De Fire Elementer (stoppet med at skrive)

For halvtreds år siden i landet Vertsea herskede en ond troldmand ved navn Karlark. Han spredte kaos og ondskab i hele landet, indtil den dag hvor han blev besejret med de fire elementer. Vand, ild, jord og luft. Der er ikke blevet hørt fra ham siden, da alle tror han er død, indtil den dag hvor troldkvinden Alissa Spree, også kaldet Al, ser ham ude i en skov. Det viser sig at hun, og kun hun, kan kontrollerer elementeren og kan besejre ham med dem. Men hvor er elementerne? Sammen med sine venner, vampyren Tenzen, troldkvinden Hartley, troldmanden Seth og varulven Elena, kan de finde elementerne, men det er kun Alissa der kan besejre ham.
Dette er det første bind af serien De Fire Elementer beståene af fire bind.

35Likes
53Kommentarer
2740Visninger
AA

6. Den udvalgte…?

    Når en dag endte dårligt, eller i dette tilfælde underligt, gik vi tit tavse i seng. Jeg var chokeret. Hvis den skikkelse jeg så ude i skoven var Karlark, så betød det, at han var i live… Og han ville sikkert bringe kaos tilbage. For tyve år siden, var alle konstruktioner færdige efter hans sidste terror. Tyve år er ikke meget. Vores lille hytte var kun tretten år.
   
   
Igen lå jeg søvnløs, men denne gang var det mit eget valg. Mit hoved var overfyldt, og jeg følte ingen trang til at sove, men alligevel var det lidt ensomt og… Uhyggeligt. Jeg forstillede mig hele tiden det forslåede ansigt af Karlark, kigge ind af vores runde loft vindue. Normalt havde jeg ikke noget imod mørke, men denne nat var anderledes. Det var en uhyggelig slags mørke. Jeg vendte mig så jeg konfronterede Hartley. Hendes øjne var åbne, hvilket skræmte mig en smule.
   

    "Kan du heller ikke sove?" hviskede hun. Jeg rystede på hovedet. "Det er uhyggeligt ikke? Tænk hvis Karlark faktisk er kommet tilbage." Hun lagde sig på ryggen, med hænderne hvilende bag hovedet og kiggede op i loftet.
   
    "Jeg synes det meste uhyggelige er hvordan jeg tager det," hviskede jeg og trak på skuldrene. "Normale personer ville bare have sagt: 'Okay, det her er lidt creepy," det fik hende til at grine. Jeg fortsatte: "Men jeg har drømme om ham, om Orwyne."
   
    "Alissa," sukkede hun, og vendte sig om på siden igen. "Du er ligeså normal som mig. Eller så normal som jeg kan være." Vi grinede let af det, før jeg vendte mig om på ryggen og faldt i søvn.

    Mine øjne gled langsomt op. Lyset fra min natlampe var tændt, og i mit hoved var der intet der gav mening lige nu. Mit første syn var Elena, der åbenbart havde prøvet at vække mig længe. Hun så halvt bekymret ud.
   
    "Hvad sker der?" kvækkede jeg og satte mig. Mit synsfelt var sløret, så jeg gned mine øjne. "Hvorfor er i alle vågne?" Det gik nemlig op for mig, at drengene stod i dørkarmen, og Hartley sad på sin seng.
   
    "Du har gæster," hviskede Elena, som stod foran min seng. "Det er nogle fra ministeriet... De sagde, at det var meget vigtigt!" Ministeriet? Hvad ville de her? Jeg tænkte kort. Var det noget med mit arbejde? Arv? Jeg håbede på arv, vi kunne godt bruge en det… Jeg besluttede mig kort efter.
   
    "Fortæl dem, at jeg er klar om ti minutter," sagde jeg, hev min dyne af og passerede dem alle sammen, velvidende om, at jeg kun havde shorts og nat bluse på. 
   
    Fraværende åbnede jeg døren ind til badeværelset, og lukkede den igen. Det tog ikke frygteligt lang tid at gøre mig klar. Jeg tog bare det samme tøj på som i går. Det lugtede lidt af os fra toget, men ellers var det rent og uden pletter.
   
