Bad boys don't cry ~ 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2014
  • Status: Igang
Justin og Stephanie, har nu slået op, pga Justin's mange fejl. Justin er dybt såret, og kan ikke lade være med at tænke på Stephanie. Men har Stephanie det mon på samme måde? Og hvordan takler hun det faktum, at Justin og hende har slået op? Vil Justin nogensinde, vinde Stephanie tilbage?Dette er 2'eren af "Bad boys don't cry".

90Likes
55Kommentarer
3443Visninger
AA

2. Nu er der krig!

Justin's synsvinkel:

Mig og Julia, var taget hjem til Ryan, da Ryan og Chaz, var ude og se en fodbold kamp. Jeg havde gået, og tænkt meget over, det der skete idag. Og jeg indrømmer gerne, at det ikke var det smarteste, at tage Julia med på en date. Men hey, en af os burde jo komme videre i livet, og det var jeg åbenbart den første til. Det var som om, at jeg begyndte at indse, at det nok aldrig bliver mig og Stephanie igen. Og misforstå mig ikke, jeg har stadig mange følelser for Stephanie, men jeg har ikke kræfter til, at trygle hende om at tilgive mig, når jeg i forvejen godt vidste, at det ikke ville virke. Jeg følte mig på en måde, fri.

"Justin, er der noget galt?", spurgte Julia forsigtigt, og lagde hendes hånd blidt på min ryg. "Nej nej", løj jeg, og smilte til hende. "Hvem var hende der pigen, som du løb efter?", spurgte hun, og fjernede sin hånd fra min ryg, og lagde den istedet, på hendes lår. Det gik jo ikke at jeg løj, det ville være lidt synd for hende. "Bare min ekskæreste", svarede jeg usikkert. Min mave krøb sig sammen, i det jeg sagde "ekskæreste", jeg kunne ikke lide det ord, specielt ikke, når ekskæresten, var Stephanie. Julia nikkede forstående. Gad vide om Julia, overhovedet kunne lide den er date? Kunne hun overhovedet lide mig? "Skal vi tage hjem til mig?", spurgte hun, og sendte mig et sødt smil. Jeg nikkede, og kyssede hende blidt på kinden.

Stephanie's synsvinkel:

Everlyn havde været rigtig sød mod mig. Hvilket også hjalp på mit humør. Jeg var rasende på Justin. Hvad bildte han sig ind? Han aner ikke, at jeg faktisk savnede ham. Men jeg savner ham bestemt ikke mere, efter det der skete idag. Og jeg ved godt, at Justin er forelsket i hende den blonde pige, det kunne man se i hans øjne, som lyste af glæde, og som havde det lille glimt i øjet, som han altid plejede at have, når vi var sammen.

Jeg rejste mig op fra sofaen, og gik op på mit værelse, for at hente min computer. Everlyn blev siddende nede i stuen. Jeg åbnede min skuffe, hvor min computer lå. Jeg ledte og ledte, men jeg kunne ikke finde den. Jeg stak min hånd ned i skuffen, og rodede rundt. Pludselig fik jeg fat i en lille bitte plastikpose. Jeg fiskede den op, og stirrede forskrækket på den. Indholdet i posen, var noget hvidt pulver. Det var stoffer. Jeg vidste godt at det ikke var Justin's. Det var min. Posen fik mig til at tænke på dengang, da jeg var 13 år, og min far pludselig bare tog afsted. Han sagde ikke farvel eller noget, han rejste bare. Jeg var så ked af det, da mig og min far havde et rigtig tæt forhold. Jeg kendte et par mennesker, farlige mennesker, som sagde, at de kunne hjælpe mig med at blive glad igen. Og så dum som jeg nu var, så tog jeg imod, de plastikposer, som de gav mig. Jeg blev mere og mere glad, pga. stofferne, og jeg havde næsten glemt alt om min far. Everlyn, hjalp mig, med at stoppe med at tage stoffer, og hun er grunden, til at jeg lever den dag idag. Jeg besluttede mig for, at gemme stofferne væk. Og her lå de så, i min skuffe.

Jeg stod og overvejede at tage lidt, bare for at blive en smule gladere. Jeg kan huske hvor glad jeg var dengang jeg var 13 år, og tog stoffer, så jeg kunne sikkert også blive glad nu, ik? Jeg stod i noget tid, og diskuterede med mig selv, en del af mig sagde, nej, og en anden del af mig kunne ikke vente, med at få fingrene i det hvide pulver, og blive lynhurtigt glad igen. Uden at tænke mig om, hældte jeg det hvide pulver, ud på mit natbord, og gjorde det, som man nu skal gøre, når man tager stoffer. En følelse af lykke og glæde, spredte sig inden i mig.

