Nothing Easier 2, Justin Bieber.

Dette er 2'eren af Nothing Easier.
Det sidste jeg skrev i 1'eren er introen til denne her;)
God læselyst.

13Likes
12Kommentarer
502Visninger
AA

9. Kapitel 8;)

2 ÅR SENERE: (CHAZ’S SYNSVINKEL)

Nu er det præcis to år siden hun prøvede at tage sit eget liv, jeg kommer aldrig nogensinde til at glemme det. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg kom glad hjem og ind i huset. Jeg kaldte på hende, men fik ikke svar. Jeg kaldte flere gange, men igen hun svarede ikke. Jeg løb alt hvad jeg kunne op på hendes værelse der var tomt, jeg råbte videre indtil jeg gik nedenunder igen hvor der var noget blod. Blodet kom fra badeværelset af og jeg begyndte at hamre på døren, hun svarede ikke og jeg blev nervøs. Jeg fik sparket den op og så hende ligge på livløs på gulvet. Hun havde kun undertøj på og så var der blod over det hele, jeg panikkede fuldkommen, men tog mig sammen og fik ringet til alarmcentralen. Ambulancemændene fik hende op fra gulvet og videre ud i vognen, jeg kiggede på spejlet og så papiret med min lillesøsters smukke skrift på. Jeg fik det hurtigt hevet ned fra spejlet og ud i ambulancen, som kørte med udrykning. Vi ankom til hospitalet og de opererede på hende hele natten. Nu ligger hun i koma og har gjort det i to år. Selvom lægerne hver dag fortæller at de kan give hende aktiv dødshjælp og at hun formegentlig aldrig vågner igen. Jeg kunne ikke få mig selv til at give dem tilladelse til at slå min lillesøster ihjel. Mine forældre begyndte at overveje, men hver gang de sagde at de ville gøre det flippede jeg ud. Jeg ville ikke se i øjnene at jeg ikke kommer til at se min lillesøster smile igen, grine igen, græde igen, snakke igen, opleve kærlighed igen. Jeg ville bare ikke indse det. Lige nu sidder jeg og holder hendes hånd i min på hendes hospitals værelse, jeg er her hver dag og de eneste tidspunktet jeg tager hjem er hvis jeg skal have nyt tøj eller i bad. Ellers sad jeg bare i den bløde blå stol og holdte hendes hånd i min og betragtede hendes fredsfyldte ansigt. I den anden hånd havde jeg hendes selvmordsbrev. Jeg havde læst det så mange gange nu at det næsten var uhyggeligt. Jeg mærkede en hånd på min skulder og vendte mig forskrækket om. Det var Justin. ”Hej” sagde han stille, ”Hej” svarede jeg og kiggede igen på Isa, han havde også været her så tit han kunne. Vores forældre var her også, men deres arbejde fyldte meget så de var her ikke så tit. Han satte sig i en stol der var magen til min på den anden side af hende. Vi sad længe og bare kiggede på hende i stilhed, men blev afbrudt af en læge der kom ind og lagde nyt drop på hende. Hun kiggede lidt på Isa og så gik hun ud igen. De kigger altid om der er nogen tegn på at hun vågner, men det er der aldrig. ”Hvordan har hun det?” spurgte Justin stille, ”Fint nok, hun er stabil” svarede jeg, han nikkede svagt og tog den ene af hendes hænder. ”Jeg snakkede med jeres forældre… de overvejer mere og mere aktiv dødshjælp” sagde han og en lille tåre trillede ned af hans kind. ”De forstod hende ikke som jeg gjorde, de var der aldrig for hende, de elsker hende ikke som jeg gør, de…” sagde jeg, men gik i stå, da det egentlig gik op for mig hvad det han sagde, betød. ”De vil slå deres datter ihjel” sagde jeg. ”Chaz, de er jo også i dyb sorg over det her, de prøver bare at…” ”Slå deres egen datter ihjel, det er hvad de prøver på” sagde jeg vredt. ”Chaz, hør hvad jeg siger! De er virkelig kede af det og kan ikke klare det her mere” sagde han som om han forsvarede dem, ”Forsvarer du dem?! Er du enig med dem?!?!” sagde jeg højt og kiggede vredt på ham ”Nej, men Chaz, hun er jo næsten allerede dø…” ”Du skal ikke sige det” sagde jeg hårdt ”Chaz, jeg kan se på dig at du er knust over det her… men se på hende, hør hvad lægerne siger, alle odds er imod hende” sagde han og rejste sig fra stolen og kiggede på mig, jeg rejste mig også op så min stol væltede. ”Bare fordi der ikke er store sandsynligheder for at hun vågner, betyder det FANDME IKKE VI SKAL SLÅ HENDE IHJEL” sagde jeg, men råbte det sidste. ”TROR DU NOGEN ØNSKER AT HUN SKAL DØ?!?!?!” råbte han tilbage ”FACE IT CHAZ, HUN ER ALLEREDE DØD, VI SKAL BARE GIVE HENDE DET SIDSTE SKUB!!!” råbte han, ”Face it? Justin vil du have at jeg skal face at min lillesøster er død?” spurgte jeg og var fyldt med tårer. ”Chaz, du er nød til det” sagde han stille, jeg tog nogle dybe indåndinger og kiggede på ham, det var utydeligt for alle mine tårer blændede mig næsten. ”Du skal ikke sige til mig at jeg er nød til at indse at min lillesøster ikke har en chance” sagde jeg, ”Jeg… jeg bliver nød til at gå” sagde han og satte kurs mod døren, jeg lavede et nik, rejste min stol op og satte mig i den. Hele min krop rystede, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

