Canswaugh - Secret {Book 1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3578Visninger
AA

12. Chapter 9 - The Earth-District

I noget tid føles alt så dejligt. Jeg vil ikke bruge ordet "perfekt", men det er tæt på.

  Flyet gynger svagt, hvilket jeg normalvis ville mistænke, da flyet er så enormt at man ikke burde kunne mærke det. Men det kan man altså, og jeg kunne ikke være mere ligeglad.

  Det føles akavet at sidde nu alene på Holdens værelse, mens han gennemgår tingene i skabene. Selv glemte jeg at se hvad der var i mine, måske fordi jeg stadig er i chok over hvad der var i de sidste. Om det var en tilfældighed, at der var akkurat en glaskuppel magen til den jeg førhen fik af min bedstemor inden hun døde, ved jeg ikke.

  Et øjeblik ser Holden forskrækket ud, men lukker så skabet i og smiler til mig uden at sige noget. Jeg tænker ikke mere over det og sætter i stedet fokus på stemmen, der runger ud hele flyet med samme meddelelse som ved sidste landing.

  "Flyet skal til at lande. Alle bedes gå til deres værelse og forholde sig i ro. Hvis noget rykker på sig, er det vigtigt ikke at forsøge at stoppe det. Det kan give alvorlige skader."

  "Åh.." Holden kigger på mig med dybe øjne. "Så må du nok hellere gå tilbage til dit værelse."

  Jeg nikker til ham og letter mig fra sengen. Tøvende går jeg ud af rummet med blikket fokuserende på Holden, der sætter sig på sengen med et tomt blik. Jeg fortsætter med at gå, til jeg får øje på Veronica, der læner sig op ad væggen. Jeg kommer i tanke om gulduret i min lomme. Jeg havde glemt alt om den. Hvad pokker skal jeg gøre? Jeg må fortælle hende det. Det hele.

  "Øh, Veronica?" spørger jeg. Hun kigger ned på gulvet med smertefulde øjne. "Er der noget i vejen?" spørger jeg, og beslutter mig for at gemme sandheden til senere.

  "Melody.. Du hedder Melody, gør du ikke?" Hun kigger med bedende øjne på mig om ikke at ville hjælpe, og jeg tager dermed et fast greb om hendes hofte. Hun er ret slank af en gammel kone at være. Hun kunne minde om en, der havde en sygdom.

  "Jo. Jo, det hedder jeg. Hvor er dit værelse?" Jeg rømmer mig og kigger alvorligt på hende. Hun dufter godt af friske roser, men hun minder mere om en der er ved at visne.

  "Den er.." Hun hoster og peger mod en længere gang. Jeg kan bare ikke se hvilken værelse hun peger på.

  "Kom her," beordre jeg og løfter hende med ind til mit værelse. Jeg ligger hende på sengen, og sætter mig ved hendes side.

  Da flyet begynder at gå stejlt ned ad, griber jeg ekstra godt fast i hende. Tingene på værelset suser rundt. Der er heldigvis ikke så mange genstande, men flere gange er forskellige ting ved at ramme os. Jeg må dække skjold over mig og Veronica for ikke at blive ramt, samt holde godt fast i sengens kant, for ikke selv at glide rundt.

  Endelig begynder flyet at rette sig igen, og det giver et dunk, da det rammer flybanen i distriktet. Spændt venter jeg på at få at vide hvilken distrikt vi er i, men der går noget tid før stemmen i højtaleren råber: "Velkommen til jorddistriktet."

  Veronica der før var bleg i huden er nu ligbleg. Hendes øjne er spærret op, men hun er ikke død. Hendes puls banker svagt, men hun er i live. Alt på hende ligner skind og ben. Hendes lange mørkegrå hår, der var sat op i en stram knold er nu gået løs, så nu hænger det ned af hendes knoglelignende skuldre.

  "Er du okay?" spørger jeg hende blidt men med et alvorligt udtryk. Hun nikker og rejser sig tøvende fra sengen efter mig. Jeg går ud af værelset med hende, og da vi når den samlede flok ved flyets åbning stiller hun sig selv i midten af "publikum".

