Forladt

Martin er en speciel indadvendt dreng som aldrig har været så god til det der med venner. Martin går i syvende klasse på en lille skole. Han foretrækker at gå for sig selv og tænke. I klassen er han upopulær og ikke velkommen.

0Likes
0Kommentarer
149Visninger

1. Forladt.

At Martin lige frem var blevet tvunget af drengene havde gjort ham yderst utilpas. Drengene havde nemlig besluttet sig for at stjæle Mettes dukke hvilket bestemt ikke ville gøre klassens harmoni bedre. Det vidste drengene godt og de skændtes længe om hvem der skulle gøre det beskidte arbejde. Man kunne tydeligt høre dem med deres kraftige mørke stemmer, den enes argumentation mod den andens modargumentation. Det var både skræmmende og fascinerende at høre på. Som om de troede det var et slags symbol og at det ville ændre hele deres skolegang. Underligt nok holdt de pludselig op med at snakke om det. Mathias havde som sædvanlig mest at skulle have sagt, men for første gang i lang tid forholdte han sig tavs så de kom ikke frem til en konklusion.

 

Egentlig kunne det ikke gå meget værre for mange af drengene. De havde virkelig ramt bunden, alle på nær Martin var tæt på at blive smidt ud af skolen. Drengene var overraskende ligeglade og gjorde som de altid havde gjort, fundet det svageste led. Ligesom Martin var blevet en syndebuk, ville en masse andre også blive det. Martin var ikke rigtig klog sagde de, ikke fordi han dummede sig eller gjorde andre til grin, men fordi han aldrig rigtig sagde noget og i stedet var tavs. Han var anderledes mente de, eller det sagde de i hvert fald. Selvom ingen af drengene fra 7. B var særligt kvikke eller dygtige i skolen, manglede de hverken muskler eller mod. Det udnyttede de godt, det var tydeligt for alle. Selv lærerne ville aldrig gøre, eller havde aldrig gjort noget ved det. Respekt viste man, eller bank fik man i flere timer. Martin havde prøvet det et par gange og havde efterhånden vænnet sig til volden der blev begået imod ham. Man fik ofte tæv. Det var egentlig ligegyldigt hvilken rolle man spillede for drengene.

Så længe der altid var et offer var de glade, og det var der. Nu vil man nok tænke at skolen havde store problemer.

Hvilket også rt delvist sandt, men den dag de fik en ny klasselærer var der meget der ændrede sig. Stor og betænksom så han ud. Som om alt smerte var forsvundet et kort øjeblik fra de uskyldiges verden.

Martin var hurtigt blevet alene. Som tiden var gået havde han slet ingen rigtige venner på skolen. Forladt, ensom, fortabt, udstødt var de Følelser Martin for det meste gik rundt med alene.

Lærerene var mærkeligt nok blevet rare og en hel del dygtigere, det var på ingen måde deres skyld det der var sket med Mettes dukke. De følte dog skyld over den tragedie der var hændt ikke ret langt fra skolen. Ingen bebrejdede den nye, Henrik tragedien ud over sig selv. Den indflydelse han havde haft på de andre lærer havde betydet at tingene blev taget mere seriøst fra lærernes side. Det var nu få der følte sig udstødt eller trådt på af nogen. Martin var dog stadig en af dem. Alle lærende havde  forgæves prøvet på at nå ind til ham og tvinge ham ud af den verden han gemte sig i. 

ingen af drengene lagde mærke til det og behandlede ham som altid.

Matin havde været overaskende heldig, og havde ikke fået tæv i to uger. Hvilket var ny rekord i klassen. Martin var dog også vokset alle drengene over hovedet hvilket også havde en del betydning for hvem der lagde sig ud med ham. Voldelig havde han aldrig været. Martin havde ikke forandret sig selvom han fysisk var blevet en kampmaskine. Ligeså blød, venlig, og betænksom som han altid havde været var han stadig.

Kort sagt et rart menneske. På det sidste havde han løsnet lidt op, han var blevet en hel del mere åben. Populær var han stadig ikke.  