    Jeg stirede ind i mine egne øjne - ud i uendeligheden. Alle mine tanker var samlet på et sted, men på samme tid var de alle spredt ud over det hele. Jeg kom langsomt ud af uendeligheden igen.
   
    "Lad være med at være en kujon." hviskede jeg til mig selv, og vendte mig om og gik.

    Da jeg kom ned til dagligstuen stod tre mænd i jakkesæt, slips og skindenne sko. Jeg kunne hører mine venner tale inde ved siden af, i køkkenet. Den eneste af de tre mænd jeg kendte, var rådsmand, Irald Buran, han havde været i tv'et nogle gange, selvom jeg kun så tv på gaden, da vi ikke havde råd til et selv. Han var karseklippet, mørk i huden og havde de mest hypnotiserende øjne i verden. De var blå, men ind imellem kom en grøn streg snigende. De andre to, var i de halvtreds år. Den ene havde blond hår, mens den anden havde halvt gråt, halvt sort hår.
   
    Der var en anspændt stemning i luften. Det var som om, at ingen turede at sige noget, indtil ham med det blonde hår sagde noget.
   
    "Miss Spree," sagde han tøvende. Hans blik flakkede rundt i hele lokalet. "Det må være noget af en overraskelse, at… Æh… Se tre mænd for ministeriet her… Ehm…" Jeg løftede mit ene øjnebryn og lagde mine arme over kors. Han kiggede nervøst ned på mig.
   
    "Skal vi… Ehm… Mit navn er Ranwar Padilles. Og dette Ben Cosko og Irald Buran." de andre mænd bukkede. "Skal vi fortsætte denne samtale i Jeres spisestue, dette er ret vigtigt." Ved siden af vores stue var en medium stor spisestue, men den blev kun brugt hvis vi havde gæster over - hvilket var meget sjældent. Jeg sank en klump, og nikkede så.

    Ben Cosko lukkede rulledøren og satte sig ved siden af Irald. Jeg havde sat mig for bor enden, så de alle kunne se mig.
   
    "Så, grunden til vi er her…" sagde Ben. "Vi har sporet dig hertil, altså af De Tre Hekse. De siger, at De kunne være…" Jeg afbrød ham.
   
    "Sporet mig?" udbrød jeg irriteret. "Kan man bare sådan… Spore folk? Og hvem er De Tre Hekse?" De udvekslede alle tre blikke, og kiggede så tilbage på mig.
   
    "Ved De ikke hvem de er?" spurgte Irald mig. "De tre hekse er urtidens hekse. De har været her siden begyndelsen af menneskenes tid, helt indtil nu. De kender hver og en formular." Jeg nikkede kort, som et tegn på, at de skulle fortsætte.
   
    "Grunden til, at vi er kommet i dag er, at de tre hekse har set ud i fremtiden," fortsatte Irald. "De har set, at De… At De kunne være den nye element behersker." Først var jeg chokeret og sad mussestille. Der var tavshed i snart tredive sekunder, indtil jeg kom til mig selv igen.
   
    "Det må have været en fejl," sagde jeg og pillede ved min bluse. "Jeg er…. Jeg ved det ærlig talt ikke."
   
    "Det er helt okay at tvivle," sagde Ranwar og smilede. "Heksene sendte os med nogle nøgleord vi kunne spørge Dem om."
   
    "Har De mødt Karlark, eller… Set en skygge der kunne være ham?" spurgte Ben.
   
    "Ja, jeg så ham for nogle dage siden. Han slog mig ud."
De udvekslede blikke og nikkede. Ranwar overtog og sagde: "Har du haft nogle illusioner, dagdrømme og så videre om Karlark." 
   
    "Jeg har haft de her drømme om ham, og Orwyne," sukkede jeg, da jeg fandt ud af, at jeg skulle til at snakke om drømmene. "Jeg tror, jeg ved ikke, men jeg tror, at det er opgøret mellem dem. Altså får snart 51 år siden." 
   
