Krigerens Vej 武士道

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til "Pigen med Parasollen" konkurrencen, og jeg har valgt valgmulighed 1.

Tsukino Yū er en kvindelig samurai, der sætter ære og mod over alt andet.
Hendes familie har valgt at gifte hende ind i Oda-klanen, en af Japans mest indflydelsesrige familier, men da hun får at vide, at hendes forlovede er blevet brutalt myrdet af fjendtlige ninjaer, starter hendes rejse.
En rejse, der ikke blot bygger på kampen mod en skjult fjende og det feudale Japans opfattelse af, hvad en ordentlig kvindes liv skal bestå i, men også på et venskab mellem to mennesker der møder hinanden ved et tilfælde, og ender med at skabe bånd for livet.

10Likes
22Kommentarer
1230Visninger
AA

6. Ærlighed 誠

Den sølvbrogede hest, som skulle have båret Ryou på den hårde rejse gennem skoven, springer over træstammen der ligger på tværs af den tilgroede sti. Den lander på den anden side af det døde træ med et bump, og snart synker forbenene i knæ. Den kvindelige samurai hiver desperat i tøjlerne, forsøger at tvinge dyret op endnu engang, men forgæves. Snart følger de kraftige bagben efter, og hun er tvunget til at springe af, da hesten vælter om på siden. Hendes rustning, som er placeret over saddelknappen klirrer, og løsner sig fra båndene som skulle holde den på plads. Hesten ruller med øjnene og pruster af udmattelse. 
Det går op for samuraien, at hun har presset sin stakkels hest alt for længe, og at hun bliver nød til at lade den få et langt hvil. Pludselig fortryder hun dybt, at have solgt sin egen til landsbybeboerne, fordi den var træt. Det ville have været smartere at lade dem skiftes til at bære hende. Med et suk kommer hun langsomt og usikkert på benene, og går over til det store dyr, hvis skind er gennemblødt af sved. Luften er tyk i skoven, og det tærer hårdt på begges kræfter. 
Hendes fingre glider let hen over den korte, gråhvide pels på hendes eneste rejsekammerats hals, mens hun forsøger at berolige den. Da hun er sikker på, at den ikke går i panik og løber sin vej så snart den har samlet kræfter til det, kommer hun igen på benene, binder dens tøjler til et træ og forlader den.
Hun må få fat i noget vand. Ellers når hun ikke frem til Oda-klanen i live.

Samuraien går gennem skoven, alene. Det er ved at blive aften, og den sidste rest af solens stråler når kun lige akkurat ned gennem trætoppende, og lægger skovbunden i dybe skygger. Lugten af rådnende blade og muld fylder hendes næsebor, og skoven er uhyggeligt stille. For ikke at blive væk fra stien hvor hendes hest og oppakningen venter, har hun så vidt som muligt forsøgt at stikke pinde ned i jorden efter hvert andet skridt, selvom hun nogen gange er blevet tvunget til at ændre afstanden, på grund af den hårde skovbund af vulkansk sten. 
Efter en del vandren, hvor hun bliver nød til at stoppe op hele tiden for at sikre sig, at hun ikke er faret vild, og heller ikke kommer til det, stopper hun pludselig brat op. Skoven, som indtil nu har været så stille, at hun næsten har troet det umuligt, giver nu en underlig lyd fra sig. Først virker det som en sukken, hun fortæller sig selv at det nok bare er træerne der knirker, men snart lyder det mere som åndedræt. 
Det er langsomt, gisper efter vejret som kom det fra et såret dyr. Det kommer langsomt nærmere, i takt med at hun går. Selvom hun ikke plejer at tro på den slags, bliver krigeren alligevel nervøs. Aokigahara er kendt for at være bolig for onde ånder. Kan disse fortællinger virkelig være sande? Hun ryster på hovedet, prøver alt hvad hun kan at benægte de tanker om iskvinder og mænd med fuglehoveder som lister sig ind i hendes sind på afstand. 
Men snart kan hun ikke holde det ud mere, for skoven bliver stadig mørkere, og det fremmede åndedræt stopper ikke. Hun sætter hun farten op. Hurtigere og hurtigere går hun.
Men så rammer hendes fod noget blødt, og sørger for at hun snubler.

