De Fire Elementer (stoppet med at skrive)

For halvtreds år siden i landet Vertsea herskede en ond troldmand ved navn Karlark. Han spredte kaos og ondskab i hele landet, indtil den dag hvor han blev besejret med de fire elementer. Vand, ild, jord og luft. Der er ikke blevet hørt fra ham siden, da alle tror han er død, indtil den dag hvor troldkvinden Alissa Spree, også kaldet Al, ser ham ude i en skov. Det viser sig at hun, og kun hun, kan kontrollerer elementeren og kan besejre ham med dem. Men hvor er elementerne? Sammen med sine venner, vampyren Tenzen, troldkvinden Hartley, troldmanden Seth og varulven Elena, kan de finde elementerne, men det er kun Alissa der kan besejre ham.
Dette er det første bind af serien De Fire Elementer beståene af fire bind.

35Likes
53Kommentarer
2950Visninger
AA

7. Et skridt frem

    Ranwar, Irald og Ben kørte mig ned til det lokale antikke biblotek. Mit gamle arbejde.
    Det var egentlig underligt, at jeg bare havde kørt med tre fremmede mænd som jeg kun havde set på TV.
    Deres bil lugtede af røg fra en cigaret. Det var sikkert Ben, jeg havde set en pakke i hans lomme tideligere. Det gav mig kvalme at tænke på. Bare lugten gjorde min hals tør og varm, så jeg tog mig til den.
   
    "Så er vi her," annoncerede Irald, og pegede på boghandleren. "Her vil vi finde de fleste af vores svar. Legenderne, mysterierne… Det umulige!" han virkede begejstret, men satte sig så til rette igen.
    De parkerede bilen, tre butikker længere nede. Det var en smule akavet stemning da vi gik, da jeg var sammen med tre fremmede mænd. Og de følte sikkert det samme, da de gik med en fremmed teenager.
   
    Vi drejede rundt om hjørnet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se Veronica. Min ex-kollega. Som sædvanligt uddelte hun brochere ud, og som sædvanligt kom der ingen mennesker. Hun nåede lige at uddele en brochure til en dreng, som forvirret tog den ud af hendes hænder, da hun så mig og hendes underkæbe faldt ned til brystet. Hun var nok mest overrasket over at se mig med tre mænd fra ministeriet.
   
    "Ser man det," sagde hun sarkastisk. "Har man fundet et nyt gang, hva?" Hun rullede med øjnene og gav en brochure til en ældre dame.
   
    Vi gik ind i boghandleren med Veronicas blik i ryggen. Jeg kunne mærke ministeriets mænds forvirring, men det havde valgt at tige. 
   
    Med min ene skulder skubbede jeg den knirkende, slangebærtræs dør op, og førte an ind. Hvis jeg var meget heldig, så ville jeg ikke blive set af min gamle chef. Men mit held var ikke med mig.
   
    "Miss Spree," lød en velkendt, streng stemme. Min chef, hr. Torman. "Skal du have det at vide to gange? Var en gang ikke nok…" Han skulle til at sige noget mere, men så så han de store, fjernsynskendte mænd bag mig.
    
    "I er nok kommet for at kigge lidt her," grinede han nervøst. "Ja-ja, I går bare ind og kigger lidt. Eller I kigger da bare en hel del, selvfølgelig." Før jeg drejede om hjørnet tog hr. Torman min arm, og hviskede: "Er dette her noget med din fyring," jeg kunne mærke hans ånde i mit øre, og det frastødte mig. "For hvis det er, jeg fyrede dig på grund af din dovenhed, ikke for nogen anden grund." han slap mig og gik om bag kassen.
    Ranwar satte en hånd på min skulder og spurgte: "Er dette noget… Privat eller…?" jeg rystede bare på hovedet som tegn på det var ingenting. 
   
    Vi splittede op. Jeg gik med Ben om på siden med oldtids bøger, selv om det var mere det historiske vi ledte efter. Jeg kunne tage lige den bog jeg ville have. Faktisk lige så mange jeg ville have. 
    Hvordan Vertsea blev skabt, Vore regenter, Hvad gør vi når menneskerne invaderer… Intet Orwyne, intet Karlark.
   
    Efter et par minutters søgen fandt jeg bogen Oldtidens Kunst, og forfatteren(e) var af selveste De Tre Hekse. Bogen var slidt, støvet og man kunne se fingeraftrykkene af de forskellige lånere. Den skulle jeg bare have! Ikke kun på grund af Karlark, men på grund min egen interesse.
   
    "Hey, Ben," sagde jeg, men fortrød mit brug af ordet hey. "Se her." jeg rakte ham bogen og han bladrede hurtigt igennem den. Han kiggede skeptisk på mig.
   
