Canswaugh - Secret {Book 1}

Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3605Visninger
AA

11. Chapter 8 - Emotions At Stake

Med sedlen i hånden, stiger jeg ombord på flyet. Straks går jeg ind på det værelse, som jeg har fået uddelt. Det ligner akkurat den samme, som den jeg havde, da vi skulle til vanddistriktet, bare at denne er lidt mindre.

  For at lade det blive en overraskelse, hvilket distrikt vi skal til nu, åbner jeg kun den nederste del af sedlen. Der ser jeg timeantallet til ankomsten. Én time. Det betyder vel at distriktet ikke er så langt væk? Jeg giver mig til at tænke over, hvilken en det kan være. Det er godt tidsfordriv.

  Flere gange tager jeg mig selv i at åbne sedlen mere og mere. Til sidst er den helt åben, men jeg kigger ikke. I stedet skynder jeg mig at vifte den væk, men så kommer jeg ved et uheld til at få den til at falde ned på gulvet.

  Da jeg sætter mig på knæ på gulvet, samler jeg tøvende sedlen op. Jeg sætter mig på sengen igen og lukker øjnene i, for det har jeg brug for. Der er så meget at tænke på. Så mange spørgsmål at stille, som nok ingen kan svarer på. Jeg ville ønske at denne tur ikke var så pokkers forvirrende. Men måske er det godt? Måske er det godt, at jeg er så forvirret. Det stiller måske frygten for at fejle prøverne væk? Uanset hvad der kommer til at ske, så vil jeg aldrig glemme dette. Aldrig.

  "Mit navn er Melody Frances," siger jeg for mig selv. "Jeg kommer fra De Fortabtes Ø. Jeg er 17 år. Jeg vil ændre min skæbne. Jeg vil bo i et distrikt. Et ægte et."

  Pludselig føler jeg mig udmattet. En trang til at sove flyder ind over min krop, selvom jeg fra starten var vældig frisk. Bare at rapportere hvem jeg er og hvad jeg vil, gør mig ganske træt. Sikken kraft at ege.

  Hvad kan jeg dog lave for at blive frisket op? spørger jeg mig selv. Der er tusind svar, men det føles som om at ingen passer. Jeg burde måske bare gå ned til de andre i flyets stue eller få fat på Holden i hans nuværende værelse. Hvis jeg kan finde den. Jeg burde faktisk gøre begge dele, og det gør jeg så.

  Tøvende letter jeg mig fra sengen og går ned af gangen til den mellem-store stue. Der er nydesignede møbler og smukke neutrale farver som sølv, sort og hvid. Drengene på sofaen fokuserer meget på fjernsynet, der hænger på den hvide væg. Den er kasseformet, stor og flad og viser billeder og indslag fra luftdistriktet. Jeg ved ikke hvad det handler om, og jeg er også ligeglad. 

  Ingen af personerne ser så skræmmende ud som forventet, og ingen griner af mig, fordi jeg er fra De Fortabtes Ø. Om de ved det, ved jeg ikke. Men de virker ligeså ligeglad med mig, som jeg er med den kasseformede fjernsyn.

  "Hvad sker der i luftdistriktet?" spørger jeg, da der pludselig bliver vist billeder af en hængt mand på en galgebakke. Mine øjne bliver store. Er det sådan det foregår?

  "Åh, det er vidst en forbryder." De tre drenge i den sølvfarvede sofa vender sig om mod mig, som er det først nu gået op for dem at jeg er til stede. Jeg læner mig op af sofaens bagside, og drengene trækker sig længere væk. De ligner allesammen hinanden. Mørkebrunt rodet hår, nøddebrune øjne og pjuskede øjenbryn. Den midterste rømmer sig. "Ehm, hvad laver du egentlig her?"

  "Jeg kedede mig," mumler jeg og vifter mit hår om på ryggen. Jeg forsøger at smile, men det ser alt for akavet ud. "Hvor kommer I fra?" Jeg fortryder med det samme at jeg spurgte.

  "Ilddistriktet," svarer de alle i munden på hinanden. "Og dig?"

  "Øh.. det er.. De Fortabtes Ø.." Mine hænder begynder at ryste og mine håndflader bliver våde. Nu overfalder de mig.