Hun når at beskytte sit hoved med armene før hun rammer jorden, og vender sig hurtigt om. Kniber øjnene sammen på grund af mørket.
En menneskeskikkelse ligger foran hende. 
Langsomt og forsigtigt nærmer hun sig denne person, som var grunden til al hendes frygt. Stadig med forestillinger om onde ånder inprintet i sit sind, når hun den underlige skikkelse, og må udstøde et gisp. 
Personen er en mand. En ung mand, måske lidt ældre end hende selv, iført mørkt tøj over hele kroppen. Hans halvlange hår klistrer til hans pande og sved løber ned over hans ansigt. Et stykke klæde, som tydeligvis dækkede for hans mund tidligere, er blevet revet desperat ned om halsen og hans læber, åbnet let mens de desperat sluger luften omkring ham i høje gisp, er synlige. Hans øjne er lukkede og det er tydeligt, at han er i store smerter. Hun lægger hurtigt hånden på hans bryst og mærker hans hjerte banke hårdt imod sine fingre. Uden at tænke på konsekvenserne, eller på hvor meget det vil sinke hendes rejse, griber hun fat om mandens arm og hiver ham op i sin favn.
Halvt bærende, halvt slæbende får hun ham hevet tilbage gennem skoven, imens hun slår fødderne mod de grene hun selv har opstillet, for at være sikker på at de stadig er der.

Langsomt, og så blidt som muligt, lægger hun ham forsigtigt ned på en bunke af blade, som hun hurtigt har fået skrabet sammen med fødderne. Det er så mørkt nu, at hun kun med nød og næppe får sig selv stoppet, før hun går ind i hesten som står og venter ved det samme træ som hun forlod den ved. Hun finder nogle tørre grene rundt omkring i nærheden, og forsøger at tænde bål, da et støn undslipper mandens læber, hvorefter en hånd griber fat om hendes håndled.
"Hvorfor.. reddede du mig?"
Hans rystende stemme lyder for meget som Ryous inden hans død, og snart breder sorgen og kvalmen sig i hende endnu engang. 
"Jeg kan ikke lade en person dø, som jeg måske kunne have en chance for at have reddet."
Samuraien har tænkt sig at stå fast i sin sag, men manden sukker, virker ikke overbevist. Han skærer tænder af smerte, før det lykkes ham at fortsætte, nu med en stemme, som ryster endnu mere end før:
"Du kan.. Ikke.. ikke redde mig. Jeg er.. blevet forgiftet, og skal.. dø her."
Kvinden ryster på hovedet, og slipper alt hvad hun har i hænderne, hvorefter hun rejser sig. 
"Har du noget vand?"
Manden nikker, og hun får fat i den lille skindpose der sidder fastgjort i hans bælte, skjult under folder af tøj. Hurtigt går hun hen til hesten, som nu står op, og lader den drikke. Så snart posen er tom, hiver hun, på trods af hans protester, manden op at stå, og hjælper ham over til hesten. Hun ved at det er farligt at ride om natten, og at der er endnu større chance for, at hesten vil komme til skade, men er også klar over, at denne fremmede vil dø hvis hun ikke får hjælp.
En hjælp, som kun Odaerne kan give hende.

Morgenen begynder at gry, men den kvindelige samurai bemærker det ikke. Hendes blik er rettet mod stien, imens hendes arme klemmer sig beskyttende om mandens slappe krop. Han besvimede igen for flere timer siden, og et par gange har hun følt sig tvunget til at stoppe op, og finde ud af om han stadig trækker vejret. Siden da er blod begyndt at løbe ned over hendes fingre fra hans side, og hun har efterhånden fået en fornemmelse af, hvorfor han er endt ude i skoven, døende. 
Han kan selvfølgelig have skadet sig selv, ligesom så mange andre har valgt den "nemme" udvej i denne skov, men af en eller anden grund tvivler den kvinde, som desperat forsøger at redde hans liv. Hvis han virkelig ønskede at dø, kunne han bare have drukket giften, som i stedet er blevet ført ind gennem et sår i hans side, en placering som vil betyde en langsom, og pinefuld død. Nej, en anden må have gjort det. Men hvem, ved kun han selv.
Selv samuraien må indrømme, at hun selv er tæt på at falde af hesten af træthed, da dens hove rammer grus i stedet for skovbund, og vækker hende op fra sin døs. 
Hun ser hurtigt og forundret op.
Foran hende tårner en imponerende bygning sig op. Terrassen er bygget op ad solidt og holbart træ, ligesom de pæle som holder taget oppe. Et par af de kridhvide papirskærme med påmalede fugle og kirsebærblomster står åbne, men ellers lukker de af for det overdådige indre, som hun ved at hendes egen families sommerbolig aldrig vil kunne måle sig med. Oda-klanens sommerresidens er sandelig en pryd for øjet. Det kan selv krigeren, træt efter den lange rejse som hun er, se.