    "Er du… De sikker på…" sagde han, men jeg rystede på hovedet og rettede ham til: "Du, kan vi ikke bare være dus?" Han nikkede.
   
    "Er du sikker på at du vil have den?" spurgte han, og løftede det ene øjenbryn. "Det er ret avanceret magi. Det er på højt niveau!" 
   
    "Jeg er skam på højt niveau," smilede jeg. "Jeg var den bedste i min klasse!" Han nikkede kort, og rakte mig bogen tilbage.
   
    I Vertsea gik man i skole fra man var fem til man var femten. Det var mest for at specialiserer sig i det ens magiske evner tillod en. For eksempel magi eller… Hvad end nu Tenzen var god til…
     Jeg specialisererede mig i magi. Selvfølgelig. Hvis man fik gaven så skulle man udnyttet den.
    Tenzen specialisererede sig i kamp, og han vampyrstyrke fordoblede det.
    Elena var i klassen for varulve. Varulve kunne nemlig bruge nogle af sine kræfter i menneskeform, så som hørelsen, synet og styrken. Og hvis man var meget stærk kunne man forvandle sig til halv varulv, halvt menneske. Jeg troede på at Elena ville kunne gøre det en dag. Hun var stærk og modig.
    
    Ranwar og Irald kom rundt om hjørnet. De havde begge to tre bøger under armene.
    
    "Vi har fundet en masse!" sagde Ranwar glad. "Orwyne og Karlark - En nervepirrende fortælling, Efter opgøret og det bedste af det hele, Orwynes Dagbog!" Jeg tog Orwynes Dagbog og læste på forsiden side. Forfatteren var selvfølgelig selve Orwyne Kinzini. Forsiden var gammel, men det var helt sikkert ikke den originale.
    Med en forsigtig hånd (for ikke at ødelægge det gamle papir) bladrede jeg om på den første side. Forfatterens ord.

 

"Det er med tungt hjerte, at jeg, Orwyne Kinzini, udgiver denne dagbog, der har været trofast til mig igennem Karlarks tid. Denne dagbog skal minde folk om den tid, hvor Karlark var ved magten."

    "Den tager vi også," mumler jeg, og tog den under armen. "Vi tager alt det vi kan bruge." Irald nikker og vi går op til kassen. Ranwar tog sit pas frem. Hvis han viste det, så ville han automatisk få adgang til gratis ting. Hr. Torman smilede uden at more sig til os. Han skrev på kvitteringen og gav den til Ranwar.

    Bilen bumlede ind i garagen. Det var en lang sti lavet af løse sten. På hele turen hjem havde jeg siddet opslugt af Orwynes dagbog. 

"Det er svært at sige, hvor lang tid jeg kan holde mig selv i live. Hvis jeg ikke klare det, så vil jeg have at min bror gemmer elementerne. Hvis denne dagbog bliver fundet, så skal elementerne gemmes de steder som kun min bror ved, hvor er.”

   "Hey," udbrød jeg. "Der står, hvor elementerne er - lige her!" Selvom, at Irald og Ben allerede var ude af bilen, var de inde igen på under to sekunder. Ranwar vendte sit hoved for at lytte.
    ”Der står lige her,” sagde jeg og pegede på siden. ”Hvis denne dagbog bliver fundet, så skal elementerne gemmes de steder som kun min bror ved, hvor er…” Jeg ventede spændt på deres reaktion.
    ”Det er meget fint,” sagde Irald optimistisk. ”Men vi skal stadig finde ud af, hvor stederne faktisk er, men det var en god observering.” Jeg smilede til dem, men inderst inde surmulede jeg en smule.
    ”Hey, Alissa!” råbte en stemme over fra døren. Tenzen. Jeg steg ud af bilen og løb op til ham, hvor jeg blev overrasket med et stort bjørnekram. Det havde jeg ikke regnet med, men det beroligede mig, at det var en af mine venner og ikke en af de ældre.
    ”Fandt I noget I kunne bruge?” spurgte han, da han gav slip. Med min albue løftede jeg Orwynes dagbog en smule. Før han kunne nå at tage den op, kom Ben, Irald og Ranwar over til os.
    ”Vi er desværre nødt til at tage af sted,” sagde Ben og rakte mig min bog, Oldtidens Kunst. ”Jeg håber du får sat den i god brug.” Jeg nikkede og smilte til ham.
    Efter det skiftedes de til at læsse bøger op Tenzen og jeg.
    ”Vi bliver nødt til at aflægge rapport til De Tre Hekse,” sagde Ranwar. ”De bliver glade for at hører, at vi har fundet den nye element betvinger.”

