Bilulykken - JB

Historien handler om den 18 årige pige, Adriana og den 18 årige dreng, Justin.
Ja Justin Bieber. Justin er skolens populæreste dreng og kan til tider virke lidt hård.
De er begge involverede i et trafikuheld da de er 17, og efter 1 år da Adriana kommer tilbage til byen og skal starte på skolen, synes Justin at han har set hende før, men kan bare ikke finde ud af hvor. De bliver tættere og tættere, men hvad sker der når han kommer i tanke om hvor han har set hende?

30Likes
15Kommentarer
1874Visninger
AA

3. Tilbage igen

*1 år efter ulykken*
 



Adriana's synsvinkel

Smerten blev ikke mindre, og jeg savnede min far ubeskriveligt for hver dag der gik. Regnen silede ned og jeg var gennemblødt, men det betød ikke noget. Jeg satte mig ned ved siden af min fars gravsted og kiggede på det. Minderne poppede op i mit hoved et efter et, det var ting der aldrig ville blive glemt. Jeg kiggede ned på de røde roser i min hånd og smilede kort. Tårerne begyndte stille at trille ned af mine kinder samtidig med at jeg lagde roserne ned, så de kunne pynte omkring gravstenen. Jeg læste skriften på stenen flere gange, om og om igen. Jeg lod min ene hånd strejfe gravstenen forsigtigt inden jeg rejste mig op for at børste mine bukser for snavs. "Når nu er det nu, jeg håber du har det godt deroppe, du skal bare vide at jeg aldrig vil glemme dig og jeg håber du ved hvor meget jeg elsker dig, og rød var jo din yndlings farve så." Jeg holdte en kort pause for at trække vejret og forsatte "men pas godt på dig selv.. vi ses far". Jeg mærkede en hånd på min ene skulder. "Det er jeg helt sikker på at han gør min skat", det var min mor. Jeg drejede hovedet en smule, og så hun tog hånden op til munden og derefter sendte et kys hen imod min fars gravsten. Jeg kiggede på hende og smilte lidt, men det varede ikke længe. Hun lagde armen om mig vi gik op til bilen.

Jeg listede mobilen op af min lomme, 3 timer til afgang fra lufthavnen. Vi satte os ind i bilen og kørte mod lufthavnen. Det var ikke helt gået op for mig at vi skulle flytte hen til min mormor og morfar, specielt da vi skulle have været flyttet sidste år hvor ulykke skete.



 

Justin's synsvinkel



Jeg åbnede hurtig mit skab og tog mit skateboard ud. Jeg smed bøgerne ind og imens jeg stod med ryggen til alle de andre på gangen kunne jeg fornemme alle blikkene der var rettet imod mig. Jeg smilede kort for mig selv og lukkede skabet. Jeg trådte op på skateboardet, og satte kurs mod udgangen. Min trøje blafrede lidt i vinden og kulden strøg hen over mine arme. Kom så Justin 10 meter mere og du er ude. Og 5 sekunder efter skete det. "Justin Drew Bieber bedes venligt følge med op til kontoret”. Den skingre stemme længere ned ad gangen, gav mig næsten hovedpine. "Come on altså" udbrød jeg og skyndte mig at gemme mit board bag den nærmeste skraldespand, så det ikke blev konfiskeret igen. "Hvor er dit skateboard henne?" spurgte hun, "det kunne du lide at vide, huh?" sagde jeg og gik ind af døren til kontoret. Jeg satte mig i stolen overfor det store skrivebord, der næsten fyldte halvdelen af rummet. "Når Justin, det er anden gang du bliver taget i at køre på gangene, i den her uge" sagde Mrs. Johnson og tog en mappe op fra bordet. "Du klarer dig fremragende i de fleste fag, sådan en som dig kan vi ikke bortvise". Jeg kiggede væk for at undgå øjenkontakt, "det kommer ikke som den store overraskelse". Hun kiggede strengt på mig efter min kommentar. "Næste gang får du eftersidning 3 dage i træk, er det forstået?", jeg svarede ikke men nikkede og rejste mig.

Jeg var ude af døren hurtigere end hun kunne nå at tælle til ti. Da jeg kom hjem gik jeg direkte ind på mit værelse, og smed mig i sengen. Jeg spekulerede på om pigen og hendes mor havde overlevet ulykken. Vi havde ikke fået noget af vide og jeg kunne ligge vågne flere aftner og tænke på hende. 

 

Adriana's synsvinkel



Vi var lige ankommet til vores 'nye' hjem. Vi havde spist og jeg skyndte mig op på værelset. Jeg smed mit tøj og stod lidt og kiggede på mig selv i spejlet, inden jeg tog nattøj på. Arret på min mave kunne man ikke overse. Jeg snuppede mit nattøj øverst fra min kuffert og flettede mit hår i en lang fletning, så mit hår ville bølge i morgen. Jeg satte mig i sengen og kiggede bare rundt. ”Du er heldig at du blev reddet i tide, havde du siddet længere i bilen havde du ikke overlevede.” Den sætning kommer jeg nok ikke til glemme, det var noget af det første de sagde, den dag jeg vågnede efter operationen. Jeg husker kun brudstykker fra ulykken, blandt andet lyden da vi kørte galt, og så en dreng med flotte brune øjne og så havde han en flænge i panden. Mere kan jeg ikke huske, heller ikke hvem der fik mig ud af bilen. Det hele gik så hurtigt, at det var som om jeg næsten ikke var til stede. Fald nu i søvn Adriana.

 

Det var så tredje kapitel, nok lidt kedeligt men skal jo lige i gang :P
Undskyld hvis der er stavefejl, men i klarer den nok :)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...