Spejlet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 10 dec. 2013
  • Status: Færdig
En novelle om en pige, for hvem der sker noget mystisk...

0Likes
0Kommentarer
300Visninger

1. Spejlet

Klokken slog tolv lange slag, der gav et svagt ekko. Jeg gøs og trak tæppet op over hagen. Derpå vendte jeg mig om mod væggen og forsøgte at falde i søvn. Pludselig følte jeg et koldt vindpust. Havde jeg glemt at lukke vinduet? Jeg trak sengetøjet til side og rejste mig op. Jeg kiggede hen mod vinduet. Det var helt lukket. Hvor kom vindpustet så fra? Jeg kiggede forvirret hen mod døren. Den var også lukket. Jeg kiggede igen hen på min seng, og gik derhen med et søvnigt blik i mine øjne. Det var nok bare noget, jeg havde forestillet mig. Jeg lagde hovedet på puden, og mine øjne klappede sammen.

 

Jeg vågnede. Det var stadigvæk mørkt udenfor. Hvad var klokken? Jeg havde intet ur på mit værelse, så jeg spankulerede hen til døren, åbnede den og gik ned af min lange, mørke gang. Gangen fortsatte helt til køkkenet, og jeg kiggede op mod uret. Det sagde, at klokken var 12:00. Det kunne da ikke være rigtigt…

Jeg sov først efter klokken 12:00.

I dét jeg stod og undrede mig over uret, hørte jeg en lyd bag mig. Ikke en høj lyd, men en lyd der var høj nok til at jeg drejede hovedet hen imod den. Det var døren til toilettet, der var halvt åben. Jeg havde da ikke været på toilettet? Hvis jeg havde, havde jeg i hvert fald lukket den bag mig!

Jeg begyndte at gå med langsomme skridt hen mod toilettet. Jeg var ikke bange-bange, snarere forvirret.

 

Jeg tændte for stikkontakten, og det gullige lys fór ud på hele det lille lejligheds toilet. Det gav et stik i mine øjne. På denne tid af døgnet var de meget følsomme. Mit ansigt fortrak en grimasse, og jeg holdt en hånd for mit hoved. Et øjeblik efter kunne jeg endelig se igen. Mine øjne var blevet vant til det skarpe lys, og jeg fortsatte med sløve skridt ind på toilettet. Pludselig stoppede jeg brat op. I min øjenkrog kunne jeg se en skikkelse, der bevægede sig. Mit hjerte begyndte at pumpe hurtigere, og jeg begyndte at ryste svagt.

Mine øjne vendte sig langsomt om mod skikkelsen. Hele min krop gjorde sig klar til hvad jeg end nu skulle se…

 

Jeg åndede lettet ud. Det var bare mit spejlbillede. Et lille gammelt spejl lå nede på mit gulv. Jeg så op på mit skab, og bemærkede at skabslågen var åben. Hvem havde åbnet den? Og hvem havde smidt det lille, gamle spejl på gulvet? Idet jeg stod og undrede mig, kom der et lille, svagt lys fra spejlet. Jeg kiggede hen på det. Normalt plejede der da ikke at komme lys fra spejle?

 

Min hånd greb fat i det lille spejl, og jeg gennemsøgte det. Det var et meget gammelt spejl, og udsmykningen på det var heller ikke helt nyt. Hvor kom det fra?

Da jeg vendte det om, så jeg, at nogle havde skraveret noget på bagsiden. Det var et slags tegn. Jeg kiggede på det med forundring i blikket, og vendte igen spejlet om. Pludseligt kiggede jeg direkte ind i to øjne. Det var jo et spejl, så det burde jo nok være mine egne. Problemet var bare, at det var det ikke. Det var ikke mine øjne. Disse øjne jeg kiggede ind i, var ikke trætte. De var onde. Ét blik, og man kunne se det. De var helt igennem onde. Det lyste nærmest ud af dem. Jeg skreg, og mit spejlbillede gjorde ligeså. Spejlet gled ud af min hånd, og krakelerede ned mod det kolde badeværelsesgulv. Jeg tog forfærdet hånden op til munden, og løb ud i køkkenet. Mit hjerte bankede hurtigere. Hvad var det jeg havde set i spejlet?

 

Jeg klaskede mig svagt på panden, og sagde til mig selv, at det bare var en drøm. Hvordan havde jeg været så dum at tro, at der virkelig var nogen på den anden side af spejlet? Jeg slentrede tilbage til badeværelset, og tog spejlet op igen. Der var kommet nogle revner i det, men så var det altså heller ikke værre!

 

Der var nu ikke andet i spejlet end mig. Intet anderledes. Slet intet…

 

Vent nu lige lidt! Mit spejlbillede rakte ud efter mig! En stor, sort hånd kom ud af spejlet, og hev fat i mig. Jeg skreg, og prøvede at rive mig løs fra håndens faste greb. En væmmelig stank af fordærv bredte sig i hele badeværelset, og mine øjne løb i vand. Til sidst hev hånden mig ind i spejlet.

 

En helt ny verden åbnede sig for mit blik. Det var en portal, der førte til et helt nyt sted! Men hvor var jeg? I de få sekunder, jeg nåede at se mig omkring, så jeg ikke andet end et hvidt rum. Et klaustrofobisk lille rum. Det eneste der brød det hvide, var en stol. En gammel, brunlig træstol, hvor malingen var nærmest revet af. Der var remme på stolen. Remme, man satte folk fast med. De var bidt op. Det lignede mildest talt et sindssygehospital. Jeg vendte mig om, og kiggede igen ind i spejlet. Pludselig så jeg den onde mig gå ud af badeværelset med en ond latter. Jeg skreg et sidste skrig, inden den onde mig smadrede spejlet i tusinde stykker… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...