Krigerens Vej 武士道

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til "Pigen med Parasollen" konkurrencen, og jeg har valgt valgmulighed 1.

Tsukino Yū er en kvindelig samurai, der sætter ære og mod over alt andet.
Hendes familie har valgt at gifte hende ind i Oda-klanen, en af Japans mest indflydelsesrige familier, men da hun får at vide, at hendes forlovede er blevet brutalt myrdet af fjendtlige ninjaer, starter hendes rejse.
En rejse, der ikke blot bygger på kampen mod en skjult fjende og det feudale Japans opfattelse af, hvad en ordentlig kvindes liv skal bestå i, men også på et venskab mellem to mennesker der møder hinanden ved et tilfælde, og ender med at skabe bånd for livet.

10Likes
22Kommentarer
858Visninger
AA

7. Retskaffenhed 義

Yu ser ned på det lave bord foran sig. Det er cirka en halv meter langt, og tredive centimeter bredt. Materialet er let, mørkt træ, og det står med den ene af de længste sider vent mod hende. Ovenpå er der placeret en skål med ris, en anden tallerken med fisk, skåret i små stykker og foran ligger et par spisepinde. De er af lyst træ, og lakeret med en sort farve, med et enkelt mærke af guld på midten. Mærket er formet som en fembladet blomst, omkranset af yderligere fem større  blade. Odaklanens mon. Tegnet på deres klan, et våbenmærke som de bærer på deres flag, og på rustningerne når de går i krig. Yu gyser. Første gang hun mødte Hidetaka bar han en rustning med det mærke lakeret på brystet. 
Hun ser hurtigt op på de to mennesker overfor. Nohime er iført en mørk kimono i dag, som fremhæver hendes blege hud og brune, næsten sorte øjne. Hun sidder og ser på sin mad, uden at sige noget. 
Et stykke væk sidder Nobuyuki på knæ, med hænderne placeret på lårerne. 
"Itadakimasu."
Siger han lavt, og samler spisepindene op med en elegant håndbevægelse. Nohime og Yu gør det samme, og snart kan hun få lov at smage rigtig mad på sin tunge igen. Hun har ikke fået noget ordentligt, kun en enkelt skål ris aftenen før, helt alene i sit tildelte soverum, fordi Nohime ikke følte for at spise med hende den dag. Men nu, da to personer sidder her og hun ikke længere er alene, føles det bare endnu værre. Hun kan ikke lade være med at opfatte hver eneste af deres bevægelser som en mulig trussel, og i lang tid er der ingen af dem der siger noget. Det er som om ingen tør afbryde muren af anspændt tavshed der fylder hele rummet. 
Men da Nobuyuki sluger den sidste mundfuld fisk, og han forstår, at den eneste som kan stoppe denne stemning er ham selv, begynder han at tale:
"Forholdet mellem os brødre hr altid været anspændt."
Sætningen hænger et øjeblik i luften, så sender kvinden ved hans side ham et advarende blik, men han forholder sig overraskende roligt.
"Hidetaka har altid haft svært ved at passe ind, præcis ligesom herren over klanen også havde det, da han var yngre. Vores mor har altid taget en enkelt af vi brødres parti, men selv nu, hvor vi alle er voksne og vores far er død så hendes indflydelse ikke står så stærkt, ser hendes meninger ud til at holde et fast greb i vores alles sind. Hidetaka og hans ene bror har altid skændtes, og selv som voksne havde de svært ved at være i samme rum. Jeg har ikke lyst til at pege på et familiemedlem som morderen, men er bange for, at denne bror kunne være en mistænkt."
Yu sidder helt stille og lytter, men indvændigt ler hun højlydt. Mit første spor! Nu mangler jeg bare at finde ud af hvem af brødrende Nobuyuki taler om.
Men hendes tanker bliver hurtigt afbrudt, da Nohime rejser sig, meget hurtigere end hva etiketten tillader. Hun siger Nobuyukis navn højt og vredt, og pejer mod døren som om hun er igang med at udvise en simpel hund.
"Nobuyuki! Gå ud og gør hestene klar!"
Krigsherren smiler let og nikker, hvorefter han åbner papirskærmen og forsvinder. Da Nohime går ud af rummet i den modsatte ende, bliver Yu siddende på sin plads, nu fuldkommen overvældet af chok. Hun stirrer hen på den hvide skærm, som Nobuyuki forsvandt ud af for et øjeblik siden, reagerer ikke da tjenerne kommer, og fjerner de små borde, eller da de stiller et krus dampende hed te foran hende. Hun har ikke andet i tankerne end Nohimes ord, og Nobuyukis reaktion, helt uden for Yus vildeste forestillingsevne.
Nohime er en stærk kvinde. Hun er yndefuld og smuk, svær at sige imod, men det her, var uhørt. Uanset hvem hun er gift med, vil en kvinde aldrig kunne kommandere med en mand. Og slet ikke selveste Oda Nobunagas højtelskede lillebror.
 侍
