Dagene der gik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Færdig
Slutningen blev slet ikke som jeg ville have den, fordi så var det pludselig midnat og jeg havde ikke længere tid til detaljer, men jeg håber den bliver taget godt imod :)

1Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. December

December var allerede forbi. Du ville ønske at tiden ikke var gået så hurtigt. Det var januar nu og vinteren var kold.  Og selv om du havde lovet dig selv ikke at tænke mere på ham, kunne du ikke lade være med at undre dig over, hvad han mon lavede sådan en kold dag i januar. Og hvor mon han var henne. Du kunne ikke lade være med at tænke på om han savnede dig og om han fortrød hvad der var sket. Du undrede dig over, om han mon tænkte tilbage på december. Om han mon savnede dagene der gik, lige så meget som du savnede ham.

 

Du mødte ham en tåget dag i oktober. Du havde lige købt ind til aftensmaden, og prøvede at finde din mobil i din taske mens du gik, og han havde lige været inde i musikforretningen for at købe nye trommestikkere, som han gik og trommede med, da I stødte ind i hinanden. I undskyldte begge med det samme, men da I kiggede op og så hinanden i øjnene følte I det begge.

   Du følte dig straks tryg. Det føltes som om I havde kendt hinanden længe og det føltes sært.

   "Kender vi hinanden?" spurgte han dig og han tog hånden op, som om han skulle lige til at røre ved dit ansigt, men så sænkede han den igen og stak sine trommestikkere i baglommen.

   "Nej," svarede du, selv om du faktisk havde lyst til at sige ja. "Men det føles sådan." Og lige så snart ordene kom ud af din mund fortrød du at du havde sagt dem. Og dog kunne du se i hans øjne, at han havde det på præcis samme måde. I stod bare og stirrede lidt på hinanden, indtil han brød øjenkontakten og trak sin mobil frem. Du havde det som om I lige havde stået og brugt flere timer på bare at betragte hinanden, men dit ur fortalte dig, at der ikke var gået mere end tre minutter.

   "Jeg skal gå nu," mumlede du og gik to skridt tilbage for at kunne gå udenom ham, men han afbrød dig inden du begyndte at gå igen.

   "Må jeg ikke få dit nummer?" spurgte han og holdt sin mobil frem. Lyset var skarpt, for det var ved at blive mørkt udenfor, og det tog dig et øjeblik før du kunne se hvad skærmen viste. Så skrev du dit nummer ind og smilede til ham inden du gik videre. Du kunne mærke hans blik på dig og du følte dig helt forlegen, og da du var nået langt ned af gaden, kunne du høre ham råbe efter dig "tak!".

   Han ringede to dage efter præcis klokken otte. Du tog telefonen og I snakkede et par minutter, inden han inviterede dig på kaffe dagen efter. Det var allerede den attende og efter jeres første dag sammen mødtes I hele tiden. I blev gode venner hurtigt, men for jer føltes det ikke hurtigt, for med den følelse der voksede i begge jeres maver var det som om I havde kendt hinanden hele jeres liv.

   I gik på restauranter og caféer for at snakke, og I gik i biografen og en enkelt gang i teatret, I shoppede sammen og I brugte al den tid I overhovedet kunne på hinanden.

   Den første gang du så hans lejlighed var den allersidste dag i november. I havde nydt solskinnet hele dagen på torvet, det samme sted hvor I mødte hinanden, men efter et stykke tid fik du ondt i fødderne og I endte med at tage hjem til hans lejlighed.

   Der var gået mere måned siden I stødte ind i hinanden første gang. Du havde stadig ikke været i hans lejlighed og han havde ikke været i din. Selv om du vidste alt om ham, så blev du stadig overrasket af hvordan hans lejlighed så ud.

   Så snart du gik ind i rummet blev du overrasket. Det passede slet ikke til den person du kendte, men alligevel afspejlede det ham meget godt. Væggene var hvide med masser af farverige malerier, og store vinduer, hvor solen strømmede ind selv om det var sidst på dagen. Der var tre lokaler i alt, men soveværelset var kun lige stort nok til at hans dobbeltseng kunne stå der og så det høje, smalle skab bag døren.

   Stuen var et stort rod. Køkkenet var det første man så når man gik ind i lokalet. Der var fire røde køkkenborde på hver sin side og barstolene under bordene ud mod resten af stuen. Der stod mørkebrun sofa med ryggen til hende og et blåt trommesæt midt i rummet. I hjørnet stod et gammelt fjernsyn, som ikke så ud som om det var blevet brugt i lang tid.

   Det første du gik hen til var trommesættet. Du satte dig ned på stolen og kørte hænderne over trommerne. "Må jeg prøve?" spurgte du og tog trommestikkerne op fra gulvet.

