De Fire Elementer (stoppet med at skrive)

For halvtreds år siden i landet Vertsea herskede en ond troldmand ved navn Karlark. Han spredte kaos og ondskab i hele landet, indtil den dag hvor han blev besejret med de fire elementer. Vand, ild, jord og luft. Der er ikke blevet hørt fra ham siden, da alle tror han er død, indtil den dag hvor troldkvinden Alissa Spree, også kaldet Al, ser ham ude i en skov. Det viser sig at hun, og kun hun, kan kontrollerer elementeren og kan besejre ham med dem. Men hvor er elementerne? Sammen med sine venner, vampyren Tenzen, troldkvinden Hartley, troldmanden Seth og varulven Elena, kan de finde elementerne, men det er kun Alissa der kan besejre ham.
Dette er det første bind af serien De Fire Elementer beståene af fire bind.

35Likes
53Kommentarer
2730Visninger
AA

4. Et syn

       Jeg lod kniven glide igennem min lukkede hånd, og blodet dryppede ned i det lille shot-glas. Det gjorde ondt, men det var udholdeligt. Hvad gør man ikke for en ven? Da kniven nåede enden af min hånd, fjernede jeg den hurtigt, og tørrede resten af blodet af på kanten af glasset.
 
   "Tak, Al," sagde Tenzen Fior, en af mine bedste venner. Vampyren. "Du er virkelig er god ven. " Han smilte, og tog glasset fra. Det var snart en uge siden vi løb tør for blod her hjemme, så vi skiftedes til at donere. Det endte dog altid med, at være mig, da jeg stod tidligst op.
   "Det var så lidt," smilede jeg, og fumlede med bandagen, som nærmest blev permanent. "Hvad har man ellers venner til, hvis de ikke donerer blod?" Jeg jokede, som sædvanligt. Han grinede højt, og jeg var bange for at han ville vække de andre.
   
    Som det var kuren på en sygdom, bundede han glasset, og slog det ned i vores fælles spisebord, da han var færdig.
    
    Selvom at Tenzen var min ven, så var hans udseende ikke helt galt. Hans hudfarve var hvid som et lig, han havde sort, pjusket hår der gik ned over panden i en sideskilning. Ikke at glemme hans smukke, dog mørke, kastanjebrune øjne. 
   
    Ned ad trappen dukkede Hartley Bunk op, en af mine andre venner. Troldkvinden. Ligesom mig besad hun gaven af, at kunne fremføre magi. Hun havde et smil på læben som om at hun havde gjort et eller andet, typisk hende. Hendes kommunefarvet, krøllede hår stod ud til alle sider. Jeg misundende hendes krøller så ulideligt meget. Mit hår var sort, glat og hang livløst ned ad hovedet på mig. Hendes smil var charmerende, og det hjalp meget, at der var et lille mellemrum mellem fortænderne. Min egen hudfarve var bare et par toner mørkere end Tenzen', mens Hartley havde en smuk solbrun glød. Kort sagt; hun var gudesmuk!
    "Hvad har du nu lavet?" spurgte jeg og løftede mit øjenbryn. Hun rystede bare på hoved og fnes, mens hun tog sig til munden. Jeg rullede med øjnene, og konfronterede Tenzen igen.
   
    "Hvornår regner du med at købe mere blod?" spurgte jeg og lagde min hånd ovenpå den hånd jeg skar i - det var en hentydning, det er sådan noget piger gør. Han rullede med øjnene, da han så hvad jeg mente. 
    
    "Jeg tager af sted i dag, men den nærmeste by med blodbank er Elfvalley," sukkede han. "Men jeg skal nok lade dig slippe for dine… Pinsler." han kvalte et fnis. I stedet for at slå ham, tog jeg en håndfuld cornflakes fra køkkenbordet og kastede det efter ham. Han overdramatiserede det, og lod som om at han var under angreb.
   
    "Okay, jeg fortæller det bare nu," fnes Hartley som stadig stod bag os. "Det var slet ikke din tur til at give blod, du har gjort det hele ugen." Hun knækkede sammen af grin, mens Tenzen og jeg udvekslede skræmte blikke. Igen rystede jeg bare på hovedet. 
   
