De Efterladte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
En pige sendes til et ukendt sted. Her er hun i første omgang nødt til at klare sig selv, indtil hun møder noget hun ikke troede var muligt

4Likes
4Kommentarer
435Visninger
AA

2. Kapitel 1

 Solen skinnede, og dens stråler ramte et par nøgne fødder, mens vinden slog ganske let omkring dem. Langsomt begyndte de at bevæge sig, og den unge pige slog øjnene op. Hun blev liggende lidt, nød at solen varmede den ellers så kolde krop. Hun så op i en klar blå himmel og iagttog skyerne, der drev forbi hende. Hun tog sin hånd op til skulderen, der dunkede af smerte. Til sin store overraskelse efterlod det blodspor i hendes hånd, der i forvejen var fyldt med rifter. Det meste af blodet var størknet, men den pludselige bevægelse af armen fik nyt blod til at pible frem. Hun måtte finde noget hun kunne binde omkring. Hun satte sig op, og så sig omkring, men der var ikke andet end krat og træer. Hun besluttede derfor, at rive det ene trøjeærme af, og bruge det som forbinding. Med besvær fik hun det endelig til at lykkedes, men smerten fortsatte. Hun rejse sig op og gik hen mod et stort egetræ, som hun lænede sig op ad. Hun vidste ikke, hvor hun var. Der var ikke længere huse og beton over det hele. Lugten var også helt anderledes. Den var behagelig, men også fugtig og jordagtig. De måtte have sendt hende væk fra Kodekset, men det hele virkede stadig endnu mere fjernt. Og alligevel så bekendt. Og pludselig fik hun tanken. Kunne de? Nej, det ville de ikke kunne gøre. Hun forsøgte at slå tanken væk, men alligevel overvejede, om de havde sendt hende tilbage. Den straf ville være værre end at dø. Det vidste de - det vidste alle. Der ville ikke være noget at komme tilbage efter. Hvis hun var, hvor hun troede hun var, var der ingen, der ville finde hende, ingen, der kunne redde hende. Hun ville dermed være tvunget til at være alene med alle sine tanker. Hun følte at hun ikke længere kunne være i sin egen krop og den varme luft, gjorde, at hun pludselig følte, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt. Hun følte sig også pludselig meget tørstig og hun måtte finde vand. Med støtte fra egetræet fik hun med besvær rejst sig op, og bevægede sig lydløst gennem det tætte krat, hvor hun undlod at træde på nogle grene, som var hun bange for, at nogen skulle høre hende. Hun gik længe uden at finde noget, og varmen gjorde, at hun var ved at dehydrere. Først da solen var begyndt at gå ned, fandt hun endelig noget, der lignede vand. Hun tøvede. Vandet her ville ifølge alt logik være forurenet, selvom det umiddelbart synede rent og klart. Men hun måtte forsøge. Hun lavede en lille skål med hænderne tog en lille slurk af vandet og ventede et par minutter. Vandet sveg i de rifter, som hun havde fået fra nattens flugt, men hun ænsede det næsten ikke, så meget trængte hun til vand, men hun var nødt til at beherske sig. Det smagte fint, bekendt, men med en mere jernet eftersmag. Da der ikke skete noget tog hun igen en lille smule og ventede endnu et par minutter. Da der heller ikke denne gang skete noget, fortsatte hun med at drikke. Hun så sig omkring og trak derefter forsigtigt den iturevne trøje over hovedet og tog bagefter bukserne af. Hun gik ud i vandet til det nåede hende til maven, og lod sig indhylle af det kolde vand. Det sveg, da vandet fandt vej til såret i skulderen, men efter et stykke tid kunne hun ikke mærke smerten mere.

Hun lå længe og overvejede, om hun bare skulle få det overstået. Bare holde hovedet under, og lade luften i lungerne erstattes af det kolde klare vand. Hun havde flere gange taget dybe indåndinger til at gå under, men noget i hende blev ved med at kæmpe i mod. Måske var det angsten for at lade dem opleve endnu en sejr. Måske var det angsten for ikke længere at være til. Tanken skræmte hende, og da hun var begyndt at fryse besluttede hun sig for at gå ind mod bredden igen, og lod den stadig nedadgående sol tørre sin krop, inden hun igen tog den beskidte tøj på.

Hun havde ikke fundet et sted at sove og det var nu så mørkt, at hun ikke længere kunne orientere sig i de ukendte omgivelser. Hun fik famlet sig hen til et stort træ, som hun satte sig op af. Hun tog sig til skulderen og forsøgte at slappe af i kroppen. Men angsten for at være alene gjorde hende anspændt. Hun trak benene op under sig, og lukkede øjnene. Det varede længe inden hun fandt ro i kroppen, og ukendte lyde fik hende med jævne mellemrum til at fare sammen. Det lykkedes hende dog til sidst at falde i en overfladisk søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...