Endnu en

Unge Grace går igennem et hårdt brud med hendes elskede Matthew. Hun holder sig sammen med hendes bedste ven og ekskæreste Logan. Men han begynder at holde mere og mere af Grace og det bliver et problem for ham.

0Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

2. Lad mig være i fred

Med en hurtig bevægelse vendte jeg mig endnu engang væk fra ham og gik ud af køkkenet. ”Hold nu op!” Lød det bag fra mig. Med et listigt smil gik jeg ovenpå igen og ind på mit værelse. Jeg smed mig på sengen sammen med brunkageposen. Der lød en masse knase lyde fra posen. Jeg rullede rundt på sengen og så at som den elegante person jeg nu var, så var jeg landet på posen. Selvom posen var mast og de små fine blomsterformet kager var knækkede og passede fint ind i en dommedagsfilm, så åbnede jeg den ihærdigt og begyndte at fråde mig i de lækre godter.

 Min mobil, som lige nu lå på gulvet med en ødelagt skræm som altid, fandt jeg frem og ringede så til Logan. Han tog den ikke de første par gange men tredje, fjerde gang tog han sig vidst sammen og tog den. ”Logan! Du må ikke lægge på! Hør.. Jeg er virkelig virkelig ked af det!” Han afbrød mig. ”Grace. Det er okay. Jeg ved godt at det vi havde var underligt og det er noget vi begge har lagt bag os. Jeg var bare ”fanget i øjeblikket” af alt det ultra dramatiske som vi snakkede om og jeg vidste ikke hvordan jeg rigtig skulle reagere. Det er jeg ked af.” Jeg smilte lidt for mig selv. ”Godt. Men ja…” Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde sådan set forberedt en hel tale som jeg var klar til at holde for ham, bare for at få ham til at tilgive mig. ”Gracey. Jeg skal til fodbold nu. Vi ses i morgen ikke?” ”Jo, selvfølgelig. Vi ses i morgen.” Jeg lagde på og lagde denne gang min mobil roligt ned på mit natbord som jeg så fint havde fundet i IKEA.

Den næste morgen gjorde jeg mig klar til skole ved at tage en kæmpe oversize t-shirt på med et eller andet logo og så nogle dejligt stramme jeans. Sminken var ikke noget jeg gad i dag. Jeg tog min taske og gik ned til køkkenet. ”Er du allerede klar?” Stemmen kom fra min bror. ”Ja, har du et problem med det?” Han svarede ikke. Tavs gik han væk fra mig. Udenfor holdte Logan og ventede på mig. ”Hej” Sagde jeg overrasket. Det var uventet at han var der. Vi havde ikke fulgtes ad til skole i lang tid. ”Jeg tænkte lige at jeg ville hente dig. Godt jeg kom her i god tid. Hop ind!” Fra førersædet rakte han sig over mod den modsatte dør og åbnede den. ”Klar til den første skoledag?” Jeg fnyste af ham. ”Er der nogen valgmuligheder?” Jeg lukkede døren efter mig og så kørte vi af sted.

Ved skolen stod de forskellige klasser omkring deres biler og snakkede om den ”totalt syge fest” som nogle af de populære fyrer holdte i fredags. ”Dommedag er nær” Sagde jeg for mig selv. ”Rolig Gracey. Der er sikkert ikke nogen som kommer til at tænke på det.” Han smilte venligt til mig og sted ud af bilen. Han låste døren efter mig og så gik vi op mod skolen. ”Se! Der er slet ingen der tænker over det!” Han havde ret. Alle de forskellige mennesker var slet ikke interesseret i hvad jeg gik og lavede. Eller hvad jeg gik og følte. Det hele var slet ikke så slemt igen. Jeg skulle nok overleve det her. Den første dag er jo den værste.

Det var helt normalt indtil Mathew kom hen til mig. Jeg sukkede højtlydt af ham. ”Hvad vil du?!” Jeg vendte mig skuffet om imod det kolde metalskab igen. Mine bøger lå rodet og smidt sammen i skabet. ”Lyt nu til mig Gracey!” ”Du skal IKKE kalde mig det!” Jeg lukket skabet sammen med et brag og det fik pludselig alle på gangens opmærksomhed. Alle kiggede men jeg kunne mærke at jeg var ligeglad. ”Gracey… Grace. Folk kigger altså. Drop nu det der.” Sagde Mathew dæmpet. ”Jeg er ligeglad! Du har ødelagt mit liv ved at være sammen med den skide irriterende løgner af en ven at være!” Jeg kiggede rundt omkring mig og kunne se de mange unge stå med deres mobiler og filmede mit mindre flip. ”Grace! Jeg gjorde det ikke medvilje! Det skete bare.” Han råbte lidt til at starte med, men så stoppede han pludselig, og snakkede så dæmpet til mig. ”Jeg er ked af det. Jeg ved godt at det var forkert men vær nu sød at tilgive mig.” Jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg kiggede op i luften. ”Hvis du er så mega ked af det. Men hvis du virkelig mente det, så ville du aldrig gøre det! Du betyder intet for meget mere. Så stop med at ringe til mig! Og lad mig være i fred!” Jeg vendte mig om og løb væk fra den store mængde af mobiltelefoner, hårlak og voks. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...