Stivbenet og udmattet, kæmper samuraien sig ned fra hesten, der virker større end nogensinde. Med manden i sine arme, næsten ude af stand til at bære ham, vakler hun hen mod den åbne papirskærm, og stopper op et par meter derfra. Med viden om, at hesten ikke vil forsøge sig ind i skoven på ny, lader hun den være. Hun trækker vejret dybt, og udbryder så højt hun kan:
"Jeg, Tsukino Yu, ældste datter af Tsukino Akemi, og kommende allieret af Oda-klanen, er kommet for at søge ly og råd hos de personer som jeg ser på som min familie!"
Der går et øjeblik uden at nogen svarer, så dukker en ung kvinde op i en af åbningerne ind til det store hus. Hun er overdådigt klædt i lag efter lag af fornemt silke i lyse sommerfarver. Broderinger af sangfugle og træer pryder yderkjolen, som er spændt ind over hendes mave af et bredt bælte. Hendes ansigt er dækket af et tykt lag hvidt pudder og læberne farvet røde, efter fineste mode. Hendes mørke, næsten sorte hår er sat op med to tre lange nåle pyntet med guld og ædelstene, og i hånden bærer hun en stor vifte med fugleprint. Tydeligvis en højt rangeret person.
Tsukino Yu bukker, så godt hun kan for manden i sine arme, og ser så igen op på kvinden foran sig. Det var sådan hun kunne have risikeret at forsøge at gøre sig selv, hvis hun havde været hvilken som helst anden. 
Kvindens ansigt skifter fra at være udtryksløst, til en grimasse af afsky, som om hun lige har set en stor edderkop kravle hen over de sandaler hun skulle til at sætte fødderne ned i. 
"Hvad laver du her? Jeg mener ikke at der er blevet sendt bud om, at vi fik nogen gæster. Og slet ikke en pige i den mundering. Jeg troede at Tsukinos ældste datter var blevet voksen, ikke at hun stadig går rundt og tror at hun er en mand."
Yu trækker vejret dybt for ikke at komme til at vise vrede nu, hvor hun endelig er nået så langt. 
"Jeg tror ikke, at jeg er en mand. Men det ville være mig en stor ære, hvis jeg kunne få lov at blive her lidt, så jeg måske kunne gøre mig mere præsentabel, før selveste Nohime får at vide, hvad mit ærinde her er."
Nohime nikker let, så ædelstenene i hendes hårpynt dingler let frem og tilbage. 
"Men hvem er ham der? Jeg inviterer ikke fremmede ind i min mands bolig."
Yu er tæt på at sukke dybt. Nohime bliver virkelig aldrig tilfreds. Men hvilken kvinde gør også det, når hun er gift med en af landets største krigherrer?
"Han er min rejsefælde. Og han er hårdt såret, så jeg ville ydmygt bede om en læges hjælp, hvis der er sådan en til stede?"
Nohime nikker igen, denne engang med et modvilligt blik på manden, som Yu ikke ligefrem har ret til at kalde sin rejsefælde. Men hun kunne jo selvfølgelig ikke fortælle hende, at hun fandt ham tilfældigt ude i skoven, så vil hun først tro at hun er sindssyg.
Da samuraien endelig træder op på terrassen, og får lettet sin byrde af en tjener som Nohime tilkalder, føler hun sig mere udmattet end nogensinde før.  
 侍 
"Min mand er ikke hjemme. Han er stadig i sorg på grund af sin brors død."
Nohime ser advarende på Tsukino Yu, som om hun prøver at sige, at hun ikke tolerer indvendinger. Samuraien nikker forstående, selvom den anden kvindes holdning forvirrer hende. Siden hun trådte ind ad døren, har fruen af huset opført sig meget fjendtligt, som om hun har følt sig som trængt op i en krog hele tiden. Hun åbner munden for at spørge, om hun ved hvor han befinder sig, fordi overhovedet af klanen ville være et godt sted at starte, da en stemme pludselig lyder i hendes ører:
"Hvilket skal betyde, at han rider rundt og bekriger de andre klaner for øjeblikket."
Nohime vender sig vredt om, og Yu følger langsomt efter. Op ad en af træpælene der holder husets tag oppe, står en ung mand. Yu må kæmpe for ikke at komme til at gispe. Han ligner Hidetaka så meget, at hun først tror at det er ham. 
Men det går hurtigt op for hende, at det ikke er tilfældet. 
Hans sorte hår er sat op i en sløset hestehale, og en kimono bestående af let hvid silke viser, at han stadig er i sorg. Et ironisk smil spiller på hans læber, og hans brune øjne lyser af en sådan rolig ligegyldighed, der sætter en underlig følelse af frygt igang i Yus indre.