   "Selvfølgelig," svarede han og så satte han sig ned i sofaen og betragtede dig, mens du prøvede så godt du kunne, at få det til at lyde godt. Efter flere forsøg endte I med at bytte plads og han spillede for fuld skrue, mens du bare sad der og betragtede ham. Du grinede hver gang han lavede en fejl, for han var så koncentreret, at han lavede den sjoveste grimasse, hver gang noget gik galt. Og fordi han var så koncentreret kunne du ikke lade været med bare at kigge på ham. Til sidst lyttede du slet ikke til hvordan han spillede, men du kiggede kun på, hvordan han hævede øjenbrynene, hver gang det fik godt, og hvordan han ubevidst stak tungen ud, når han kom til et svært stykke. Det var hyggeligt for dig at se ham så engageret i noget, for sådan havde du end ikke set ham endnu.

   Du klappede af ham da han var færdig. Og så lige pludselig endte i begge to med at sidde på den lille trommestol. Du var gået med til at lære at tromme, selv om du havde forsikret ham om, at det ville være umuligt for dig at kunne blive god til det. Og det var umuligt, for selv om du næsten rørte trommesættet med begge knæ, så føles det ikke som om du var nær det. Han havde begge arme omkring dig og styrede dine hænder, og du kunne mærke hans ånde på din hals og føle hans brystkasse hæve og sænke sig bag dig.

   "Jeg kan ikke koncentrere mig," endte du med til sidst at sige og han stoppede med det samme dine hænder. Nu holdt han faktisk bare om dig.

   "Hvorfor ikke?" spurgte han lavt og ånden kildede dig i nakken, mens han flyttede sit hoved fra din ene skulder til den anden.

   "Du sidder for tæt," mumlede du og ubevidst lænede du dig en lille smule tilbage, så du kunne være tættere på ham. Du var fuldstændig distraheret af ham til at kunne tænke på noget andet.

   "Er det dét her der distraherer dig?" spurgte han og så gjorde han noget, som du faktisk aldrig havde troet ville ske. Han kyssede dig. Han kyssede dig blidt på halsen og du trak vejret alt for dybt. Han grinede, fordi du bare rev dig med i øjeblikket og så snart han fjernede sit greb om dine hænder faldt trommestikkerne ned på gulvet. Han drejede dit hoved hen mod hans og det var jeres allerførste kys.

   Sammenlignet med alle de andre kys du havde fået i dit liv, så var det her det bedste. Det var allerede over midnat, men hvilken bedre måde var der, end at starte december ved at indvie et nyt forhold? Og du vidste at det her var noget I begge ville have, for I havde begge haft det på samme måde siden I stødte ind i hinanden for første gang. Der var bare ingen af jer der turde indrømme det.

 

   December måned gik. I brugte hver eneste dag sammen. Det var helt nyt for dig at have en i dit liv, du så godt kunne lide. I tilbragte det meste af jeres tid i hans lejlighed, fordi du elskede at høre ham spille på sine trommer, og du elskede at se på ham mens han spillede. Det udviklede sig hurtigt. Du brugte meget tid i hans køkken på at udforske hvor alting lå, og han brugte meget tid på at øve sig på sine trommer.

   Og på et eller andet tidspunkt var det nok. Det var måske fordi I fra den allerførste gang I mødtes, allerede havde haft det, som om I kendte hinanden. Og I begyndte begge to at have det, som om I havde haft præcis det samme forhold I meget længere tid, end I faktisk havde.

   Intet var nyt mere. Du begyndte at blive irriteret over, at han altid spillede trommer. Han blev irriteret over, at du altid købte for meget mad, for han var slet ikke vant til at spise så meget.

   I gjorde intet spændende mere. I shoppede ikke længere og gik ikke længere rundt på torvet, I gik aldrig i biografen eller stod på skøjter, og det eneste sted i drak kaffe var i hans lille lejlighed.

   Det blev bare for meget for jer begge. Og det var da emnet juleaften kom på bane, at I begge indrømmede, at det ikke længere var et godt forhold. Og det var der det hele sluttede.

   December havde været en travl måned for jer begge, og I havde begge tænkt på at ende forholdet hele december, men ingen af jer havde haft modet til at gøre det, fordi det hele var så nyt.

   Og dog, da det endelig var forbi, var I begge kede af det. Han besluttede sig for at rejse rundt i verden og se hvor hans trommespil ville føre ham hen, mest af alt fordi han ville væk fra alle minderne om dig, og du fik dig et nyt job på den café, hvor I plejede at sidde og drikke kaffe. Der gik længere og længere tid og I begyndte begge at glemme hinanden og alle de lange decemberdage der gik, mens I begge spekulerede over, hvorfor det hele startede.

   Var det skæbnen der fik jer til at gå ind i hinanden den dag på torvet? Og hvorfor havde I det begge som om I havde kendt hinanden længere tid? Du var glad for jeres tid sammen, også selv om det måske var dumt af jer helt fra starten af, overhovedet at begynde et forhold.

   Men de dage der gik var det værd. Nu var det tid til at starte forfra og du havde ikke længere tid til at spekulere over, om han stadig tænkte på dig og hvordan det ville blive, når han kom hjem igen.

   Det var et nyt år og det var en ny tid. Decemberdagene var fortid og det var I to også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...