The Angel Of My Life - Oneshot (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 10 dec. 2013
  • Status: Igang
(Mit Oneshot Til Julebillede 2)
Håber I kan lide den.

11Likes
10Kommentarer
940Visninger
AA

1. The Angel Of My Life.

  Selv nu, tredive år efter ulykken, vågner jeg  stadig op om natten, midt i et mareridt, og det eneste der kører rundt i hovedet på mig, er navnet 'Alice'.

  Hvergang jeg ser på mig selv i spejlet, og kigger ind i mine klare havblå øjne, ser jeg hullet i iset for mig. Jeg ser boblerne nå op til vandets overflade, men langsomt forsvinder de.

  Når jeg snakker med mine forældre, der nu er blevet gamle, og jeg nævner navnet Alice, husker de ingenting. Det eneste de husker var fra dengang de var unge, og helt små.

  De ramser navne op som jeg aldrig før har hørt, og fortæller mig den ene løgnhistorie efter den anden. Men det der gør mig ked af det, er ikke at de lyver, men det at de virkelig tror at det er rigtig.

  Mine børn er stadig for små til at få fortalt om ulykken, de vil ikke kunne forstå det. Måske min ældste dreng Mike vil kunne forstå det, men han vil bare få mareridt ligesom jeg.

  På et tidspunkt bliver jeg nødt til at fortælle dem det. Jeg har alvorligt brug for at tale med nogle om det. De eneste jeg har talt med om det, er mor, far og min mand Dave. De er søde, og lytter, men forstår ikke den smerte og sorg jeg føler. Jeg føler at det er min skyld, og jeg er alvorlig bange for at det ikke bare er noget jeg føler.

  Skriget fra Alice, da isen knækkede under hende, giver mig kuldegysninger. Hendes hånd der strækker sig op fra det kolde vand, får mine tænder til at klapre, og mine øjne til at løbe i vand. Det sidste jeg hørte hende sige, var "Jeg elsker dig." Men jeg godkendte hende ikke som hun var, og jeg kaldte hende for ting en bedsteveninde aldrig burde sige. Så løb hun ud på isen, for at nå over på den anden side af skoven. Men hun nåede ikke over.

  Under hele forløbet, selv efter hun var druknet, havde jeg bare stået som en egoist, og set på. Jeg troede hun ville komme op, men det gjorde hun aldrig.

  Den første gang jeg græd, var ikke da jeg så hende græde over de grimme ord jeg kaldte hende, det var heller ikke da iset knækkede, eller da den sidste luftbobbel nåede overfladen. Det var da sygeplejersken fra hospitalet kom ind i venteværelset, og fortalte at hun var gået bort.

  Langsomt lægger jeg mig ned i sengen, og kigger ud af vinduet. Sneet daler langsomt ned fra himlen, og stjernerne glimter klarer end nogensinde. 

  I sneet på græsset, kan man se fodspor fra en harer. Og i haven ved siden af, kan man se hele familien sidde og se julekalender i tv'et, mens de spiser de lækreste småkager de sikkert selv har bagt. Det er en lykkelig familie. Sådan en vil jeg ønske jeg har, men jeg ødelægger altid den hyggelige stemning. Jeg dur ikke til andet end at gøre folk kede af det, og gøre mig selv endnu mere ked af det.

  "Det passer ikke," hvisker en klar og flot stemme bag mig.

  Jeg kigger forskrækket rundt omkring mig, og der står Alice så midt på gulvet. Hendes krop skinner et skarpt hvidt lys, og ud fra hendes ryg vokser to store vinger. Over hendes hoved svæver en glitrende sølvfarvet cirkel. Hun er en engel.

  "Du.. du.." mumler jeg, og kan intet forstå. Aldrig har jeg troet at jeg vil komme til at miste forstanden. Men nu er tiden altså kommet.

  "Ja, Dina," siger hun denne gang højt, og hendes stemme den runger i værelset. "Og det er ikke forsent at få en hyggelig jul."

  "Jo.. jeg ødelægger det altid," siger jeg, stadig målløs.

  "Hvorfor gør du det?" Spørger hun, men lader allerede til at kende svaret.

  "Fordi.. jeg tænker på dig, dengang.. Du ved," mumler jeg.