Hun er endelig hos Odaerne. Men hvorfor virker alt så forkert? Burde hun ikke kende de mennesker som betød alt for Hidetaka?
Manden træder hen til de to kvinder med en leen. Nohime s ansigt viser tydelige tegn på vrede, da det går op for hende hvem der står foran hende, og det er tydeligt at de to ikke bryder sig om hinanden. De sender hinanden et kort, indforstået blik, så hurtigt at Yu næsten ikke er sikker på, om det overhovedet fandt sted. Så vender manden sig mod hende og bøjer hovedet let.
"Undskyld jeg ikke har præsenteret mig selv endnu. Mit navn er Oda Nobuyuki. Det gør stadig ondt i mit indre, når jeg tænker på Hidetakas uheldige skæbne."
Uden at vente på svar, bevæger han sig ned ad den gang hvor han kom fra, og forsvinder om et hjørne. Yu bider sig i læben. Den mand er snu som en ræv, og hun har på fornemmelsen at hun skal holde et vågent øje med ham fra nu af. Det er ikke til at sige hvad han finder på.
 侍
Herren af husets personlige læge Saito, træder væk fra den sovende skikkelse, skjult for Yus blik under et par tæpper. Han ser på hende med sine venlige blå øjne, som hun aldrig før har set mage til. Tænkt at der findes folk som bærer sådan nogle øjne, der nærmest skinner som krystal!
"Hans tilstand er stabil. Nu skal han bare hvile."
Yu nikker taknemmeligt til manden, som i næste øjeblik træder hen til hende med sammenpressede læber. En svag lugt af forårsblomster omgiver ham, og gør hende helt rolig. Hun skal til at vige tilbage, men han griber fat om hendes arm. Hans greb er ikke så stærkt, men det er insisterende og giver hende en fornemmelse af, at hun er nød til at blive. 
"Odaklanen er i stor sorg. Specielt herren er knust."
Yu ryster på hovedet, forstår ikke rigtig hvor lægen vil hen med disse ord, som hun ikke behøver at have ham til at fortælle sig. Han fortsætter, men sænker denne gang stemmen til en hvisken:
"Men ikke alle i familien er hvad de giver sig ud for. Der gemmer sig hemmeligheder bag klanens selvsikre facade, som du aldrig vil være i stand til at forestille dig."
Saito slipper hende og sender hende et sidste blik med sine krystaløjne, før han går ud på gangen. Det går op for Yu, at den her sag måske er større end hvad hun nogensinde vil være i stand til at gabe over alene. Hun kan ikke lade være med at se Hidetakas ansigt for sit indre blik, og sukker. Hun skal finde den person som gjorde alt dette mod hende. Ellers vil hun ikke være i stand til at fortsætte.
Hellere dø end at give op.
 侍
Yu vender sig endnu engang på den tykke sivmåtte. Tæppet som dækker det meste af hendes krop, nu klædt i en let aftenkimono, er af det fineste silke, men det hjælper hende overhovedet ikke til at falde i søvn. Alt i dette hus er så perfekt, og så alligevel ikke. Hun kan ikke lade være med at spekulere over, hvad lægen med de blå øjne mente med sine ord. Er Nohime og Nobuyuki ikke hvad de giver sig ud for? Og hvad med klanens herre? Er det i virkeligheden Hidetakas egen familie, som hun burde mistænke? 
Tiden går, og Yu vender sig endnu et par gange. Lukker øjnene, forsøger ikke at tænke på noget. En foruroligende tanke rammer hende som et slag i maven: Hvis Hidetaka er blevet dræbt af Odaerne, hvad vil der så ikke ske med hende, hvis hun bliver hos dem for længe? Hun gyser, og rejser sig hurtigt op, prøver at overbevise sig selv om, at det ville vække for stor mistanke hvis også hun døde.
Yu retter let på sin kimono, og går ud på gangen, lister hen over det normalt knirkende trægulv. Hvis Saitos ord er sande, så kan hun ikke stole på nogen Oda. Hun har kun en allieret. 
Manden som hun reddede ude i skoven.
 侍
Da papirskærmen åbner sig lige nok til, at Yu kan presse sig ind i rummet bag den, rettes et par kønne, mørke øjne mod hende. Hun gisper af overraskelse, og lukker papirskærmen i med et smæld, glemmer alt om, hvor stille hun skulle være. 