    "Det er meget… Foruroligende nyheder," messede Irald. Der var stille noget tid indtil, at Ranwar rejste sig og sagde: "Vil du have os undskyld i fem minutter? Dine venner er tydeligvis… Meget interesseret i denne samtale." Han svingede med sin hånd, og døren åbnede sig. Tenzen og de andre faldt bogstavlig talt ind ad døren. Hartley kiggede undskyldende op.
   
    "I må have os undskyldt," gentog Ranwar, og gjorde tegn til de andre. Da de var ude, slængede mine venner sig rund om bordet.
   
    "Den udvalgte, hva?" smilede Seth, og smed sine fødder op på bordet, men Hartley hev dem straks ned igen.
   
    "Ikke den udvalgte, vi ved ikke engang om det er rigtigt," mumlede jeg.
   
    "Den udvalgte eller ej," nærmest sang Hartley. "Du er stadig den person der kan kontrollerer elementerne. Tænk, det er dig..."
    
    "Det er ikke mig der kan kontrollerer dem!" udbrød jeg, og Hartley veg tilbage. "Det er overhovedet ikke sikkert! Og hvis det var, så skulle jeg dræbe ham! Suge livet ud af ham." Jeg talte i væmmelse. At suge livet ud af et andet væsen. Se livet falde ud af han øjne. Brænde ham op, nej tilintetgøre ham. Eller i værste tilfælle - omvendt.
   
    "Ja, vil du ikke være Vertseas frelser?" fnøs Tenzen. "At skyde med ildkugler kunne være sejt. Det ville gøre dig endnu mere sejere end du allerede er." Jeg tog ikke komplimentet til mig, jeg rødmede blot let. Hvordan kunne de tænke om det på den måde? Ville de slet ikke tøve med at tage livet på en anden person?

    Der var gået mindst ti minutter, og de andre havde plapret løs om de superkræfter, som de var så sikre på, at jeg havde. Jeg havde selvfølgelig fornægtet det hver gang, da jeg havde så mange blandede følelser om det. Skulle jeg være glad, og tage det som en kompliment, eller skulle jeg… Ja, være som jeg var nu.
   
    To minutter senere blev døren trukket op, og Ben, Ranwar og Irald trådte ind ad døren. Det var svært at tyde deres ansigter, da de var neutrale. Da mine venner skulle til at rejse sig, sagde Ben:
   
    "Sæt jer bare ned," hans tonefald var blidt, men bestemt på samme tid. "Jeg tror dette vil interessere jer." De gjorde som han sagde, og mændene gjorde selv det samme. Irald foldede hans hænder og så mig dybt ind i mine øjne. Hans blik gennemborede mig, men det gav mig en slags indre ro. Den beroligende formular, selvfølgelig. Man skulle bare kigge en dybt i øjnene, og sende nogle latinske ord via noget energi. Jeg havde egentlig aldrig helt forstået det.
   
    Jeg kunne mærke roen gjorde mit ansigt slapt, det var en bivirkning som yngre kunne få, hvilket fik Tenzen til at gispe og udbryde:
   
    "Hvad er det i gør ved hende?"
   
    "Vi beroliger hende bare," forsikrede Irald ham om. "Det kan komme som et let… Chok det vi skal til at fortælle hende."
   
    "I ved godt, at jeg kan hører hver og et ord i siger," mumlede jeg og tvang mit blik ud af Iralds dejlige, tunge blik. "Og hvad er det i vil sige? I har kontaktet heksene, og jeg er ikke den 'udvalgte'. Det betyder intet." De kiggede underligt på hinanden.
   
    "Det er faktisk det modsatte vi har at fortælle dig," sagde Ranwar, alt for optimistisk. "Vi kontaktede De Tre Hekse, og de er helt sikre på at du er den nye element behersker." Min underkæbe faldt ned til brystet. Rundt om mig jublede folk. Tenzen klappede mig på ryggen, mens Hartley hvinede mig ind i ansigtet, men alle råbene lød bare som fjerne ekkoer. Hele min verdenen gik i slowmotion.
   
