Love is in the air

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 10 dec. 2013
  • Status: Igang
"Lucas min kæreste efter nu næsten 5 år, fik konstateret kræft for ja… hvad vil sige ca. et måned siden nu. Det har taget hårdt på ham og selvfølgelig hans familie. Og så er der så os. Vores fohold. Det er svært at holde et forhold kørende, med en der faktisk kun næsten ligger i en hospital seng dagen lang, og bare sover sig igennem dagene, imens jeg kan sidde og kigge på..."

4Likes
6Kommentarer
315Visninger
AA

1. Love is in the air

Love is in the air

***

Radioen spillede stille musik, ud i det lille hospital rum. Lægerne og sygeplejerskerne løb hele tiden forbi døren, ind til det lille rum. Nogen med ti milliarder sprøjter i hænderne, og nogen med bare en.
Her lugtede også. Nogen gange kunne jeg brække mig over den konstante lugt af medicin, og gamle mennesker blandet sammen. Det var ikke lige frem noget mine næsebor elskede mest.

 

Nellike og appelsin. Sammen. Det man altid laver op til Jul, hvilket det jo så er nu. Der ligger en på det lille hvide natbord, og lugten spreder sig ud i rummet, hvis man tager nelliken ud af appelsin, og så igen putter den ind et andet sted.

 

Den så stærke og krydret lugt. Men så sød på samme måde. Fantastisk. Man kan næsten smage den søde, og saftige appelsin. En appelsin, fyldt med glæde og kærlighed.

 

Noget af det der ikke var så meget af her. Ja det skete ærlig talt ikke så meget her i rummet. Jeg burde være på arbejde lige nu. Jeg arbejder i en lille tøjbutik. Ja faktisk lige her nede på hjørnet. Jeg plejede at stå der nede hver dag men… Ting ændre sig.

 

Det var så dejligt at kunne møde op med et smil, og så altid være sikker på at få en gengældt i løbet af dagen. Det var det der fangede mig. Kærligheden fra mennesker. Hvordan et lille smil kunne gøre verden hundrede gange bedre.

 

Nu sidder jeg her hverdag. Jeg tror efterhånden at min chef ikke forventer at jeg kommer på arbejde, nu når hun ved hvad jeg er igennem. Hvad Lucas er igennem.

 

Ja jeg burde nok fortælle jer det. Og det vil jeg også gerne. Det er bare rigtig svært for mig, når det to mig over en måned at bare få ordende ud gennem læberne, til min chef, som jeg så har kendt i lidt over to år nu. Vi har altid kunne snakke om alt.

 

Men selvfølgelig. Det her er noget andet. Det er mine tanker. Ikke andet. Ikke nogen mennesker jeg aldrig har mødt før. Bare mine sindssyge tanker der altid flyver rundt i hovedet på mig, som bier der er virkelig sure. Eller det gør de da hvert fald nu.

 

Lucas min kæreste efter nu næsten 5 år, fik konstateret kræft for ja… hvad vil sige ca. et måned nu. Det har taget hårdt på ham selvfølgelig, hans familie. Og så er der så os. Vores fohold. Det er svært at holde et forhold kørende, med en der faktisk kun næsten ligger i en hospital seng dagen lang, og bare sover sig igennem dagene, imens jeg kan sidde og kigge på.

 

Og lægerne bliver ved med at sige at det bliver bedre, men så næste dag er det meget værre. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro mere. Skal man give op, eller skal blive ved? Mit hoved siger at jeg skal blive ved. Jeg kan da ikke bare lade et 5 års langt forhold gå i skraldespanden, og så se det kører væk med skraldebilen. Ekstremt dårligt eksempel… Men i forstå det vel, ikke?

 

Og nu skal jeg bare se ham ligge i hans seng. Hans ellers så varme brune hår farve, har mistet dens glans. Han er mørk under øjnene, og ligbleg. Han ligner ikke sig selv mere. Ikke den glade og smukke Lucas jeg altid var sammen med. Nej. Nu ligner han en fremmed. Et spøgelse. Men jeg ved at inderst inde er han jo stadig den samme. Sygdommen har bare overtaget hans krop.