 

 

Mette havde det med pigerne, som Martin havde det med drengene. Udstødt var Mette hurtigt blevet især efter hun havde mistet sit kendetegn.

Hun gik for sig selv og traskede rundt i de lange gange, i de mange pauser de var begyndt at få. Martin og Mette mødte sommetider hindanden på deres spadser turer. De nød hinandens selskab i stilhed. Ofre var de begge blevet, syndebukke, det såkaldt svageste led var de. De tænkte ikke over det, de ville ikke tænke på noget som helst.

Gemme sig ville de i hindandens forvrængede sind.

 

Det var som altid startet som små drilleri, en hel basal dag i klassen. Nogle af drengene og pigerne havde taget Mettes dukke og kastede den rundt i en cirkel, alle grinte selv Mette for en gangs skyld. Det havde været lige efter deres dansk time, i deres pause. Alle var glade, alle smilte, ingen græd, ingen var ondskabsfulde.

Efter et stykke tid blev der helt stille. Mathias og Marie kom trappende ind af døren. De var klassens to overhoveder, længe havde de kontrolleret hver deres køn. Hvad de sagde blev hørt og gjort, sådan var det bare.

Mathias havde fået øje på den ekstremt grimme dukke ifølge ham. Marie havde bare kigget ondt som hun plejede, alle der vidste hvad de kunne udrette frygtede dem.

Marie pegede ondskabsfuldt på tre drenge og tre piger.

Eleverne var blevet udvalgt som medskyldige. Mathias slog pludselig Mette bevidstløs og stjal dukken, Martin blev enormt aggressiv. Han var gået i kamp med drengene, fire relativt store gutter mod Martin. Martin var ligeglad. Han følte kun vrede, nu kunne det være nok det havde stået på alt for længe. Som en tiger sprang Martin efter Mathias, vreden brændte i ham. Han så virkelig frygtindgydende ud, Martin havde aldrig opført sig sådan før nu. Alle hans følelser var kommet op til overfladen og han smadrede ind i Mathias tog fat i ham, og kylede ham ind i væggen. Mathias grinede blot med en lav og ondskabsfuld latter.

Martin havde været så opsat på at smadre Mathias, at han slet ikke havde lagt mærke til de tre andre drenge som havde fundet en tung jernstang frem.

Martin vendte sig om og frygten blussede uroligt i ham. Et gråt objekt blev fyret lige i hovedet på ham. Alt blev helt mørkt. 

Martin vågnede på stranden som ikke lå ret langt væk fra skolen. Martin fik hurtigt øje på Mathias, Marie og de syv andre fra skolen. Mette lå ved siden af ham. Mette var helt stille som en lille uskyldig pige.

 Dukken lå på en hård sten et stykke fra dem, dens uhørlige skrig steg hele tiden. Mørket havde lagt sig om den lille strand, der blev koldt og meget ubehageligt at være. Frygten herskede, de øvrige elever havde bukket under for ondskaben. Engle, meget mørke engle havde de forvandlet sig til. Hadet strømede kraftigt fra dem og smeltede kærligheden, brændte den, fjernede den helt.

Martin var virkelig, virkelig bange. Han ville ikke give op  sådan her, ikke tabe alt på den måde. Det var ikke slet ikke fair.

Intet af hans skolegang havde været fair, men det her var alligevel noget andet. En lille uskyldig dukke, som ingen smerte havde voldt var blevet offer for deres tyranisme.

Mette var blevet helt blå i ansigtet og kold som en sten. Kærligheden sivede fra hende, langsomt berøvede de mørke engle hendes livsglæde. Dukken havde været så vigtig for hende, den havde altid været et symbol på kærlighed for Mette.  

 

Martin kom op og stå på sine utroligt stive ben, og gled hen i mod mørket. Frygten var ustoppelig, ekstremt kraftig. Alligevel kæmpede han sig i gennem mørket og hen til den egentlig ret store sten. De 8 udvalgte fra klassen stod rundt om stenen. En for en lagde han dem ned uden den mindste lyd. Frygten var manet i deres ansigter.

