Krigerens Vej 武士道

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til "Pigen med Parasollen" konkurrencen, og jeg har valgt valgmulighed 1.

Tsukino Yū er en kvindelig samurai, der sætter ære og mod over alt andet.
Hendes familie har valgt at gifte hende ind i Oda-klanen, en af Japans mest indflydelsesrige familier, men da hun får at vide, at hendes forlovede er blevet brutalt myrdet af fjendtlige ninjaer, starter hendes rejse.
En rejse, der ikke blot bygger på kampen mod en skjult fjende og det feudale Japans opfattelse af, hvad en ordentlig kvindes liv skal bestå i, men også på et venskab mellem to mennesker der møder hinanden ved et tilfælde, og ender med at skabe bånd for livet.

10Likes
22Kommentarer
729Visninger
AA

5. Godgørenhed 仁

Efter at have købt de nødvendige forsyninger; bestående i ris og kød som vil være tilstrækkeligt til et par måltider, et par tæpper og en hest til manden, eller Ryou, som han kalder sig, bevæger de to krigere sig ud mod udkanten af byen. Folk viser ikke nogen tegn på deres tidligere frygt for den fremmede samurai, men hun er alligevel bekymret. Da de er nået hen ad en gade uden så mange mennesker, hvisker hun til den ældre mand: 
"Hvad er der galt med det her sted? Hvorfor virker alle så skræmte?" 
Ryou sukker dybt, og åbner munden for at svare, da et skingert kvindeskrig bliver båret med vinden fra byen, og får fuglene i området til at lette fra deres vante pladser på tagende og i træerne i nærheden. Han stopper sig selv brat, og ændrer sine ord: 
"Der har du dit svar." 
Uden at tænke sig om, vender kvinden sin hest, og rider hurtigt tilbage mod det sted hvor lyden kom fra. Snart hører hun den karakteristiske dundren fra en hests hove bag sig, og ved at Ryou er fulgt efter hende. 

Ti tolv mænd med lurvet tøj og bare tæer, står for enden af landsbyens hovedgade. De bærer alle to sværd, bundet ind i gammelt, blodplettet stof, ved siden, og har sort, opsat hår. Den forreste, tydeligvis lederen, har trukket sit våben, og pejer det mod den skrækslagende mængde af landsbybeboere. Et ar løber fra højre side af hans pande, og nedover øjet og kinden, til det når hans læbe. Tydeligvis en skade fra en klinge. Han ler en kort, hånlig latter.
"Giv os alt af værdi. Så vil vi måske overveje at skåne jeres liv, og lade den her lille flække stå, som ellers ville have været bedre tjent som pindebrænde!"
Ryou snerrer over fornærmelsen mod sit hjem, men den kvindelige kriger reagerer ikke, har travlt med at udvikle en plan, som kan forhindre det, som er ved at ske for øjnene af hende. Hun beslutter hurtigt, at det bedste at gøre, vil være direkte handling. Før Ryou kan nå at stoppe hende, trykker hun sine hæle let ind i hestens sider, og sætter den i hurtigt trav. Til side! Kommanderer hun med hård stemme, hver gang der står nogen i vejen for det store dyr.
Hun når snart hen til de fremmede, og stopper sin hest et par meter fra den forreste mand. Hun studerer ham med et øvet blik for at vurdere, om han vil være til nogen fare for hende selv og hesten, og smiler let. 
"I har intet at gøre her. Lad beboerne være, og find en anden vej i livet."
Krigeren prøver så vidt som muligt at holde sin stemme rolig, på trods af den stigende følelse af vrede, som ulmer i hendes indre. Det gør så ondt inde i hende, når folk som disse gør onde ting ved mennesker der er så meget svagere end dem selv. Manden foran hende ler.
"Og hvorfor skulle jeg så lytte til, hvad du har at sige, tøs?"
Krigeren kan ikke holde en lavmeldt snerren tilbage, men overraskende nok lægger der sig en beroligende hånd på hendes skulder. Ryou. Hans tilstedeværelse gør hende af en eller anden grund helt rolig, og pludselig virker det som om, at mandens ord praller af på hendes rustning. Han fortsætter lidt endnu, men finder hurtigt ud af, at ord ikke vil hjælpe ham:
"Er du ikke bare en tosset, lille pige, som gerne vil være noget hun aldrig kan blive? Træd til side, medmindre du gerne vil dø!"
Nu er det samuraiens tur til at smile. Hun kan tydeligt se, hvordan mandens overlegne blik langsomt forvandles til forvirring, da hans ord ikke længere når hende.
"Det er dig der skal være forsigtig."
Lyden af en enkelt klinge som bliver trukket ud af sin fængslende skede, synger i kvindens ører som alverdens fugle, får hende til at føle sig fri. Hun stiger af hesten, ønsker hverken at skade dyret, eller skabe det som manden kan risikere at se på som en "uretfærdig kamp".
"Forbandede Ronin."
Siger hun, lige akkurat højt nok til, at manden som står et par meter fra hende, kan høre det. Hans ene mundvig trækkes brat ned i en tvær grimasse, et tydeligt bevis på hvad hendes ord betyder for ham. Ronin er samuraier uden herre. De bliver ofte set ned på af andre krigere; ofte med god grund. Ikke alle Ronin er ens, men mange af dem søger sammen i grupper, store eller små, og gør det til deres liv at rakke ned på uskyldige bybeboere, stjæler og og går imod loven på alle andre tænkelige måder. De bryder sig ikke om at blive kaldt det de er. Ronin. Måske fordi det fører dem tilbage til virkeligheden. Virkeligheden uden ære. Uden en krigers sande vej.

