Hånd i Hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Synes du at jeg er mærkelig?” Jeg samler alt mit mod og kigger op på ham. Han har sænket farten og kigger nu tænksomt på mig, som om han overvejer dét, jeg spurgte om.
Min mave gør ondt, som blev den badet i saltsyre. Det svider og jeg bliver helt blytung i kroppen, da han ikke svarer med det samme.
”Jah…” mumler han tøvende.
Ordet rammer mig hårdt. Hårdere end det plejer at ramme, når andre udtaler det. Det føles som skud fra en pistol. Jeg bliver tør i munden. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Skal jeg sige noget? Eller skal jeg bare stikke af?
-------------------------Et oneshot/kort novelle om en pige som går en tur i snevejret med den dreng hun i al hemmelighed godt kan lide---------------------(Deltager i julekonkurrencen; Julebillede 2).

4Likes
2Kommentarer
268Visninger
AA

2. Hånd i Hånd

Langsomt bevæger vi os igennem det tykke lag sne på jorden, imens de fine snefnug daler yndefuldt ned omkring os. Den kridhvide, nyfaldne sne dækker snart alle overflader, og den er så hvid at det næsten gør ondt i øjnene at kigge på den. Men det er så smukt, at jeg ikke kan lade være.
”Synes du ikke, at det er fantastisk?” spørger jeg henført, imens jeg glubsk sluger hele scenariet med øjnene. Jeg møder hans blik som uudgrundeligt betragter mig. Hans hue sidder lidt skævt på hans hoved, så han får sådan et finurligt udtryk, jeg ikke kan lade være med at fnise over.
”Hvad er der?” udbryder han lettere forvirret. Jeg nikker fnisende op mod hans hue.
”Den sidder skævt,” siger jeg. Han fører sine hænder – som er godt pakket ind i et par store varme, luffer - op til huen og retter på den, så den sidder lige igen.
”Sådan,” siger han.
Vi går videre igen hen ad den smalle, tilsneede skovsti. Der er meget stille, lægger jeg mærke til.
Det må være på grund af sneen. Den lægger sig som en tæt dyne hen over hele verden, så alle lyde bliver dæmpede og svage. Og der kommer hele tiden mere sne. Tænk hvis hele jordkloden blev dækket? Ville man så slet ikke kunne høre noget?
Da jeg fortæller ham om mine tanker, ruller han med øjnene.
”Selvfølgelig ville man kunne høre noget,” siger han, imens han ryster irriteret på hovedet.

Jeg mærker pludseligt en ubehagelig, dump følelse i maven, som jeg aldrig har oplevet før sammen med ham.

Hvorfor spurgte jeg overhovedet? Det var et dumt spørgsmål, tænker jeg skamfuldt.

Jeg slår mit blik ned i jorden og prøver at foregive at det er spændende at kigge på mine sko imens jeg går. Det er slet ikke spændende, men jeg tør bare ikke se på ham.

Nu synes han garanteret også at jeg er mærkelig… ligesom alle de andre, tænker jeg, mens en ubehagelig tavshed melder sig.
Til sidst kan jeg ikke holde spørgsmålet inde længere:
”Synes du at jeg er mærkelig?” Jeg samler alt mit mod og kigger op på ham. Han har sænket farten og kigger nu tænksomt på mig, som om han overvejer dét, jeg spurgte om.
Min mave gør ondt, som blev den badet i saltsyre. Det svider og jeg bliver helt blytung i kroppen, da han ikke svarer med det samme.
”Jah…” mumler han tøvende.
Ordet rammer mig hårdt. Hårdere end det plejer at ramme, når andre udtaler det. Det føles som skud fra en pistol. Jeg bliver tør i munden. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Skal jeg sige noget? Eller skal jeg bare stikke af?

Jeg ved det ikke, så jeg ender bare med at stirre modløst ned i den nyfaldne sne. Jeg ville ønske jeg kunne gøre ligesom sneen, der lægger sig som en kold dyne hen over jorden. Hvis bare jeg kunne folde et iskoldt klæde rundt om mit indre. Så ville jeg aldrig blive såret.
Jeg kniber øjnene sammen af koncentration og forestiller mig at en kold kuppel sænker sig ned omkring mig.

”Men… jeg kan godt lide det – altså at du er mærkelig,” afbryder hans stemme pludselig min koncentration. Jeg spærrer øjnene op på vid gab og møder et blik der smiler opmuntrende. Da jeg først forstår ordene ordentligt, smelter det iskolde skjold omkring mig - på ingen tid.
Jeg kan næsten mærke, hvordan håbet spirer op i mig, som en plante i solskin. Det gør ikke noget at han synes at jeg er mærkelig, for han kan lide det!
”Og jeg kan også… godt lide dig,” udbryder han og kigger forlegent ned i jorden, mens han skraber med foden, så der kommer et lille bart stykke jord til syne.
Mit ansigt lyser med det samme op i et henrykt smil og jeg kan ligefrem forestille mig hvordan mine øjne må funkle lige nu. Min mave slår kolbøtter og det føles som om en sværm af sommerfugle har erstattet syre-pytten, som jeg før havde i maven.
”Og jeg…” siger jeg, men stopper med en tøven. Han kigger halvt op med en forhåbningsfuld gnist i hans øjne. De øjne. Så brune og så blide. De har præcis samme farve som en moden kastanje. Jeg kan godt lide kastanjer.
Og jeg ved at det er det samme med ham.
”Jeg kan også godt lide dig,” svarer jeg med et smil på læben.

 

Der er ikke længere pinlig tavshed, nej, vi griner og snakker om alt hvad der falder os ind. Det falder mig også helt naturligt at tage fat i hans hånd. Han kigger bare varmt på mig, og sådan går vi så.
Hånd i hånd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...