    Indenfor døren sad Elena. I hendes venstre hånd lå telefonen, hun havde sikkert snakket med sine forældre, og i hendes højre hånd lå et udfoldet brev. På hendes næse sad et par læsebriller, og hendes pande var rynket.
    ”Hey, Al!” sagde hun fraværende, mens hun skimmede, det udfoldede brev i sin hånd, igennem. ”Fandt I noget interessant?” Før jeg kunne nå at svare, sukkede hun pludselig dybt, kastede brevet fra sig og gled sine briller op i panden.
    ”Hvad er der?” spurgte jeg og hævede mit ene øjenbryn. Hun kiggede op på mig med et udtryksløst blik.
    ”Seth dumper,” sagde hun. Seth var kun tre måneder yngre end mig, men på en eller anden måde, lykkedes det deres forældre at få ham ind et år senere end han skulle.
    ”Det forstår jeg ikke,” sagde Tenzen, der lige havde hentet en blodspose. ”Han er da god til at… Du ved… Magi!” Han bed hul på blodsposen og tog en tår. Hans hugtænder viste sig. Han havde dem kun fremme, når han enten blev sulten, ville skræmme Hartley eller drak blod.
    ”Ej, hvis du skal drikke det herinde, så tag det i det mindste et glas,” skræppede Elena og pegede over på overskabene. Lydigt gik han over og tog et, hældte op og satte sig igen. ”Og ja, han er jo god til… Ja, magi, men hans lærer skriver, at han er u fokuseret, flabet og godt kunne bruge et ekstra år.” Elena opførte sig som et slags mor, når det omhandlede Seths skole selvom, at hun kun var et år ældre end ham.
    Med ét fik jeg en ide.
    ”Hvorfor lærer jeg ham ikke bare noget. Jeg fik trodsalt topkareter!”
    ”Vil du virkelig det?” strålede hun. ”Det ville bare være så fedt, hvis han bare kunne bestå og gøre vores forældre glade!”
    ”Selvfølgelig vil jeg det,” smilede jeg. ”Men så skal I også hjælpe mig med at kigge igennem disse bøger!” Jeg klappede på den kæmpe stak, der stod på bordet og smilede drilsk.
    ”Vent, vent, vent, vent…” udbrød Tenzen. ”Hvordan i al verden blev jeg indblandet i det her?”
    ”Sådan er det at sidde i det samme rum som den udvalgte,” grinede Elena, mens jeg rullede på øjnene. ”Og for resten er der også kommet post til dig, Alissa.” Hun smed et mørkerødt brev over til mig. Lige så mørkt som det, der var tilbage i Tenzens glas. Jeg kiggede på det før jeg samlede det op. Det lignede noget, der havde været på et bål. Jeg kiggede skeptisk op på Elena.
    ”Hvad venter du på?” skyndte hun på mig. ”Åben det.” Jeg samlede brevet op, og det smuldrede en smule. Jeg begyndte lige så stille at rive konvolutten åben, men brevet rev sig selv ud af mine hænder, og smed sig selv ned på bordet.
    ”Hvad i al…” ud af det lille åbne stykke af brevet, fløj en sort sky ud. Nej, ikke bare en sort sky. En sort sky af aske. Skyen fyldte halvdelen af rummet og skærpede mit udsyn. Jeg kunne hverken se Tenzen eller Elena.
    ”Alissaaa…” hviskede skyen. Stemmen var hæs. ”Lad være med at søge efter dem… Du finder dem ikke, du ødelægger mig ikke…” Bag ved skyen lød en brag og Tenzens glad faldt til jorden. Ned ad trappen lød der fodtrin.
    ”Alissa!” råbte Hartley, som åbenbart var kommet ned i køkkenet. ”Alissa, kom væk der fra!”
    Asken kom tættere på og jeg måtte bakke for ikke at sluge noget af den. Pludselig stod jeg lænet op af døren.
    ”Alissaaaa… Du vil ikke dræbe mig, vil du?” stemmen kan kun tilhøre en person. Karlark. ”Elementerne er farlige. De kan dræbe dig. Også er du jo…” Jeg blev svimmel. Lugten af røg bredte sig.
    ”Væk!” hvæsede den. Skyen kom hen imod. Han kom hen imod mig. Jeg indåndede asken og hostede. Jeg kunne høre råb i baggrunden. De ville hjælpe mig, men det er for sent. Jeg sank i knæ og faldt, mit blik blev slørret, og det sidste jeg så var skyen, der flygtede igennem den lukkede dør.
    Sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...