Flugtbillisten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2013
  • Opdateret: 10 dec. 2013
  • Status: Igang
Tre mennesker bliver ramt af en bil, dem der rammer dem kører straks væk, kan man overleve i en bil der vender på hovedet når der ikke er nogen der ved at man er blevet ramt?

0Likes
0Kommentarer
152Visninger
AA

1. Den ensomme plet

Hun kiggede ned af sig selv, hun havde spildt, det gjorde hun ellers aldrig, men der var mange ting hun aldrig gjorde, som hun havde gjort i dag, hvorfor skulle hun ikke også spilde?

Røde pletter var svære at få af, det vidste hun, det havde hun været klar over lige siden dengang hun spiste spaghetti og ketchuppen havde været flyvsk og placeret sig på hendes trøje.

At fjerne pletter havde hun aldrig været god til, og specielt ikke de besværlige af slagsen, der mente at de havde fundet en fast bopæl, der var dejligt, og de ville blive.

Rød på grøn, igen, altid var rødt på denne årstid, røde pyntegenstande var over det hele, hun hadede det, ikke julen i sig selv, det var da en smuk tanke at være søde mod hinanden i 24 dage og forære nydeligt indpakkede æsker til ens venner og familie. Men det fungerede jo aldrig i praksis. Mens hun lå der ville hun ønske at det gjorde, at alle bare kunne lade som om at de kunne lide alle andre, bare i 24 dage, så svært kunne det heller ikke være.

Pludselig registrerede hun at hun havde lukket sine øjne, hun skyndte sig at åbne dem igen, jeg må ikke falde i søvn, ikke sove, IKKE SOVE! Det var svært, men hun havde hørt, eller set det i tv, et eller andet sted at man i disse situationer skulle holde sig vågen, så det gjorde hun.

