Nothing Easier 2, Justin Bieber.

Dette er 2'eren af Nothing Easier.
Det sidste jeg skrev i 1'eren er introen til denne her;)
God læselyst.

13Likes
12Kommentarer
503Visninger
AA

8. Kapitel 7

Han stoppede bilen ude foran den dyreste restaurant i byen, den var virkelig fancy. Der var lys over det hele og så havde den et stort lokale hvor alle bordene stod i. Der var helt tomt indenfor og lyset var blevet dæmpet, der var stearinlys på et af bordene. Nick tog min hånd og trak min stol ud, jeg satte mig ned og han satte sig overfor mig. ”Du ser smuk ud” sagde han og gav mig elevatorblikket på den gode måde. ”Mange tak… ilm” sagde jeg og rødmede, han grinede svagt og tog min hånd der lå på bordet. ”Jeg blev virkelig glad da du ringede” sagde han og rødmede svagt, jeg smilte stort til ham ”Jeg blev virkelig glad da du sagde jeg til at mødes” sagde jeg ”Troede du jeg ville sige nej?” spurgte han overrasket. Jeg nikkede svagt, ”Hvem ville dog sige nej til sådan en smuk pige” sagde han og smilte charmerende, jeg kiggede ned. Det ville Justin. ”Lad mig gætte… Bieber har afvist dig?” jeg nikkede svagt og kiggede op på ham. ”Men lad os ikke tale om ham mere” sagde jeg med et smil, ”Du har ret, lad os få noget mad” sagde han. Han kaldte på nogen og en tjener kom ud, vi fik bestilt og maden ankom efter ikke lang tid. Vi sad og snakkede i mange timer og grinede rigtig meget, jeg må indrømme at jeg var forelsket i Nick. ”Du er så smuk når du smiler” sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene, mine kinder blussede op og jeg smilte ekstra meget. ”Tak for i aften Nick, det var virkelig… fantastisk” sagde jeg og kyssede ham blidt på kinden, ”Jeg håber vi ses igen” sagde han ”Det gør vi helt sikkert” sagde jeg og steg ud af hans bil. Jeg stod og vinkede imens bilen kørte og forsvandt i mørket. Jeg gik stille op mod huset med et stort smil på læben, mine læber havde et stort smil på og mine øjne lyste op som julelys. Der var helt mørkt inde i huset og tilsyneladende også tomt. Jeg gik stille hen mod trappen, trappen knirkede lidt og mine højhælede skos hæle klikkede mod gulvet. Jeg kom op til mig værelse og gik med det samme hen mod mit skab, jeg smed mine sko så jeg bare havde bare tæer. Jeg orkede virkelig ikke mere, men da jeg vendte mig om mod sengen stivnede jeg. Justin sad med et par helt røde øjne og kiggede på mig, han havde folede sine hænder som om han skulle bede. Vi stod/sad bare og kiggede på hinanden, et par tåre trillede ned af hans kind, men ingen trillede ned af mine, hvad var der at være ked af? Han åbnede stille munden, men ikke en lyd kom ud. ”Hvad laver du her?” fik jeg fremtvunget, han rejste sig fra sengen og gik hen imod mig. Han havde et blik jeg ikke kunne tyde og rystende hænder. ”Du ved godt at jeg elsker dig” sagde han lidt koldt, ”Hva’?” spurgte jeg ”Du ved godt jeg elsker dig… og så går du ud med DEN fyr” sagde han helt grådkvalt, ”Justin… hvem var det den gang der afviste mig?” spurgte jeg og var tæt på at græde, ”Men Isa, vi hører sammen” sagde han og gik lidt tættere på mig, ”Justin… det… ville jeg virkelig gerne tro på” sagde jeg og kærtegnede hans kind. ”Så gør det… tro på det, Isa” sagde han og havde lidt håb i stemmen, ”…” ”Isa, du skal bare tro på det” sagde han og tog min hånd i sin og løftede den lidt op og holdte den mod hans hjerte. ”Det her hjerte… det slår for dig” sagde han, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var mundlam, mine øjne var fyldt med tårer og mit hjerte med fortvivlelse. ”Justin… Vil du ikke være sød at… gå?” spurgte jeg grådkvalt, ”Gå?” spurgte han såret. Jeg nikkede svagt, ”M-m-men, jeg troede…” sagde han, men jeg afbrød ham ”Og du tog fejl, du afviste mig, jeg skulle spille sej og se ud som om jeg havde det perfekt, men er du klar over hvor knust jeg har været?!” spurgte jeg og hævede stemmen fra hvert ord. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder og Justin stod helt mundlam, ”Gå” sagde jeg og pegede med en rystende arm mod døren. ”Isa jeg…” sagde han, men jeg afbrød ham ”Jeg gider det ikke Justin, gå” sagde jeg og prøvede at tørre nogle af de tusinde tårer væk fra min kind. ”Os to…” ”GÅ!” skreg jeg til sidst, han kiggede forskrækket på mig, men gik langsomt ud af døren. Jeg hørte de sløve trin gå ned af trappen og en dør smække i. Hele min krop rystede. Jeg dreje hoved 45 grader mod venstreog kiggede ind i mit spejl, jeg så en pige der ikke vidste hvad hun skulle gøre at sig selv. En pige der i øjeblikket tænkte de værste tanker et menneske kan tænke. En pige der frygtede hvad der skulle ske. En pige der ikke ville være sig selv, der ikke ville være nogen som helst. En pige der helt igennem ville slette sin eksistens. Jeg drejede igen mit hoved bare den modsatte vej og så et stykke papir. Jeg nærmest løb hen imod det og fik fat i det, jeg tog en kuglepind og løb nedenunder. Jeg fik fat i den skarpeste kniv jeg kunne og gik stille og roligt op mod badeværelset. Jeg kørte kniven hen af væggen imens jeg gik med langsomme skridt hen mod badeværelset. Lyden skar i mine ører, men jeg stoppede ikke af den grund. Jeg kom til badeværelset og lukkede døren efter mig, låste den og kiggede mig selv i spejlet. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at skrive på mit papir.