Han ligger på en måtte magen til den i hendes eget rum. Silketæppet der lå over ham tidligere, er nu blevet trukket let til side, så hans tynde, blå kimono med blomsterprint nu er synligt. Tydeligvis en Saito har lånt ham. Han sender Yu et anspændt smil, og kæmper sig op at sidde imens han griber krampagtigt fat i sin ene side. Et lavmeldt støn undslipper ham, og hun skynder sig hen til hans side.
"Er du okay?!"
Manden nikker hurtigt, og ser ned i gulvet. Han åbner munden som om han prøver at sige noget, men der kommer ingen lyd ud. Han trækker vejret dybt og prøver igen, denne gang får han et par ord presset ud mellem sine sammenbidte tænder:
"Hvorfor.. Hvorfor hjalp du mig?"
Yu rynker panden i forvirring. Hvorfor hun hjalp ham? Er det ikke en selvfølge? 
"Jeg kunne jo ikke bare lade dig dø!"
Hun griber fat i mandens arm, lidt mere ublidt end hun havde tænkt sig, og frembringer et anstrengt smil på hans læber. Langsomt placerer han en hånd på hendes arm, og fjerner den blidt fra hans ærme, nu krøllet på grund af hendes stramme greb.
"Hør her, jeg er taknemmelig for, at du reddede mig. Men du har før mig til Odaérne, ikke? Her kan jeg ikke blive! Hvorfor har du.. taget mig hertil?" 
Han forsøger at rejse sig, men må overgive sig til smerten, og Yus, endnu engang, desperate greb om hans arm.  Hans åndedræt kommer i dybe stød, imens Yu endnu engang får ham lagt ned, og lægger tæppet beskyttende om hans krop.
Det er svært for hende at svare på hans spørgsmål, specielt på grund af den voksende klump i hendes hals, og en pludselig viden om, at han skal være den første ud over hende selv til at vide, hvad Hidetaka i virkeligheden betød for hende. Noget, der først er gået fuldstændig op for hende efter hans død.
"Jeg..."
Hun stopper op, ved pludselig ikke hvor hun skal begynde og ser ned på den fremmede, som sender hende et tålmodigt nik. På en måde giver det hende mod til at fortsætte.
Hun trækker vejret dybt ned i maven, og puster langsomt ud. Så begynder hun at tale med stærk, men rolig stemme:
"Du er her, hos Odaérne, fordi jeg har et ærinde her. Oda Hidetaka blev dræbt for cirka en uge siden, og jeg er her for at finde ud af hvem der stod bag. Hans familie må, om nogen, vide besked, eller i det mindste være i stand til at give mig en ledetråd."
Manden rynker sine bryn, som om han har noget på hjerte, men han holder munden lukket. Yu beslutter sig for at forklare.
"Mit navn er Tsukino Yu, ældste datter af Tsukinoklanens nuværende herre. Hidetaka kunne være blevet den næste herre over klanen nu. Hvilket skal betyde, at han skulle have været gift med mig."
Yu mærker tårerne vælde op i sine øjne. Manden sænker sit blik i forlegen tavshed, og langsomt fortsætter hun:
"Hidetaka har altid betydet meget for mig. Vi har ikke set hinanden så ofte, men han har tit sendt mig breve, hvor indholdet var små beskeder og digte. Jeg ved at.. At det lyder fjollet, men han har været den eneste som.. Rigtig har forstået. Forstået mine ønsker og drømme. Forstået at jeg ikke har lyst til at være som andre kvinder. Forstået at.. at.. krigerens lange, usikre vej, hvor du aldrig ved hvad morgendagen bringer, har været den eneste vej for mig. Jeg elsker sværdets ynde, og kampens dystre spænding. Jeg føler mig ikke hjemme i en yndefuld kimono med uhåndterligt lange ærmer, og et slæb som du risikerer at snuble i konstant. Og det kommer jeg heller aldrig til. Men han mødte mig altid med et smil alligevel, så på mig som en sand kvinde, men samtidig som en værdig modstander i kamp. Han så mig som sin ligemand. Men nu.. Nu er han ikke mere, og jeg bliver nød til at hævne ham. Ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv."
Manden sender hende et alvorligt blik, så fuldt af styrke, at det undrer hende hvordan hans krop stadig kan være så svag. Hans læber skilles let, da han begynder at tale med en varm, men hård stemme, som får en enkelt tåre til at glide ned over hendes kind.
"Jeg forstår, Yu. Jeg forstår dine følelser. Og jeg er villig til at hjælpe dig."
Han sender hende et træt smil.
"Mit navn er Sarutobi Sasuke. Og jeg, er en æreløs snigmorder. En person, som folk som dig vil betegne som ninja. Og når vores veje en dag skilles, vil vi ikke skylde hinanden noget."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...