 

Vi plejde at gå ture hver evig eneste dag. Lige meget hvad vejret var. Dagen jeg husker specielt meget var dagen før, han fik af vide at han havde fået kræft. Han havde godt lagt mærke til nogen dage før, at han ikke havde det så godt, og gik så til lægen. Og den dag, ventede han stadig på resultatet. Jeg kan huske han var så nervøs over, at der gik så lang tid inden at han fik et resultat. Men til sidst glemte han det, og ignorerede det.

 

Turen den dag var så speciel, at jeg aldrig vil glemme det. Det var i parken, tæt på Big ben og London Eye. Vi var det eneste. En mandag morgen, og der lå sne over det hele. Jorden var klædt i hvidt. Der duftede af vinter. Den dejlige friske duft a nyfalden sne. Det var så smukt at se på. Jeg kunne næsten ikke nænne at træde på jorden.

 

”Lucas!” Skreg jeg da han kastede en snebold lige i ryggen på mig. ”Det er ikke fair, jeg kan ikke finde ud af at kaste” Sagde jeg og lagde armene over kryds. ”Selvfølgelig kan du det, du gider bare ikke svine dine handsker til. Hvem tror du jeg er Luzy! Jeg kender dig!” Sagde han og grinte. Jeg elsker når han siger mit navn. Med hans bløde og varme stemme. Og så ligger han altid et ekstra tryk på L’et og u’et. Det er så sødt.

 

”Måske lidt for godt en gang imellem” Sagde jeg og løb hen til ham, for at ligge mine arme rundt om hans hals. ”Så siger vi det” Sagde han og løftede mig op, og snurrede mig rundt.
”Stooop Lucas!” Skreg jeg, men grinte på samme tid, så sætningen næste blev kvalt i min hals. Han stoppede og satte mig, ned på jorden igen. Snurre turen havde gjort mig virkelig rund tosset, så jeg faldt ned på jorden, midt i et stort grineflip.

”Jeg er mega rundtosset” Grinte jeg, og tog fat i hans hånd, og trak ham med ned på jorden, så han lå ved siden af mig. ”Ja du er tosset” Sagde han og lænede sig over mig, for at give mig et lille kys på kinden. ”Ja, og du er så irriterende!” Sagde jeg, og slog blidt til hans arm, med min hånd, der havde en stor varm handske på.

Lucas havde sin brune jakke på, den han havde købt så lang tid siden. Han købte aldrig nogen nye ting. Og så det så skete, var det mig der tvang ham til det, eller så køber jeg det til ham. Den brune han har på, har jeg faktisk også købt til ham. Ikke særlig lang tid siden, og han har faktisk brugt den non stop siden, så det var vidst et super godt køb.

Jeg selv, havde min lange vide jakke på. Jeg havde købt den i Primark eller sådan noget for cirka en måned siden. Jeg manglede virkelig en jakke, og Lucas synes at jeg så godt ud i den. Han beskrev mig son en engel. Og så kan man jo ikke gøre andet end at købe den vel? Haha…

Hatten jeg havde på var en arving fra min afdøde mor.. hun døde…

 

Mine tanker blev blokeret. Min mor døde også. Det skete 3 år siden. Jeg kan huske det, det var den værste tid i hele mit liv. Vil jeg kunne tåle at miste en til så vigtig person, i hele mit liv? Nej det vil jeg ikke… Jeg kan huske at jeg vågnede op grædende om natten, efter mareridt om min mor der dør i mine arme. Det fortsatte hver nat, i en hel uge, hvor Lucas så også vågnede fordi jeg skreg så højt.

 

Mine tanker kom hurtigt tilbage:

Her lå vi sneen, og jeg kunne mærke sneen nærmest fryse min ryg til is. ”Jeg elsker dig” Sagde Lucas og kyssede mig. Det var ikke noget vi sagde tit til hinanden, næsten aldrig faktisk. Nok kun fordi vi var lidt bange for at sige det, men så alligevel ikke. For vi ved begge at vi elsker hinanden meget højt.

Han rejste sig op, og rakte sin hånd hen mod min, for at jeg kunne tage fat for at komme op. Han trak til og jeg klaskede lige ind i ham. Han greb hurtigt fat i mig og lagde armene om mig.