  "Så gør alt, for at blive dér." De to andre nikker og så vender de alle sig igen om mod fjernsynet, og tilbage står jeg med en tom følelse i maven. Hvad mente de med dét? 

 

Alt hvad jeg gør, er forkert. Hver en beslutning forvirrer mig mere og mere. Alt det jeg elsker gør mig skør af længsel efter at få det. Og når jeg tænker over det, hvad er der så tilbage at elske? Jeg har min familie, der er tusind kilometer væk. Jeg har Holden, der virker så mystisk og fraværende. Måske gik jeg for tæt på ham for hurtigt.

  Nu er der kun tilbage at bestå en af prøverne. Men efter ham drengens kommentar, ved jeg ikke om det er det jeg ønsker. Jeg har jo altid gerne ville væk fra fareren på De Fortabtes Ø, men indslaget på fjernsynet gør mig bange.

  "Kan du sige mig hvor Holden Crosbys værelse ligger?" spørger jeg, da jeg træder ind hos samme mand fra turen til vanddistriktet, hvis dør jeg smækkede i, da han var uforskammet, da jeg bad ham fjerne alt TV-halløjet.

  "Det kommer an på, smækker du min dør igen?" Han lyder en anelse nervøs og en anelse sur. Hans blik forlader endelig papirerne på hans skrivebord og glider op til mine øjne.

  "Nej, det gør jeg ikke," svarer jeg holder pege-og langefinger krydset på omme bag ryggen. Han sukker og taster noget ind på sin computer.

  "Værelse 57, den er nedenunder." På hans læber er et lille smil. Den forsvinder dog, da jeg endnu engang smækker døren i, så alle hans papirer flyver rundt over det hele.

  Da jeg står foran døren til værelset tvivler jeg på om det er det rigtige. Jeg burde give ham lidt fred. Det er trods alt det jeg selv søger, dog søger jeg det hos ham. Måske er jeg heldig at han også søger det hos mig.

  Langsomt sætter jeg min hånd på det kolde dørhåndtag. Jeg føler spænding og nervøsitet, og så trykker jeg til. Døren giver sig langsomt, og forsigtigt træder jeg ind, som kunne gulvet springe hvert et øjeblik det skulle være.

  "Holden?" kalder jeg uden at kunne få øje på ham. Han er der slet ikke. Skuffelse vælter ud over mig og jeg falder grædende ned på gulvet. Ikke kun fordi han ikke er der. Der er bare så mange følelser på spil. Jeg har aldrig været så længe væk fra min familie, jeg savner dem, og jeg kommer muligvis ikke til at se dem igen. Og hvis jeg gør, så skal jeg leve i konstant fare. Og så er der Holden, der er den eneste jeg har på denne tur, og nu er han her ikke.

  Jeg slår mine næver imod gulvet, men må overgive mig, da jeg kun få kræfter har tilbage. Jeg får lyst til at skrige, men holder det inde og græder i stedet mere kraftigt. Min krop føles tung og hullet, som bliver den brugt som hundelegetøj. 

  "Melody!" råber en forskrækket stemme, men jeg hører den kun som en svag gentagelse bagerst i mit hoved. "Kom her! Melody!" Hænder griber fat om mine hofter, og jeg bliver trukket hen til den dejlige bløde seng og løftet op på den.

  Tårerne fortsætter med at løbe ned ad mine kinder, også selvom et smukt ansigt bliver tydeligt. Jeg kan ikke få mig selv til at smile, selvom det er det jeg ønsker. Der er så meget jeg ikke kan, men gerne vil.

  "Jeg' bange.." hvisker jeg med et udtryksløst ansigtsudtryk. "Jeg' bange.."

  "Sch.." beroliger Holden mig med, med sin dejlige afslappede stemme. "Alt skal nok gå."

  I hans hænder falder jeg i søvn, og da jeg vågner, sidder han ved min side. Endelig dannes et smil på mine læber. Jeg omfavner ham svagt. Det bedste af det hele, er at han lader mig gøre det. Jeg føler intet kærligt over det, men han gør mig tryg. Han gør mig rolig, og det er det jeg behøver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...