Budda

Budda er en dreng der har lidt meget tab. Men sammen med Jamal skal hverdagen nok blive letter. Den dag Budda og Jamal vælger at trods systemet, det vil sige det prøve at flygt fra den usle ø de bor på…

1Likes
0Kommentarer
200Visninger

1. Budda

Jeg går op på engen, og sætter mig for at vente. Det var meningen, at mig og Jamal skulle mødes her oppe, som vi plejede. Men han kommer sikkert ikke foreløbigt, hver gang vi har skulle mødes, er han altid kommet for sent. Men selv om jeg ved, han vil komme for sent, er jeg alligevel gået her op ved 3 tiden, som vi aftalte. Jeg sidder op af et stort træ der skygger for solen, jeg kan ikke huske hvad træet hedder, selv om jeg har set det 100 gange. Vejret er dejligt, vinden er mild og varm, og solen står stadig gul og rund oppe på himlen. Jeg finder min bog frem fra tasken, jeg har altid en bog med, for man ved ikke, om Jamal er 10 minutter forsinket eller 30. Så jeg sætter mig til rette og begynder at læse linjerne. Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? Tænkte han. Hvornår kommer han?. Jeg kigger op fra bogen, for at se hvad klokken er, den er kun kvart over 3. Jeg har læst denne her bog mindst 1000 gange, men det er min yndlings. Det kan bare godt blive lidt kedeligt, når man ved alt hvad der sker i forvejen, for jeg ved godt at lige om lidt, vil hovedpersonen Bubba se noget oppe på tårnet. Jeg fik bogen af min mor da hun stadig levede, hun havde opkaldt mig efter Bubba i bogen. Det var også hende der lærte mig at læse, der er ikke så mange der kan læse her. Jeg ved egentlig ikke, hvor min mor lærte det, men sådanne nogle små ting er jeg også først begyndt at tænke over efter hendes ulykke. Hun ville sejle ind til byen med en skipper der tit har sejlet folk væk fra øen, men af en eller anden grund ramte båden noget, og folk faldt i vandet, mange af dem der faldt i, overlevede ikke for det var midt i november, og vandet var for koldt. Jeg river mig løs af alle minderne. Jeg vil ikke begynde og græde nu, så jeg begynder at læse videre. Pludselig var der noget, der bevægede sig – oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se, hvad det var. Jeg bliver så forskrækket, at jeg smider bogen fra mig, og vender mig om. Jeg får et lille smil frem, da jeg ser Jamal rulle rundt at grin. Jeg begynder at grine med ham, det er godt at se ham igen. Han er den eneste der kan få mig til at grine. Men der er ikke mange der prøver, efter min mors død snakkede jeg ikke med nogen, og folk snakkede heller ikke med mig. Men da jeg mødte Jamal for ca. et halvt år siden forandrede det alt, jeg begyndte at få en ven, hans mor og far var blevet pisket ihjel, mens han så på, før jeg mødte ham troede, jeg ikke at nogen kunne have det dårligere end jeg havde det, men da jeg mødte ham og hørte hans historie, fik jeg et helt andet syn på livet. Og hvis det ikke havde været for Jamal ville jeg sikkert ikke have kommet mig over tabet af min mor. Jamal kigger på mig med tårer i øjnene, han er først lige stoppet med at grine, jeg spørger ham, hvad han har med i sin taske. Han hiver et stykke papir op af tasken og kigger forventnings fuldt på mig, jeg kigger bare skævt over til ham, og spørger hvad han skal med det papir. Han fortæller, at det er en plan, han vil have, at vi flygter!. Der har altid været vagter her på øen, det er meningen, at vi ikke må forlade den. Men vagterne har aldrig været farlige, hvis han havde sagt det med planen da de ikke var farlige, ville jeg ikke havde tøvet, men nu hvor der er kommet vagter over det hele, og ikke af den slags vi havde før. Nu skal man næsten bare tænke på at forlade øen så bliver man skudt. Jeg siger til ham, at han er skør og at han da ikke mener det