De Efterladte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
En pige sendes til et ukendt sted. Her er hun i første omgang nødt til at klare sig selv, indtil hun møder noget hun ikke troede var muligt

4Likes
4Kommentarer
435Visninger
AA

3. Kapitel 2

Solen stod endnu ikke højt på himlen, men det var allerede varmt. Hun var nødt til igen at finde vand, men hun havde slet ikke tænkt over, hvor hun var gået hen dagen før. Hun kunne slet ikke overskue tanken om at bruge endnu en dag på, at lede efter vand, selvom hun var nødt til det. For at kunne finde tilbage til hulen fik hun den idé, at sætte pinde ned i jorden, og på den måde følge dem tilbage til hulen.

Hun skulle ikke gå mere end et par timer, før hun fik øje på en lille sø. Hun følte en så voldsom forløsning og glæde, at hun, trods smerter i fødderne og skulderen, nærmest løb hen mod vandet. Glæden blev ikke mindre, da hun endelig nåede hen til søen. Strimer af fisk svømmede rundt, og der bredte sig et smil over hele hendes ansigt. Hun ville først tage noget vand, og derefter forsøge at fange en fisk. Hun overvejede derfor, om hun igen skulle prøvesmage vandet, men gik ud fra, at hvis fiskene kunne svømme i vandet, ville hun også kunne drikke det. Hun formede derfor en skål med sine hænder og drak af det kolde vand. Da tørsten var blevet slukket tog hun forbindingen af skudsåret og studerede den. Det så ud til at såret var en smule betændt, stofstykket havde en stor gul plamage, med en smule blodstænk i. Hun vaskede både såret og stofstykket grundigt til trods for en voldsom svigen. Da dette var gjort og stofstykket igen var blevet til forbinding gav hun sig i agt med at fange fisk. Det var ikke nemt, men hendes sult gjorde hendes viljestyrke enorm.

Efter flere forgæves forsøg med hænderne skiftede hun taktik. Hun forlod søen for at finde noget, der kunne minde om et spyd til formålet. Hun fandt et par kæppe, der havde spidsen, men de var for tynde og knækkede alt for nemt. Hun gav ikke op, og efter et stykke tid fandt hun en, der havde både spidsen og tykkelsen. Det trak i den ene mundvig og et lille smil bredte sig over de tørre læber. Hun jog hurtigt kæppen i vandet, men blev frustreret da den gang efter gang ikke havde en fisk med op igen. Hun forsøgte en sidste gang og det lykkedes. Fisken sprællede vildt, selvom hendes spyd havde gennemboret den. Forløsningen over endelig at have fangst var så stor, at hun begyndte at grine. Da latteren havde fortaget sig, fik hun taget fisken af og påbegyndte jagten efter mere mad. Det var ikke blevet nemmere af, at hun havde fanget en fisk, men det gav hende dog en vis selvtillid. Efter to timer havde hun da også fanget tre fisk til. Hun bestemte sig for, at fire fisk måtte kunne gøre det og med et selvtilfredst smil, fulgte hun pindene, hun havde sat i jorden tilbage til hulen. 

Det var ved at være mørkt, da hun nåede hulen og hun var glad for, at hun havde fundet mad. Hun vidste, at man plejede at tilberede fisk ved at varme dem på den ene eller den anden måde, men hun anede ikke, hvordan man tændte ild. Men hun var efterhånden også så sulten, at det ikke gjorde hende noget. Hun spiste derfor grådigt alle fiskene rå og trak sine ben op under sig, da hun var færdig. Hun smilede endnu. Hun var stolt af sig selv over, at det var lykkedes hende. Hun følte sig udmattet over dagens anstrengelser, og lagde sig ned på stengulvet, hvor hun lod sig overfalde af trætheden. 

Søvnen var usammenhængende, og hun vågnede flere gange med sveden dryppende ned af panden. Hun ville ønske, at hun ikke var alene. Det var det værste. Hun følte sin mave trække sig sammen. Ind i sig selv, flere gange. Det blev svære for hende at få luft, og til trods for, at det ikke var mere end end et par grader i hulen, løb sveden  endnu ned af hende. Hun satte sig op og begyndte at hyperventilere. Den havde sat  sig i hele kroppen nu. Angsten. Hun kæmpede mod sig selv. Tvang sig selv til, at trække vejret langsommere og mere regelmæssigt. Efter gentagende forsøg, følte hun sig mere rolig, men knuden i maven havde endnu ikke helt fortaget sig. Hun trak vejret endnu dybere og mærkede til sidst en forløsning. Hun vandt. I hvert fald denne gang. 

Da hun vågnede, var hun forvirret og omtåget. Hun ville rejse sig, men hendes krop var for tung, og hun blev liggende. Hun havde en trykken for blæren, og vidste at hun blev nødt til at komme op. Hun kunne bare ikke. Alt i hende vejede mere end det burde. Især knuden i maven, der igen havde vokset sig stor. Ironisk nok, fik den hende blot til at føle sig endnu mere tom. Hun kom til at tænke tilbage. Minderne overfaldt hende. Hun kunne ikke tænke på det. Ikke mere. Det gjorde for ondt. Det var derfor det var så farligt at være alene. Alene med sine tanker. 

Da hun havde ligget yderligere en time, trykkede det så voldsomt for blæren, at hun blev nødt til at rejse sig. Benene gav efter, og hun var øm i hele kroppen af at ligge på det ujævne og kolde underlag. Hun fik med besvær bakset sig ud af hulen, og gik et stykke væk, hvor hun endelig kunne lette det stadig stigende tryk for blæren. Hun vendte derefter tilbage til hulen, og lagde sig i fosterstilling. Hun forsøgte at ignorere smerten fra skulderen, selvom den var blevet voldsommere. Hun var nødt til at rense såret, ellers ville der for alvor gå betændelse i det. Hun skimtede mod udgangen. Det var blevet mørkere. Hvis hun skulle have vand måtte det være nu. Ellers ville hun ikke kunne finde tilbage. Det gjorde ondt at rejse sig, efter flere timer i samme stilling, men hun bed det i sig, forlod hulen, og fulgte igen sporene af de pinde, hun havde lagt første gang hun bevægede sig væk fra den. Flere af dem var væltet, og hun havde ad flere omgange forvildet sig væk fra ruten. Men efter en længere tur, fik hun endelig øje på det vand, som hun så hårdt havde brug for. Hun satte tempoet op, og i samme øjeblik hun nåede søen, hørte hun skridt. Hurtige skridt. Mange skridt. Hun stivnede i nogle få sekunder, og satte derefter i løb. Hun løb alt hvad hun kunne, så hurtigt, at hendes ben næsten ikke kunne følge med. Grannåle og splinter borede sig op i hendes små bare fødder, men hun fortsatte ufortrødent. Hun trak vejret hurtigt, og det stak i hele hendes krop, men hun var nødt til at fortsætte. Pludselig var der noget, der grab fat i hende, og hun væltede omkuld. Hun lå på begge fire og forsøgte forgæves at komme på benene igen, men undervejs i faldet havde hun vredet foden om. Hun lagde sig forpustet om på ryggen så lige op i ansigtet, på det, der havde taget fat i hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...