    "Wow, hvor er det bare en stor overraskelse," sagde jeg sarkastisk. Så blev jeg alvorlig igen. "Vi skal ud og finde Elena." Elena Collins, vores tredje ven. Varulven. Vi var faktisk bare en stor gruppe væsner, der levede sammen under et tag. Det havde været fuldmåne i nat, så det var ligesom blevet en rutine at Elena holdt sig væk. Om aftenen løb hun ud i skoven, der lå rundt om vores hytte, og gik igennem vareulve transformationen. Om morgenen vågende hun om i skovbunden, nøgen.
   
    Hartley nikkede og sagde: "Jeg finder et tæppe og noget af hendes tøj!" Hun løb op ad trappen, men halvvejs oppe standsede hun og spurgte: "Hvilken slags undertøj tror du hun vil have?" Det fik Tenzen til at grine så meget, at tårende trillede og han måtte holde sig for maven til sidst. Med diskrete håndbevægelser gestikulerede jeg hende væk. Igen kastede jeg en håndfuld cornflakes efter Tenzen.
     
    Da Hartley havde været væk i to minutter, kom Elenas tvillingebror ned ad trappen, Seth Collins. Han var troldmand, men det er kun fordi at hans mor var troldkvinde, ellers var hans far varulv - det var så Elena der fik den "gave". Hans brune hår glinsede af vand, og man kunne tydeligt se hans muskuløse brystkasse under hans undertrøje.
   
    "Hey, må jeg komme med ud og finde Elena?" spurgte han
   
    "Nej, for tusinde gang," sagde jeg bestemt. "Du ved at hun vågner op nøgen og…" han fik mig til at stoppe med bare ved, at knibe sin pegefinger og tommelfinger sammen.
   
    "Hun er min søster!" sagde han og lagde armene over kors. "Har hun nogensinde sagt at hun ikke ville have mig med?"
   
    "Seth…" sukkede jeg og prøvede at finde det rette at sige. "Vil du ikke nok…?" I et sekund kiggede vi bare på hinanden, men til sidst kastede han opgivende med armene, og sagde: "Fint! Men jeg vil med på et eller andet tidpunkt!" Det lovede jeg ham, men det kom nok ikke til at ske.
   
    "Jeg har det her!" sagde Hartley og løftede en taske, forhåbentligt med tøj. "Jeg har også taget et tæppe med. Hey, god morgen, Seth!" Hun løb ned af trappen og high-fivede Seth - det er deres ting, jeg vidste ikke hvorfor.
   
    "Klar?" spurgte jeg hende. Hun nikkede, dansede hen til hendes jakke og sammen gik vi ud i skoven. Ud for at finde vores ven.

    "Elena!" råbte jeg. Igen hørtes et råb, det var bare Hartleys: "Elena, hvor er du?" Hartley dansede rundt i skoven. Gadedrengehop, piruetter og alt muligt andet dans. Hun lignede mere en slags alf end en troldkvinde.
   
    Bøgeskoven blomstrede over os, og bladene var lysegrønne. Skovbunden knasede under vores støvler, og foråret var over os.
   
    Jeg havde ondt af Elena. I detaljer havde hun forklaret os processen. Først gik der en halv time med humørsvingninger. Nogle gange var hun vred, slog på ting (og sig selv) og skreg af sig selv. Nogle gange tænkte hun at det nok skulle gå. Derefter begyndte det. I flere timer lå hun i smerte. Hendes krop ville mutere sig. Alle knoglerne i hende ville brække og vride sig. Til sidst ville hun tage sin endelige form - hun ville ikke kunne kontrollere sine handlinger. 
   
    Med et fik jeg en ide. Jeg kunne lave en sporings formular, men det ville tracke alt levende ting. Det kunne ligeså godt være en fugl vi fandt frem til, men vi kunne ligeså godt prøve.
    
    Med en håndbevægelse skød en glødende streg fra min hånd ud i skovbunden. Den kørte mod nord, igennem lysningen.
    
    "Kom," sagde jeg. Vi satte i løb og løb mod lysningen. På den anden side at lysningen var der en stor mark, omringet af den skov vi lige havde været i. Der stod en stor bakke midt i det hele- der plejede vi at tage hen om sommeren. Stregen endte midt i lysningen, for så præcist kunne den nok ikke finde.
   
    "Okay, jeg går derhen," sagde Hartley og pegede over på den anden side af bakken. "Du kan kigge om hun er i skovkanten, okay?" Hun endte det med et smil. Jeg kunne ikke lade være med at grine.
   
