Bad boys don't cry ~ 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2014
  • Status: Igang
Justin og Stephanie, har nu slået op, pga Justin's mange fejl. Justin er dybt såret, og kan ikke lade være med at tænke på Stephanie. Men har Stephanie det mon på samme måde? Og hvordan takler hun det faktum, at Justin og hende har slået op? Vil Justin nogensinde, vinde Stephanie tilbage?Dette er 2'eren af "Bad boys don't cry".

90Likes
55Kommentarer
3441Visninger
AA

3. Once a badass- always a badass

Justin's synsvinkel:

Jeg kunne mærke en tynd og fin fingerspids kendetegne min arm. Jeg åbnede langsomt øjnene. "Hej Stephanie", sagde jeg og smilede sødt. Pigen stoppede med at køre sin finger rundt i ring, og kiggede underligt på mig. "Jeg hedder altså ikke Stephanie?", "Gør du ik?", spurgte jeg, og rejste mig op. "Ka-kan du overhovedet ikke huske mig?", spurgte hun, og fremhævede et skuffet ansigt. Jeg studerede hendes ansigt nærmere, og kom så i tanke om, at det var Julia. "Når jo, Hej Julia", sagde jeg og kyssede hende blidt på munden. Hun skubbede mig irriteret væk, og kiggede stift på mig. "Gå", sagde hun, og pegede på døren. "Me-men", stammede jeg usikkert. Hun sukkede højlydt, og pegede på døren en gang til, uden at skænke mig et blik. Jeg rejste mig tøvende fra sengen, og trak min mørkeblå trøje over mig, samt mine hængerøvsbukser. Jeg gik langsomt ud af værelset, uden at sige noget.

Jeg trak ned i dør håndtaget til Ryans hus, men der var låst. Så var Ryan og Chaz nok ikke hjemme. Jeg tog min hånd ned i min baglomme, for at finde den ekstra nøgle, som Ryan har givet mig. Men den var der ikke. Åh nej. Den var sikkert hjemme hos Julia. Men jeg kunne ikke få mig selv til at tage hen til Julia. Jeg gik rundt om huset, i håb om at finde et vindue, som måske stod åbent. Pludselig kom jeg forbi et vindue, som var gået i stykker, eller nærmere, slået i stykker. Jeg kravlede ind af vinduet, eftersom, at jeg ikke kunne finde noget vindue som stod åbent. Der var mørkt herinde, hvilket jeg ikke havde det så godt med, da jeg ikke er så glad for mørke. Jeg gik forsigtigt op af trappen, og drejede så til højre hvor mit værelse lå. Jeg åbnede døren, og tændte lyset. Der fik jeg noget af et chok. Mit tøj var revet i stykker, og der var noget rødt skrift på væggen. "Hader dig for evigt", stod der, kunne det være Julia? Ej, det kunne det jo ikke være, da hun umuligt kunne nå herhen før mig. Jeg tjekkede i mine skuffer, for at sikre mig, at kortet fra min far stadig var der. En masse papir stumper, kom til syne, jeg studerede nogle af dem, og kunne med det samme se, at det var stumper fra kortet. Mine ben begyndte at ryste, og det føltes som en hammer, som hamrede mod min mave. Det var det sidste kort som min far sendte mig, før han døde. Jeg skulle nok finde ud af hvem der havde revet det i stykker, og når jeg fandt ud af hvem det var, smadrede jeg personen.

Jeg lagde mig rystende på sengen. Jeg kunne mærke at jeg lå på et eller andet, jeg ved bare ikke hvad. Jeg flyttede mig fra sengen, og et sort, og enkelt armbånd, kom til syne. Det var Stephanie's. Jeg stirrede forskrækket på armbåndet. Mit ansigtsudtryk, ændrede sig til et vredt ansigtsudtryk. Nu er det fandme min tur til at være sur, og vred.

Jeg gik med hurtige skridt, hen til Stephanie's hus. Jeg var rasende på hende. Jeg sparkede døren op, og gik med hurtige skridt op af trappen. Jeg flåede døren op, til hendes værelse. Hun så helt forskrækket ud, da jeg kom ind i hendes værelse. "Hvorfor fanden, har du ødelagt, alt på mit værelse!", råbte jeg hårdt, og viftede voldsomt med hendes armbånd. "Je-jeg", stammede hun usikkert. "Det her, var det sidste kort min far sendte til mig, inden han døde!!", råbte jeg voldsomt, hvorefter jeg tog min hånd ned i min bukselomme, og fiskede de mange papirstumper, som engang var et kort, op. Mine øjne lynede af raseri, hvorimod Stephanie, bare sad og græd. Jeg gik med faste skridt hen til hende, og begyndte at slå på hende. "Av! Justin! Stop!", skreg hun af smerte. Jeg slog hende hårdt i maven, og derefter i hovedet. Hun stoppede pludselig med at skrige, og begyndte istedet for at bryde ud i gråd. Hun tog sig til maven. Man kunne se smerten i hendes øjne. Hvilket bare resulterede, at mit job var færtigt. "Dit... Dit monster", råbte hun, og hulkede derefter en del. Jeg stirrede lidt på hende, og besluttede mig så for at gå hjem. "Hyg dig, din bitch", sagde jeg, og smækkede døren i, til hendes værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...