Krigerens Vej 武士道

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til "Pigen med Parasollen" konkurrencen, og jeg har valgt valgmulighed 1.

Tsukino Yū er en kvindelig samurai, der sætter ære og mod over alt andet.
Hendes familie har valgt at gifte hende ind i Oda-klanen, en af Japans mest indflydelsesrige familier, men da hun får at vide, at hendes forlovede er blevet brutalt myrdet af fjendtlige ninjaer, starter hendes rejse.
En rejse, der ikke blot bygger på kampen mod en skjult fjende og det feudale Japans opfattelse af, hvad en ordentlig kvindes liv skal bestå i, men også på et venskab mellem to mennesker der møder hinanden ved et tilfælde, og ender med at skabe bånd for livet.

10Likes
22Kommentarer
1081Visninger
AA

3. Ære 名誉

Den kraftige, gråhvide hest traver hen over de mørke sten, der er spredt ud foran Tsukino-klanens sommerbolig. Den pruster let, imens den nærmer sig husets enkle terrasse. Røde silkebånd hænger fra dens tøjler, og de vifter let i den varme sommerbrise.
Kvinden på dens ryg er klædt i vide bukser. En lang, sort fletning løber ned over hendes ryg, og kærtegner det lange, elegante sværd i hendes brede bælte, der er spændt stramt om hendes liv. En rustning af farvet, rødt metal, dækker hendes overkrop, og hjelmen, prydet med enkle guldhorn, hænger over saddelknappen.
Langsomt, med elegante fingre, rykker hun let i tøjlerne, hvilket får det store dyr til at stoppe op. På trods af rustningens tyngde, svinger hun hurtigt højre ben over sadelen, og lander på gruset under sig med en knasen.

En af de hvide papirskærme i træramme, der lukker af for husets mange gange og overvældende, enkelt pyntede rum, åbner sig, og afslører en slank kvindeskikkelse. Hendes gråsorte hår er sat op i en perfekt knold, pyntet med blomster og lange guldnåle, og hun er klædt i en lang, himmelblå kimono med en tilhørende lys, næsten hvid underkjole. Om livet har hun et bredt stofbælte med blomstermønster, og hendes tæer er bare. 
Hendes læber er krænget tilbage i en vred mine, og hun sender et blik så fyldt af sorg og opgivelse, at det forvirrer den kvindelige samurai.
Den ældre kvinde stopper op på terrassen, og sukker let. Samuraien kan tydeligt se, at noget er galt, og mærker snart bekymringen kravle ind over sig som en mørk dis. Fruen af Tsukino-klanen viser aldrig følelser, og slet ikke i nærheden af sin datter. Men nu, med en fortvivlelse så stærk omkring sig, at man næsten ville kunne tage og føle på den, virker hun, for første gang i hele den unge kvindes liv, skrøbelig. For første gang, virker hun som et menneske.
Mennesker brækker alt for let. Forsvinder imellem fingrende på en. Det har samuraien selv oplevet alt for mange gange, både med allierede og fjender. Men på en måde virkede det anderledes med hendes stærke mor. Den person der altid har svaret alle, mænd og kvinder, igen for at få sine egne meninger frem. Den kvinde som nægtede hende sværdet i så mange år. Den kvinde, som hun blev nød til at kæmpe sig igennem til, for at få hende til at forstå, at hun ikke selv kunne blive som sin mor. At hun ikke havde tænkt sig at give op. 
Men nu står hun bare der, mens de opgivende, sørgmodige følelser bliver lukket ind i hendes normalt så kolde og hårde ansigt. 

