Fri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 dec. 2013
  • Opdateret: 12 dec. 2013
  • Status: Færdig
I dansk skal vi skrive en novelle, jeg er så færdig lidt før tid og ville elske lidt respons fra nogle andre. Den er nok lidt mørk, det er ihvertfald det mine forældre har sagt. Så kom gerne med jeres mening!

Den handler om den 15-årige dreng Mark, han lever i en mærkelig fremtid. Hverdagen er normalt ikke nem, men det bliver ikke nemmere af at Mark lider af skitzofreni. Han hører stemmer og har en hallucination kaldet Michael.

3Likes
2Kommentarer
285Visninger

1. Fri

Ubrugelig. Ligegyldig. Idiot. Jeg tager mig til hovedet, de var tilbage, stemmerne. Jeg vender mig om i de let fugtige lagner. Hvis jeg bare kunne sove videre. Ikke at det ville holde dem fra at genere mig, men så ville de i det mindste være mindre virkelige. Jeg ved at jeg nok ikke kan falde i søvn igen, men jeg orker virkelig ikke endnu en dag. Endnu en dag med bræklignende mad, nye sår til at kompensere dem der allerede er og selvfølgelig den hårde træning. Alt dette bliver ikke bedre af, at der også er Michael. Ingen andre kan se ham, men jeg kan, og jeg ved at han er ægte. Det er de sår og rifter han giver mig i hvert fald.

 

Stille, ganske stille begynder jeg at kunne høre en sirene. I starten er jeg ikke sikker på om den er virkelig, det kunne meget vel være en del af mine sædvanlige hallucinationer. Men jeg bliver overbevist om at den er virkelige, da de andre i salen begynder at vågne, jeg kan høre dem omkring mig. Ikke fordi de siger noget, det er der aldrig nogle der gør. De sætter sig bare op, og bliver siddende. Lytter, ligesom mig. Vi ved alle at vogterene snart kommer, og at de vil tage en af os med sig.

Efter det der føles som en evighed, men nok mere realistisk er 30 sekunder, bliver døren hamret op og en gruppe af hvidklædte mænd rykker ind ad døren, lyden af støvlerne mod gulvet bryder tavsheden. De placere sig i en tæt formation. En af dem træder frem. Hans dragt er ikke hvid som de andres, men rød. Blod rød. ”Mark Pitts” Hans stemmer runger i hele rummet.

Der går lidt tid før det går op for mig, at alle har vendt blikket mod mig og at det var mit navn der lige blev råbt højt. Jeg ser lidt rundt. Blikkene der er vendt mod mig er fyldt med en blanding af medlidenhed, fordi de ved at jeg ikke kommer tilbage, men også lettelse, fordi det ikke var dem der blev valgt ud..

Jeg lukker øjnene, fokus Mark, fokus. Jeg ser ned imens jeg rejser mig. Fokus, fokus! Jeg trækker mine bukser op og tager min bluse på. Velvidende om at alles blikke er rettet mod mig snører jeg mine støvler.

”Drop det, de vil sikkert alligevel bare dræbe dig på stedet” Jeg kan mærke Michaels kolde aura ved siden af mig. Jeg må ignorere ham. Fokus.

Med tunge skridt og stadig sænket blik går jeg op til ham i rødt. Trods min store trang til bare at stikke af, ser jeg manden i øjnene. Mit blik er fast, nu må der ikke vises nogle tegn på svaghed. Uden at jeg når at opfange det, får manden trukket en lille anordning frem. Hurtigt stikker han den ind i siden på mig. Mit smertecenter har for travlt med de 10000 volt strøm der begynder at strømmer igennem min krop, til at jeg kan mærke det da jeg falder. Sjovt nok virker mine øjne stadig, en anelse sløret men jeg kan se. Jeg ser to hvidklædte bukke sig ind over mig for at tage fat i mig. Men det er ikke dem jeg lægger mærke til, jeg ser kun Michael. Han står der ved siden af mig, med det smørret smil ”Endelig nogle der har opdaget hvor ubrugelig du er, de begraver dig sikkert. Levende” Han ler ”Eller måske sætter de dig på den lukkede” En endnu højere latter ”Du er jo ikke helt rask..” Jeg hører ikke mere, ikke før alt bliver sort.

 

I dette mørke, er stemmerne ikke længere kun stemmer, de har en form. Store. Små. Tykke. Tynde. De siger ting, jeg kan kun se det på deres munde. Der kommer ikke noget ud. Ikke ord i hvert fald. Kun knive, der kommer knive ud ad deres munde. Knive som stikker mig, knive som skaber sår. Sår der går helt ind i min sjæl. Det gør ondt, det gør ufattelig ondt.

Jeg kan ikke klare det mere, alle sårene bliver for store. For dybe. Jeg rejser mig. Vakler ud af min seng, jeg havde ikke engang lagt mærke til at jeg lå der. Jeg får kæmpet mig over til et skab. Michael står derover, han smiler. Det irriterende smil, som altid er efterfulgt af flere knive. ”Drop det Mark, du er dum. Har vi ikke fået dig til at indse det?” Han ler. Jeg skubber ham lidt væk, jeg må ind til skuffen. Jeg åbner den og ser med det samme en lang række af kanyler. En burde kunne gøre det, en burde kunne sætte en stopper for det hele. Med en let rystende hånd tager jeg en af dem op. Hvilken magt den har, på få sekunder ville den kunne stoppe det. Jeg ser på Michael, han siger noget. Men igen hører hører jeg det ikke, jeg mærker kun knivene. De borer sig helt ind. Min bevægelse er mere beslutsom da jeg presser den spidse kanyle ind i mit kød.

Gør det, gør det nu. Hvad venter du på?..

En lille tåre løber ned af min kind. Jeg trykker ned, presser væsken helt ind i mit kredsløb. Allerede der føler jeg mig fri, en smule mere fri.

Virkningen kommer langsomt, ganske langsomt kan jeg mærke at jeg bliver svagere. Jeg lader mig dumpe ned på gulvet. Foran mig begynder en lille klump, ikke mennesker mere væsner, at samle sig, det er stemmerne. Selvfølgelig med Michael forrest. De smiler. Deres job er fuldført. De har knækket mig. Døren går op, en hvidklædt kvinde kommer ind. Da hun ser mig på gulvet skynder hun sig ned til mig. Hun rusker i mig, prøver at få kontakt. Men jeg er allerede væk, næsten i hvert fald. Hun græder. Rusker i mig. Flere kommer til. Jeg smiler bare.

Med mine sidste krafter får jeg fremtvunget et lille ord: ”Farvel”, det var ikke til de hvidklædte, men til dem bag dem. Til Michael. Til stemmerne.

 

Jeg er fri nu. Fri fra alle stemmerne. Alle påmindelserne om hvor ligegyldig og uduelig jeg er. Fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...