seriøst. Han kigger mig dybt ind i øjnende, og siger at hvis jeg ikke vil med, flygter han selv. Jeg ser noget brunligt i hans grønne øjne, jeg har aldrig bemærket det brune, jeg selv har helt blå øjne lige som min mor. Der går lidt inden, jeg forstår hvad det lige, er han har sagt, hvis ikke jeg vil med, gør han det bare alene. Jeg siger til ham, at jeg er med ham, vi har alligevel ikke noget at miste. Hans forældre er begge døde, og min mor er jo også død, og min far...... ja ham har jeg ikke set, siden jeg var 5 år. Jeg kan huske, at vi var nede ved vandet, ham,mor og mig vi badede og spiste brød mor havde lavet. Det var den sidste aften, inden han forsvandt. Så hvorfor ikke bare flygte. Jeg siger, at vi kan flygte på en betingelse, at Robert, Klif og Ethan skal med eller i hver fald have muligheden. De tre er også nogle af vores venner, vi mødte dem, en dag vi var på marken, og lige siden har vi været venner. Han syntes det er en god ide, og vi begynder at gå planen igennem. Da vi har gået planen igennem så mange gange, at man umuligt ville kunne glemme det, går vi ud for at finde de andre. Da vi alle er samlet ved træet fra tidligere, begyndte vi med at forklare. I starten var de også lidt skeptiske, men de ville alle sammen være med. Planen starter imorgen kl. 5 om eftermiddagen. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på hele hjemturen, det er som om min hjerne er ved at springe. Jeg tænker på, hvor godt det vil blive, hvis vi klare det, og hvor dårligt det vil blive hvis vi ikke gør......... . Det er der det slår mig, det er ikke sikkert, at vi alle klare det..... . Nej det må jeg ikke tænke på nu, for så tror jeg ikke, jeg kan gennemfører det. Hele aftenen og natten prøver jeg på at lade være med at tænke på i morgen, men det går ikke så godt. Jeg vågner med et sæt da Jamal vækkede mig. Jeg er så træt, at jeg ikke helt forstår hvad han siger, men efter lidt tid går det op for mig, hvad det er, han snakker om. Det er i dag, vi skal flygte. Jeg skal gå over til Ethan og Robert, det er meningen, at Jamal og Klif skal distrahere vagterne, imens vi finder en båd. Vi sidder i stilhed og venter, det hele starter om en halv time. Minutterne går så langsomt, at man skulle tro at viserne på mit lommeur var gået i stå. Jeg sidder og tæller fliserne i gulvet, da klokken bliver 5. Solen er ved at gå ned, da vi kommer udenfor. Vi går langs kirkemuren, det er den hurtigste og sikreste vej hen til havnen, vi skal gemmer os bag en busk. Havnen er omringet af et hegn, man ville sagtens kunne kravle over det, men der er bare så mange vagter, at det næsten er umuligt. Jeg kan næsten ikke sidde stille, da vi hører et kæmpe brag. Der er ca. gået 30 minutter, sidden vi kom ned til havnen, så da jeg løber efter Ethan, er mine muskler helt ømme. Jeg kommer sidst over hegnet, så jeg må spurte for at komme op til de andre. Vi finder den mindste, og hurtigste båd vi kan finde. Robert sejler båden over til stranden, hvor vi skal mødes med de andre. Der går så langtid uden der sker noget at vi er ved at dø af spænding, jeg er lige ved at opgive alt håb, da vi ser Klif komme løbende. Men da han er nået helt hen til båden, kan vi stadig ikke se Jamal. Klif er helt stille, da han enlig sige, at han ikke ved hvor Jamal er, og at Jamal var ligge bag ved ham, da han kiggede, men så kom vagterne, også spurtede han bare her hen. Jeg siger ikke noget, men kigger bare ud over stranden. Jeg ved ikke, hvor langtid der går, men til sidst giver jeg op og skal til at sige til Ethan, at han bare skal sejle. Da vi hører, at der kommer nogle løbende. Jeg skal lige til at løbe Jamal i møde, da vi hører skuddet.........

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...