    "Jeg vidste ikke at du var så organiseret," smilede jeg, men blev så alvorlig igen. "Okay, vi ses om lidt. Kald på mig hvis du finder hende, og jeg gør det samme." Hun nikkede og løb væk fra mig. 
     
    Jeg gik på den vestlige grænse af skoven og lysningen. Spejdede efter Elena. Mit blik var mest fæstnet på skovbunden, da hun nok ikke ville gå rundt efter sådan en nat. Eller ville hun? En skikkelse vaklede rundt, nord syd overfor mig ved skov grænsen. Jeg gned mig selv i øjnene for, at se om jeg så rent.
   
    "Elena?" spurgte jeg skikkelsen. "Er det dig?" Skikkelsen stoppede op, og så over på mig. I nogle sekunder stod vi bare og stirrede på hinanden.
   
    Pludselig lå jeg ned. Det tager mig ti sekunder, at fremkalde mine erindringer. Skikkelsen susede hen imod mig, hurtigere end det var muligt. Jeg blev slået omkuld. Jeg så et ansigt. Og jeg burde ikke se sådan et ansigt. Det var umuligt for det var Karlarks ansigt. Den troldmand der herskede for over halvtreds år siden. Den døde troldmand!
   
    Jeg prøvede at komme op at stå, men forgæves, så jeg satte mig op i stedet. Mit hoved gjorde ondt, så jeg tog mig til det.
   
    "Alissa?" råbte Hartley. "Jeg har fundet Elena, hvor er du?" Klodset rejste jeg mig op. Den ene hånd på træet, den anden på jorden. Jeg fik et chok da den anden hånd ikke rørte jorden mere. Hartley gik med Elena under armen - hun sov halvt. Hun havde en simpel kjole på - den havde Hartley udvalgt - og var dækket af et tæppe. Hendes mørkebrune pagehår var uldret og fyldt med blade og kviste.
   
    "Hvorfor lå du på jorden?" spurgte Hartley mig og løftede det ene øjenbryn.
   
    "Ehm… Jeg synes lige at… Jeg så," jeg gispede let, jeg vidste ikke hvorfor. "Karlark."
   
    "Karlark?" grinede hun. "Den døde troldmand der herskede for halvtreds år siden? Gik du ind i en gren eller noget?" Jeg trak på skuldrene og tog Elena under armen.
   
    "Så, hvordan har du det så idag?" spurgte jeg Elena. 
   
    "Jeg har det vel okay," sukkede hun. "I det mindste ser jeg ikke døde troldmænd." Vi grinede alle tre, og gik tilbage til hytten.

    Seth sad i sofaen og læste i avisen, Action Ink. Han lagde avisen ned og omfavnede sin søster, da vi kom ind af døren. Jeg missundede virkelig deres søskendeskab, jeg havde aldrig haft en bror eller søster. Faktisk havde jeg ingen familie tilbage. Mine forældre døde fem år tidligere. De kunne have blevet flere hundrede år gamle, men de blev dræbt. Gernings manden var ukendt.
   
    "Jeg er glad for at du er… Okay," sagde Seth og smilede til hans søster. Seth og Hartley fik lagt Elena på sofaen, og hun sov allerede. Vi satte os alle sammen ned i køkkenet og nød stilheden - hvis det ikke var for køleskabets højlydte brummen.
   
    "Hey, hvor er Tenzen?" spurgte jeg og kiggede omkring. 
   
    "Han tog tideligt af sted til Elfvalley," sagde Seth. "Han kunne vist ikke klare sig på et shot-glas blod." 
   
"Så kunne i jo tag, at donere lidt blod," grinede jeg og Seth slog sin albue ind i min side. Seth gik tilbage til sin søster i stuen. Før køkkendøren smækkede i så jeg hvor meget de egentlig lignede hinanden. Mest på deres figur. De var begge muskuløse, og havde en halvmørk hudfarve.
   
    "Sulten?" spurgte Harley. "Jeg forslår suppe!" Vores manglende evne på at købe mad, fik os til at spise suppe hver søndag.
   
    "Det synes jeg lyder som en fremragende ide!" grinede jeg. Vi grinede begge to, og lidt senere lavede vi suppen i fælleskab. Det var en af tingene som jeg elskede ved, at bo sammen med sine bedste venner. Ja, de kunne være irriterende, men vi havde det altid sjovt sammen. Altid! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...