    "Stop!" udbrød jeg og rejste mig op. Mine hænder var solidt placeret på bordet, over for ministeriet. "Hvad betyder det her? Hvad har dette at gøre med Karlark? Hvorfor kan i ikke bare dræbe ham? Hvorfor give en seksten årig pige ansvar som en voksen? Hvorfor mig?" De kiggede alle sammen forskrækket på mig, som om jeg var sindssyg. Det var jeg ikke. Sekunderne gik, og stilheden føltes mere og mere ubehagelig. Ben rømmede sig og sagde så:
   
    "Hvorfor det er dig, er det kun naturen du kan sætte spørgsmålstegn til," han så alvorlig ud. "Men det med Karlark kan jeg fortælle dig noget. Ved du hvad De Tre Hekse gjorde?" Jeg rystede blot på hovedet. 
   
    "Da Karlark levede, for første gang, kontaktede han De Tre Hekse," sagde Irald, men blev så afbrudt af Elena. 
   
    "Er det hundred procent sikkert at han er vendt tilbage?" spurgte hun med store øjne. Irald kiggede forvirret over på hende og sagde:
   
    "Ja, det er hundrede procent sikkert," sagde han. "Ellers ville vi ikke være her, og informere jer om det. Plus, så så vi ham i Elfvalley, for en dag eller to siden. Det er sikkert ham der dræbte de uskyldige væsner." Elena faldt tilbage i stolen, og kiggede undskyldende over på Tenzen, som sad med et smørret smil på læben.
   
    "Ja, hvor kom jeg nu fra… Karlark opsøgte heksene og spurgte dem til råds," gentog Irlad. "Han ville gerne være udødelig, men det kunne heksene ikke hjælpe ham med, de tilbød ham i stedet, et alternativ. Han ville leve ligeså længe han ville, men hvis han blev dræbt af De Fire Elementer, så ville det være forbi. Og siden du er kontrolløren af elementerne, så er det kun dig der kan kontrollere dem og dræbe Karlark."
   
    "Skulle De Tre Hekse overhovedet ikke have noget til gengæld?" spurgte jeg, og lagde armene over kors. "Altså de gav ham jo, næsten, gaven udødelighed. Og hvorfor hjælper de så jer? Er de ikke de onde?"
   
    "Nej, de gjorde bare en fejl," sukkede Ben, en smule sørgmodigt. "Det var en sørgmodig dag for os alle, men de mente ingen ondskab. Det Karlark skyldte dem, var hans hjerte. Han gav dem hans hjerte, for han kunne jo leve uden det." Jeg kiggede forvirret på dem.
   
    "Hvad dælen skulle de bruge hans hjerte til?"
   
    "Hjertet af en 'udødelig' kan bruges til en masse," forklarede Ben. "Det kan bruges til at kurere sygdomme, vække døde til live og mange andre ting." 
   
    Der var tavshed efter den kommentar. Jeg vidste ikke selv hvad jeg skulle sige. Skulle jeg bare sige, okay ham besejre jeg da lige. Nej, for jeg vidste, at det var umuligt. De kunne se min usikkerhed. Jeg kunne mærke dem stirre på mig. Deres blikke hvilede på mig, og som små begejstret børn, ventede de i spænding på et svar.
   
    "Okay, jeg er vel… Okay, med det der element kontrollør " sagde jeg. "Men hvad betyder det lige? Hvad er De Fire Elementer?"
   
    "De Fire Elementer er faktisk objekter," sagde Ranwar. "De findes fire forskellige steder her i Vertsea. Orwyne gemte dem efter hun havde brugt dem. Problemet med dem er, at de er så forfærdelig upraktiske. Du skal holde et element for at kontrollere det. Du kan ikke bare gå amok, som… I vel nok kunne sige." Seth forsøgte at kvæle et fnis, men det lavede sig om til en væsen.
   
    Jeg nikkede langsomt, da jeg indså, at dette var min skæbne.
   
    "Okay," sagde jeg med en bestemt tone. "Hvor skal jeg lede?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...