Nutid

et digt om to personers kærlighed.

4Likes
1Kommentarer
338Visninger

1. krystaller

Sne kan man beskrive på mange måde, men jeg kan kun beskrive det på min måde. En storm af små og skrøbelige krystaller, som ligger sig som et smukt slør over den skov der har været så farverig i år. Og nu ligger det smukke slør på min vej, mod fremtiden med dig. Jeg tager kulden som en gave og ikke en straf, for når jeg er sammen med dig mærker jeg den ikke. Når jeg lukker mine øjne i, kan jeg høre alt, dit hjerteslag, dit åndedræt selv de smukke krystaller der falder til jorden. Når jeg går her ude sammen med dig, føler jeg en tryghed, en frihed som får mig til at glemme min hverdag. Mine problemer, og det folk tinger om mig er ligegyldigt her i mit paradis med dig. Den røde farve af en solnedgang dækker himlen og en stjerne viser sig mellem sneen der falder. Jeg ved at en dag er du her nok ikke mere, men nu når vi er sammen, så lad os nyde farverne selv i det hvide. Kulden trænger ind i mit sind når jeg føler jeg mister dig en dag. Jeg ved det lyder skæmmende, men jeg vil ønske at tiden gik i stå og at vi kunne se hinanden i øjnene i 1000 år og aldrig give slip, stå fast i nutiden og aldrig videre, for her og nu er vi i live og ikke i hverdagen frustrationer. Det er mit ønske i år,  at du er her er nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...