Ondskaben havde ikke forladt dem, den blev siddende i deres sind ligesom uhelbredelig angst ville have gjort.. Utroligt skræmmende var det at være vidne til. Martin kontrollerede det så roligt som han kunne, men det var virkelig vanskeligt. Han kunne ikke forstå det.  

Medlidenheden væltede ham brat og Knækkede ham. nøjagtigt som blødt træ ville have gjort. Der var helt tomt på stranden. Ingen følelser kunne mærkes i miles omkreds.

 

Henrik var efterhånden blevet godt utålmodig. Timen havde snart været i gang i en halv time og der manglede stadig ti elever, en tredjedel af klassens elever. Henrik underviste i matematik, fysik, og biologi.

Han kunne sit kram, det havde Martin aldrig tvivlet på.

Martins yndlingslærer var Henrik. Egentlig kun fordi Henrik var bedst til at snakke med Martin og forstå ham. Ingen fattede rigtigt hvad der skete i Martins hoved, men Henrik forstod ham til tider.

Henrik kiggede på sit store sorte ur han bar på højre hånd. Klokken var femogtyve minutter over tolv. Nu var eleverne femoghalvtreds minutter forsinket. En kombination af pjækkeri og mangel disciplin havde betydet at Martin var meget bagud.

For Mette gik det glimrende. Hun arbejdede som en gal. Mette var aldrig tilfreds med sig selv, når hun vidste hun kunne have gjort det bedre.

Den gejst besad Martin ikke, han var stort set ligeglad med hvordan det gik ham. Martin ville bare have fred til at tænke og overveje sine store spørgsmål. For det meste sad han alene med det. Mette havde et par gange hørt om Martins tanker og var blevet meget fascineret af ham. Den tryghed han normalt viste, havde Mette ofte følt når hun snakkede alene med ham. Mette nød at sidde helt stille og bare lytte til den høje unge mand, når han delte ud af sine tanker og mærkværdige spørgsmål.

Hun følte sig heldig over at have fundet et stærkt venskab hos Martin.

Til tider opfattede de hinanden som søskende og støttede altid hinanden, det havde de efter hånden gjort mange gange. Mere skulle der ikke til, man skulle hverken give eller tage blot lytte på hindanden.

     

Dukken lå stadig på den hårde sten, som den til hver en tid ville gøre. Det var som om den var boret fast i stenen, uden chance for at slippe fri.

Mørket kunne Martin ikke længere få øje på. Lyset havde erstattet mørket og frygten, med lys og varme. Mette havde fået sin naturlige lyse farve igen. Hun var vågen, det var Martin helt sikker på. Mette var i gode hænder vidste han, det var det afgørende for ham. Han hørte høje sirener fra vejen. Trætheden slog ned i ham lammede ham ikke, den slog ham bare ud.

 

 Døre der blev lukket var de første lyde Martin hørte da han vågnede.

 Et par stole stod i en rundkreds. Alle ti elever fra stranden sad placeret i      

stolene, mens fire lærere kiggede surt på dem, Henrik var en af de fire. Alle var i chok over det der var hændt. For dem gav det ingen mening. Martin havde forstået hvad der var sket og var ikke i tvivl. Martins fantasi havde leget med ham og det meste af det han havde oplevet havde været en drøm.

Martin forstod det efter han havde fået at vide hvad der var sket.

Mette havde aldrig været på stranden det havde Martin heller ikke fortalte Mette som var frisk og rar som hun plejede at være.

Martin smilede som svar. Han havde  endeligt fået svar på sine gådefulde spørgsmål.

Mette smilede også, hun var ekstremt glad for at se Martin vågen igen.

De otte andre elever fra klassen sad stadig tungt på stolene. Det lød som om de fik skæld ud, særligt Mathias og Marie. Henrik var yderst utilfreds og meget skuffet, kunne Martin fornemme på ham. Martin tænkte ikke videre over det. freden og roen havde endeligt fundet ham.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...