Jeg har det…" hviskede jeg med mine øjne fæstet på papiret. Jeg rømmede mig. "…Underligt. Orwyne var den person jeg så fra i mine 'onde' drømme."
   
    "Onde drømmer?" spurgte Hartley nysgerrigt. "Hvilke drømme? Uh, vent. Dem der fik dig fyret?" Elena kiggede olmt på hende.
   
    "Ja, faktisk," sagde jeg en smule højere denne gang. "Jeg tror jeg drømte om opgøret mellem Orwyne og Karlark."
   
    "Hvad skal det så betyde?" spurgte Seth, som også var kommet til livs. "At du kan se døde væsner?"
   
    "Hvad det betyder, ved jeg ikke," jeg rettede mig op, for at se mindre svag ud. "Men det jeg ved er, at drømmene har vendt tilbage to gange. Hvis de vender tilbage igen, så…" Jeg kiggede ud på mine venner, de nikkede bare. De vidste hvad jeg skulle sige før jeg selv gjorde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...