Han løber hen mod hende med forbløffende fart. Hår og tøj blafrer let. Begge sværd løftes, paratgøres til det snarlige sammenstød. Lyser i solen. Kvinden træder et enkelt skridt frem. Hugger klingen op i et, forhåbentligt, afgørende stød. De to klinger møder hinanden med en skinger hylen, bryder den korte kontakt, og mødes igen.
Sveden pibler snart nedover deres pander. Det her kan på ingen måde sammenlignes med en rigtig krig, men enhver kamp lader adrenalinen pumpe ud i hendes årer, gøre hende mere overvågen end nogensinde, skærper hendes sind og forstærker hendes muskler. Snart breder smilende sig på deres læber, og den kvindelige kriger kan ikke holde op med at tænke på, hvor meget stærkere denne mand er, i forhold til hvad hun troede da hun så ham og hans kammerater. 
Hvert sekund føles som timer, og hver eneste bevægelse står så tydeligt på hendes nethinde som var det blevet tegnet ind i hende med en blækfyldt pensel. 
Det er derfor, at hun, da sværdet i hendes hænder slår den anden klinge til side, og lader sin skarpe æg glide ind gennem det tynde stof i mandens kimono, borer sig ind i hans kød og dækkes af blod, får sådan en mærkelig følelse af tab i sit bryst, da det går op for hende, at hun har overvundet endnu en stærk modstander, som hun aldrig kan komme til at kæmpe imod igen.
Manden falder brat på knæ og ser op på hende med øjne, der langsomt fyldes af dødens kolde tåge. Et sidste smil breder sig på hans læber, hvorefter han langsomt falder til jorden, med viden om, at han aldrig skal rejse sig igen.
Et øjeblik, der føles som en evighed, passerer. Da mændene overfor hende udbryder forskrækkede råb, hører hun det først ikke. Som forstenet ser hun ned på sin faldne modstander. Hun løfter langsomt blikket og ser, hvordan mændene træder langsomt tilbage, hvorefter de vender om og løber. 
Igennem lyden af landsbybeboernes pludselige jubel, fuld af glæde og lettelse, hendes eget sværd der igen bliver placeret i skeden, og følelsen af Ryous rosende hånd på hendes skulder efter også han er kommet ned fra sin hest, hører hun noget, som en svag hvisken, der bliver ført af vinden. En uhyggelig hvisken, der bringer død med sig.
"Hævn."
Det går op for hende, at det ikke er en hvisken, men et råb som kommer fra et stykke til højre for hende. Den alt for velkendte lyd af en buestreng der spændes. En mand der tager omhyggeligt sigte. Og da Ryous øjne fyldes af en beslutsomhed, som er så stærk at frygten griber om hendes hjerte, da hun ved, at han har hørt præcis det samme som hende, forstår hun, at det hele snart vil tage sin ende. Ikke hendes eget liv. Hun vil leve.
Men Ryous hænder griber fastere om hendes skuldre end nogensinde før, skubber hende baglæns med hele sin kropsvægt, tager hendes plads, i samme øjeblik, som den ukendte et stykke væk slipper buestrengen, og sender en dødbringende pil af sted.

Et sidste åndedræt. Pilen rammer hans bryst med en dump lyd. Hun lukker øjnene. Lander på jorden, men mærker ikke smerten i sin ryg. Ryous smil da han falder ned ved hendes side. 
Med sine sidste kræfter river han halskæden med korset af, og lægger den i hendes hånd. 
"Find vej gennem skoven. Og lad dig ikke narre af dens mange fælder. Du er stærk nok til at klare den. Det.. det ved jeg."
Ryous øjne lukker sig langsomt, hvorefter hans krop bliver slap. Hun ser vredt op, forbi de nu igen skrækslagne folk omkring hende, lige ind i et par dybe, dræberlystne øjne. 
Manden et stykke fra hende, står med en bue i hånden. Han har taget endnu en pil fra skindkoggeret, som hænger ved hans læn, og forsøger med rystende hænder, at sætte den på plads. Der går ikke lang tid før det lykkes for ham, og inden længe er han igen parat til at skyde. 
Men da han ser op for at finde sit mål, er hun allerede alt for tæt på. 
I næste øjeblik griber en stærk hånd fat om hans håndled, og vrider det rundt i en hurtig bevægelse der får ham til at miste grebet om sit våben. Herefter placeres en knyttet næve på hans strube, hvilket tvinger ham bagover. Det sortner for hans blik, og han er klar over, at det er forbi. 
Den kvindelige samurai har lovet sin mor hævn over Hidetaka. Hun må ikke dø på grund af en andens lignende følelser.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...