Krigerens Vej 武士道

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til "Pigen med Parasollen" konkurrencen, og jeg har valgt valgmulighed 1.

Tsukino Yū er en kvindelig samurai, der sætter ære og mod over alt andet.
Hendes familie har valgt at gifte hende ind i Oda-klanen, en af Japans mest indflydelsesrige familier, men da hun får at vide, at hendes forlovede er blevet brutalt myrdet af fjendtlige ninjaer, starter hendes rejse.
En rejse, der ikke blot bygger på kampen mod en skjult fjende og det feudale Japans opfattelse af, hvad en ordentlig kvindes liv skal bestå i, men også på et venskab mellem to mennesker der møder hinanden ved et tilfælde, og ender med at skabe bånd for livet.

10Likes
22Kommentarer
730Visninger
AA

4. Respekt 礼

 Lydende omkring ham syntes at dæmpe sig, og snart er det eneste der fylder hans ører, hans eget hurtige åndedræt. Han mærker tydeligt hvordan kniven bider ham i siden med giftige tænder, imens tyngdekraften hiver ham ned fra træernes beskyttende toppe.
Tvinger ham mod bunden.
Giften sløver ham, og på trods af de mange tykke grene under ham, er han ude af stand til at få fodfæste. Hver gang han prøver at gribe fat i en af de mange træer, der kan blive hans redning, vrider de sig væk, glatte som åle i en fiskers balje, og lader ham falde længere ned. Flere og flere rifter breder sig på hans hænder og ankler, som snart pulserer af smerte.
Han famler efter en af kasteknivende, som han har gemt i ærmet, imens alt det grønne fortsat glider forbi med truende fart. Da han griber om skæftet undslipper et lettet suk hans læber, men det er ikke slut endnu.
Han hugger den lille, sylespidse kniv ind i den nærmeste stamme, hvorefter han glider endnu et par meter. 
Kniven stopper brat hans fald.
Han trækker vejret hurtigt og gispende, imens han klamrer sig til den lille kniv. Så vover han at se sig langsomt omkring, for at søge en beskyttende gren hvor han kan hvile. Uheldigvis er han nået langt nok ned til, at den nærmeste gren befinder sig to meter over hans hoved. Normalt ville det ikke være et problem for en ninja med hans evner, men han ved også, at giften allerede har lammet det meste af hans side, og sikkert er på vej ned i højre ben, som snart vil være ubrugeligt.
Hans fingre klemmer krampagtigt om kniven, som snart giver sig faretruende. 
Og det er her, at Sasuke beslutter sig for, at gøre noget aldeles dumdristigt for anden gang den dag.
På trods af alt hvad han har været igennem de sidste par uger, virker det her, som en af de mest risikable valg han har taget i noget tid.
Han slipper kniven, og lader sig falde.
 忍者
Det høje knæk som lyder da Sasuke rammer jorden, får kvalmen til at vælde op i ham. Lyden kom ikke fra en gren på jorden. Lyden af menneskeknogler der brækker, er snart blevet velkendt for hans skarpe ører.
En stønnen undslipper ham, da smerten breder sig fra hans håndled, og op i armen. Han har ikke kræfter til at vende hovedet og undersøge skaden, og på trods af den stærke smerte, må han indse, at han har langt værre ting at tænke på lige nu, end en brækket knogle.
Skoven har aldrig været et sikkert sted for nogen, og slet ikke for et såret dyr. Sasuke har oplevet de barske vilkår mellem de tætte træer alt for mange gange allerede, og har da også selv været tæt på at blive forvandlet til byttedyr et par gange før. 
Og det går op for ham, at hans risikable plan nu har ført ham i den situation endnu engang.
Og at han selv er fanget i den dødbringende labyrint, som han havde håbet at føre sine fjender ind i.
忍者/侍
Sorgen tynger samuraiens skridt, imens hun går hen ad den jordbelagte landevej. Hun trækker sin udmattede hest ved tøjlen, og sveden drypper fra dem begge. Hendes rustning er ikke længere placeret beskyttende om hendes overkrop, men hænger nu hen over sadlen og klirrer let for hvert skridt det store dyr tager.
Landsbybeboerne med deres traditionelle, flettede hatte af strå, og de lange, hvide bånd af stof, der er bundet om deres skuldre for at holde deres lange ærmer væk, kigger op fra deres arbejde i rismarkerne på begge sider af vejen, når hun går forbi. Deres tøj er iturevet og gammelt, og de står i vand til knæerne, imens deres stærke fingre griber om de lange, grønne strå, der fungerer som hele landets hovedærneringskilde. Samuraien har altid haft medfølelse med disse mennesker, som ikke kan få lov at vælge deres egen vej i livet. Ligesom hende selv, fordi hun er kvinde, er de blevet tvunget til at få deres skæbne bestemt af andre. Bundet, af landets ældgamle traditioner.
 侍
Solen bager ned, og lægger de mange stråtækte tage i et gyldent skær. Det er en varm formiddag, og cikadernes monotone skrig breder sig udover landsbyens mange gader. Kvinder med kimonoer i matte farver, bærer rundt på småbørn, imens de bevæger sig fra den ene bygning til den anden, i håb om at finde hvad de søger før en anden gør det. De fleste af mændende er bevæbnet med sværd eller spyd, og kigger mistænkeligt på enhver der nærmer sig. De små hvide korn skifter hænder, imens småmønter rammer bordet foran sælgerne, og bliver samlet omhyggeligt op. 
På trods af den hverdagsagtige stemning der ligger over den lille landsby, som virker så ubetydelig for landskabet omkring den, men alligevel har betydning for så mange menneskeliv, ligger der en ukontrolleret frygt under overfladen, som de alle desperat forsøger at holde på afstand. Samuraien mærker det som en slags lille, malplaceret vindpust, da hun griber fat om et af gadebørnenes hænder. Barnet stopper brat op og vender sig om, og i det lille øjeblik der følger, før hun når at føre sin ide ud i livet, er det som om, at alle mennesker omkring hende stopper op. Barneskrig tager brat ende og folk syntes pludselig alle at se på hende, med opspilede, brune øjne, fulde af frygt. 
Krigerens hjerte springer et slag over, men hun beslutter sig hurtigt for, ikke at lade sig mærke med alles stirren. Hun vender sig igen mod barnet, som trækker vejret hurtigt i frygt. 
"Undskyld, du kunne vel ikke fortælle mig hvor jeg kan finde en person med stor viden om området her omkring?"
 Der går et øjeblik mere i tavshed, så virker det som om, at hele forsamlingen udstøder et lettelsens suk, og fortsætter med dagligdagens mange gøremål. Drengen nikker hurtigt, pludselig fri fra lammelsens stærke greb, og peger i tavshed over mod en gyde lidt længere fremme til højre for kvinden med hesten. Derefter vrider han sig ud af hendes greb, og løber så hurtigt som han kan, i den modsatte retning.
Samuraien fornæmmer straks, at noget er galt med dette sted.

