Because of you - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Færdig
Madison Reed og Justin Bieber plejede at være bedste venner, men Justin's ry kom i vejen for deres venskab. Madison var fuldstændig knust, eller er hun det stadig?
Madison plejede altid at være en glad, sød og imødekommende person, men efter hendes forhold blev ødelagt har alt gået ned af bakke for hende.. Madison spiser en del, hun er ikke tyk, hun er bare normal størrelse, men på hendes high school er man dømt til at blive mobbet hvis bare man ser en smule forkert ud, og mobbet, det bliver Madison. Det er ikke fordi Madison er forkert hun er faktisk meget smuk, men de populære syntes åbenbart noget andet.
Madison's far døde lige før Justin havde 'forladt' hende, men hvad sker der den dag de populære på hendes skole finder ud af at lige netop dét er hendes svage punkt, og hvor er Justin i alt det her?
Følg med i 'Because of you - Justin Bieber' og find ud af det.
* Denne novelle læses på eget ansvar* (Justin er ikke kendt)

136Likes
102Kommentarer
19991Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

(Justins synsvinkel)

 

 

Jeg ved godt det var forkert at sige til de andre at Madisons far var død… Men at slå mig var måske lige i overkanten? ”Dude, slog hun dig lige”, spurgte Ryan mens alle de andre stod og kiggede måbende på mig. ”I guess”, sagde jeg og kiggede ned i jorden, hold da kæft hvor har jeg dårlig smag i munden.

Uden at tænke over det vende jeg mig om og begyndte at løbe efter hende, selvom jeg ikke længere kunne se hende. Jeg hørte det andre råbe efter mig, men lige nu kunne de rende mig, jeg skulle finde Madison og det skulle være nu.

Jeg kom ud af skolen og stod på parkerings pladen da jeg fik øje på hende, hun var på vej ind i skoven, hvad fanden ville hun der? Uden at vide hvad det var jeg ville satte jeg i løb efter hende, men da jeg nåede udkanten af skoven kunne jeg ikke se hende.

”Madison”, råbte jeg i håb om at hun ville svare, men hvem prøver jeg at narre? Hun gad mig ikke mere, jeg havde såret hende for to år siden og så igen for to minutter siden.

Jeg gik ind i gennem skoven da jeg pludselig hørte hulk og det kom over fra mig højre side. Da jeg vende blikket mod hulkend så jeg Madison sidde med hendes ben trukket op under hende og hendes ansigt begravet ned i hendes knæ. Jeg bevægede mig ligeså stille hen mod hende men stoppede en fem meter foran mig da tanken slog mig; hvad er det jeg vil? Jeg ved jo ikke engang hvorfor jeg var fulgt efter hende, jeg havde ikke snakket med hende i to år. De to år hvor jeg hver dag har fortrudt at jeg gjorde som jeg gjorde; jeg skubbede et af de få mennesker jeg stolede fuldt ud på, væk fra mig. Og grunden til jeg gjorde det var endnu mere latterlig end det faktum at jeg rent faktisk skubbede hende væk fra mig. Grunden til jeg gjorde det var fordi jeg var ved at få lidt for varme følelser omkring hende, og så døde hendes far og jeg kunne ikke holde ud at se hende så ked af det hele tiden, så jeg valgte at skubbe hende væk fra mig uden at tænke på hende… Det eneste jeg tænkte på var at jeg ikke kunne se på hende være så ked af det, og tanken om at det var mig der blev nød til trøste hende gjorde så ond, for jeg kunne jo ikke gøre hende glad på den måde jeg gerne ville; holde om hende, kysse hende og kalde hende min. Det kunne jeg jo ikke gøre, og hvis ikke jeg kunne gøre det på min måde måtte jeg jo bare skubbe hende væk fra mig, men det viser sig at det blot gjorde hende endnu mere knust end hun var i forvejen. Og den handling havde jeg fortrudt hver dag siden.

Jeg blev vækket fra mine tanker da jeg pludselig ikke kunne høre hendes hulk længere. Jeg kiggede ned blot for at møde hendes skræmte blik. Hun slap hendes greb om hendes ben og brugte hendes hænder til at skubbe sig bag ud, altså længere væk fra mig. Jeg begynde at gå musseskridt hen mod hende, men da hun rejste sig for at løbe greb jeg fat om hendes venstre håndled så hun med det samme stoppede og kiggede først skræmt på mig for derefter at vende blikket ned på min hånd der holdt fat om hendes håndled.

Hun begyndte at græde endnu mere og jeg gv med det samme slip på hende og hun trak hendes arm til hende, men stod stadig som forstenet og kiggede på mig med hendes røde og opsvulmede øjne. Jeg kiggede ned på hendes håndled og lagde nu først mærke til de ar der gled op af hendes håndled. Jeg lukkede hurtigt det mellemrum der var i mellem os og greb fat i hendes venstre hån og med min anden hånd tog jeg fat lidt længere oppe på hendes arm. Madison prøvede bare at få hevet hendes arm til hende men jeg holdte godt fast.

Efter at havde stået og betragtet hendes ar kiggede jeg o og mødte hendes øjne, men de var ikke længere fyldt med tåre, nej det var fyldt med had… Og det had må jeg indrømme nok var påpeget mig. ”Madison jeg… ”, mere noget jeg ikke at sige før hun afbrudte mig. ”Justin du skal ikke engang starte. Kan du ikke bare gå ind til dine sølle venner og sige du har opdaget mine ar? Kan du ikke gøre det så de kan ødelægge mit liv endnu er ene de har gjort i forvejen? Hvorfor giver jeg overhoved dem skylden? Alt det her er din skyld Justin. Det er din skyld jeg er blevet som jeg er, så tusinde tak for det”, sagde hun vredt uden overhoved at cutte vores øjenkontakt på noget tidspunkt. Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at svide og hurtigt efter trillede den første tåre ned af min kind, men jeg var ligeglad. Alt det her var min skyld. ”Please ikke sig det er mig der har fået dig til at gøre det her”, sagde jeg og kiggede hurtigt ned på hendes ar som jeg kørte min tommelfinger hen over. Hun fnyste og rulle øjne af mig. ”Du fatter det ikke vel, Justin? ”, spurgte hun som om det hun gerne ville have mig til at fatte var det mest åbenlyse nogensinde. Jeg kiggede bare undrende på hende og rynkede let mine øjenbryn. ”Du var den eneste jeg stolede nok på til at fortælle mine dybeste hemmeligheder, du var den eneste der kende den rigtige mig, men alligevel var du også den der knuste mig mest. Og jeg hader dig. Jeg hader dig fordi jeg ikke kan stoppe med at elske dig”, sagde hun og trak hendes arm til hende og forlod mig fuldstændig mundlam og måbende. Hun elskede mig, hun elskede mig virkelig stadig efter to år hvor jeg ikke har snakket til hende og nærmest ikke engang kigget på hende. Hun elskede mig.

Efter jeg havde stået som frosset i et par sekunder vende jeg mig om og så at hun gik hen mod skolen igen men hun var kun nået en ti meter da jeg begyndte at løbe lidt efter hende og jeg nåede op foran hende og kiggede hende lige i øjnene ”Jeg elsker også dig”, sagde jeg stille mens jeg lagde min hånd blidt på hendes kind. Jeg nussede stille hendes kind, men da jeg skulle til at læne mig ind for at kysse hende skubbede hun mig væk så jeg gik et par skridt tilbage og kiggede undrende på hende. ”Justin jeg håber du forstår at jeg ikke kan tro dig, ikke efter alt det du har gjort”, sagde hun og satte igen i løb over mod skolen.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...