Kære alle sammen… Jeg elsker jer og vil savne jer, i betyder forfærdeligt meget for mig, men nu vil jeg ikke mere. Chaz… min storebror, du er sikkert knust over at din lillesøster har taget sit eget liv og er sikkert overbevist om at du kunne have gjort noget for at forhindre det her, men det kunne du ikke Chaz. Det her må ikke stoppe dig fra at leve dit liv fuldt ud for det har en så fantastisk fyr som dig fortjent.

Caitlin… du er min eneste rigtige veninde og samtidig en stor del af min storebrors liv, jeg håber i finder sammen. Faktisk er du min bedste veninde og hvem ville ikke ønske at sin storebror og bedste veninde fandt sammen? De ville jeg i hvert fald. Du har været der… altid og jeg er ked af at jeg ikke prøver at tage mig sammen.

Chris… du betyder meget for mig og har virkelig stor betydning for mig. Jeg håber ikke du bliver for ked af det når du finder ud af hvad der er sket, du skal fortsætte og glemme det her. Ryan… du er min anden storebror, jeg kommer til at savne dig og jeg håber at du måske vil huske mig? Elsker dig, brormand.

Justin… glem mig, kom videre, find en pige som vil elske dig fuldt ud. Jeg elsker dig. Du er min prins og jeg havde håbet at du ville ride af sted med mig på din hvide hest, men det blev ikke til noget. Det er ikke din skyld, det er min.

Farvel allesammen, ses på den anden side.

Et par tårer ramte papiret og jeg hængte det op på spejlet. Jeg hev langsomt min kjole af og lagde den på toilettet. Jeg tog nogle dybe indåndinger og begyndte at kører kniven op og ned af mine inderlår, der gik hul og nogle bloddråber ramte gulvet. Jeg førte langsomt kniven op til min venstre arm og stak den dybere ind, blodet og tårerne løb om kamp ned af min krop og blev blandet sammen på gulvet. Jeg kiggede en sidste gang op i spejlet og hviskede ”Farvel”…

SLUUUUUUUT! HVAD SYNTES I? SKAL JEG LAVE EN 3'er eller???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...