Den ældre mand som sidder foran hende på jorden smiler let, og møder hende med en kort nikken. Hans sorte hår bærer tykke striber af gråt, og er sat op i en sløset knude, der beviser at ingen har skænket ham lidt hjælp. Vide bukser af mørkt stof dækker hans ben, og en kimono i samme farve er foldet over brystet så den skaber en dyb V-udskæring ved halsen, og er stukket ned i bukserne i traditionel samurai-manér. Han bærer ingen sokker, men er iført et par flettede stråsandaler. I bæltet bærer han to sværd. Et lang og et kort. Om hans hals hænger en enkelt kæde med et korsformet vedhæng. Kvinden gyser let. Den fremmede tro kan let forvandle sig til fare her. Ikke alle japanere bryder sig om historien om manden på korset, og alle de mærkelige ritualer, som den fører med sig.
Støvet fejer op omkring dem begge, da hesten stopper et stykke bag samuraien. 
"Jeg går ud fra, at det er dig som kan fortælle mig noget om, hvordan jeg krydser skoven."
Manden sidder et øjeblik uden at sige noget, trækker tiden så meget ud, at krigeren næsten tror, at han ikke har tænkt sig at svare. Så nikker han langsomt. 
"Aokigahara. Søen af træer. Skoven har mange navne, men uanset hvad, er den farlig at krydse. Hvad er dit ærinde der?"
 Sorgen vælder igen op i kvindens bryst, da mindet om hendes mors ord endnu engang gentages i hendes hjerte. Det er risikabelt at lade for mange folk kende til hendes færd, men hvis det er denne mand som skal føre hende igennem det hårdeste punkt på rejsen, så er hun villig til at ofre sin hemmelighed. 
"Jeg søger noget, som en samurai ikke burde lede efter. Men alligevel er jeg villig til at ofre min status som kriger, for at finde dette." 
Manden nikker igen, og griber fat i krigerens ene ærme. Af en eller anden grund får den særlige berøring kvinden til at buse ud med alt: 
"Jeg søger hævn. Jeg vil hævne den mand hvis barn jeg skulle have båret en dag. Og jeg stopper ikke, før jeg har fundet ham der har dræbt ham. Han opholdt sig i Oda-klanens sommerresidens sammen med sin familie da han døde. De er der stadig. Jeg vil tale med dem, og finde ud af, om de ved noget."
Manden slipper hende hurtigt, og klør sin hals imens han tænker over hvad hun har sagt. 
"Du skulle giftes med en Oda? Jeg vil ikke spørge, hvorfor en kvinde går rundt i en krigers tøj, eller hvorfor hun har rodet sig ud i et hævntogt. Men Odaerne har altid været meget strategiske, og det giver mening, at de valgte at bygge deres bolig på den anden side af Aokigahara." 
Han holder en lille pause, og sukker så dybt.
"Jeg er, som du kan se, en ældre kriger, og kommer højst sandsynligt ikke i krig igen, da alt jeg før havde at beskytte nu er væk, hvilket gør, at det at dræbe ikke længere giver nogen mening for mig. Gud siger også, at man skal hjælpe sine næste. Så jeg vil gerne føre dig sikkert gennem skoven."
Kvinden bukker dybt som tak, og lader et smil dukke op på sine læber, skjult under sit lange, sorte pandehår, der har revet sig løs fra den stramme fletning. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...