Pludselig kunne jeg høre skridt. Skridt som var på vej op til mit værelse. Jeg stoppede ikke med det som jeg nu havde gang i, da jeg var blevet en del afhængig, og havde svært ved at stoppe. Døren til mit værelse, blev åbnet forsigtigt, og ind kom Everlyn. Hun stirrede på mig, og så ned på det hvide pulver, og så på mig igen. Hun så helt chokeret ud, hvilket jeg også godt kunne forstå. "Steph..,, hvad laver du?", hviskede hun, mens man kunne se, tårerne komme op i hendes øjne. Jeg undlod at svare hende, eftersom jeg ikke havde noget som helt at forsvare mig med. Jeg var busted. "Svar mig!", skreg hun, og tårerne løb om kap, ned af hendes æbelrøde kinder. Jeg svarede hende stadig ikke, jeg kunne simpelthen ikke få et ord ud af min mund. "Jeg troede at du var stoppet!", skreg hun atter, og viftede frustreret med armene. "Du aner slet ikke, hvor hårdt det er, at stå og se på sin bedste veninde, er ved at tage livet af sig selv, gør du vel? Jeg er så træt, af at alting skal handle om dig. Jeg har hjulpet dig, med at blive glad, da Justin slog dig, og mobbede dig. Jeg har hjulpet dig, da du tog stoffer, og blev afhængig. Og jeg har lige siddet og hjulpet dig med kæreste sorg! Men hvad fanden har du hjulpet mig med!?", råbte hun stædigt. Hun havde ret. Hun havde fuldkommen ret. "Undskyld", hviskede jeg. En lille tåre trillede ned af min kind. Tåre efter tåre. "Det er ligesom lidt sent at sige nu ik? Gid at du dør af alle de stoffer!", og med de ord, smækkede hun døren hårdt i, og gik med faste skridt, ned at trappen.

Mig og Everlyn's skænderi, fik mig til at blive endu mere frustreret. Jeg kunne derfor ikke stoppe med at tage stoffer. Og for hver sekundt, blev jeg vredere og vredere. Ja faktisk så vred, at jeg besluttede mig for at tage hen til Ryans hus, og finde Justin med det samme, sådan at jeg kunne få alt min vrede ud, og det var ham det skulle gå udover.

Jeg tog min jakke på, og derefter mine slidte converse. Jeg flåede døren op, og bevægede mig ud i kulden. Jeg kiggede hurtigt på mit ur, kl var 1:24 om natten. Men jeg var ligeglad. Da jeg nåede Ryans hus, hev jeg ned i håndtaget, i håb om, at den var ulåst. Hvilket den ikke var. Jeg skimtede en mursten, som lå ude i haven. Jeg gik med langsomme skridt hen til murstenen, og samlede den derefter op. Jeg vidste godt, at det måske ikke var det smarteste at gøre, men jeg skulle jo ind. Jeg slog et vindue i huset, i stykker. Og smed så derefter murstenen fra mig. Der var mørkt inde i huset, hvilket nok betød, at der ikke var nogen hjemme. "Hallo?", råbte jeg, så det gav genlyd i hele huset. Der var helt stille. Jeg gik op ad trappen, og drejede så derefter til højre, hvor Justin's værelse lå. Da jeg trådte ind, i værelset kunne jeg med det samme dufte, duften af Justin. Duften, fik mig til at blive mere og mere vred. Hvilket ikke var så godt. Jeg begyndte at lede i hans skab, hvor alt hans tøj lå. Jeg rev noget af det i stykker. Jeg åbnede desperat hans skuffer, og fandt, et billede. På billedet var der Justin, og en høj og voksen mand, som lignede Justin meget. Jeg vendte kortet om, og så, at der stod noget derpå.

"Hej Justin. Jeg savner dig og din mor, rigtig meget.

Og jeg håber at krigen snart er ovre. Jeg glæder mig til

at se dig igen.

Knus Far<3

Jeg rev kortet i tusind vis af stykker. Jeg vidste godt at det var forkert, men jeg var bare så vred, at jeg synes at Justin skulle vide hvor vred, og sur jeg var. Jeg ledte efter flere kort, men kunne ikke finde nogle. Jeg fandt til gengæld en rød sprit-tus. Jeg åbnede proppen, og bevægede mig hen mod væggen. "Hader dig for evigt", skrev jeg på væggen, med store bogstaver, sådan at jeg nu var sikker på, at han vil opdage det, når han kommer hjem. Jeg rev alle billederne ned fra væggen af, og smadrede hans natlampe. Jeg satte mig rystende ned på gulvet, og brød ud i gråd. Jeg løftede min arm op, for at se hvad kl var, "2:46". Jeg bevægede mig hulkende ud af hans værelse, og derefter ud af døren til huset, hvorefter jeg gik grædende hjem.

Hej læsere!

Så er det altså ikke kun Justin som

gør dumme ting, huh?

Hvad vil Justin mon sige, når

han kommer hjem? Og finder

han ud af, at det er Stephanie

som har gjordt det?

Btw, så vil jeg blive rigtig glad

hvis i gad at like, og evt. skrive

en kommentar:)

Xoxo Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...