Uden nogen indledning, begynder den ældre kvinde hurtigt, og med en bestemt tone, der tydeligt fortæller hvor meget hun skal kæmpe for ikke at bryde sammen, at indvie den nyankomne i den forfærdelige sandhed, som en ung rytter bragte med sig fra hovedstaden for under to dage siden:
"Oda´erne har ikke haft det nemt de sidste par dage. Hele klanen er blevet splittet, og ingen ved hvordan de skal få alle samlet igen. Normalt ville jeg ikke fortælle dig sådan noget, for den slags plejer ikke at have så meget med Tsukino-klanen at gøre, med dig at gøre, men lige præcis nu, kan jeg ikke tie." En enkelt tåre glider ned over den ældre kvindes runkne hud, og langsomt lader hun sine fødder glide ned i de små sandaler der står et stykke væk, hvorefter hun kommer ned til sin ældste datter. Skammen over at have grædt, ser ikke ud til at nå den ældre kvinde lige nu, men senere kommer det nok til at gå hende på.
Hun nærmer sig hesten med ærefrygt, men da hun er nået forbi dens hoved, virker det som om at hendes respekt for det store dyr forsvinder, og den normalt så strenge mor, som samuraien kender, forsvinder, og kvinden iført den blå kjole som er en del lavere end sin datter, kaster sig nu i hendes arme. 
Før datteren kan nå at regne ud, hvorfor hendes mor er så oprørt, begynder kvinden igen at forklare:
"Oda Hidetaka er død. Din kommende mand, er død."

Moderen trækker sin datter i ærmet, og forsøger at få hende til at gå ind i huset. Den yngre kvindes ansigt er som forstenet, og hun flytter sig ikke uanset hvor meget hendes mor presser på. Hun ser ud i luften med sine mørke, brune øjne, imens hun kæmper for ikke at komme til at ryste. 
Hun opfatter som i en tågedis, hvordan hendes mor siger noget til hende, hvordan hun rusker i hende, hvorefter hun vender sig om mod huset, da det går op for hende at det ikke vil hjælpe. Snart dukker flere personer op og kommer ud på terrassen, men kvinden slipper blot tøjlerne og føler sig pludselig mere træt end nogensinde før. Tankerne løber rundt i hendes hoved, og hun er ikke i stand til at opfatte hvem alle disse mennesker er, eller hvad hun overhovedet laver her. 
En stærk smerte dannes i hendes bryst, da chokket er stilnet lidt af, og det går op for hende hvad hun lige har fået at vide.
Hendes kommende mand, Oda Hidetaka, er lige død. Hun har kun mødt ham et par enkelte gange, men hun ved, at han var for ung til at dø naturligt. En sygdom kunne selvfølgelig have ramt ham, men hun har på fornemmelsen, at det umuligt kan være sandheden. Hendes hjerte springer et slag over, da et helt nyt syn på sagen dukker op i hendes tanker. Langsomt åbner hun sine velformede læber let, og taler sig med besvær gennem den tåge, der har lagt sig om hendes sind:
"Moder, han er blevet dræbt, er han ikke?"
Da en kvindeskikkelse maser sig gennem flokken af nervøse, fremmede mennesker, og ser på hende med et ulykkeligt blik, beslutter hun sig. 
Kvinden der altid har villet kæmpe, i stedet for at sidde stille på en sivmåtte og servere te, trækker nu sit sværd. Menneskemængden der syntes større end nogensinde for samuraiens slørede blik, viger hurtigt tilbage og giver hende en chance. 
Hun hører ikke deres fortvivlede råb, deres forsøg på at tale hende til fornuft, eller hvordan hendes mor klager højlydt, på grund af sin datter, der endnu engang har ført familien i skam, denne gang fordi hun har trukket sit sværd mod ubevæbnede. 
Men lige da de allesammen tror, at nu vil blodtørsten nå den ældste datter af Tsukino-klanens øjne, at de onde ånder nu har taget bolig i hende på grund af hendes kommende mands død, da sætter hun sværdet i skeden, og svinger sig op på den smukke stridshest, som hun fik til netop det formål at ride i krig.
For en ny krig, skal nu til at begynde. Eller snarere, en jagt. For Tsukino-klanens datter, har kun hævn i hjertet. Og ingen skal forindre hende i at gøre som enhver anden kriger ville have gjort.
"Mor. Jeg kan ikke tillade, hvad der er sket. Jeg vil vende tilbage en dag. Og da, vil jeg bringe denne morders hoved med mig, og på ny bevise, hvilken ære og mod Tsukino-klanens medlemmer besidder. Jeg vil hævne den mand jeg skulle have delt resten af mit liv med!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...