Hendes åbne øjne blev ved med at minde hende om hvor hun var, det var ikke noget hun havde lyst til at blive mindet om, men det kunne der jo ikke gøres noget ved... Med mindre at hun bare i et øjeblik... Nej! hold dine øjne åbne! Det gav ikke mening, men hun kunne høre sin mors stemme minde hende om det hun dog allerede vidste. Hendes hjerne tvang hende til at tænke over sin nuværende situation; hun kunne se det fraværende blik i Cilles øjne, de blodplettede sæder, de syntes at være over det hele, de pletter, og hun indså at det ikke var ketchup, lige som dengang med pastaen, hun havde på trøjen, det var blod, og det var hendes eget. Det lå i en enkelt ensom plet på hendes trøje, og da hun indså at den var større end den var lige før, skreg hun, et desperat smertefyldt skrig der blev afbrudt halvvejs af en hulken. Først troede hun at det var hende selv der hulkede, det ville jo passe til de tårer der havde fundet vej ned af hendes ansigt, men det var det ikke, det var Sebastian. Hun kunne ikke se hans ansigt, kun hans baghoved og halvdelen af hans venstre arm. "Ma-a-y?" Sagde han, hun kunne næsten ikke tyde navnet der kom ud fra hans mund, det var svært med hans rystende stemme. Hun huskede at det jo var hende og at hun hellere måtte sige noget. "Mmh." Ikke et specielt inteligent svar, men dog et svar. Han virkede lettet over at hendes skrig ikke var det sidste der ville blive hørt fra hende. "Er du okay?" Han vidste godt at det var et dumt spørgsmål, men hvad skulle han ellers sige? "Nej..." Var svaret. Hendes stemme var blevet lille, og det var ikke til at tro at det var den samme stemme der for under en time siden fortalt vittigheder, havde snakket højt og tydeligt. Det skræmte ham at hun lød sådan, det gjorde ham mere bange end hendes svar, fordi at han kunne høre at hun fortalte sandheden. Han trak vejret hurtigt, prøvede at holde sig rolig, at få sin vejrtrækning ned på noget der var normalt, det var svært. "Undskyld." Var det eneste han kunne få ud, det virkede som det rigtige. "Nej," sagde hun hæst med sin svage stemme, "du... De, ikke dig..." Han vidste hvad hun mente, men eftersom han sad i førersædet virkede det bare lidt som om at det var hans skyld at de var endt her, selvom at det var de andre der var kørt ind i dem og havde smidt dem hen ad vejen, det var de andre der havde placeret dem her i en bil der var vendt forkert, det var de andre der bare var kørt væk, det var ikke rigtigt, ikke iorden. Der lød en forskrækket, panisk og skræmt lyd, den kom fra May, der havde indset at hun ikke kunne mærke sin venstre fod. Det var ikke godt det her, hun begyndte lige så stille at blive mere og mere panisk over situationen, hun skreg igen, og igen, og igen... Hun blev ved, hun lød mere og mere panisk, mere og mere bange. Han kunne ikke holde det ud, han bad hende om at lade være, hun blev ved, han begyndte at græde igen. "Kan du huske," begyndte han, "26. december forrige år?" Hun holdt op med at skrige, men sagde derimod nogle underlige piv, der ikke helt kunne identificeres, hun var bange, men hvem kunne bebrejde hende det? "Dengang vi fandt Bette? Ude i sneen, det er 2 år siden nu, hun er sandelig blevet stor ikke?" Hun var blevet helt stille, det skræmte ham lidt, selvom det vel burde opfattes som godt. Hun åbnede langsomt munden og sagde: "Ja, hun - så lille..." "Det var hun," svarede han, "det var godt vi var ude at gå. Du ville ellers ikke først, efter at din jakke var gået i stykker, men så lånte du min mors, den lange hvide, kan du huske det?" "Mmm. Tror du hun er okay?" Hun stillede spørgsmålet med rystende stemme. "Ja, selvfølgelig, hun klarer sig altid, det ved du jo godt." Hun tænkte på Bettes pels der lignede et patchwork-tæppe, hun var altid så blød, selv når hun havde været udenfor i sne i en hel dag var hun blød. Det var dog ikke så tit at hun var det, faktisk var hun bange for sne, det var kun sket en gang at hun var ude i den en hel dag, og det var fordi at de glemt at lukke hende ind... Det var ikke noget der skete så tit, men dagen det gjorde, skulle selvfølgelig være en dag hvor det sneede... Den stakkels kat havde ikke nærmet sig nogen af dem i næsten en halv dag. Dens fornærmelse varede dog ikke længere end til når de skulle sove, hvor den som sædvanlig kom luskende ind til dem og lagde sig i sengen. Hun smilede og så lille pjuskede Bette for sig. "Du bløder." Hendes kommentar fik ham til at lægge mærke til en smerte i baghovedet, han tog sin højre hånd op til sit baghoved og kunne mærke noget vådt. Der var pludselig blevet meget stille på bagsædet, "Hvad er der?" Spurgte han hende. Hun turde næsten ikke at sige det, men vidste at det var bedre end at han selv opdagede det; "Din hånd... Den..." Hun kunne ikke finde ordene, hun rakte sig frem og tog fat hans venstre hånd. Han tog lige så stille sin højre ned foran sit ansigt og kunne i tusmørket ane den foran sig, der manglede noget, hans vejrtrækning blev hurtigere da han indså hvad det var, lillefingeren var der ikke mere. "Jamen, jeg ikke - noget." Nu var det hendes tur til at holde ham fra at gå i panik. Hun klemte hans hånd og håbede på snart at høre nogle sirener, om det så var en ambulance eller politiet, hun vidste godt at det var åndsvagt, men hun havde altid været dårlig til selv at trøste folk, hvad skulle hun sige? At lillefingeren ikke var vigtig? Det troede hun ikke ville fungere. Hun kunne pludselig mærke hvor træt hun var, hun kunne næsten ikke holde sig vågen, men det blev hun vel nødt til, pludselig kunne hun høre en bremsende bil. Næsten hele hendes trøje var blevet rød nu. Idet en dør blev åbnet ramte hendes hoved taget af bilen, hun kunne ikke holde sig vågen længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...