De Efterladte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
En pige sendes til et ukendt sted. Her er hun i første omgang nødt til at klare sig selv, indtil hun møder noget hun ikke troede var muligt

4Likes
4Kommentarer
476Visninger
AA

4. Kapitel 3

Ansigtet, der tilhørte en ung mand så undersøgende på hende. Han lagde mærke til, at hendes ansigt fortræk sig i smerte, men han forblev, hvor han var. De andre, der stadig løb, vinkede til ham, da de kom tættere på. Da alle var kommet hen til ham og havde klappet ham anerkendende på skulderen, nærmede han sig pigen. Han undrede sig over, hvorfor hun ikke havde sagt noget, og konkluderede, at det skyldtes hendes vejrtrækning, der endnu ikke var blevet helt normalt. Han satte sig på knæene og så afventende på hende, men hun rørte sig ikke. Han forsøgte at røre hendes ansigt, der stadig lyste af smerte, men hun trak det væk, og så på ham med en blanding afsky og frygt. Han trak sig også lidt væk, og så op på de andre, der havde samlet sig i en ring omkring ham og pigen. Han forsøgte nu at røre ved den fod, hun tog sig til. Hun trak den væk. Han gjorde tegn til to af mændene, om at holde hende, og til sidst fik han sin vilje. Han rørte forsigtigt ved foden, men pigen stønnede af smerte. "Den er forstuvet." Sagde han og kiggede op de andre. Han bemærkede også forbindingen om skulderen.  Han lagde forsigtigt foden ned igen og så derefter på skulderen, men igen trak hun sig væk. Han så på hende. Hun var køn syntes han. Hendes ansigt var beskidt og havde små rifter, men trækkene var fine og bløde. Han bemærkede også hendes øjne, der havde en klar blå farve, men som også tangerede til det grålige. "Hvem er I?" Spurgte hun nervøst, og så rundt på alle de ansigter, der omringede hende. Den unge mand smilede. "Jeg kunne spørge dig om det samme." Sagde han og rejste sig op. Han gjorde tegn til de andre, der nikkede. Pigen så sig uroligt omkring. Da det gik op for hende, hun skulle med dem trak hun sig væk, men hun kom ikke ret langt, før en stor høj mand nærmede sig hende. Han tog fat om hende og løftede hende op i sine arme. "Hvor tager I mig hen?" Skreg hun, mens hun gav sig til at slå og sparke, hvilket hun dog også måtte opgive, da den forstuvede fod dunkede, for hver gang hun bevægede den. Da der ikke var nogle der svarede hende efter hun havde råbt et par gange, faldt hun sammen i mandens arme af al den udmattelse og smerte hendes krop var fyldt med. 

Hun mærkede en let prikken på den raske skulder, som langsomt fik hende til at slå øjnene op. Hun følte sig fortumlet og desorienteret og hendes blik var sløret. Da hun havde blinket et par gange med øjnene, fik hun langsomt dannet sig et billede af en pige, der sad ved siden af hende. Pigen, der så ud til at være på alder med hende selv, smilede til hende og tog sin hånd hen på den sårede skulder. Hun rensede forsigtigt såret og lagde en ny forbinding på den forstuvede fod. Da dette var gjort rejste hun sig op og pegede på en kurv med æbler og brød. Derefter gik hun.

Æblet og brødet havde langt fra gjort hende mæt, men det var trods alt bedre end ingenting. Hun forsøgte derfor at lede tankerne hen på noget andet end sulten. Hun så sig om. Hun befandt sig i en hytte af en slags, hvor det eneste møbelment bestod af den seng, som hun lå på. Hvem var disse mennesker, hun var havnet hos? Hun gik ud fra, at det var folk, der var blevet efterladt, men der var bare så mange af dem. Hun havde kun hørt historier om, et par stykker, der var blevet efterladte, og alle af en særlig grund. Men der måtte flere end et par stykker, der havde været mindst syv ude i skoven, da de stod omkring hende. Det var ikke kun hytten, der var primitiv, det var også deres tøj, som var dyrepels. Hun lagde hænderne ned med håndfladerne nederst, og mærkede, at hun selv lå på en pels. Tæppet hun havde over sig, var derimod lavet af et stof hun ikke kendte til. Hun lå på ryggen, og fik hævet sig op, ved at støtte på albuerne. Hun så ned ad sig selv. Foden var hævet voldsomt op hun havde ikke længere sit tøj på. Hun var i stedet iført en slags kjole, lavet i samme stof, som tæppet. Hun følte en pludselig træthed og følte sig igen desorienteret. Hun lagde derfor hovedet ned på puden, hvorefter hun faldt i en dyb søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...