”Chaz, se det fra vores synsvinkel…” startede min mor, de var begge to kommet op til hospitalet for at snakke med mig. ”JERES SYNSVINKEL?!?!?!?! I VIL SLÅ HENDE IHJEL” råbte jeg, ”Chaz, du må forstå…” begyndte min far, ”Forstå?! Jeg vil aldrig forstå jer, I ER FUCKING SYGE HOVEDET” sagde jeg vredt og kiggede på dem med store øjne, ”Chaz Somers, nu hører du efter!” sagde min mor strengt ”Du tænker overhovedet ikke hvor meget det har ødelagt os! Vi har følt den samme smerte som du har udover at vi har et arbejde der SKAL passes” sagde min far vredt ”I vidste ikke noget om hendes liv, hun elskede jer, men i elskede ikke hende, i ventede sikkert på at hun ville tage sit eget liv” sagde jeg hårdt. Der skete det, jeg fik det første slag jeg nogensinde havde fået. Min far havde stukket mig en lussing. Han havde et vredt udtryk i ansigtet og min mor havde også et. ”Du skal ikke sige at vi ikke elskede hende, vi elskede hende højt. Det her har ødelagt os indeni, men vi var nød til at holde os oppe og skjule al den sorg vi har indeni” sagde han virkelig vredt, et par tårer trillede ned i mine kinder. Vi stod inde på Isas rum og skreg af hinanden. Hun lå fredfyldt og sov, eller det var hvad jeg overbeviste mig selvom at hun gjorde. At hun bare sov og at hun vågnede op om et par timer. Det var også den tro der fik mig til at være her altid så jeg kunne berolige hende og sige at det hele nok skal gå. ”Chaz, du skal ikke være her så meget mere, du skal begynde at passe din skole igen!” sagde min mor, ”Hvad?” spurgte jeg stille, ”Du hørte din mor, du skal passe din skole igen, vi har fået din plads på din skole tilbage” sagde min far. Mit blik flakkede rundt i rummet, jeg kunne mærke mit åndedrag blev tungere, mit hjerte slog hurtigere. Min mor tog fat i min overarm og begyndte at trække mig ud, ”Kom så” sagde hun irriteret. Jeg begyndte lige så stille at gå med hende, jeg fik faktisk talt det, jeg vendte mig om og kiggede på Isas værelse 23 gange. Der kom hele tiden læger ind og ud af rummet. Jeg begyndte at blive bange. Mine forældre fik mig hele vejen udenfor og ind i bilen. Jeg sad op af ruden og kiggede på hospitalet. Det blev mindre og mindre jo længere væk vi kørte.

Mine forældre åbnede døren for mig og hev mig ud, jeg var ikke engang rigtig klar over hvad der skete. ”Der er mad om 1 time” sagde min mor og gav slip på min arm da vi kom indenfor. Jeg stod helt målløs i entréen og kiggede forvirret rundt, hvad helvede skete der for det her? ”Såså min dreng, du kan besøge hende efter skole” sagde min far og klappede mig på skulderen. Jeg rystede hans hånd væk og blev stående midt i entréen. Var de syge i hovedet eller hvad?

”Hvis du bare har tænkt dig at stå der så kan du lige så godt gå op på dit værelse” sagde min far der havde sat sig ned og var i gang med at spise. Jeg gik stille hen mod trappen, men stoppede ved enden af spisebordet hvor mine forældre spiste. Jeg kiggede på midten af bordet, der stod en virkelig dyr vase. Den var vel pæn nok og sådan, men en vase Isa engang havde lavet i billedkunst stod der engang. ”Hvor er Isas vase?” spurgte jeg koldt og stille ”Vi har solgt den” sagde min mor og tog en bid af sin mad. Jeg lændte mig indover bordet og tog fat i den dyre vase der havde af stattet Isas vase. Jeg tyrede den alt hvad jeg kunne ind i væggen og gik stille og roligt op på mit værelse. Jeg havde intet at lave jeg lå bare i min seng og kiggede op i loftet. Jeg kunne mærke noget vådt løbe ned af mine kinder og til lyden af det gik natten…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...