Because of you - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Færdig
Madison Reed og Justin Bieber plejede at være bedste venner, men Justin's ry kom i vejen for deres venskab. Madison var fuldstændig knust, eller er hun det stadig?
Madison plejede altid at være en glad, sød og imødekommende person, men efter hendes forhold blev ødelagt har alt gået ned af bakke for hende.. Madison spiser en del, hun er ikke tyk, hun er bare normal størrelse, men på hendes high school er man dømt til at blive mobbet hvis bare man ser en smule forkert ud, og mobbet, det bliver Madison. Det er ikke fordi Madison er forkert hun er faktisk meget smuk, men de populære syntes åbenbart noget andet.
Madison's far døde lige før Justin havde 'forladt' hende, men hvad sker der den dag de populære på hendes skole finder ud af at lige netop dét er hendes svage punkt, og hvor er Justin i alt det her?
Følg med i 'Because of you - Justin Bieber' og find ud af det.
* Denne novelle læses på eget ansvar* (Justin er ikke kendt)

136Likes
102Kommentarer
19579Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

(Madison’s synsvinkel)

 

 

De samme gamle skabe. De samme gamle gange. De samme gamle elever. Hvordan kan de vær jeg er den eneste der ikke er den samme gamle mig? Når ja, måske har det noget at gøre med at for to år siden miste jeg to af de mennesker jeg holder alléer mest af. Jeg mistede min far til cancer...

Og min bedste ven, rettere tidligere bedste ven røvrente mig lige efter min far døde. Så det, det har måske noget af gøre med at jeg ikke er den samme gamle mig. Af udsende er der ikke så meget der har ændret sig andet en jeg har taget et par kilo på, ikke fordi det gør så meget jeg er ikke tyk. Jeg har fået lidt længere hør, lidt mere markerede kindben, vokset lidt i højden og på brysterne og røven… Og så har jeg noget er er knap så glad for; hvide fine ar mit venstre håndled… Ikke noget jeg er stolt af at indrømme, det er så også kun min elskede storebror, Mike, der ved noget om de ar. Jeg kan da glædeligt sige det er Justins skyld… Det er hans skyld jeg begyndte at skære i mig selv. Eller nej det er ikke helt rigtigt, det har måske også noget at gøre med at jeg bliver mobbet sådan cirka hver dag i skolen… Men igen så er det jo Justin syld, det er jo ham og hans drenge og hans bitches der mobbe mig. Hold da kæft hvor lyder jeg egentlig ynkelig, men det har måske også noget at gøre med at mit liv er en stor kliché.

Here we go agian, jeg stod ellers bare lige så fredeligt henne ved mit skab i fuld færd med at finde mine engelsk bøger frem til næste time, da jeg blev prikket på skulderen. Og guess what, da jeg vender mig om er det såmænd Justin og hans ’gang’. Det er nu ikke fordi Justin nogenside er sådan med til at mobbe mig, men hold kæft hvor gør det ondt at se ham bare så og se til når de står og sviner mig til. Jeg må nok indrømme, jeg er nok ikke helt kommet mig over at han forlod mig, så jeg nu er helt alene. Og når jeg siger alene mener jeg det sku, der er ikke nogle der snakke med mig, halvdelen af skolen ved ikke hvad jeg hedder… Det mest ironiske er, at før min far døde var jeg noget af det gladeste og imødekommende menneske jeg kende. Altså jeg var populær. Det allermest ironiske er, at dem der dengang kaldte sig mine venner er dem der nu står foran mig med kække smil plantet på deres læber og klar til at nedgøre mig om og om igen.

”Nå nå nå, hvem har vi så her? ”, sagde Ryan med et kæk grin. Jeg gjorde so jeg altid plejede jeg vendte mig om og gik min vej. Men nej nej, de skulle jo lige følge efter mig og før jeg vidste af det var jeg presset op mod en tilfældig skabsloge af Ryan, mens de andre bare stod og grinte. Eller nej ikke Justin, han stod og så på mig med undskyldende øjne, hvad fuck?

”Hey du skal ikke bare gå når jeg taler til dig, er du med”, sagde han lige op i hoved på mig med sammen bidte tænder. Okay så nu gjorde jeg noget jeg ikke har gjort i lang til, som jeg nok heller ikke skulle have gjort, jeg svarede igen. ”Hvis du vil have svar på dit spørgsmål før, så kan du vel se hvem der er? Eller er du nu også blevet blind? ”, sagde jeg med afsky i stemmen fordi han stod så tæt på mig jeg kunne mærke hans varme ånde mod mine læber.

De måbede alle over hvad jeg sagde, men jeg skubbede bare Ryan væk fra mig og vendte mig om for igen at gå mod min klasse. ”Fuck ned til helvede, jeg er sikke på din far også venter på dig”, jeg stoppede op med det samme, lukkede mine øjne hårdt i håbede blot at når jeg åbnede dem var det hele bare en drøm. Men nej, jeg åbnede dem igen og jeg stod stadig helt frosset på gangen og elever blev ved med at gå ind i mig fordi jeg ikke rykkede mig.

Det var først da klokken ringede jeg kom til mig selv igen. Lige pluslig forstod jeg godt hvorfor Justin kiggede på mig med så undskyldende øjne. Han havde fortalt dem det. Han havde fucking fortalt dem at min far var død. Han var den eneste ud over min familie der vidste det.

Jeg mærkede de svidende tåre begynde at samme sig i min øjenkrog og det varede ikke længe før den første trillede ned af min kind. Jeg vende mig langsomt om, blot for at se de store fede og flabede smil de alle havde plantet på deres læber, igen bortset fra Justin han stod stadig og kiggede undskyldende på mig. Jeg kunne mærke vreden blusse op i mig samtidig med at jeg bare havde givet tårende lov til at løbe om kap ned af mine kinder.

Jeg gik målrettet hen mod Justin og da jeg stod lige foran ham kiggede jeg op på ham. ”Har du sagt det? ”, sagde jeg med en så dirrende stemme at jeg ikke engang selv kunne forstå hvad jeg sagde. Jeg tog en dyb indånding. ”Har du sagt det til dem”, skreg jeg nu op i hoved på ham, men jeg formulerede det ikke engang som et spørgsmål for jeg vidste godt han havde sagt det, han var ligesom den eneste der vidste det.

”Madison... ”, mere nåede han ikke at sige for jeg havde hævet min hånd og svingede den alt den kraft jeg havde hen over hans kind. ”Du er utrolig”, sagde jeg og samlede min taske op fra gulvet og løb grædende ud af skolen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...