 Sarutobi Sasuke kommer langsomt gående hen over havebroen, bygget af lange, solide træplanker. Hans ene hånd hænger slapt ned ved hans side, og er bundet ind i stramme silkebånd. Den anden er presset mod et punkt under hans ribben, et tydeligt bevis på at han stadig er i smerter. Han er iført en blå yukata, med en let yderkåbe af mørkt, blomstret stof. Et smalt bælte af sort stof er viklet om hans liv, og et par flettede stråsandaler lægger sig mellem hans ellers bare fødder og det hårde træ under ham. Han sender Yu et anstrengt smil da han får øje på hende, og stopper under et kirsebærtræ i nærheden. Solen skinner ned gennem det tykke dække af rødgrønne blade, og rammer Sasuke med et blidt, gyldent skær.
Yu smiler, og sætter farten op, indtil hun når helt hen til ham. Et enkelt, rødt blad lander i hendes hår, ikke længere bundet stramt op af en fletning. Som et vandfald løber hendes lange hår ned over skuldre og ryg, stopper først nede ved hoften. Hendes øjne lyser af mod, men et glimt af forvirring og undren sniger sig ind i hendes ansigt og giver hende en alvorsfuld holdning. 
Sasuke bøjer hovedet let.
"Jeg har undersøgt din situation, og kan bekræfte, at Oda Hidetaka ikke døde ved et uheld."
Yu bider sig i læben, og får en pludselig, ukontrolleret lyst til at bryde ud i gråd. Hun klemmer øjnene hårdt i, og gør alt hvad hun kan for at holde den tilbage. Hun skal presse sine næste ord ud mellem læberne:
"Men.. hvem? Hvem ville dog.."
Hendes stemme knækker over, og hun er ude af stand til at fortsætte. Langsomt lægger der sig en beroligende hånd på hendes hoved, og to fingre fjerner bladet fra hendes hår. En hånd, der minder hende alt for meget om Hidetakas. Snart strømmer tårerne ned over hendes kinder, og pludselig er hun meget taknemmelig for, at den eneste der skal se dette, er en ninja. Landets kultur er bygget op omkring, at mennesket skal være stærkt. At det er en synd at græde, fordi det viser det modsatte. Selv børn skal hurtigst muligt lære at skjule deres sorg. 
Men langsomt finder hun en trøstende skulder, og Sasuke står helt stille imens han venter på, at hun igen skal få kontrol over sig selv. Ingen nedladende bemærkninger eller hånlige ord. Bare stilhed. Stilhed, og en tilstedeværelse der giver hende ro og hjælp til at fortsætte, kæmpe videre.
Snart retter Yu sig op og tørrer sine øjne med ærmet. Sasuke fortsætter med en stemme der ikke viser nogen tegn på, hvad der lige skete. Som om det lille brud på hendes ære ikke fandt sted. 
"En ninja, Tsukino. En snigmorder og løgner. En person, som ikke følger Vejen. En som mig."
Yu nikker, og trækker vejret dybt et par gange. Hun forsøger at få det til at hænge sammen med Saitos ord, men er ikke rigtig i stand til det. Hun står med rynkede bryn og ser på ninjaen foran sig. Han mener ikke nødvendigvis at det er en ninja, bare en person med samme tankegang. Og Saito sagde, at Odaérne ikke var dem de gav sig ud for.
Og det fører hende tilbage, til Nobuyukis ord. Denne bror, som Hidetaka aldrig har kunnet enes med. Bare Nobuyukis blik imens han afslørede dette, fortalte hende, at han mistænkte den mand. Hvis bare herren over Odaérne var her..
Hun skal lige til at nævne sine tanker for ninjaen, da et andet andet minde rammer hendes sind, og får hende til at spærre øjnene op. Hvorfor har hun ikke bidt mærke i det før nu?!
Hun ser på Sasuke  med et bekymret blik, og fortæller ham hurtigt hvad hun har på hjerte:
"Da jeg spiste sammen med fruen af huset, og herrens bror, fortalte de mig noget. Noget, som helt sikkert kan hjælpe os."
Hun taler hurtigt, men Sasuke ser ikke ud til at være forvirret over hendes ord. Han lytter opmærksomt, forsøger sikkert allerede at få det hele til at passe sammen.
"Nobuyuki fortalte mig om forholdet mellem ham selv og de andre brødre, og om at Hidetaka havde det meget svært sammen med specielt en af dem. Men så snart han nævnte dette, blev herrens kone megt vred, og sagde noget, som jeg indtil nu har set på som en ligegyldighed."
Sasuke nikker eftertænksomt. Yu trækker vejret dybt og buser ud med sin mistanke:
"Nohime sendte Nobuyuki ud for at gøre hestene klar!"
En hånd griber brat fat i Yus. På trods af sine skader, ser Sasuke ikke ud til at være svagelig mere. Hans øjne lyser af beslutsomhed, mens han begynder at gå over mod den store bygning, som gør det ud for Oda-klanens sommerbolig. 
"Hvis vi finder ud af, at de er skyldige, kan jeg afsløre dem. Det er jeg sikker på!"
Yu kan ikke regne ud, hvordan han dog vil gøre det, men hun beslutter sig for at stole på ninjaens dømmekraft.
Nu må hun bare håbe på, at han rent faktisk har en plan.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...