  "Jeg ved ikke hvordan jer der ikke kommer herfra, forestiller jer jorddistriktet," begynder hun. "Men jeg har snart været guide for alle de 17-årige i 45 år, og jeg elsker dette distrikt. For her er faktisk andet end jordforhøjninger og underjordiske gange. Her er skove, marker, enge og meget, meget mere. Denne gang skal vi ikke gå særlig langt, for at komme til selve riget. Der er omkring to kilometer, så vil i komme til den kæmpe høje mur, der er rundt om byen. Derinde vil vi se masser af små huse af lavet under små forhøjninger, vi vil se butikker med alt fra mad til redskaber og vi vil se kroer til de mere sølle af slagsen. I vil få en ny at dele værelse med, og når vi når frem, vil I få mere information. Jeg håber at I glæder jer, for nu skal vi af sted!"

  Jeg fniser, da jeg ser Veronicas små ben bevæge sig så hurtigt i det halvlange græs. Det ser ud som om at det omfavner hendes ankler, og strækker sig for at nå længere op. Måske ikke til hende, måske bare længere op imod skyerne.

  Her er en dejlig tilpas varme, og jeg vil skyde på at det ikke kun er vores kropsvarme, fordi vi er et par hundrede unge, jeg vil gætte på, at dette bare er en standard varme for befolkningen i jorddistriktet.

  Roen er også noget jeg elsker. Selvom vi er mange, er her så stille at man kan hører græshoppernes karakteristiske lyde samt fuglenes skønne fløjten. De hvide glatte skyer glider langsomt henover himlen, og her dufter friskt af blomster og planter.

  På den smukke eng vi i én række går på, er der masser af blå, røde og gule blomster. Bier flyver hen til dem og sætter sig på dem med en rolig bevægelse. Sommerfugle flyver to og to sammen og cirkler om hinanden, som var de i parring, hvilket de jo godt kunne være. Alt sammen et meget smukt syn. Det får mig til at tvivle på, om det er her eller i vanddistriktet jeg helst vil være. Ikke at jeg regner med at få to chancer, hvis jeg da endelig får en, men jeg ved at det tit sker, at folk kan hører to steder til, og de så selv må vælge hvor de vil leve. Og hvis jeg nu fik valget imellem vanddistriktet eller jorddistriktet, hvor skulle det så være? Jeg elsker vanddistriktet for meget, og de har mine yndlings dyr, men der er også rørene, som man skal tage for at komme ned til riget under vandet. Og selvom jeg endelig har lært at tage rørene, må jeg vel altid føle en fobi imod dem. 

  Og så er der her. Jeg har ikke engang set selve levestedet, men jeg elsker det allerede. Der er den ro jeg altid har søgt. Her er smukt, stedet får mig til at føle mig hjemme. Men hvad pokker, jeg har god tid til at tænke. Og der er jo kun en lille chance for at jeg kommer til at stå med det valg. Jeg burde bare fokusere på at bestå prøverne, og så er det dét.

  I den lange række kan jeg ikke få øje på Holden. Selv står jeg nogenlunde i midten, hvilket giver mig et godt perspektiv over de mange folk. Men hvem siger, at han ikke er en af de få, der mangler at komme ud af flyet. Og selvom han ikke var, ville det jo også være ligegyldigt. Holden er her, og det ved jeg.

  I min mave føler jeg spænding for hvem jeg nu skal være sammen med. Hvem skal jeg dele værelse med? Er han eller hun sød? Hvor skal vi være? Måske var jeg bare heldig med at Holden behandlede mig godt. Han var måske bare den eneste der vil accepterer mig. Det finder jeg så ud af, når jeg får snakket med personen.

  Tiden flyver af sted, og jeg bemærker knap nok at vi er fremme ved stedet. Veronica beder vagterne ved den kæmpe mur om at åbne porten, og straks bliver den lukket op.

  Alt er som Veronicas beskrivelse af det. Meget mere farverigt og livligt end jeg havde forestillet mig.

  Græsset har en frisk grøn nuance, jordet har ikke den normale kedelige farve, men en mere træbrun af slagsen. Husene er ret små og ligger i små bakkeforhøjninger, og selvom de ser små ud er de helt bestemt hyggelige. Trods muren føler jeg ikke at her er indelukket. Her er rigelig med plads, faktisk så meget plads, at jeg knap nok kan se den anden side af muren. 