  "Ja," siger hun, og smiler blidt. "Du stopper dig selv i at få et godt liv, fordi du tænker for meget på fortiden."

  "Du siger det som om at det er en dårlig ting," siger jeg, og rynker brynet.

  "Det er en dårlig ting!" Svarer hun, og rykker sig nærmere hen imod mig. "Venter du på at jeg kommer for at sige at du er tilgivet? For du er aldrig blevet bedt om det, og du ødelægger dit liv og dit forhold til dine børn, hvis det fortsætter sådan her."

  "Det ved jeg, men jeg kan ikke stoppe med at tænke på det der skete," siger jeg, og er lige ved at græde.

  "Dina.. det der skete.. var jo ikke din skyld.. det ved du også godt," siger hun, og sætter sig ved siden af mig.

   Jeg kigger ned i gulvet, og lukker øjnene i.

  "Jeg ved godt at det ikke er min skyld," siger jeg. "Men følelsen er der stadig."

  "Har du nogensinde tænkt på, at du ikke bare ødelægger dit eget liv?" Spørger hun. "Har du nogensinde tænkt på, hvordan dine børn og din mand har det?"

  "Ja! Selvfølgelig!" Råber jeg fornærmet.

  "Hvad laver de så lige nu?" Spørger hun, og ser på mig. Jeg lader blikket glide op fra gulvet, og kigger ind i hendes øjne for første gang i mange år.

  "Ja.. Nej.." Svarer jeg, selvom det ikke rigtigt er et svar.

  "Så du ved det ikke?" Spørger hun.

  "Nej."

  "Så syntes jeg at du skal se det," siger hun.

  Verdenen omkring mig bliver først kridhvid, og så langsomt får den farver. Det føltes underligt, og så pludselig står jeg op. 

  "Prøver du at hentyde at du er spøgelset fra A Christmas Carol?" Spørger jeg på den helt forkerte tidspunkt, men hun fniser svagt.

  "Nej, jeg vil bare vise dig hvad her enligt sker, mens du ikke er tilstede," siger hun.

  Jeg havner midt i stuen, hvor mine sønner og mand sidder.

  "Far?" Siger min yngste. "Hvor er mor?"

  "Hun er i soveværelset," siger han, og smiler svagt. "Hun har brug for lidt fred og ro."

  "Men det har hun jo altid?" Siger min ældste. "Hvorfor kan vi ikke bare opføre os som en normal familie?"

  "Sådan er det bare," siger far træt, og lukker øjnene i.

  Inden jeg når at sige noget, sidder jeg igen i sengen.

  "Kan du nu forstå det?" Spørger Alice.

  "Ja," svarer jeg. "Jeg forstår ikke hvordan jeg i al den tid, har glemt at tænke på min familie. De som holder af mig, også for den jeg virkelig er."

  "Det er sjovt," siger hun. "Jeg husker dengang inden jeg døde. Vi var på vej op og kælke, og skulle gå igennem den mørke skov. Selvom du hadede den, fordi du var bange for den. Men alligevel  lod du mig følges med Ian, som jeg var forelsket i. Jeg blev så glad, men jeg nåede aldrig at fortælle dig det. Det føltes så dejligt at gå sammen, hånd i hånd, og man føler sig uovervindelig for mørket. Det skulle dig og din mand prøve engang."

 "Ja, jeg kan faktisk også huske det," siger jeg, og smiler. I noget tid bliver der stille.

 "Jeg må videre," siger hun.

 "Nej! Nej, det må du ikke!" Råber jeg, men i næste sekund er hun væk, og jeg sidder atter alene i mørket. 

 I huset ved siden af ser jeg nu at de skændes. Ingen familier må så være perfekte. Og selvom min ikke er, kan den måske blive. Eller noget i den retning.

  Jeg går ind i stuen hvor de alle sidder. De smiler da de ser mig, og da jeg spørger om vi ikke skal lave småkager, bliver drengene vilde. De jubler, og jeg kan se at Dave, min mand, endelig ser ud til at slappe af. Han smiler til mig, og giver mig et kys på kinden.

 Udenfor ser jeg sneet falde ned i store dynger, og julemanden vi har til at stå udenfor, lyser endelig. Se, det er et julemirakel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...