Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2013
  • Status: Igang
En piger der fortæller om en dag hvor hun fik et flaschback. 23 Juli 2009
Hun har denne dukke som betyder meget for hende!
Lad os tage et gik ind i historien så hun selv kan fortælle om hvad der skete den dag.

1Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

3. 2.

I bilen på vej derhen er mine forældre helt stille, og det samme er jeg. Jeg ser ud af vinduet, kniber øjne sammen og ser de små fluer der banker ind i ruden, med den fart vi køre i. Ingen politi bil at se. Vi kan køre vider uden frygt. Lige pludselig kan jeg mærke at bilen køre på noget grus med små sten i. Da jeg går ud og kigger på vore sorte bil kan jeg se at solens stråler spejler sig i bilen, og får den til at skinne. Solens stråler rammer ikke bare bilen men den stikker min kolde hud, solen er så varm at den næsten laver mærke af solen på min arm, den varmer også min kolde hud. Det rart, det er det jeg elsker ved at være her. Strand. Sol. Varme og min dukke. Så kan det ikke blive bedre. Jeg kigger på mine forældre, og de ved hvad det er jeg vil, så jeg løber ned til vandet med dukken og finder en stor sten hvor jeg kan sidde og kigge ud på vandet med. Jeg vender mig om for at se om mine forældre stod der, og det gjorde de. Jeg kan se at de også nyder vandet. Men de bliver dog stående der hvor der er græs, de hader nemlig når de får sand i skoene. Men hvorfor de så ikke bare tager skoene af, ved jeg ikke? Jeg vendte krop rundt igen. Jeg træk mine bukseben op og tog skoene af og bevægede mig let ud mod vandet. Det var rat at være her igen. Jeg kunne mærke det kolde vand komme og dampe solens varme stråler af. Mens jeg står med fødderne i det kolde vand, og resten af kroppen bliver ramt af solens varme, ligger min dukke på stenen. Jeg står der ikke længe før jeg opdager at mine forældre ikke står der oppe? Jeg skynder mig at gå op af det kolde vand, og tage skoene på igen. Jeg løb op for at finde bilen. De ville da ikke bare køre uden mig. Eller ville de? Jeg løb op til parkeringspladsen. Jeg kom der op og løb rundt i mellem de flest biler og regnede med at jeg havde set dem alle, og kunne ikke finde vores jeg satte mig ned var de virkelig kørt uden mig, bare fordi jeg ikke lige hjalp med maden i går og ikke støvsugede og tørrede støv af, kan de da ikke bare køre uden mig, hvad tror de lige. Måske er de blevet sure.

”Tag lige støvsugeren” Sagde min mor ”Nej mor. Ser altså lige tv. Tag den selv” jeg kunne høre at hun blev lidt irriteret på mig. Senere kom min far ind ”Siden du ikke gider og støvsuge, så gå lige en tur rundt i huset og tør støv af!” Jeg kiggede med strenge øjne ”Far! Jeg er ikke noget klud, eller nogens tjener. Gør det dog selv, det er jeres hus” Han blev også irriteret. Tredje gang kom min far ind igen ”Nu kan du godt rejse dig op og gå ud og hjælpe din mor med maden!” ”Far det stadig ikke mit hus, det er jeres ansvar. Jeg er ingen gang sulten. Er du sød og gå” Min far blev helt rød i hovedet. Jeg kunne høre at han gik ud til min mor og brokkede sig. Lidt efter kom de begge to brasende ind ”NU KAN DU FANDME GODT REJSE DIG OP, OG HJÆLPE TIL HER I HUSET. DU EN LILLE FORKÆLET MØGUNGE, OG DU SKAL IKKE VÆRE FLABET ELLERS BLIVER DU SMIDT UD AF HUSET OG DU KAN TRO AT VI MENER DET!!!” Jeg svarede igen mens jeg råbte af dem. De mente vist hvad de sagde, bare ikke helt præcist. Jeg blev smidt udenfor i en nogle minutter og da jeg kom ind igen hjalp jeg til, for at vi kunne blive gode venner igen og jeg orkede ikke den der dårlige stemning. Mine forældre var ikke bare lidt sur på mig men MEGET sure på mig… Jeg tænkte på det her om og om igen, og tårende væltede ud af mine øjne. Næsten et vandløb kom ud af øjnene på mig. Jeg sad der lidt, og folk der gik forbi kiggede eller stirrede på mig, jeg gik mod kiosken der var her nede, jeg tænkte at jeg kunne ringe til mine forældre der, og spørger hvor de var og hvorfor de var kørt. Hader de mig virkelig så meget? Var det derfor de ville have os til stranden alligevel? Ville de ikke kendes ved mig mere? Der kom bare flere og flere tårer og flere spørgsmål. Spørgsmålene kørte igennem mit hoved. Jeg nåede kiosken og tog fat i det varme håndtag. Solen har også været her. Åbnede døren og gik grædende ind. Jeg kiggede op og rundt i rummet og så så mine forældre sidde der og spise noget mad. Men hvorfor? Hvordan? Hvordan kan de være her når bilen ikke holdte der over? Jeg tørrede vandet om mine øjne væk, og satte mig ved mine forældre og lod som om der ikke var sket noget, men det holdte jeg ikke længe og til sidst gav jeg dem begge en kæmpe krammer og fortalte hvad der var sket. ”Vi ville da aldrig gøre det, vi elsker dig. Selvom du kan være strid nogen gange!” Vi tog hjem, det trængte vi til og vi fandt eller mine forældre fandt bilen. Og vi kørte hjem. Da vi næsten var hjemme opdagede jeg at jeg havde glemt min dukke ved stenen. Jeg skyndte mig at sige det og der kom en lille tåre. Vi vendte om og jeg løb ned efter hende. Men… Dukken var der ikke. Jeg kunne se at tidevandet var kommet OVER stenen, og havde trækket dukken med ud i vandet. Det undrede mig enlig for stenen var okay stor… Jeg gik tilbage.

Nu var dukken forladt. Alene. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...