  Selvom her er vagter, ser her fredeligt ud. De smiler allesammen til os med et blik der viser en ægte glæde. Deres geværer ser harmløse ud, ikke nogen man bliver skræmt væk af. Eller måske er det bare soldaternes humør, der gør at man ikke bliver bange for dem.

  Solen rammer den store åbne plads hvor vi alle står samlet. Veronica stiller sig endnu engang i midten for at fortælle. Den hvisken der førhen var der, forsvinder nu. Der er kun stilhed og spænding i luften.

  "Ja, så er vi jo officielt ankommet. Jeg håber at I kan lide stedet. Om lidt vil jeg kalde de personer op, som skal være sammen resten af tiden her. I vil også få uddelt sedler, hvor der står hvor I skal bo her i riget. Det vil blive hos familier, og har I ikke allerede bemærket det, er menneskene her meget gæstfrie og søde. I vil få en værelse hos familien, og får i problemer så kom endelig til mig. Prøverne vil blive afholdt på rigets bibliotek - ligesom sidste gang - og alt angående prøven er det samme. Jeres navne vil blive råbt op, men kan I ikke vente med at vide hvilken dag I skal op, kan I komme til mig og få det at vide. I dag vil ingen komme op, for man skal lige finde sig til rette. Nu til opråbet. Chase og Dane!"

  To drenge, der ligner hinanden på en prik, går op til Veronica og får en seddel. Sådan fortsætter det, og pludselig hører jeg Holden bliver råbt op. Sammen med en hvis Jeremy. Ham fyren ved navn Jeremy, ser da også okay ud. Mellem-langt blondt hår og blå øjne. I kropstrækningerne ligner han lidt Holden, men sådan kan man jo sige om de fleste. De har nogenlunde samme højde, og i tøjstilen kunne det se ud som om, at de kommer fra samme distrikt. Luftdistriktet.

  Nye navne, nye navne. Mit hoved er ved at eksploderer. Flere er de samme, men langt de fleste er nye, og de sætter sig alle i mit hoved. Jeg føler en trang til at råbe ud over det hele: "Hvornår bliver det mig?!"

  Men det gør jeg selvfølgelig ikke, det vil være pinligt. Jeg kunne forestille mig det. Hundredes blikke der bare stirrede på én, som var man dum - hvilket man jo også ville være.

  Langt om længe kommer mit navn. Desværre må Veronica råbe det to gange, før at jeg forstår at det er mig. 

  "Amber Mischa," fortsætter Veronica, da jeg har stillet mig op ved hendes side. En lav, meget lav og blondhåret pige kommer op. Hun smiler så kraftigt at hendes klare lyseblå øjne stråler. Hun er slank, og nok helt sikkert det drengene ventede på at se heroppe. 

  Veronica giver Amber sedlen hvorpå der står hus 144, hos Maya og Sam Pitsby. Hun smiler så hendes lyserøde læber skiller sig fra hinanden.

  "Jeg har glædet mig meget til dette," smiler hun og går tilbage i mængden sammen med mig. Jeg mumler et "også mig", og håber på at hun ikke bemærkede min reaktion, da jeg så hendes udseende.

  Resten af tiden går temmelig hurtig. Jeg tænker så meget over, hvordan Amber nu er. Hun virker rar, men er det kun fordi at her er andre? Og hvad vil der ske, når eller hvis hun finder ud af at jeg kommer fra De Fortabtes Ø? Vil hun tænke, at jeg ingenting dur til, eller kan hun forstå at det ikke er mig der er fortabt, men mine forfædre, og det er derfor at jeg bor der? Der er så mange spørgsmål at jeg kunne falde død om. Apropos det, dét ville nogen sikkert synes om. Hvorfor ellers alle de farer? Åh, alle de spørgsmål for pokker.

  Da det opråbet er færdigt begynder folk at gå sammen og gå til deres. Amber tager fat i min bluse og trækker mig med. Det er tydeligt, at hun har en anelse om hvor vi skal hen.

  "Øh, hvad laver du?" spørger jeg, da vi ender ved en indhegning til nogle får.

  "Altså.. jeg troede, at jeg kunne finde vej.. Men.." Hun klør sig i håret og rynker panden. Hun ser fortvivlet ud og ligner en der ærgre sig.

  "Kom," siger jeg, og nu er det min tur til at rive hende med mig. 

  Muligvis er hun smuk. Muligvis er hun sød. Men det blonde hår er ikke blond for ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...