”Kan du huske første gang vi mødtes her?” Sagde han, og jeg nikkede hurtigt. Ja det var faktisk lige her. Det var sommer, og jeg var ude at gå, en helt normal lørdag morgen. Ligesom jeg altid gjorde, og altid gør. Og så lige pludselig, kommer der en ung dreng hen til mig, og spørger om hvad jeg hedder… Og så- Ja så kørte den egentlig bare der fra.

”Jeg var sikker på du var den eneste ene… Derfor løb jeg hen til dig. Og du er ikke klar over hvor nervøs jeg var… Ligesom nu” Sagde han og blinkede et par gange med øjnene. Jeg kiggede mærkeligt på ham, og lignede sikkert et stort spørgsmålstegn.

Men så da han satte sig ned på et knæ foran mig, lavede jeg store øjne, og tog hænderne op til munden. Han tog en lille æske frem, åbnede den, og i var den smukkeste diamantring ”Luzy vil du gifte dig-” Startede han, men jeg afbrød ham hurtigt. ”Ja, ja, ja, ja!” Skreg jeg nærmest og væltede ham omkuld.

 

Tankerne stoppede igen, då mine tårer trillede ned over mine kinder. Det var heldigvis glædetårer, men så også blandet med sorg. Hvad hvis jeg mistede ham. Diamantringen sidder stadig på min finger. Den glitre i sollys. Sollys er der intet af her. Faktisk glitre den slet ikke mere, det føler jeg hvert fald ikke at den gør. Der kommer flere tårer, og et lille snøft.

 

”Hvorfor græder du?” Spurgte en hæs stemme ved siden af mig. Lucas var vågnet. ”Ikke noget. Hvordan har du det?” Sagde jeg hurtigt, og ignorerede hans spørgsmål. ”Hvorfor græder du?” Spurgte han igen og løftede langsomt sin arm for at kunne nå hen til mind hånd, for at få fat i den. Han kører ind finger over ringen og kigger op på mig, med et spørgende ansigtsudtryk. Han har de mørke rander under øjnene, og hans brune øjne har mistet den varme farve, ligesom hans hår.

 

”Jeg kom bare til at tænke på den dag du friede” Mumlede jeg og snøftede en gang til. Jeg tørre tårene væk med min håndryg, og lagde den ned på mit lår igen.
”Var det da en dårlig ting?” Spurgte han, og sendte mig et lille skævt smil.
”Jeg savner bare den tid hvor vi kunne gå ture sammen, og have det sjovt. Nu skal du bare ligge her dagen lang og… Jeg vil bare ikke have at du dør” Sagde jeg, og så kom tårerne igen.

 

”Luzy, jeg dør ikke. ”Sagde han. Det lyd troværdigt. Men der var jo ingen der vidste hvad der kunne ske. Ingen gang lægerne kunne fortælle om han var på vej til enden af hans liv, eller om han kunne leve videre. Ingen vidste det.

 

”Kom her” Mumlede han og rykkede sig langsomt så der var plads i hospital sengen til mig. Jeg rejste mig for stolen, og lagde mig tæt op til ham. ”Når jeg så bliver rask, bliver vi gift. Vi får tusind børn, og en hund” Grinte han stille.

 

”Tusind børn? Synes du ikke det er lige i overkanten” Spurgte jeg og grinte stille. Jeg tog fat i hans hånd, og strøg langsomt min tommelfinger over den. ”Næ, det synes jeg egentlig ikke” Sagde han og vendte hovedet så han kunne se mig. ”Okay så” Mumlede jeg, og kyssede hans kind.

 

Og der lå vi, i en time, og snakkede om vores store fremtidsplaner, og om hvordan vores nye store villa hus skulle indrettes. Ja det villa hus, vi faktisk ikke har. Endnu, hvis man spørger Lucas. Vi blev desværre afbrudt af en sygeplejerske der kom ind, med nogen pairer. ”Lucas du har din anden behandling.. i morgen klokken 10. Så kommer jeg ind og henter dig, okay?” Sagde hun, og kiggede på ham. ”Ja” Sagde han kort, og lagde hovedet ned på puden igen. ”Så må vi jo se hvordan det går” Sagde hun og gik ud af den store hvide dør, der stod helt åben.

***

KAGE

///MAJA

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...