Bilulykken - JB

Historien handler om den 18 årige pige, Adriana og den 18 årige dreng, Justin.
Ja Justin Bieber. Justin er skolens populæreste dreng og kan til tider virke lidt hård.
De er begge involverede i et trafikuheld da de er 17, og efter 1 år da Adriana kommer tilbage til byen og skal starte på skolen, synes Justin at han har set hende før, men kan bare ikke finde ud af hvor. De bliver tættere og tættere, men hvad sker der når han kommer i tanke om hvor han har set hende?

30Likes
15Kommentarer
1882Visninger
AA

6. Liftet

*næste dag*



Adriana’s synsvinkel

Jeg tænkte på ham hele tiden. Nogle gange var det var som om jeg var langt væk fra virkeligheden. Den isende kulde indtog min krop når jeg kom til mig selv. Kulden bed i mine ører, og mine ben føltes som et par tændstikker, der kunne knække til hver en tid. Der var stadig lang vej hen til skolen. Hvorfor skulle bilen også lige brænde sammen i dag? Jeg fik øje de små snefnug der landede i mit hår. Jeg kiggede hen på den anden side af vejen, og så en mand gå med sin lille datter i hånden. Hun kiggede op på sin far og smilede. Den lyserøde kælk gled let hen af det sneklædte fortov. Jeg smilede kort for mig selv, det mindede mig om min far. Jeg tog vanterne af for at tjekke hvad klokken var og mine øjne blev langsomt fyldt med vand. En tåre landede ned på skærmen, jeg gik begyndte at gå langsommere, imens jeg kiggede på billedet af min far og jeg sammen. Det havde været min baggrund siden han døde. Goood, hvor jeg savnede ham. Jeg tørrede min kinder med min ene vante, og gemte mobilen ned i lommen. Klokken? Jeg glemte alt om at se på klokken. Jeg tog den hurtigt op og tjekkede. Der var ca. et kvarter til det ringede ind.

Justin’s synsvinkel

Jeg gik længere op af gangen sammen med Ryan. Da vi kom til skabene, lod jeg min taske glide ned af skulderen og ned på gulvet. Jeg kunne høre en velkendt stemme. Mrs. Johnson kom gående mellem mængden af de andre elever. Jeg kunne lige så godt blive stående, hun havde set mig. ”Justin, næste gang din mor ringer og du bliver nødt til at gå, så giver du lige besked, vi skulle jo have talt sammen ellers bliver jeg nødt til at snakke med din mor”. Jeg smilte ved tanken om at Adriana havde bildt hende ind at min mor havde ringede og det var derfor jeg var gået. ”Jeps, det glemte jeg lige”. Hun nikkede tilfreds og gik sin vej. Takket være Adriana fik jeg ikke eftersidning eller noget lignende.  
 

”Hvad lavede du i går, siden du skulle op på kontoret?” spurgte Ryan og smågrinte. ”Jeg kom for sent”, ”og så fik du en eller anden til at finde på noget så du kunne gå hjem?” spurgte han samtidigt med at han tog sine bøger ud af skabet. ”Nej…” jeg holdte en kort pause og forsatte ”hende den nye pige, Adriana var også oppe ved kontoret, jeg fik det dårligt og hun sagde at jeg bare kunne gå og så skulle hun nok finde på noget”. ”Tømmermænd igen?” spurgte han og kiggede på mig. Vi dæmpede begge stemmerne. ”Ja men jeg fik det dårligere end normalt. De andre gange har jo bare været tømmermænd, men den her gang begyndte min arm at ryste”. Ryan kiggede undrende på mig ”Hvad har du lavet? Er hun en ny flirt?” spurgte han og kiggede på mig imens han lavede ansigter. ”Ikke noget, jeg husker ikke så meget af festen. Det ved jeg ikke, der er bare et eller andet specielt over hende”. Jeg smækkede skabslågen i og samtidigt ringede klokken.




 

Adriana’s synsvinkel

Jeg nåede lige at tage mine bøger ud inden klokken ringede. Imens jeg var på vej til matematik kom Lauren hen til mig. Hun var den pige jeg havde snakket mest med. ”Matematik?” spurgte hun og løftede hovedet fra hendes mobil. ”Ja desværre” udbrød jeg og smilede. Vi gik ind i lokalet og fandt os en plads. Timen føltes som en evighed. Matematik var det værste. Endelig. Da vi hørte klokken ringede, pakkede vi straks tingene sammen og smuttede ud. Jeg spottede Justin og hans ene ven nede på gangen, lige ved siden ad toiletterne. Lige idet vi skulle til at passere ham, gjorde han tegn til at jeg lige skulle komme derhen. ”Du kan bare gå ned og tage et bord, jeg kommer omlidt” sagde jeg, ”okay” svarede hun og smilte. Jeg gik hen til Justin, og stoppede op. ”Var det fint nok?” spurgte jeg, og hentydede til det i går på kontoret. ”Ja, hun troede på det. Tak fordi du hjalp” sagde han.”Så lidt. Går det bedre?”, ”jaja” svarede han og smilede. ”Okay godt. Jeg bliver altså nødt til at gå drenge, men vi ses vel” sagde jeg og fik øjenkontakt med ham. Jeg smilede inden jeg gik videre imod kantinen. Hvordan kunne Justin være så dejlig?

 

Et par timer efter havde vi fået fri. Jeg lukkede skabet og gik udenfor. Jeg gav mig til at gå, efter noget tid frøs jeg så meget at jeg var ved at sætte mig ned. Det stormede og begyndte sne så voldsomt at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg tog min mobil op af lommen og skyggede lidt for skærmen, så der ikke kom sne på den. Pludselig stoppede en bil op. Bilruden blev rullet ned og jeg fik øje på Justin og hans ven. ”vil du have et lift?” spurgte vennen, ved siden af Justin. Jeg stod lidt og tænkte. ”Ja, tak”, jeg åbnede bagdøren og satte mig ind. Vennen vendte sig om og rakte mig hånden ”jeg hedder forresten Ryan”, ”Adriana” sagde jeg. ”Det ved jeg, Justin har snakket en del om dig” sagde han og grinte. Jeg smilede bare og kiggede på dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...